Man ved, hvad man har, men man ved ikke, hvad man får – kunne man fristes til at sige, når vi taler om mænds og kvinders forhold til patriarkatet. Selvom mandligheden konstant har været i krise de sidste 100 år, og den patriarkalske model både er svækket og slidt, er der mange kvinder og mænd, der har svært ved at klippe navlestrengen over til den gamle struktur, skriver den norske mandeforsker, Jørgen Lorentzen i bogen Maskulinitet. Blikk på mannen gjennom litteratur og film. Og som bogen viser, hiver maskuliniteten sig selv i tøjret – efter mange år under patriarkatets åg.

Når man ser bogens omslag, er man slet ikke i tvivl om, at maskulinitet er genstandsfelt for Jørgen Lorentzens nye bog: Her ses nemlig et fotografi af et af renæssancens og måske også patriarkatets hovedværker: Michelangelos skulptur (1501-1504) af den unge, muskuløse David, der både betragter, beskytter og måske lader sig tynge af en ældre mands hoved på sin skulder. Som yndlingen, der kigger ned på den ældre mands lille hoved, undersøger bogen tiden efter det radikale brud ved forståelsen af mandlighed, der skete i Norden omkring 1870’erne (i udlandet noget tidligere). Der hvor der i tekst og billeder sættes spørgsmålstegn ved den patriarkalske grundforståelse. 

Kunst, film og litteratur som undersøgelsesfelt giver, som Jørgen Lorentzen pointerer, en særlig mulighed for at iagttage maskulinitetens mangfoldighed, idet kunsten evner at repræsentere den samfundsmæssige tilstand og samtidig være overskridende og skabe nye forestillinger. Derfor vil analyser bringe nye indsigter i forståelsen af maskulinitet. Og med den feministiske litteraturforskning, der banede vejen til forståelsen af køn og 1990’ernes homoanalytiske og maskulinitetsanalytiske blik, er der netop nu grobund for en mere sammenhængende og konsekvent kønsforskning, der også ser på manden, som bærer af et køn, skriver Lorentzen.

Forestillingen om den rigtige mand

Mænds tilværelse – det Lorentzen kalder “livsverden” – er i dag præget af strenge ideer om, hvordan en mand skal være. Et hvert brud med disse idéer er forbundet med en risikoadfærd, der kan fører manden ind i umandlighedens sumpetilværelse, ifølge Lorentzen. For bag den ihærdige etablering af et ægte stykke mandfolk lurer umandligheden som mulighed altid lige bag ved: Enten er der for meget alkohol (eller for lidt). Man(d) er for feminin, for fej, for fed, har for mange følelser eller har andre spor såvel fysisk som psykisk, der leder manden ud i umandlighedens halte spor. Samtidig er tingene i opbrud, viser Lorentzen, når han afsøger den moderne mands spillerum i sine overbevisende analyser.

Selv har jeg gang på gang hørt om mandesammenkomster med filmene The GladiatorIndependence Day eller i øjeblikket Ringenes Herre I-III som samlingspunkter. Og det har i den forbindelse været svært ikke at se, at kønnet har en betydning. Derfor er det særlig interessant læsning, når Lorentzen beskriver, hvordan de store amerikanske Hollywood-film i 1990’erne har været præget af en rekonstruktiontrend af den heltemodige og machopræget mand, som man ser i Independence Day (1996), Armageddon (1998), The Gladiator (2000) og Troja (2004). Alle film, der viser en sammenhæng mellem amerikansk maskulinitet og imperialisme ved årtusindeskiftet, på samme måde som englænderne koblede den britiske maskulinitet og imperialisme i slutningen af 1800-tallet, også dengang for at redde maskuliniteten fra feminisering og blødgørende urbanitet, som Lorentzen pointerer.

Samtidig er det bemærkelsesværdigt for film som The Gladiator ogTroja, at de har erstattet den store romantiske kærlighed mellem mand og kvinder med en anden følelsesfigur: forholdet mellem far og søn. For ikke alene rekonstruerer de den heltemodige maskulinitet, men de nye værdier fra 1990’erne om faderrollens betydning indskriver sig også i værkerne. Helten vokser ud af omsorgen og kærligheden for børnene, og det er med dette udgangspunkt, de tager kampen op med ondskaben for at kunne genetablere den gode patriark.

Overfor disse opbyggelige film står andre storfilm som Falling Down(1993), American Beauty (1999), Fight Club (1999) og Magnolia(1999), der alle tager udgangspunkt i maskulinitetens krise. Filmene repræsenterer en dekonstruktionstrend, der sætter maskuliniteten ind i et kritisk lys. Her bliver både den autoritative, tillukkede og patriarkalske maskulinitetsform afklædt.
 

Modstandens figurer

Én anden af Jørgen Lorentzens virkelige spændende pointer er, at han kæder patriarkatets fald sammen med modernismen, den bevægelse, der afstår fra at gengive et samlet, ordnet virkelighedsbillede, men som søger at udtrykke oplevelsen af en sprængt og kaotisk virkelighed, hvor tomrummet er karakteristisk. Et tomrum, vi måske først nu er i stand til at udfylde, mener Lorentzen. 

Som kunstform er modernismen i høj grad blevet båret frem af en kritisk refleksion over den dominerende maskulinitetskonstruktion. Modernismens form er derfor mere etisk radikal end de fleste modernismefortolkere har gjort rede for, da modernismen afløser et romantisk og naturalistisk-realistisk fokus på kvinders begær og begæret efter kvinden, med et fokus baseret på patriarkatets mulige fald og mistilliden til den maskuline dominans, understreger Lorentzen. Samtidig er maskulinitetsdiskursen langt op i det 20. århundrede kendetegnet ved en manglende positiv kreativ maskulinitet, en nærværende og etisk mandlighed.

Efter at have levet med modernismens tomrum i mere end 100 år, er dette tomrum først nu begyndt at blive fyldt med ideer og tanker om en ny måde at være mand på, en ny måde at bære maskuliniteten. Jørgen Lorentzen ser i den forbindelse filmen Sange fra anden sal (instrueret af svenske Roy Andersen), som et værk, der opsummerer 100 år med modernismen, og et værk som er på højde med de store modernistiske klassikere.

Filmens utallige mænd er hele tiden var på vej, retningsløse efter noget ingen ved, hvad er. Kønnets betydning er vanskelig at overse, alene af den grund, at mændene i filmen er bærer af selve forfaldet og agenter for fortvivlelsen, mens kvinderne spiller en bevidst underordnet rolle. Scene efter scene præsenterer filmen mændenes og mandssamfundets fald og mangel på indsigt for at kunne forstå og ændre den elendighed, de skaber omkring sig. Filmen er ikke stadfæstet i noget årti, men er det 20 århundrede i et stort koncentrat med indholdsmæssige og visuelle referencer til modernismens store kunstnere, som fx Samuel Becket, Franz Kafka, Edward Hoppers, Orson Welles.

Først i senmodernismen har det været muligt at begynde at skabe visioner af en etisk mandlighed og i Sange fra anden sal bliver denne etiske dimension tydeliggjort ved modsætningen mellem filmens to centrale udsagn: “Hvor er alle mennesker på vej hen?” (hele den længsel efter noget større og bedre) og “Elsket være den som sætter sig”. For netop det “at sætte sig ned”, at gøre modstand er modernismens fundament. 

Med filmene Fight Club og bogen T.S. Singer af norske Dag Solstad [også oversat til dansk, red.], fremhæver Lorentzen, at vi i den senmoderne tid er blevet så vant til at tænke, at det er presset for at opnå succes, der også skaber tabere, at vi i mindre grad har problematiseret og reflekteret over, at mange mænd faktisk selv vælger succes-vejen fra. De “sætter sig ned, og gør modstand.
 

Venskaber mellem mænd

Venskaber er, som Lorentzen konstaterer, igen blevet populært. Tv-serierne fx Sex and the CitySeinfeld og Friends viser, at venskabet i en hektisk urban tilværelse midt i det serielle monogami er blevet en garant for kontinuiteten og trofastheden for det moderne menneske. Kærligheden forgår, mens venskabet består. 

Men venskabet har altid været den heteroseksuelle mands akilleshæl. For siden 1870’erne, hvor homoseksualiteten blev defineret og udskilt, har venskabet mellem mænd haft trange vilkår. Angsten for homoseksualiteten har kompliceret det dybe og nære venskab, og venskaber er noget kvinderne tager sig af. Men med opkomsten af den metroseksuelle mand, har mænd grupperet sig og lært af de homoseksuelle mænd: De kombinerer heteroseksualiteten med livsstilsmønstre fra homoseksuelle mænd med uforpligtende relationer, sex og stor vægt på venskab, æstetik og egen pleje. På den ene side bekræfter de metroseksuelle mænd den traditionelle maskulinitet ved at dyrke autonomi, være selvcentrerede og uforpligtende i relationerne. Men samtidig åbner de også for ændringer ved at blive blødere, gå i køkkenet, have sans for æstetik og tøj og have en evne til at tage vare på sig selv. Det er for nemt, iflg. Lorentzen, når medierne kun har fokuseret på den metroseksuelle mand ud fra ydre, æstetiske træk.
 

I kærligheden er kønnet uden betydning

Jørgen Lorentzens bog formår virkelig at komme vidt omkring. Bogen viser bl.a., hvordan Don Juan-myten i virkeligheden forfører mændene selv. Don Juan-myten opretholder en stereotyp maskulinitet, som forhindrer mænd i at frigøre sig fra forældede kønsrollemønstre, og fastholder dem i en instrumentel forestilling om seksualitet. 

Hertil udviser bogen også stort et overskud ved fx at levere et overbevisende partsindlæg i den til tider rigide diskussion omkring forældrerollen: Jørgen Lorentzen fortæller, hvordan hans søn beslutter sig for at kalde ham for mor, fordi det er ham, Jørgen, der i sønnens andet år står for den primære omsorg. Denne enkle, lille historie fra det virkelige liv frigører forfatteren fra forestillingen om, at mor og far kan to forskellige ting – til tanken om, at det at være forældre ikke betyder at være to køn, men to omsorgsgivende personer.

Maskulinitet. Blikk på mannen gjennom litteratur og film er på alle måder en imponerende bog. For med sin intensitet, kompleksitet og præcision formår bogen at fremmale et mangfoldigt og tydeligt billede af senmodernitetens maskulinitet – og efterlader læseren med en følelse af dyb indsigt, tanker og refleksion. 

Anita Frank Goth er redaktør af www.kvinfo.dk og www.forum.kvinfo.dk

Maskulinitet. Blikk på mannen gjennom litteratur og film af Jørgen Lorentzen, Spartacus Forlag, Norge, 2004. Kan lånes på KVINFOsbibliotek