“I just wanted to clear the air,” siger Yoko Ono med et afvæbnende skuldertræk i Louisianas koncertsal. I det forudgående halve minut har hun lanceret et bagholdsangreb på sit publikum ved helt uden forvarsel at lukke op for sit berømte skrig, der med onomatopoietisk vellyst veksler fra barbariske brøl og barnlig pludren til rallen, sukken og små, ophidsede hvin.
Luften er renset. Og at skabe luftforandring har altid været en af Onos fremmeste arbejdsmetoder. Yoko Onos vilde og obskure værk er en udvej, et tilflugtssted fra trange rum og snærende konventioner. For undertegnede og sikkert også mange andre af min generation, der er vokset op med tvangsbetonede afsyngninger af “Yesterday” fra højskolesangbogen og Store Beatles Dag i P3, repræsenterer Ono en anti-tradition. Ono har en stærk andethed. Og hvor The Beatles i dag står som en slags uantastelig faderskikkelse, så er Ono et meget kraftigt modbillede til hele den hvide, mandlige hegemoni, intet mindre. Ono er en billedstormer. En ikonoklast, der selv er blevet et ikon. Hun er stadig en af verdens mest forhadte og latterliggjorte kvinder. Kvinden, der er kendt for have ødelagt The Beatles.

Outsideren Ono

Ono er også et udskud og en outsider. Både under barndomsopholdet i USA efter krigen, hvor børnene kastede sten efter japanske immigranter, og som den første kvindelige filosofistuderende på universitetet i Tokyo. Og da hun som ung kvinde af ikke-vestlig herkomst kom i kontakt med George Macunias i London og prægede den mandsdominerede Fluxus-bevægelse og hele 1960’er-modernismen. Fluxus, som stadig er kontroversiel i kanonspørgsmål og synes at have det imod sig, at dens formsprog bekræfter en rindalistisk fordom om fjollede avantgardekunstnere, der kravler rundt på stiger, smadrer glas og laver stilhedsmusik, som ikke fortjener statsstøtte. Ono har haft umådelig meget imod sig. Resten af historien kender vi vist.
Det er en kringlet og tungt ladet virkningshistorie, som nok har vanskeliggjort modtagelsen af Ono som kunstner i egen ret. Men hvis Ono gennem hele sit liv har været en paria i skiftende sammenhænge, er verden først nu ved at få øjnene op for hendes bredt spændende og stadig samtidsrelevante virke. Yes, I’m A Witch er både titlen på et Ono-nummer og et remixalbum fra 2007, hvor yngre navne hylder hendes bidrag til musikhistorien. Nu kan Onos enestående sammensmeltning af rock og avantgardekunst i The Plastic Ono Band anerkendes som langt mere radikal end andre samtidige forsøg, eksempelvis Andy Warhols samarbejde med The Velvet Underground.

Klip i kunstneren

I den forstand slår Louisiana-udstillingen Half-A-Wind Show Onos navn fast som en vigtig skikkelse i efterkrigstidens kunst, hvor ikke mindst hendes konceptuelle og kropslige strategier har dannet skole. Ono vakte moro med performanceværket Cut Piece fra 1964, som i dag stadig virker stærkt foruroligende: Kunstneren sidder på gulvet foran publikum, der får besked på at komme op og klippe et stykke af kunstnerens tøj. Nogle gange indtil hun står i pjalter, andre gange til hun er klædt af til skindet. Selv har hun forklaret værket som en bestræbelse på at undgå vores kulturs fokusering på kunstnerens ego. Ono giver sig selv, trækker sig tilbage og lader beskuerne tage, hvad de vil have. Et selvudviskende og subversivt modbillede til myten om den omnipotente mandlige kunstner, der former verden i sit eget billede: “I think it is a very masculine quality to state that something is ready: ‘Here it is’. As soon as something becomes a status symbol, in me awakens the desire to tear it down and destroy it.”
Værket er et godt eksempel på, hvordan 1960’ernes neoavantgarde foregreb diskussioner om køn, magt og seksualitet, som dengang endnu ikke foregik i offentligheden, og som manglede at blive formuleret teoretisk inden for den feministiske tænkning. Cut Piece er en milepæl inden for performancekunst, uden hvilken det er vanskeligt at forestille sig filmaktuelle Marina Abramovic eller danske Lilibeth Cuenca Rasmussen, der selv har opført Cut Piece syv gange, som det fremgår i hendes kronik i Politiken.

Mumlende baller

Onos ofte frivole film fik stor opmærksomhed i samtiden. Det gælder den humoristiske Fluxus-film Film No. 4 (Bottoms) fra 1966, der viser en lang række menneskebalder filmet på en trædemølle, som i 80 minutter mumler, gnaver og snakker i mærkelig, tavs kommunikation.
Flere film er tydeligt feministiske, f.eks. Freedom fra 1970, hvor vi på nært hold betragter et kvindetorsos kamp med at flå sin bh over på midten (frugtesløst, viser det sig), eller Fly, som udforsker en kvindes krop i close-up som en slags bølgende kødlandskab ud fra en flues omkringflyvende tilfældighedsprincip.
De to sidste har Onos lavmælte pludren som underlægning. For Ono udgør den uartikulerede menneskestemme et urfællesskab; et flydende, uformeligt stadium, der kommer før kulturen, sproget og normerne. Skriget er den simple menneskelige samhørighed, for eksempel på Plastic Ono Band-nummeret “We’re All Water”, hvor Ono bryder ud i en slags solo af primitive junglelyde. En central pointe er her, at vi slet ikke er så forskellige, som vi tror, eller giver os ud for at være. Som gratispostkortene, der reklamerer for den aktuelle udstilling, naivt og simpelt erklærer: “Our Hearts Beat In Unison”.

Skriget som ventil

Men skriget er også en ventil. Det er et opgør med overmagt og uretfærdige livsbetingelser, som i værket Voice Peace for Soprano fra 1961, som køligt instruerer: “Scream. 1. against the wind. 2. against the wall. 3. against the sky”. Selv har Ono kaldt værket en protestsang. Med sin radikale brug af stemmen prikker Ono også bevidst til de arketypiske billeder, der er dybt indlejret i vores kultur: Det sexistiske billede af den hysteriske kvinde, såvel som racistiske forestillinger om asiater.
Ono ytrer sig med en underfundig autoritet i bydeform i sine Instruction Pieces, der i 1964 udkom i kunstbogen Grapefruit. Instruktionerne er regler og påbud, der samtidig også er utopiske og poetiske idéer til efterlevelse: “Stay until the room is blue”.
Sådanne flygtige og konturløse værker er i sagens natur vanskelige at udstille og ender nemt med at fremstå som en slags spor, aftryk eller rene souvenirs. For eksempel Ceiling Painting, der i 1966 gav anledning til symbiosen mellem Ono og John Lennon, da Lennon efter at have klatret op på stigen og læst budskabet i loftet forlangte at blive introduceret for kunstneren. Stigen er nu indhegnet og må ikke betrædes. På den måde er Onos kritik blevet favnet af den selv samme museumsinstitution, som hun satte sig op imod. Noget er tabt, men noget andet er vundet.

Fredsfeminist

Ono er fredsfeminist. Hun er en humanist, der arbejder for harmoni og forsoning mellem samfundets to separerede halvdele. Men som hun påpeger, er der mange mennesker i dag, også kvinder, der er bange for ordet feminisme. Kvinders magt er dog vigtig for samfundet, mener Ono, og manglen på kvindelig indflydelse er også til skade for mænd, som ville kunne drage nytte af kvinders indsigter. “I’m starting to understand the pain of being a man,” fortæller Yoko Ono på Louisiana. “It’s not easy. We can reach out and express our understanding of you.”
Kunst en grundlæggende feminin aktivitet, har Ono forklaret i et interview fra 2002. Ikke i den forstand, at den er forbeholdt kvinder. Snarere trækker kunsten på feminine egenskaber, som både mænd og kvinder besidder i varierende omfang. “I think that the world of Art with a capital A, is a very creative place that can be compared to a woman giving birth to a child.” For Ono har kvinder magten til at skabe og give liv. “Naturally, you men want to compete with that,” siger Ono henvendt til pressen med et lille smil. Den 80-årige kvinde forlader sit publikum i Louisianas koncertsal med et løfte om at mødes igen samme sted om ti år.
Kom Ono i hu, også om hundrede år.