Jordans regering har godkendt en strategi for 2020-2025, der har som vision at sikre kvinders menneskerettigheder og muligheder for at udvikle sig på lige fod med mænd. Strategiens hovedfokus er at komme ”alle former for kønsbaseret vold og diskrimination” til livs, skriver The Jordan Times.

Den jordanske organisation Jordanian National Comission for Women (JNCW), som KVINFO samarbejder med, har udviklet strategien. JNCW er meget tilfredse med regeringens erklærede støtte til den,

”Vi er glade for, at regeringen har godkendt strategien, da det fra begyndelsen har været vigtigt for os at arbejde sammen med regeringen, som via en ministeriel komite har været involveret igennem hele processen,” siger Salma Nims, der generalsekretær for JNCW, til The Jordan Times.

Coronavirus påvirker implementeringsfasen

Siden vedtagelsen af strategien er Jordan som store dele af verden blevet ramt af coronavirus. Landet har haft indført et totalt udgangsforbud, som sidenhen er blevet delvist ophævet, da små butikker nu er åbne igen, og det er muligt at handle. Men situationen med coronavirus betyder uanset, at Jordan bruger mange ressourcer på at stoppe spredning af smitten netop nu.

Oprindeligt var planen, at de næste tre måneder skulle udmønte sig i færdige handlingsplaner, en ramme for monitorering og evaluering af strategien i praksis og et overblik over udgifterne, som strategien indebærer for regeringen, der skal allokerer ressourcer.

Processen må forventes at blive udskudt. På sigt bliver det dog relevant at være opmærksom på udviklingen i implementeringen af strategien, og KVINFO følger udviklingen i Jordan tæt i samarbejde med lokale partnere.

Stærkt samarbejde bag strategien

Strategien er udarbejdet med deltagelse fra civilsamfundsorganisationer, deltagere fra landets forskellige regioner, den private sektor og parlamentet. De har alle været med til at vælge de vigtigste prioriteringer, hvilket er en fordel ved strategien, fremhæver Salma Nims til The Jordan Times.

KVINFOs internationale chef Lene Steffen ser også positivt på den nye strategi.

”Vi glæder os over den involverende proces og håber det har givet det ejerskab til strategien, som er helt nødvendigt for at den kommer til at gøre en forskel for kvinder og mænd i Jordan. Ud over prioriteringen af bekæmpelse af vold mod kvinder, håber vi, at strategien kan understøtte arbejdet med at fjerne den grundlæggende diskrimination af kvinder, som findes i familielovgivningen, siger hun”.

Ved at klikke på dette link kan du læse den fulde artikel om den godkendte strategi i The Jordan Times.