Fakta om Nadje Al-Ali

Nadje Al-Ali er professor i kønsstudier ved School of Oriental and African Studies (SOAS), University of London.
 
Hun er desuden formand for Association of Middle East Women's Studies (AMEWS), medlem af Feminist Review Collective og antikrigsbevægelsen Women in Black UK samt medstifter af Act Together: Women's Action for Iraq.
 
Hendes forskningsinteresser ligger indenfor kønsteori; feministisk aktivisme; kvinder og køn i Mellemøsten; transnational migration; krig, konflikt og genopbygning.

Kvindebevægelser i Mellemøsten har forskellige historiske forløb, men de har også en række faktorer til fælles: Deres tilknytninger til nationalistiske bevægelser, deres forhold og forbindelser til moderniserings- og udviklingsprocesser samt spændingerne mellem sekulære og religiøse strømninger. 
Sådan skrev professor i kønsstudier Nadje Al-Ali tilbage i 2002. 
Året efter invaderede USA Irak med opbakning fra blandt andre Danmark, og i 2010 begyndte det såkaldte arabiske forår i først Tunesien, siden i blandt andet Egypten.
Til analysen fra 2002 kunne man således i dag tilføje endnu et fællestræk: Kvindebevægelser i Mellemøsten befinder sig midt i omfattende politiske omvæltninger, som rummer store muligheder og ikke mindst store risici. Det siger professor Nadje Al-Ali, leder af Center for Kønsstudier ved School of Oriental and African Studies (SOAS), som besøgte Danmark i april på invitation fra KVINFO.

Erfaringer fra Irak

Forbindelsen mellem forskelligeheder og fælles faktorer er blandt andet Nadje Al-Ali selv. Hun er irakisk-tysk, uddannet fra Kairo Universitet og har skrevet ph.d. om den egyptiske kvindebevægelse ved SOAS i London. Hun har været involveret i den egyptiske kvindebevægelse og er medstifter af organisationen Act Together: Women’s Action for Iraq. Og siden slutningen af 1990erne har hun forsket i Iraks moderne historie og kvinders liv i nutidens krigshærgede Irak.
Nadje Al-Ali mener, at erfaringerne fra Irak kan bruges i relation til situationen i blandt andet Egypten lige nu.
“Konteksten er radikalt forskellig, men de to lande deler et grundlæggende vilkår og en grundlæggende udfordring: De undergår dramatiske forandringsprocesser, der åbner for både nye muligheder og nye former for vold, og i begge lande bliver der forsøgt skabt demokrati gennem valghandlinger. Der er en hårfin grænse mellem ‘stemmeafgivelses-demokrati’ og populisme,” siger Al-Ali.
Hun peger på Irak som et skræmmeeksempel på, hvordan repræsentativt demokrati kan blive til “institutionaliseret sekterisme”.
“I stedet for en struktur bygget op omkring politiske positioner og modsætninger, er forestillinger om iboende tilknytninger til for eksempel etniske eller religiøse identiteter blevet integreret i den parlamentariske infrastruktur,” siger Nadje Al-Ali.

Arv fra kolonitiden

Udgivelser

Blandt Al-Alis udgivelser er:
 
  • We Are Iraqis. Aesthetics and Politics in a Time of War (2012), Syracuse University Press, (red., med Deborah Al-Najjar)
  • What kind of Liberation? Women and the Occupation of Iraq (2009), University of California Press (med Nicola Pratt)
  • Women and War in the Middle East: Transnational Perspectives (2009), Zed Books (med Nicola Pratt)
  • Iraqi Women: Untold Stories from 1948 to the Present (2007), Zed Books
  • New Approaches to Migration (2002), Routledge (red., med Khalid Koser)
  • Secularism, Gender and the State in the Middle East (2000), Cambridge University Press
  • Gender Writing - Writing Gender (1994), The American University in Cairo Press

Nadje Al-Ali har desuden bidraget til en række tidsskrifter og rapporter, senest fx Middle East Report 2013: Iraq Ten Years Later, udgivet af Middle East Research and Information Project.

I bogen Women and War in the Middle East viser Al-Ali gennem empiriske eksempler konsekvenserne af den institutionaliserede sekterisme for kvinders liv i i Irak. Og i bogen Iraqi Women: Untold Stories from 1948 to the Present viser hun gennem historiske studier og interviews med generationen af kvindeaktivister fra før Saddam Husseins regime, at sekterisme ikke er noget, der ligger i Iraks eller den irakiske befolknings natur. Sekterisme er af ny dato.
“Amerikanerne indførte kvoter for etniske og religiøse grupper i Iraks overgangsregering og fasttømrede dermed sekteriske skillelinjer frem for politiske,” siger Nadje Al-Ali. 
Der blev også indført en kvote for kvinder på 25 procent. Ifølge Al-Ali er det en udbredt misforståelse, at det skete efter pres fra USA. 
“Tværtimod var det et krav fra dele af Iraks kvindebevægelse, som Paul Bremer (USA-diplomat og administrator af den provisoriske regering i Irak efter invasionen, red.) oprindelig afviste.”
Nadje Al-Ali mener, at forklaringen på USAs strategi skal findes i uvidenhed, i orientalisme og i traditionerne fra koloniale regeringsformer.
“Toby Dodge (Mellemøstekspert og underdirektør på London School of Econonmic’s afdeling for internationale forhold, diplomati og strategi, red.) har skrevet en bog om Irak under britisk kolonialisme. Lighederne med nutiden er slående. En alt for enkel opfattelse af landet, der essentialiserer og forstærker de strukturer, som kolonimagten – og nu besættelsesmagten – får øje på. Der bliver pisket en stemning op omkring etniske og religiøse identiteter, som er skadelig ikke mindst for kvinders vilkår.”
“Der bliver pisket en stemning op omkring etniske og religiøse identiteter, som er skadelig  ikke mindst for kvinders vilkår.”

Kvinder legitimerede krigen

For ti år siden talte alle om frigørelsen af kvinder i Irak og Afghanistan, nu taler ingen om den sag. Er det de samme ting, der fik folk til at tale dengang, som nu holder dem tavse?
“Forestillingen om, at ‘vi’ skal redde de brune kvinder fra de brune mænd er ældgammel, og har aldrig primært handlet om kvindefrigørelse. Når det er sagt, var der forskellige stemmer, der talte ud fra forskellige motivationer,” siger Nadje Al-Ali.
“De politiske magthavere i Vesten instrumentaliserede kvinder som legitimering af krigen. Det er ikke svært at gætte, hvorfor de nu er tavse om kvinders vilkår. De, jeg kalder imperialistiske feminister, var derimod motiveret af et tilsyneladende dybfølt ønske om at frigøre deres stakkels søstre. Men i det øjeblik, den sekteriske vold for alvor blussede op, skiftede fokus fra menneskelig sikkerhed til national sikkerhed. Fra da af handlede alt om inddæmning af volden, og siden 2005 er kvinder røget fuldstændig af dagsordenen.”
“De politiske magthavere i Vesten instrumentaliserede kvinder som legitimering af krigen. Det er ikke svært at gætte, hvorfor de nu er tavse om kvinders vilkår.”
Begivenhederne i både Irak og Egypten har budt på skuffede forventninger, både internt i landene og hos de, der lever uden for deres hjemland eller er vendt ’hjem’ fra udlandet for at bidrage til opbygningen af nye samfund. Men når forestillingerne om noget bedre kollapser i mødet med virkeligheden, kan det være svært at holde dampen oppe, siger Nadje Al-Ali.
“Kvinder har ofte været i front i revolutionære processer, men lige så ofte er kvinder blevet kørt ud på et sidespor, når de politiske strukturer skal genoptegnes. Åbninger bliver til back lash, når nye politiske magtpositioner bliver etableret, og det ser vi i Mellemøsten lige nu,” siger Al-Ali.

Kvinder som forskelsmarkører

“Det er en veletableret feministisk pointe, at i enhver situation præget af spændinger og konflikt bliver kvinder brugt som forskelsmarkører. Det gælder på tværs af historiske perioder og på tværs af kulturer og nationale grænser,” siger Nadje Al-Ali.
“Både Egypten og Irak var underlagt sekulære regimer, hvor islamistiske strømninger dels er blevet politisk undertrykt og dels har haft ringe opbakning. Folk har stemt arabisk nationalistisk og arabisk socialistisk, ikke islamistisk. Både Saddam Hussein og Hosni Mubarak var sekulære herskere, og frygtelig autoritære diktatorer. Så sekularisme er ingen garanti for noget som helst, og nu tørster mange efter noget andet.”
I den sammenhæng bliver islamisme konstrueret som noget autentisk, som man kan vende tilbage til, siger Nadje Al-Ali. Et af de store slag foregår lige nu over ‘The Personal Status Code’: Det sæt love, som regulerer ægteskab, skilsmisse, forældremyndighed og arv. Og som i høj grad påvirker kvinders rettigheder og situation.
“Irak havde for eksempel en relativt progressiv personal status code under Saddam Hussein. Men i hele regionen er der nu et massivt pres for at trække den del af lovgivningen i konservativ retning. Det er et symbolsk angreb på arven fra de sekulære regimer – og en protest mod imperialistisk aggression, hvor retorikken om kvindefrigørelse blev brugt som moralsk legitimering,” siger Nadje Al-Ali.

Allieret med autoritære regimer

I Egypten har kvindebevægelsen været kontinuerligt stærk, mens kvindebevægelsen i Irak, der var stærk i den første halvdel af det 20. århundrede, blev amputeret sammen med resten af civilsamfundet under Saddam Husseins ledelse.
“Sammenlignet med Irak var Egypten under Mubarak det rene paradis. Men i begge lande har der været en form for statsfeminisme. Mange af de mere progressive love er indført under de autoritære regimer. Derfor er det let at diskreditere feminismen nu,” siger Nadje Al-Ali.
“Det er nemt udefra at sige, at det var forkert af de kvinder i Tunesien, Egypten eller Irak, som allierede sig med de autoritære regimer, men hvad havde man selv valgt i samme situation?” spørger Nadje Al-Ali. 
“Det samme gælder kvindebevægelsens valg i den første fase af ‘revolutionen’ i Egypten. Jeg var chokeret, da jeg hørte mine egyptiske venner sige, at de stod på Tahrir-pladsen ikke som kvinder eller feminister, men som egyptere. Historien har lært os gang på gang, at hvis man ikke fremsætter de feministiske krav fra starten, så indtræffer det ‘rette tidspunkt’ aldrig.”
Ifølge Al-Ali er det dog nu gået op for selv de mere antifeministiske sekulære grupper, at kvinder og kønsspørgsmål er centrale i kampen om, hvilken retning, landet skal bevæge sig lige nu. 
“Militæret og Det muslimske broderskab angriber kvinder i stor stil – kvinders kroppe er i centrum for kampen om revolutionens sjæl.”

Ingen nemme svar

Hvorfor tror du, kvinderne i Egypten valgte at holde tilbage med de feministiske krav?
“Det er svært at sige. Nationalisme er en meget stærk følelse … Men sikkert er det, at stort set alle fortryder nu. Jeg aner ikke, hvad jeg selv ville have følt, hvis jeg havde stået på pladsen i de dage. Ville jeg have følt mig som en del af denne store menneskemasse? Folk fortæller om, hvordan de følte sig i sikkerhed, de følte sig inkluderet, at de var der på lige fod. Og de kunne lide den følelse. En stærk følelse af fællesskab, som rev folk med sig, og som gik ud over rationelle, intellektuelle overvejelser.”
“Hvis man skal uddrage en lære af det, der sker i Mellemøsten nu, er det, at vi som feminister skal overveje nøje, hvem vi allierer os med”
“Hvis man skal uddrage en lære af det, der sker i Mellemøsten nu, er det, at vi som feminister skal overveje nøje, hvem vi allierer os med,” siger Nadje Al-Ali og tilføjer:

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram

KVINFOs program i Mellemøsten og Nordafrika er støttet af Udenrigsministeriets Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, DAPP.

Læs mere om DAPP på dette link.

“Men for at være ærlig har jeg stadig ikke noget svar på, hvad vi stiller op, når statens interesser tilfældigvis er sammenfaldende med kvindebevægelsens krav. Det er nemt for mig, alt for nemt, at kritisere, at nogle egyptiske kvinder arbejdede sammen med Suzie Mubarak (Hosni Mubaraks kone, red.). Eller at nogle irakiske kvinder gik ind i Baath-partiets General Federation of Iraqi Women (Sadaam Hussein var leder af Baath-partiet, red.). Det eneste sikre er, at hvis man løber den risiko at alliere sig med staten, kommer man til at mærke konsekvenserne før eller siden,” siger hun.
“En anden lære er, at man ikke kan forstå nutiden uden at beskæftige sig med historien. Selv nogle af de kvinder, som var udsat for tortur under Saddam Hussein, har det sådan i dag, at de i det mindste fik mulighed for at uddanne sig under hans regime i 1970erne,” siger Nadje Al-Ali. 
“Og i forhold til Egypten lige nu mener jeg, at abstrakte diskussioner, om hvorvidt ‘islamisk lov’ er kvindeundertrykkende, er uinteressante. Det interessante er, hvad lovene konkret indebærer, hvilke betingelser de bliver til under – og hvem, der har magt til at udforme dem.”