Kvindebevægelser i Mellemøsten har forskellige historiske forløb, men de har også en række faktorer til fælles: Deres tilknytninger til nationalistiske bevægelser, deres relationer til moderniserings- og udviklingsprocesser samt spændingerne mellem sekulære og religiøse strømninger. Sådan skrev professor i Kønsstudier Nadje Al-Ali i 2002. Året efter invaderede USA Irak med opbakning fra bl.a. Danmark, og i 2010 begyndte det såkaldt arabiske forår i først Tunesien, siden bl.a. i Egypten.
Til analysen fra 2002 kunne man dermed i dag tilføje endnu et fællestræk: Kvindebevægelser i Mellemøsten befinder sig midt i omfattende politiske omvæltninger, som rummer store muligheder og ikke mindst store risici. Det siger professor Nadje Al-Ali, leder af Center for Kønsstudier ved School of Oriental and African Studies (SOAS). Hun var inviteret til Danmark i forbindelse med Foreningen for Kønsforsknings Årskonference 2013 for at give sine bud på feministiske refleksioner over ‘Det arabiske forår’, mens hun dagen forinden holdt foredrag om kvinders liv i Irak 10 år efter invasionen. Begge arrangementer blev afholdt på Det Kongelige bibliotek og var arrangeret af KVINFO.

Erfaringerne fra Irak

Forbindelsen mellem de to temaer er blandt andet Nadje Al-Ali selv. Hun er irakisk-tysk, uddannet fra Kairo Universitet og har skrevet ph.d. om den egyptiske kvindebevægelse ved SOAS i London. Hun har været involveret i den egyptiske kvindebevægelse og er medstifter af Act Together: Women’s Action for Iraq, og hun har siden slutningen af 1990’erne forsket i Iraks moderne historie og kvinders liv i nutidens krigshærgede Irak.
Nadje Al-Ali mener, at erfaringerne fra Irak kan bruges i relation til situationen i bl.a. Egypten lige nu. “Konteksten er radikalt forskellig, men de to lande deler et grundlæggende vilkår og en grundlæggende udfordring: De undergår dramatiske forandringsprocesser, der åbner for både nye muligheder og nye former for vold, og i begge lande bliver der forsøgt skabt demokrati gennem valghandlinger. Der er en hårfin grænse mellem ‘stemmeafgivelses-demokrati’ og populisme,” siger Al-Ali.
Hun peger på Irak som et skræmmeeksempel på, hvordan repræsentativt demokrati kan blive til “institutionaliseret sekterisme”.
“I stedet for en struktur bygget op omkring politiske positioner og modsætninger, er forestillinger om iboende tilknytninger til f.eks. etniske eller religiøse identiteter blevet integreret i den parlamentariske infrastruktur,” siger Nadje Al-Ali.

Kolonial arv

I bogen Women and War in the Middle East viser Al-Ali gennem empiriske eksempler konsekvenserne af den institutionaliserede sekterisme for kvinders liv i i Irak, og i bogen Iraqi Women: Untold Stories from 1948 to the Present viser hun gennem historiske studier og interviews med generationen af kvindeaktivister fra før Saddam Husseins regime, at sekterisme ikke er noget, der ligger i Iraks eller den irakiske befolknings natur.
“Amerikanerne indførte kvoter for etniske og religiøse grupper i Iraks overgangsregering, og fasttømrede dermed sekteriske skillelinjer frem for politiske,” siger Nadje Al-Ali. Der blev også indført en kvote for kvinder på 25 procent, og det er en udbredt misforståelse, at det skete efter pres fra USA, siger Al-Ali. “Tværtimod var det et krav fra dele af Iraks kvindebevægelse, som Paul Bremer (USA-diplomat og administrator af den provisoriske regering i Irak efter invasionen, red.) oprindelig afviste.”
Nadje Al-Ali mener, at forklaringen på USA’s strategi skal findes i uvidenhed, i orientalisme og i traditionerne fra koloniale regeringsformer.
Toby Dodge har skrevet en bog om Irak under britisk kolonialisme, og lighederne med nutiden er slående. En alt for enkel opfattelse af landet, der essentialiserer og forstærker de strukturer, kolonimagten, nu besættelsesmagten, får øje på. Der bliver pisket en stemning op omkring etniske og religiøse identiteter, som ikke mindst er skadelig for kvinders vilkår.”

Historien i loop

– For ti år siden talte alle om frigørelsen af kvinder i Irak og Afghanistan, nu taler ingen om det. Er det de samme ting, der fik folk til at tale dengang, som nu holder dem tavse?
“Forestillingen om, at ‘vi’ skal redde de brune kvinder fra de brune mænd er ældgammel, og har aldrig primært handlet om kvindefrigørelse. Når det er sagt, var der forskellige stemmer, der talte ud fra forskellige motivationer,” siger Nadje Al-Ali.
“De politiske magthavere i Vesten instrumentaliserede kvinder som legitimation for krigen. Det er ikke svært at gætte, hvorfor de nu er tavse om kvinders vilkår. Dem, jeg kalder imperialistiske feminister, var derimod motiveret af et tilsyneladende dybfølt ønske om at frigøre deres stakkels søstre. Men i det øjeblik, den sekteriske vold for alvor blussede op, skiftede fokus fra menneskelig sikkerhed til national sikkerhed. Fra da af handlede alt om inddæmning af volden, og siden 2005 er kvinder røget fuldstændig af dagsordenen.”
Begivenhederne i både Irak og Egypten har budt på skuffede forventninger, både internt i landene og hos dem, der lever spredt uden for landene, hvoraf mange rejste ‘hjem’ for at bidrage til opbygningen af noget nyt. Men når forestillingerne om noget bedre kollapser i mødet med virkeligheden, kan det være svært at holde dampen oppe, siger Nadje Al-Ali.
“Kvinder har ofte været i front for revolutionære processer, men lige så ofte har kvinder oplevet at blive kørt ud på et sidespor, når de politiske strukturer skal genoptegnes. Åbninger bliver til backlash, når nye politiske magtpositioner bliver etableret, og det ser vi i Mellemøsten lige nu,” siger Al-Ali.

Kvinder som forskelsmarkører

“Det er en veletableret feministisk pointe, at i enhver situation præget af spændinger og konflikt bliver kvinder brugt som forskelsmarkører. Det gælder på tværs af historiske perioder og på tværs af kulturer og nationale grænser,” siger Nadje Al-Ali.
“Både Egypten og Irak var underlagt sekulære regimer, hvor islamistiske strømninger dels er blevet politisk undertrykt og dels har haft ringe opbakning. Folk har stemt arabisk nationalistisk og arabisk socialistisk, ikke islamistisk. Både Saddam Hussein og Hosni Mubarak var sekulære herskere, og frygtelig autoritære diktatorer. Så sekularisme er ingen garanti for noget som helst, og nu tørster mange efter noget andet.”
I den kontekst bliver islamisme konstrueret som noget autentisk, man kan vende tilbage til, siger Nadje Al-Ali, og et af de store slag foregår lige nu over ‘The Personal Status Code’: Det sæt love, som regulerer ægteskab, skilsmisse, forældremyndighed og arv.
“Irak havde f.eks. en relativt progressiv personal status code under Saddam Hussein. Men i hele regionen er der nu et massivt pres for at trække den del af lovgivningen i konservativ retning. Det er et symbolsk angreb på arven fra de sekulære regimer – og en protest mod imperialistisk aggression, hvor retorikken om kvindefrigørelse blev brugt som moralsk legitimering,” siger Nadje Al-Ali.

Revolutionens sjæl

I Egypten har kvindebevægelsen været kontinuerligt stærk, mens kvindebevægelsen i Irak, der var stærk i den første halvdel af det 20. århundrede, blev amputeret sammen med resten af civilsamfundet i løbet af Saddam Husseins regime.
“Sammenlignet med Irak var Egypten under Mubarak det rene paradis. Men i begge lande har der været en form for statsfeminisme – mange af de mere progressive love er indført under de autoritære regimer. Derfor er det let at diskreditere feminismen nu,” siger Nadje Al-Ali.
“Det er nemt udefra at sige, at det var forkert af de kvinder i Tunesien, Egypten eller Irak, som allierede sig med de autoritære regimer, men hvad havde man selv valgt i samme situation?” spørger Nadje Al-Ali. “Det samme gælder kvindebevægelsens valg i den første fase af ‘revolutionen’ i Egypten. Jeg var chokeret, da jeg hørte mine egyptiske venner sige, at de stod på Tahrir-pladsen ikke som kvinder eller feminister, men som egyptere. Historien har lært os gang på gang, at hvis man ikke fremsætter de feministiske krav fra starten, så indtræffer det ‘rette tidspunkt’ aldrig.”
Nu er det gået op for selv de mere antifeministiske sekulære grupper, at kvinder og kønsspørgsmål er centrale i kampen om, hvilken retning, landet skal bevæge sig lige nu, siger Al-Ali. “Militæret og Det muslimske broderskab angriber kvinder i stor stil – kvinders kroppe er i centrum for kampen om revolutionens sjæl.”

Ingen nemme svar

– Hvorfor tror du, kvinderne i Egypten valgte at holde tilbage med de feministiske krav?
“Det er svært at sige, nationalisme er en meget stærk følelse … men sikkert er det, at stort set alle fortryder nu. Jeg aner ikke, hvad jeg selv ville have følt, hvis jeg havde stået på pladsen i de dage. Ville jeg have følt mig som en del af denne store menneskemasse? Der skete ting i de øjeblikke. Folk fortæller om, hvordan de følte sig i sikkerhed, de følte sig inkluderet, at de var der på lige fod. Og de kunne lide den følelse. En stærk følelse af fællesskab, som rev folk med sig, og som gik ud over rationelle, intellektuelle overvejelser.”
“Hvis man skal uddrage en lære af det, der sker i Mellemøsten nu, er det, at vi som feminister skal overveje nøje, hvem vi allierer os med,” siger Nadje Al-Ali og tilføjer i samme åndedrag: “Men for at være ærlig har jeg stadig ikke noget svar på, hvad vi stiller op, når statens interesser tilfældigvis er sammenfaldende med kvindebevægelsens krav. Det er nemt for mig, alt for nemt, at kritisere, at nogle egyptiske kvinder arbejdede sammen med Suzie Mubarak (Hosni Mubaraks kone, red.). Eller at nogle irakiske kvinder gik ind i Baath-partiets General Federation of Iraqi Women. Det eneste sikre er, at hvis man løber den risiko at alliere sig med staten, kommer man til at mærke konsekvenserne før eller siden,” siger Al-Ali.
“En anden lære er, at man ikke kan forstå nutiden uden at beskæftige sig med historien. Selv nogle af de kvinder, som var udsat for tortur under Saddam Hussein, har det sådan i dag, at de i det mindste fik mulighed for at uddanne sig under hans regime i 1970’erne,” siger Nadje Al-Ali. “Og i forhold til Egypten lige nu mener jeg, at abstrakte diskussioner, om hvorvidt ‘islamisk lov’ er kvindeundertrykkende, er uinteressante. Det interessante er, hvad lovene konkret indebærer, hvilke betingelser de bliver til under – og hvem, der har magt til at udforme dem.”