Det begyndte med en simpel forargelse. Lorella Zanardo havde boet mange år i udlandet, og nu var hun vendt tilbage til Italien, der på det tidspunkt havde været regeret af Silvio Berlusconi i en årrække. Han havde ikke bare haft magten i parlamentet on and off siden 1994, men også taget kontrollen med de italienske medier. Og noget var ændret på sendefladen.
“Jeg tændte for fjernsynet og blev ret overrasket over at se, hvordan kvinder blev fremstillet i quiz- og underholdningsprogrammerne, der kørte hele eftermiddagen. Kvinderne havde én rolle: En krop. Som regel var de klædt i badedragter. Det ville man ikke have set i USA eller England, hvor jeg havde boet,” siger Lorella Zanardo.
“Jeg tænkte, at det ikke kan være rigtigt, at unge piger skal vokse op og se billeder af kvinder på den måde. Jeg kunne jo bare slukke igen, men det gør de unge ikke. Specielt ikke unge fra ufaglærte familier. Fjernsynet kører jo bare om eftermiddagen i de fleste italienske hjem,” fortsætter Lorella Zanardo.

Lavede filmen over en juleferie

Lorella Zanardo fik ideen til at besvare billeder med billeder. Hun ville lave en film, der viste, hvordan kvinder blev set på – og så sig selv på tv.
“Jeg havde ikke nogen professionelle forudsætninger for at lave en film, men jeg ville nå de her unge piger,” siger Lorella Zanardo, der har læst engelsk og tysk litteratur og har en MBA i forretningsledelse, som hun i øvrigt brugte som marketingschef for en underafdeling af Unilever.
‘Il corpo delle donne’ kom filmen til at hedde – kvindernes krop. Det tog Lorella Zanardo en juleferie, hjælp fra to venner og sammenklip af 400 timers italienske tv-udsendelser med letpåklædte damer at lave den. Og det var vel det, tænkte Lorella Zanardo efter at have lagt filmen på en blog på nettet. Nu havde hun gjort, hvad hun satte sig for. Men så begyndte mails’ene at strømme ind, efter den blev lagt på nettet.
“Der kom tusinder og atter tusinder af mails fra kvinder og mænd, der havde haft samme oplevelser og reaktioner som jeg. Bare i løbet af den første uge. Det mest almindelige, de skrev, var: “Jeg har tænkt så mange gange på det samme, men jeg havde ikke ord for det.” Rigtig mange af dem opfordrede mig til at gøre noget mere ved det, og flere mente, det var på tide, at vi fik debatteret det. Folk var trætte af at høre om Berlusconis bunga-bunga-fester og se, at det kunne betale sig at se godt ud og få plastikoperationer, hvis man som kvinde ville gøre politisk karriere,” siger Lorella Zanardo og henviser til flere af Silvio Berlusconis kvindelige ministre og embedsmænd, der først har haft karrierer som tv-værter.

Foredrag som karriere

De mange henvendelser opildnede Lorella Zanardo til at gøre mere ved det. Hun sagde sit job som konsulent op og begyndte at tage ud og holde foredrag på gymnasieskoler.
“Det er ikke nøgenheden, der er problemet. Det er misbruget af unge kvinders kroppe og den måde, disse kvinder bliver fremstillet på. At de altid spiller en inferiør rolle i de her programmer. De her billeder kører på italiensk tv hele dagen lang, samtidig med at skolerne bliver ringere og ringere og står svagere og svagere. Ikke bare i samfundet, men også i folks bevidsthed. TV er et meget magtfuldt redskab til at ændre folks holdning til, hvordan en kvinde skal se ud, og hvordan hun skal opføre sig. Jeg så på et tidspunkt et interview med nogle forældre til en pige, der deltog i Berlusconis bunga-bunga-fester, (Berlusconis meget omtalte fester med blandt andre unge piger, red.). De satte stor pris på det. Det, jeg med filmen ville prøve at provokere, var: Måske kan piger opleve andre måder at blive succesfulde på end at deltage i en Berlusconi-fest.”
“Situationen er meget forskellig fra 68’ernes objektgørelse af kvindekroppen. I de sidste 30 år er vi i stigende grad blevet bombarderet med billeder. Vores kultur er blevet endnu mere billedbåren. På et tidspunkt spurgte jeg i en forsamling: Er I klar over, hvad I sidder og ser hele dagen? Og de unge piger sagde: “Jamen, det er da normalt. Så hvad er problemet?” Og jeg forstår godt deres holdning. Det begyndte i midten af 80’erne, og hvis du er i begyndelsen af 20’erne, har du ikke set andet”, understreger Lorella Zanardo.

Italiensk tv et af de største annoncemarkeder i verden

“Vi har jo haft Silvio Berlusconi som regeringsleder længe, og han har haft kontrollen med tv-stationerne. Grunden til, at der er så mange letpåklædte kvinder er, at det øger annonceomsætningen, og italiensk kommercielt tv er et af de største annoncemarkeder i verden. De omsætter for omkring fire milliarder euro om året. Men i Italien er vi også langt bagud i forhold til ligestilling. Sidste år blev vi nummer 74 på OECDs liste over ligestilling. Det er det laveste i EU. Det skyldes, at vi stadig har et meget patriarkalsk samfund, hvor kvinder knapt nok lægger mærke til, at de bliver ydmyget offentligt på tv. Da det første program med letpåklædte kvinder kom, var mange glade, fordi Italien indtil da havde været meget katolsk, og tv havde været ret moralistisk. De nøgne kroppe blev set som en befrielse. Men så begyndte der at være letpåklædte kvinder hele dagen.”
“Det er en måde at holde kvinder nede på. Det er meget sjældent – for at sige aldrig – at man ser et billede af en nøgen, magtfuld kvinde. Når man ser de her billeder, er det letpåklædte kvinder i passive situationer. I et af de mest sete tv-programmer i Italien med 8,5 millioner daglige seere, ser man to mænd i 60’erne begge fuldt påklædte flankeret af to næsten nøgne kvinder i 20’erne. Kvinderne har ingen anden rolle end som dekoration. De sidder på et bord, nogle gange knæler de, andre gange smiler de. De to mænd holder mikrofonen og laver jokes om de her piger. Det går igen i rigtig mange programmer; mænd, der spiller hovedrollen, og kvinder, der bare smiler. Det er meget gammeldags.”

Den katolske klassiker: luderen og madonnaen

“Hvis man ser en by som Milano, så har det dog ændret sig. Kvinder bliver ikke længere betragtet som enten luderen eller madonnaen. Men på fjernsyn er det stadig det samme. Manuskriptforfatterne og tilrettelæggerne er typisk ældre mænd, og de er virkelig bange for, at kvinder får frihed. De vil gerne beholde kvinder i bur. Og når jeg er ude hos de her unge piger og holde foredrag, kan jeg høre, at de er så stressede over at skulle være smukke og tynde hele tiden.”
“Det er interessant med de unge fyre. Jeg tænkte, at der nok ikke var så mange af dem, der var interesserede i min film. Men tværtimod. På et tidspunkt var jeg i Toscana og holde foredrag, og en dreng på omkring 15 år rejste sig op i en stor forsamling på 500 elever og sagde:
“Nu har du lavet denne her film til piger, med hvad med os fyre? Jeg kan godt lide de her piger i fjernsynsprogrammerne, og jeg vil gerne have en kæreste, der ser sådan ud. Men jeg tænker, at hvis en udlænding kom til Italien, og så de her tv-programmer, ville vedkommende tro, at vi unge fyre ikke tænker på andet end sex hele dagen. Og jo, jeg tænker på sex, men altså ikke hele dagen.” Det gælder også mange af de andre steder, jeg har været for at holde foredrag. Fyrene er også trætte af det stereotype billede, der bliver præsenteret af dem.

“Den unge generation er meget forskellig fra min egen. Der er ingen af de mandlige venner, jeg har, og som for de flestes vedkommende har universitetsuddannelser, der ville stille sig op i en forsamling på 500 og sige, at de er enige i det syn, der bliver præsenteret i min film. Aldrig.”

Italien har et mande issue

“For nylig blev jeg interviewet til TV og sagde, at Italien ikke har et kvinde issue, vi har et mande issue. Og intervieweren kiggede direkte ind i kameraet og sagde: Tro mig, jeg kan godt lide Lorella Zanardos film, men jeg kan også lide kvinder. Så problemet i Italien er, at mænd tror, at hvis de siger, at de har fået nok af den måde, kvinder bliver præsenteret på i tv, er de ikke rigtige mænd. Det problem har de unge ikke. Jeg tror virkelig på denne her generation.”
“Filmen har heller ikke fået den kritik, som jeg havde troet, den ville få. Italien er et vanskeligt land, og jeg havde derfor slet ikke forventet så stor støtte. Fx har Mediaset (tv-selskab ejet af Silvio Berlusconi, red.), der viser de her programmer, reageret. Da de fandt ud af, at filmen havde været set af flere end tre millioner, gjorde de noget, der egentlig var ulovligt. Men de er så store og magtfulde, at de er ligeglade med loven. De tog vores film, beholdt min stemme og mine ord men satte andre billeder ind for at vise, at man kan sige det samme, hvis man sætter billeder fra de trykte medier ind. Og det er jeg enig i.”
“De intellektuelle i Italien og folk med uddannelser ser kun Rai3, der ikke viser de her programmer. Men det gør typisk ufaglærte kvinder og deres børn. Og de her intellektuelle siger: Jamen folk kan da bare vælge det fra. Men folk kan ikke bare vælge fra. Slet ikke efter Berlusconi satte sig på al tv-dækningen. Og det vil heller ikke ændre sig efter næste valg. Folk får slet ikke mulighed for at vælge.”

http://www.youtube.com/watch?v=-JtyvOeMSHY