– Vi ser os selv som ligestillede i vores lande, men voldsfrekvensen er alt for høj til at matche det billede, siger norske Marius Råkil til et fyldt konferencelokale hos Dialog mod Vold i København.
Til daglig er Marius Råkil psykologspecialist og direktør for Alternativ til Vold (ATV) i Oslo, der i 1987 etableredes som det første europæiske behandlingstilbud til mænd, der udøver partnervold.
Han er inviteret som oplægsholder på konferencen Nyere nordisk forskning om vold i nære relationer, der blev afholdt af Dialog mod Vold d. 23. april, en konference, der primært henvendte sig til andre aktører på området, og som havde som hovedformål at belyse, hvorfor mere forskning, dataindsamling og dokumentation er afgørende for arbejdet mod vold.
I Dialog mod Volds lyse lokaler på Åboulevarden i København arbejder man dagligt med at behandle voldsudøvere. Siden Danner lidt længere nede af boulevarden åbnede Danmarks første krisecenter for kvinder i 1980, har det samfundsmæssige fokus primært været på at sikre den voldsudsatte (ophold på krisecenter) og kriminalisering af voldsudøveren. Partnervold og vold i nære relationer er dog, som Marius Råkil understregede, et problem vi stadig ikke har løst.
Øget ligestilling, krisecentre og større kriminalisering af voldsudøveren har ikke ændret på det fundamentale mønster, at vold eksisterer som et livsvilkår for alt for mange mennesker – og ikke mindst deres børn.
Hos Dialog mod Vold (DMV) tilbydes ofte en helhedsløsning, hvor også partneren og eventuelle børn tilbydes terapi. Ifølge DMV’s egen statistik har 78 % af de voldsudøvere, der kommer igennem deres behandlingsforløb, selv været udsat for vold som børn. Et tal, der taler sit eget tydelige sprog for, hvor vigtigt det er at tage hånd om hele den voldsramte familie.

Hvem er voldsudøveren?

Susanne Nour Magnusson, direktør hos DMV, slår i sit åbningsoplæg på konferencen fast, at der ikke findes een bestemt type, der udøver vold. Voldsudøvere kommer fra alle socialklasser, etniske baggrunde og geografiske områder. De er alle forskellige, volden er forskellig, og hvert tilfælde kræver sin egen løsningsmodel.
En del af dem, der kommer i behandling hos DMV, kommer af egen fri vilje, andre fordi de er blevet presset til at søge behandling af deres nærmeste, og som noget nyt er en tredjedel af DMV’s klienter anvist af Kriminalforsorgen som led i en voldsdom.
Men hvad kan den eksisterende forskning og dokumentation sige om voldsudøveren, der kan understøtte den daglige praksis for dem, der arbejder med vold? Det spørgsmål er omdrejningspunktet for konferencens første del.


Data kan understøtte behandlingen

Marius Råkil har 27 års erfaring med at arbejde terapeutisk med voldsudøvere. Han stiller i sit første oplæg en lang række spørgsmål, som yderligere forskning kan være med til at belyse. F.eks. scorer 70 % af de voldsudøvere, der kommer hos ATV, på mindst en af de psykiske diagnoser som angst eller depression.
– Men hvad kommer først, er det volden, der har skabt den psykiske diagnose, eller er det omvendt, spørger han.
Han stiller også spørgsmålet om, hvordan man kan balancere det, at voldsudøveren ofte er et traumatiseret menneske i forhold til, hvor meget det kønsbaserede kvindesyn i samfundet spiller ind på voldsmønsteret.
Svaret på begge spørgsmål hænger i luften, eller måske i fremtidens forskning på feltet.
Som et eksempel på, hvordan data kan bruges til positivt at justere behandlingsmetoder, skitserer Marius Råkil en undersøgelse lavet af ATV i Norge.
Her har man analyseret sig frem til, hvem der oftest dropper ud af behandlingen og dermed ’tabes’ af systemet. Ved indsamling af data kan man se, at det oftest er yngre mænd med ikke-norsk etnisk baggrund uden tidligere erfaring med at modtage psykisk hjælp, og som er matchet med uerfarne terapeuter, der ikke fuldfører deres behandling.
På baggrund af denne analyse har man kunne prioritere at matche erfarne terapeuter med klienter med netop den profil, for at sikre at de bliver fastholdt i deres behandling.

Voldsudøverens karakteristika

Det kommer tydeligt frem i konferencens første del, at vold og voldsudøverens personlighedsprofil er et meget nyt forskningsområde. Der indsamles data og regnes på statistikker, men der mangler endnu konkrete eksempler på, hvordan den indsamlede viden kan anvendes i praksis.
Christine Jacobsen, psykologistuderende ved Syddansk Universitet, har som en af de eneste i Danmark indsamlet data om voldsudøvere. Hun har på baggrund af et casestudy af DMV’s brugere opregnet en række statistiske parametre, der karakteriserer voldsudøveren. F.eks. er 86 % af voldsudøverne, DMV møder, mænd. Deres gennemsnitlige alder er 36 år.
Christine Jacobsen giver ATV’s Marius Råkil ret i frekvensen af psykiske diagnoser som en del af billedet. Borderline, antisociale og aggressiv/sadistiske personlighedsforstyrrelser, angst og depression udgør en stor del af den samlede statistik, hun har opregnet.
Blandt de klienter, der henvises fra Kriminalforsorgen, er de psykiske problemer ofte større. Her har en stor andel af klienterne en antisocial adfærd koblet med et misbrug. De har få relationer, lider af paranoia og angst og er hypersensitive overfor kritik.
Det er med Christine Jacobsens ord en udfordret gruppe, behandlingsteamet møder, og Marius Råkil supplerer ved at gøre opmærksom på, at der i enkelte tilfælde kan være tale om så stærke psykiske problemer, at voldsudøveren er nødt til at få udredt sin psykiske diagnose, før et behandlingsforløb giver mening.
Christina Jacobsen understreger endnu engang, hvor vigtigt det er, at imødekomme de specifikke udfordringer voldsudøveren bringer med sig, så klienten ikke dropper ud af forløbet.

Køn, depression og vrede

Konferencens anden del fokuserer under den overordnede titel Køn, parforhold og forældreroller på et helhedsperspektiv omkring familien. Hvad betyder forældreskabet for voldsudøveren? Og kan en voldsudøver overhovedet forvalte et forældreskab?
Chefpsykolog fra Rigshospitalet, Svend Aage Madsen, der beskæftiger sig i krydsfeltet mænd og sundhed, lægger ud med at gennemgå depressions- og fødselsdepressionsforløb hos henholdsvis mænd og kvinder.
– Mænd diagnosticeres oftere ud fra en adfærd, mens kvinder diagnosticeres ud fra, hvordan de har det. Når man spørger mænd og kvinder, hvordan de har det, siger kvinder oftere, at de har det dårligt. Mænd er dårligere til selv at opfatte, hvornår de har et problem. Vi kan også se, at dobbelt så mange kvinder indlægges for depression som mænd. Det er et felt, vi stadig betragter meget kønsstereotypt, fortæller Svend Aage Madsen.
I modsætning til kvinder bliver depressionsramte mænd ofte vrede og udad-reagerende.
Undersøgelser har vist, at mænds depressionssymptomer som regel er meget anderledes end kvinders (indadvendthed, dårligt selvværd, manglende motivation, tanker om selvskade), og som oftest er dem, man definerer en depressionsramt ud fra.
Mænd udviser derimod en aggressiv adfærd, de trækker sig væk fra deres nære relationer ved f.eks. at overarbejde, og de afviser at modtage hjælp. Som resultat reagerer omverdenen ofte ved netop at opgive dem, og deres adfærd bringer dem længere væk fra at få hjælp.
Koblet med Christine Jacobsens statistik over voldsudøvere, der netop fandt en stor andel med depressionslidelser, tegner det et interessant billede.
Ifølge Svend Aage Madsen tyder alt på, at lige så mange mænd som kvinder rammes af depressioner. Mænd behandles blot ikke for deres, i og med at deres symptomer følger et andet mønster. Han peger på, at der med al sandsynlighed er en sammenhæng mellem mænds uopdagede depressioner og det faktum, at mænd dominerer i selvmordsstatistikkerne. Især stiger mænds selvmordsrate med alderen, hvilket kan tolkes som et billede på mænds ubehandlede depressioner, der kommer til udtryk.
Samme mønster gør sig gældende i forhold til fødselsdepressioner. Den stadig begrænsede forskning på området i Danmark peger på, at 6-7 % af nybagte fædre rammes af fødselsdepressioner (tallet for kvinder er ca. 10 %). Det understøttes af amerikanske undersøgelser, der også er ca. 10 %. Fædrenes fødselsdepressioner ryger dog ofte ubemærkede gennem screeningsnettet, da deres symptomer igen er forskellige og derfor ikke slår ud på de skemaer, som læger og sundhedsplejersker vurderer de nybagte forældre ud fra.
Svend Aage Madsen, der forsker specifikt i mænds fødselsdepressioner, fortæller om fædre, der har voldelige fantasier om at skade deres partner og/eller barn. I enkelte tilfælde leder depressionen til fysisk vold.
Kun 500 af de ca. 4000 danske mænd, der årligt oplever at få en fødselsdepression, bliver behandlet, selvom behandlingen har vist sig at være lige effektiv for mænd som for kvinder.
– Det er vejen derhen, der er forskellig, slår Svend Aage Madsen fast.

Voldsudøvere som fædre

Marius Råkil kommer tilbage til panelet med det kontroversielle spørgsmål: kan man være en god forælder, selvom man har slået sin partner?
– Det er et ekstremt hot, men også et komplekst spørgsmål. Ofte er voldsudøveren jo også forælder og omsorgsperson, understreger han.
Marius Råkil har i sin praksis arbejdet med et pilotprojekt i en mandegruppe, hvor voldsudøvende mænd ser på sig selv som fædre. Her er deltagerne bl.a. blevet bedt om at tage et billede med af deres barn eller børn, som de har skullet beskrive for de andre i gruppen. Marius Råkil har været overrasket over, hvordan forældreskabet påvirker voldsudøvende mænd. Ofte har arbejdet i gruppen åbnet op for, at mændene har måttet forholde sig til deres egne traumatiseringer.
Pilotprojektet ligger ikke inde med svaret på det indledende spørgsmål. Yderligere kvantitativ forskning ville kunne belyse dynamikkerne i den voldsramte familie bredere. I det hele taget har dagen vist, at der findes flere uudforskede områder på voldsfeltet. Nye forskere kan begynde her.