Siden boblen i Islands overophedede økonomi brast i efteråret 2008 har de fleste internationale medier skrevet og fortalt historien om, hvordan den nordatlantiske lavaø til alles overraskelse var ved at blive overtaget af landets kvinder.

Muligvis fordi det har været den eneste positive historie at skrive fra et land, der er gået fra fattigt fiskersamfund over kapitalistisk-liberalt forbrugssamfund til fallit på en periode, der spænder over mindre end 10 år.

The Times proklamerede tidligt i februar, at “The Age of Testosterone” comes to end in Iceland” og The Guardian, Die Welt, The Observer og adskillige finanstidsskrifter fulgte hurtigt efter med at fortælle, hvordan Islands spektakulære økonomiske kollaps havde taget en kønsdrejning, man ikke har set i andre lande.

I to af de tre nu statsejede store banker, Kaupthing og Landsbanki, var de tidligere mandlige bankdirektører blevet udskiftet med kvinder, statsminister Geir Haarde var fratrådt sin post og midlertidigt erstattet af tidligere socialminister Johanna Sigurdottir; kvinde, lesbisk og ifølge meningsmålinger landets stort set eneste troværdige politiker – og Reykjaviks eneste finansvirksomhed med sorte tal på bundlinjen var det kvindeligt ledede Audur Capital, grundlagt i 2007 af to forretningskvinder netop som et modspil til den mandsdominerede og med deres egne ord “aggressive og ego-drevne” finanssektor.

Vikinger og nationalstolthed

Det islandske finanseventyr manglede ellers hverken folkelig eller politisk opbakning dengang det gik godt og festen stadig var på sit højeste. De store mængder af valuta, der strømmede gennem landet, var med til at højne levestandarden for langt de fleste islændinge og der hvilede en aura af nationalstolthed over den håndfuld investeringsmænd, der fløj Verden rundt i privatfly og gennem hedge funds og ugennemsigtige investeringer opkøbte primært lavprisflyselskaber, detailkæder, stormagasiner og banker.

I det internationale politiske miljø fortalte man i de år den vittighed, at Island egentlig ikke var et land, men en hedge fund med en plads i NATO. Der var dog ingen ironisk distance til stede, da Islands præsident i 2005, Olafur Ragnar Grimsson, holdt et foredrag i London for at forklare den islandske finanssucces. Han lagde her ud med at beskrive de islandske finansentreprenører, der havde indtaget London, som “unge vikinger fyldt med selvsikkerhed, parate til at overtage Verden”. Koblingen mellem den stolte, frygtløse vikingetradition og den moderne økonomiske udvikling gennemsyrede Grimssons tale. Han beskrev de islandske finansstrategier som ophøjede i sammenligning med andre landes netop pga. islændingenes kulturelt determinerede frygtløshed, eventyrlyst, hårdføre arbejdsmoral og æreskodeks. Bl.a. forklarede han, hvordan islændingenes “historiske arv af opdagelsesrejsende og udforskning er født af de middelalderlige vikingesagaer, som ethvert islandsk barn har fået fortalt og genfortalt. Dette er en tradition, der ærer dem, der drager ind i ukendt land, som tør rejse til fremmede jagtmarker; vores moderne forretningstiltag ligger i direkte forlængelse af denne vikingeånd, og vi ser med ære på de succesfulde entreprenører, der er arvtagere til denne stolte tradition.”

Ifølge Thorgerdur Einarsdottir, lektor i kønsforskning ved Islands Universitet, var koblingen mellem vikingearven og det moderne finanseventyr i Grimssons tale ingen tilfældighed: “Vikingekrigeren blev i de år symbol på maskulinitetsidealet i Island. Der blev sat direkte lighedstegn mellem Vikingekrigeren og Forretningsmanden. Den Transnationale Business Maskulinitet er generelt den maskulinitetstype, der topper maskulinitetshierarkiet, den er idealet. I Island tog vi bare det billede meget langt – længere end noget andet land. (Grimsson) tog i høj grad del i produktionen af de myter, der omgav investeringsmændene, når han talte om vikinger, den nordiske ånd, den særlige islandske kreativitet.

I Island har vi et meget dereguleret system. Vi har ingen kontrol eller overvågning af de økonomiske processer. Så alt hvad der kunne gå galt, gik galt. Men den nationalistiske ideologi spillede også en stor rolle. Alle initiativer blev omtalt som særligt islandske, båret af den islandske arbejdsmoral og inspireret af de islandske sagaer. De viste jo den særlige “islandske kreativitet”. Alle skoler og læreanstalter var fyldt med denne nationalistiske og maskulinistiske retorik og alle var i den samme nationalistiske båd – folket, præsidenten og medierne.”

Testosteron som skældsord

Nu er testosteron imidlertid helt bogstaveligt gået hen og blevet et skældsord i den islandske mediedebat. Den vrede og bitterhed, som det islandske folk føler over at have mistet deres opsparinger og økonomiske stabilitet, er blevet vendt direkte mod den lille gruppe af mænd, Præsident Grimssons “vikinger”, der via højrisikoinvesteringer og skuffeselskaber har sat hele landets økonomi over styr i en sådan grad at udlandsgælden nu overstiger landets BNP over 9 gange.

Derfor har det virket helt naturligt at vende sig mod alternativet: kvinderne. Især fordi Islands kvindeligt ledede virksomheder generelt har klaret sig bedre gennem krisen end deres mandlige konkurrenter. Titlen som “Årets Forretningsmand 2008” i Island gik derfor ikke overraskende til en forretningskvinde, Ranveig Rist, CEO for Islands største aluminiumsfabrik ALCAN. Allerede i foråret 2008 tog Ranveig Rist de begyndende tegn på krisen seriøst og indfriede alle ALCANs udestående lån. Hermed reddede hun virksomheden fra at krakke, da krisen kom.

Netop økonomisk forsigtighed og forudseenhed er nogle af de kvaliteter, der bliver tillagt kvinder i den nuværende islandske værdidebat. Ifølge Halla Tomasdottir, der er den ene af grundlæggerne bag Audur Capital, er kvinder generelt mere risikoopmærksomme, end deres traditionelt set langt mere risikovillige mandlige kolleger: “Kvinder bryder sig ikke om at tage risici, som de ikke forstår konsekvenserne af”, som hun siger. Hun peger på at det islandske finansmarked – såvel som det globale marked – blev drevet ud i krisen af “deal junkies”, der fokuserede på kortsigtet profit for profittens egen skyld. 

Vejen frem er ifølge Tomasdottir langsigtede, bæredygtige investeringsstrategier bygget på kvindelige værdier. Og noget må hun have fat i, siden Audur Capital som den eneste islandske finansvirksomhed kunne fremlægge et positivt regnskab for 2008.

Paradigmeskift eller backlash?

Spørger man islændingene på gaden i Reykjavik om den kvindeligt dominerede udvikling, trækker de resigneret på skuldrene og siger stort set alle det samme: “Det er typisk, når mændene har efterladt det hele i eet stort rod, sender de kvinderne ind for at rydde op.”

Kønsforsker Thorgedur Einarsdottir nikker genkendende til resignationen. 
Men kan man da ikke se den nuværende udvikling som et paradigmeskift? Er det ikke endelig kvindernes tur til at overtage magten, nu hvor mændenes strategi viste sig ikke at holde?

Desværre, nej, mener Thorgedur Einarsdottir:

“Da de store banker valgte at skifte bankdirektørerne ud med kvinder var det en panikreaktion, ikke startskuddet til et paradigmeskift. De mærkede modstanden hos befolkningen og gjorde det eneste de kunne gøre for at dæmme op for utilfredsheden. Men det var ikke en ideologisk beslutning.”

Hun bakkes op af Sigridur Thorgeirsdottir, lektor i filosofi ved Islands Universitet:
“Historien om at kvinderne tager over i Island har meget lidt på sig. Den liberale og konservative ideologi er meget stærk i Island. Island er meget langt bagud i forhold til de lande, vi sammenligner os med, når det gælder antallet af kvinder repræsenteret i bankerne, finanssektoren, universiteterne, politik – ligegyldigt hvor du vender blikket hen halter vi bagefter.”

Og det er muligt, at der er noget om det. For nylig fratrådte den ene af de to midlertidigt indsatte kvindelige bankdirektører i stilhed sin stilling, hvilket efterlader en enkelt kvinde tilbage i toppen af den islandske finansverden.

Og Halla Tomasdottir fra Audur Capital er overraskende enig:
“Massemedierne har været glade for historien om, at kvinderne er ved at overtage magten i Island. Det er ikke tilfældet. Ser man på fordelingen af bestyrelses- og direktørposterne, så ligger magten i det store og hele stadig hos mændene. Faktisk kan den nuværende situation vise sig at være ret så farlig for kvinderne. Jeg kalder den “glasklippen”.
Nu er festen ovre og der skal ryddes op, og så bliver kvinderne sendt på banen. Men det er en umulig situation. Risikoen er, at hele situationen resulterer i et backlash.”

Samtidig er det sandsynligt, at arbejdsløsheden kommer til at ramme kvinderne hårdere end mændene. I første omgang blev finans- og byggesektoren ramt, hvilket primært fritstillede dele af den mandlige arbejdsstyrke, men mændene er nu søgt over i de traditionelle kvindefag.
 
Næste skridt er voldsomme nedskæringer i sundhedssektoren, som kommer til at ramme kvinderne hårdt. Dertil skal lægges, at man i Island ikke har samme kultur for arbejdsløshed, som eksempelvis Danmark har.
Tidligere har arbejdsløshed stort set været et ukendt fænomen på Island og hjælpen på den anden side af fyresedlen er sparsom.

Fremtiden spirer i sprækkerne

Islændingene er vant til naturkatastrofer. Måske er det derfor, de ikke er så lette at slå omkuld, selvom de lige nu befinder sig i den vestlige økonomis ground zero. 
For selvom historien om det mandsdominerede samfunds død er mildt overdrevet er der mange, der ser det nuværende sammenbrud som en unik mulighed for at bygge et nyt samfund med nye værdier op. Audur Capital har for nylig grundlagt en betydelig investeringsfond sammen med sangerinden Björk, hvis formål er at skyde kapital i små bæredygtige opstarts-virksomheder med fokus på miljø og kvindelige ledelsesværdier.
For selvom Halla Tomasdottir holder sig for øje, at det er en langsommelig proces at ændre et samfunds kulturelle værdier ser hun alligevel en mulighed for positive forandringer på den lange bane:

“Selvom kvinderne kun kommer til at sidde kortvarigt på de indflydelsesrige poster, håber jeg, at det vil hjælpe samfundet til at indse, hvilke værdier kvinder traditionelt bringer med sig og at vi derfor fremover vil se flere kvinder i både forretningsverdenen og i politik. Det vil give os en bedre balance og dæmme op for de egoer, der indtil nu har drevet vores banker og regering”.

Hvor der er brydninger er der med andre ord også muligheder. Eller som Thorgedur Einarsdottir siger det: “vi har nu en unik mulighed for nu at operere i sprækkerne. Og det er vigtigt, at vi gør det.”