Meget kan man sige om Sarah Palin, men som feminist burde man vel respektere en kvinde, der kæmper sig op fra en lavere middelklassebaggrund til at blive guvernør i en stat, samtidig med, at hun har fem mindre børn og en mand, der gerne vil være med til at passe dem? Nej, ikke i Amerika.

Udnævnelsen af guvernør Sarah Palin fra Alaska som republikanernes vicepræsidentkandidat har gjort en række amerikanske feminister så ophidsede, at de knap kan se kvinden for bar automatreaktion. Samtidig har medierne svælget i historier om Palins hår, gravide teenagedatter, baby med Downs Syndrom, stiletter, briller, store geværer og fortid som skønhedsdronning. 

– Og det traditionelle feminister og konservative journalister ikke får spoleret for Palin, klarer hun selv ved at være totalt på glatis, når hun skal tale om en række politikområder, som hun helt åbenlyst synes at vide ret lidt om. Udenrigs- og sikkerhedspolitik er blot et af de væsentlige felter, hvor Palin virker nærmest blank i sine efterhånden berømte tv-interviews. Da guvernøren fx fremhævede, at det giver udenrigspolitisk erfaring, at Rusland ligger tæt på Alaska, slog alle kommentatorerne sig på lårene af grin. Og da Alaskas guvernør ikke har ejet et pas før 2007, er det da heller ikke ved selvsyn, hun har kunnet opdage verden. Her ligner hun i øvrigt den gennemsnitlige amerikaner, der sjældent har været uden for USA’s grænser.

Men netop denne helt ukosmopolitiske side af Sarah Palin har sat noget i gang hos vælgerne: De kvinder, der ikke kan identificere sig med Berkeley-professorer i kvindestudier og/eller Hillary Clinton, vil gerne repræsenteres i politik. Derfor er historien om Palin både en historie om Sarah fra Wasilla, der fik sig en college-uddannelse, en mand og tre børn, før hun blev engageret i lokalpolitik. Og en historie om alle amerikanske kvinder, der prøver at få deres drømme til at passe ind i det helt almindelige liv, de lever.

I antologien All American Women – Lines That Divide Ties That Bindred. af Johnnetta Cole beskriver sorte, hvide, asiatiske, rige, fattige, katolske, jødiske og andre kvinder forskelligheden i amerikanske kvinders liv. Bogens temaer: Arbejde, familie, seksualitet, religion og politik kan bruges til at beskrive Sarah Palins betydning for samtalen om at være kvinde i USA.

Arbejde, ikke karriere 

Sarah Palin har altid arbejdet. For at få råd til at gå på college, stillede hun op til skønhedskonkurrencer og supplerede sin lærer-far og sekretær-mors muligheder for at finansiere skolegangen. Efter at have taget kurser på fem forskellige universiteter, fik hun en grad i journalistik og arbejdede blandt andet med sportsjournalistik på en lokal tv-kanal i Alaska. Som hjemmegående passede hun børnene og huset, som i Alaska også kan betyde at tage på jagt og fiske, skyde elge og rensdyr, flå dem og tilberede dem til middag. Som mor blev hun optaget af skolepolitik og valgt ind i den lokale skolebestyrelse, her gik det videre til byrådet og til ti år på posten som borgmester i hjembyen Wasilla med et befolkningstal på 9.000. Endelig vandt hun guvernørposten i 2006 over alle the “old boys” med et oprydderprogram i et traditionelt korrumperet politisk miljø i Alaska.

Palin er 44 år, og har siden hun var 32 været såvel folkevalgt leder som mor. Der er intet, der tyder på, at hun har været bange for at tage fat, eller at hun ikke har været ekstraordinært dygtig til at manøvrere i det beskidte politiske magtspil, som den afsidesliggende stat er kendt for. Hendes politiske cv viser, at hun har kunnet skaffe sig venner, når det var nødvendigt, og slå hårdt, når hun havde behov for det. Fx allierede hun sig først med borgmesteren i Wasilla for derefter at slå ham, ligesom det republikanske partiapparat hjalp hende frem i statspolitik, hvorefter hun udrensede det.

Hun er en yderst populær guvernør i Alaska, hvor hun har skaffet midler til staten, samtidig med, at hun til en vis grad har holdt sin sti ren for håbløse projekter. Alaska er kendt for at rage til sig af føderale midler, og “broen til ingenting”, en planlagt offentligt finansieret milliardbro til en lille ø med under hundrede indbyggere, spiller nu en selvstændig rolle i valgkampen. Palin har pralet med, at hun sagde “tak, men nej tak” til pengene fra Washington, men det viser sig, at hun faktisk støttede broprojektet, før det blev diskrediteret. Hun har modtaget midlerne og kanaliseret dem over i andre statsprojekter. Imaget som reformator og modstander af offentligt overforbrug fik dermed et hak, i hvert fald i de brede, amerikanske medier, mens hun stadig nyder vælgernes tillid i Alaska.

På klassisk kvindevis har Palin ikke hypet sine bedrifter. Da hun blev valgt som borgmester, udtalte hun til den lokale avis: “Det er ikke hjernekirurgi. Det er seks mio. dollars og 53 ansatte.” Det beskriver kommentator Frank Rich hånligt i New York Times, men mon ikke mange amerikanske kvinder kender til underspillets kunst. Det skal jo nødigt lyde, som om man tror, man er noget, eller som om, man har kastet sig ud i noget, man ikke kan finde ud af. Vicepræsidentkandidaturet for Sarah Palin er ikke resultat af alt for åbenlyse ambitioner, karriereplanlægning og års arbejde for at komme ind på Harvard Law School, men et resultat af slid og vilje. Karriere er ikke det ord, man helst vil udtale som traditionel amerikansk kvinde, mens der aldrig har været noget i vejen med hårdt arbejde.

Den ukonventionelle feminist Camille Paglia har sammenlignet Palin med nybyggertidens kvinder. Dem, der kunne styre prærievognen, skyde indianerne, fange kvæget, kærne smørret og føde børn samtidig. Denne urmodel af en amerikansk kvinde har aldrig skyet arbejde, hun har bare ikke råbt højt om det. Som en kvinde siger til journalisten Daniel Henninger i Wall Street Journal, så ligner Sarah Palins historie en genkendelig virkelighed, “jo hårdere, du arbejder, jo mere heldig er du.” Der er ingen ofre her. Kun arbejdsheste.

Familien fylder 

‘Hockey mom’ er måske det udtryk, der har fyldt mest i introduktionen af Palin. Det er såmænd bare en mor, som tager hen og ser sine børn spille/hvis børn spiller ishockey. Det er ikke så sofistikeret en sportsgren som europæisk fodbold, men meget udbredt på skoler uden for de store amerikanske byer. Den mest citerede one-liner fra Palins tale på det republikanske partikonvent er da også hendes spørgsmål: “Hvad er forskellen på en hockey mor og en pittbull? Læbestift!” Den bizarre vittighed skal sige noget om, hvor viljefast og angrebsvillig en vicepræsidentkandidat Palin er. Og at hun har humoristisk sans! Og at hun er Mor! For dem, der forstår bedre med billeder end ord, havde hun sine fem børn med på scenen, herunder sin ældste søn, der nu er i Irak som soldat og sin baby på fire måneder, der har Downs Syndrom. Børn med specielle behov inspirerer til en speciel kærlighed, sagde hun, mens Todd vuggede lille Trig i sine arme. Trig er ofte klædt i stribede frottédragter, og der nok en del amerikanske mødre, der åbner for kanalerne og lader Sarah og Trig komme ind.

Sarah Palins kombination af moderskab og arbejde burde være enhver feminists våde drøm. Det er ikke enten-eller, men både og hjemme hos Sarah Palin. High school-kæresten Todd holdt ved. Han er far til alle hendes fem børn, som han også er med til at passe. Todd har taget orlov fra sit arbejde på olieplatformen for at være tæt med baby Trig. Han arbejder som fisker hver sommer og kører snerace hver vinter. Et race, han har vundet flere gange. Han er jæger, høj, stærk, ja, han sveder næsten testosteron, samtidig med, at han er Sarahs kammerat og villig til at stille op for hende. “Vi mødtes i high school, og to årtier og fem børn senere, er han stadig my guy,” sagde Sarah Palin i sin konvent-tale. 

Kombinationen af mand, børn og arbejde synes at ryste feministernes fodfæste. Hvordan kan hun tale så meget om sine børn, når hun åbenbart satser på sit arbejde, spørger kommentatorer. Kommer det til at gå ud over Sarahs børn, hvis hun bliver vicepræsident, diskuteres det. Hvis telefonen ringer kl.03 om morgenen og et af hendes børn er virkelig syg, hvad vil hun så vælge? Det er næsten for banalt at nævne, at Barack Obama, der har to små døtre, ikke har været tvunget til at forsvare sit valg for feministerne, selvom hans kone, Michelle, har forklaret de omkostninger præsidentvalgkampen har for familien. Rolleombytningen er så fuldendt, at yderligtgående konservative som radioværten Rush Limbaugh og tv-værten Sean Hannity nu klager over sexismen i medierne og undrer sig højlydt over de snævre rammer for kvinders opførsel – som de selv har været med til at sætte.

“Jeg har lært en simpel lektie af mine forældre, at dette er Amerika, og at enhver kvinde kan gå igennem enhver muligheds dør”, har Sarah Palin sagt.

Familien er, som nyfeminister som Paglia har gjort opmærksom på, en underlig ugleset størrelse i klassisk feminisme. Hvor bliver børnene af, omsorgen, kærligheden, forholdet til manden som ven og partner, samhørigheden i familielivet? I feminismens version 1.0 beskrives familien ofte som et fængsel, som kvinder skal se at slippe ud af, så de kan realisere sig selv.

Sådan ser ganske mange kvinder selv sagt ikke deres nærmeste – i hvert fald ikke det meste af tiden, og ikke som udtrykt værdi. Den moderne kvinde og familie har det svært med arbejde og moderskab, og udtrykket the Mommy Wars dækker over den offentlige krig mellem mødre, der vælger at blive hjemme og dem, der vælger at arbejde. Nogle yngre karrierekvinder har kvittet jobbet og helliget sig familien, mens de bliver forsørget, ud fra tanken om at det åbenlyst ikke kan lade sig gøre både at arbejde og have børn. 

En af dem, der har trukket sig tilbage fra skribentjobbet, er for en stund vendt tilbage. Lisa Belkin fandt på udtrykket opt-out revolution til New York Times Magazine, og spekulerer nu over, om hun skulle have været mere som Palin, “bind barnet på ryggen og kryds den brusende flod”. Hun ender dog med at konkludere, at hun modstræbende beundrer Palins styrke, men samtidig må erkende, at Sarahs veje ikke er hendes. Som en anden kvindelig skribent hånligt forklarer, er det klassisk kvindeligt at forsvare sine egne valg ved at fordømme andre kvinders, lige meget, hvor subtilt det sker.

De hjemmegående mødre har dog haft deres stærkeste støtter blandt republikanerne. I en meningsmåling fra 2007 mente 53 pct. af republikanere mod kun 38 pct. af demokrater, at det var en dårlig ting, hvis en mor til små børn arbejdede uden for hjemmet. Det er ikke sikkert, de tør sige det til Palin i dag. Hun er nemlig også ekstremt populær hos partiets base. 

Palins jordnære kontakt med sin moderrolle synes ikke at stå i modsætning til hendes greb om magten. Børnene holder hende ikke nede, men løfter hende op. Hun kan godt være kærlig, samtidig med, at hun er stærk og handlekraftig – sådan ser det i hvert fald ud. For ganske mange kvinder må det være ekstremt befriende at se en magtfuld Sarah Palin, der ikke har været nødt til at opgive sin familie for at nå sine karrieremål.

Seksualitet og reproduktion: Valg eller liv 

Hvis man skulle vælge én adgangskode til en traditionel amerikansk feministisk klub, ville det være “choice”, altså retten til at vælge abort.

Retten til abort er ekstremt politiseret i USA, afgjort ved højesteret, og en central del af den konservative vs. liberale værdikamp. I en politisk debat, hvor der ikke er plads til nuancer, har feminister stået på retten til at vælge abort som DEN centrale frigørelsesfaktor.

Og her er Sarah Palin så langt fra feministerne, som hun kan komme. Palin er imod abort i ethvert tilfælde. Om man er ung, voldtaget, incestoffer eller syg betyder ingenting, for man skal ikke kunne få abort under nogen omstændigheder. Kun hvis den gravides liv er i decideret i fare, hvis hun gennemfører graviditeten, bør der være et valg, mener Palin. Hun har ikke forfulgt synspunktet i sin praktiske politik, men hun har nævnt højesteretsdommen, der sikrer fri abort, som en af dem, hvor hun synes, dommerne har taget fejl.

Imens er livet i familien Palin næsten som en soap opera. Først løber Todd og Sarah væk for at blive gift i 1988, og otte måneder senere føder Sarah sønnen Track. Så får parret tre børn mere. Da den yngste, Piper, er syv år, bliver Sarah gravid som 43-årig og finder ud af, at barnet har Downs Syndrom. Hun betror sig ikke til nogen, før Todd kommer hjem fra arbejde tre dage senere. De beslutter sig for at beholde barnet, men holder graviditet og diagnose hemmelig i mange måneder. Sarah skjuler sin mave med store bluser og tørklæder, og tager med Todd til guvernørkonference i Texas, da hun nærmer sig ottende  måned. Hun begynder at lække fosterhindevæske og vælger alligevel at tage den lange tur til Alaska, hvor hun føder otte timer efter ankomst.

Efter fødslen siger 14-årige Willow: “Han ser ud som om, han har Downs Syndrom.” “Hvis han har, vil du stadig elske ham, ved du, Willow. Det bliver okay,” siger mor Sarah, ifølge interview med hende i People Magazine. Hun indrømmer overfor sine børn, at hun ikke har vidst, hvordan hun skulle fortælle om lillebroderens diagnose. Selv har hun været meget i tvivl om, hvordan hun ville reagere, men efter fødslen blev hun rolig igen. Tre dage senere er hun tilbage på arbejde med brystpumpe og flasker, samt mulighed for at amme, når hun holder telefonmøder. 

Kort før baby-Trigs fødsel er familiens ældste datter, Bristol, 17 år gammel blevet gravid med sin kæreste Levi fra high school. Den eneste prævention hendes mor går ind for til unge mennesker er afholdenhed. Det har altså ikke virket. Rygterne går, at Trig i virkeligheden er Bristols barn. Da Sarah bliver udnævnt til vicepræsidentkandidat, udsender Sarah og Todd så en pressemeddelelse om, at Bristol er gravid og skal giftes med sin 18-årige kæreste. De er stolte af Bristols beslutning om at få sit barn.

Ordet “beslutning” får feministerne helt op i det røde felt. Hvis man træffer en beslutning, har man jo haft et valg, og er det ikke netop dette valg, Sarah Palin vil fjerne fra andre kvinder? Det spørgsmål er der stadig ikke kommet svar på.

Abortsagaen Palin rammer lige ned i endnu et af kvindesagens ømme punkter. Hvis abortmodstand kan begrundes i andet end patriarkatets ønske om at beherske kvindekroppen og binde den til evige børnefødsler, kan den også nuanceres og diskuteres. Det har feminismen version 1.0 ikke været villig til, og som Camille Paglia siger, har liberale kræfter skyet samtalen om de etiske konsekvenser af den fuldstændigt frie abort. Det har ikke gjort livet nemmere for alle de almindelige kvinder, der står over for valget og dets smertefulde omkostninger. De ser måske også sig selv i familien Palin. 

Graviditeter kommer af sex, og det tror man på, når man ser Sarah Palin. Også derfor er medierne gået amok i hendes opsatte hår, røde stiletter, karikaturtegninger af hende som dominatrix, flirten med kameraet – på youtube kan man se en sammenklippet version af vicepræsidentdebatten, hvor hun blinker til seeren med det ene øje gentagne gange – og den læbestift, hun taler om. Demokraternes vicepræsidentkandidat Joe Biden blev spurgt, hvad forskellen er på ham og Sarah Palin, og svarede, “hun ser godt ud”. I Alaska kører der biler rundt med klistermærket, Coldest state – hottest governor. Sarah Palin er sexet, selvom hun er gift, mor, kristen og arbejder hårdt. Sikke en lettelse for alle de kvinder, der får at vide, at Carrie Bradshaws Sex in the City er definitionen på sanselighed. Intet under, at de holder læbestifter i vejret som hyldest til Sarah Palin, når hun kommer ud og taler. Lige pludselig bliver de selv set.

Gud er med 

I Danmark forstår vi ikke Guds rolle i Amerika, og det gør mange amerikanske feminister heller ikke. Men man vender ryggen til religion for egen regning i amerikansk politik. Demokrater og feminister har været fælles om at nedgøre religiøse amerikaneres forhold til gud, Jesus og deres kirkelige fællesskab. Dermed har de mistet retten til at tale for de mange millioner amerikanere, der spørger gud til råds, og tror på, at han har skabt verden.

Sådan er det ikke for Sarah Palin. Hun er kristen, og har i mange år været medlem af Pinsebevægelsen. Efter at være blevet valgt til guvernør, skiftede hun kirke, så hun i dag kommer i den konservative Wasilla Bible Church. Her bliver der ikke, som i Pinsebevægelsens kirker talt i tunger og faldet om i gangene med jævne mellemrum. Palins talsmand siger i dag, at hun ikke ser sig selv som medlem af Pinsebevægelsen, men kommer i mange kirker. De såkaldt evangeliske kristne, der tror ret tekstnært på biblen, ser i Palin en af deres egne. Palin har da også holdt taler i lokale kirker, og har opfordret til, at menigheden beder for, at samarbejdet om at bygge en gas-rørledning tværs over Alaska vil lykkes, og at bede for, at de amerikanske soldater i Irak er ude på en mission for gud.

Uden at tale om sin religion hele tiden, har Sarah Palin formået at gøre det klart, at hun er troende. Hun har været fortaler for, at skoler skal undervise i såkaldt intelligent design, der går ud på, at gud må have haft en finger med i spillet, da verden blev skabt. Hun har spurgt den lokale bibliotekar om muligheden for at fjerne bøger fra det lokale bibliotek, der kunne virke anstødelige, uden dog at gennemføre censur. Og hendes abortmodstand er også kristent begrundet, ligesom modstanden mod homoseksuelles ret til at gifte sig.

Palin har dog ikke dyrket trosspørgsmål i praktisk politik og har bl.a. lovet at holde sig ude af lovgivning om skolers undervisning om verdens skabelse. Hendes tro synes at være personlig, snarere end politisk, men til gengæld så stærk, at det giver stor begejstring hos de evangeliske kristne, der udgør det republikanske partis absolutte kernevælgere.

For religiøse amerikanske kvinder er det første gang, at en kvindelig kandidat på det niveau er åben og dedikeret i sit forhold til gud. Vi kan måske ikke forstå, hvad det betyder for identifikationen med Sarah Palin. Men det kan en række troende, der har skrevet til Camille Paglia i webmagasinet Salon og berettet om, hvordan de altid bliver udstødt af progressive, der ikke tager dem alvorligt som hårdtarbejdende kvinder med holdninger, lige så snart de har afsløret deres tro.

Palins politiske hus på prærien 

Stemmeret til amerikanske kvinder blev ikke opfundet på den progressive østkyst, men tværtimod i nybyggerstaterne mod vest, hvor kvinderne ved hårdt arbejde og med våben i hånd havde bevist, at de var mindst lige så meget værd som mændene. Her fik kvinder lov at stemme allerede efter borgerkrigen i 1865. Faktisk måtte nogle af disse nye territorier opgive stemmeretten til kvinder for at få lov at blive fuldgyldige delstater og altså slutte sig til de gamle, “dannede” østkyststater, hvor damerne læste bøger og gik i korset.

Midtvestlige kvinders styrker har ikke været i fokus for ret mange amerikanske valgkampe, hvor de universitetsuddannede feminister fra de store byer har fået lov at suge ilten ud af den ligestillingspolitiske dagsorden. Hvis Sarah Palin kan noget, er det at få alle amerikaneres øjne op for, at der er tavse kvinder i hobetal, som bliver mægtigt glade, når de ser en af deres egne på en vigtig post – og som risikerer igen at synke ind i en usynlig baggrund af amerikansk politik. 

Men Palins forhold til den politiske magt kan dog også vise sig at være lidt for familiært. Hendes mand, der jo ikke er valgt til noget embede, har været meget involveret i flere sager, bl.a. den, hvor hun har fået forflyttet en politichef, fordi han ikke ville fyre hendes søsters eks-mand. I hackede e-mails kan man se, at Sarah Palin har kørt en stor del af sin mailkorrespondance uden om guvernørmailen for at slippe for aktindsigt, herunder en del, hvor Todd er med inde i diskussionerne. Palin bliver også kritiseret for at have ansat hele fem af sine high school-kammerater i høje stillinger, herunder en veninde som leder af landbrugsministeriet. Og mediernes graven i hendes politikker og administration kan få mere snavs frem, før valgdagen kommer.

Alligevel repræsenterer Palin det største fremskridt for feminismen, siden Madonna hamrede sex og skønhedsdyrkelse ned i halsen på feministerne i 1980erne, skriver Camille Paglia, der mener, at en feminisme, der ikke kan beundre det mod under kæmpe pres, som den første kvindelige guvernør fra en nybyggerstat udviser, er ikke ‘en varm spand pis værd’. 

Palins appeal er resultat af smarte konservatives udnyttelse af feministernes fatale forsnævring af debatten om den frigjorte kvinde, skriver nyfeministen Rebecca Walker. Ved at gøre definitionen på den rigtige feminisme så snæver, at kun ganske få kunne være med, har feministerne åbnet en ladeport for Sarah Palin-typer, der kan være rollemodeller for alle de almindelige amerikanske kvinder, der elsker deres familie, udholder deres status og beder til deres gud, men som også gerne vil have lige muligheder. 

Hvis man husker, at tre ud af fire amerikanske kvinder ikke vil kalde sig selv feminister, mens de fleste gerne vil have ligeløn og medbestemmelse, så kan man se, hvilket hav af oversete kvindelige vælgere, som Palin fisker i.

At den første kvinde, der for alvor bliver sat i denne situation, er så fundamentalt uforberedt, virker op til valget åbenlyst mere og mere katastrofalt. Og at præsidentkandidat John McCains team ikke havde gjort sig elementære anstrengelser for at afdække hendes fortid, svagheder og uvidenhed, men i stedet overlod den opgave til journalisterne, vil kunne skade kvinders muligheder for at gøre karriere i mange sammenhænge. 

Når Sarah Palin i dag går imod den rene kampagneform, hun selv har været med til at tale varmt for, og sviner Barack Obama til på valgmøde efter valgmøde, udfylder hun den rolle, hun er tiltænkt af republikanerne men samtidig risikerer hun at skade sin egen fremtid. Men selvom Palin ikke bliver vicepræsident nu, bør man ikke afskrive hende. Og med den interesse, hun har vakt, er politiske partier tvungne til at tage deres kvindelige vælgere mere alvorligt og opstille kvinder til politiske poster. 

Feministerne er forståeligt skuffede. Personificeret ved Gloria Steinem, 74, ville de have Hillary Clinton, som aldrig ville have svaret “På hvilken måde?”, når hun blev spurgt til Bush-doktrinen. I stedet fik de hockey mom Sarah Palin, der aldrig har været mere på glatis. Men alle i USA kan have godt af et grundigt blik på forestillingen om køn i politik, og det får de i denne valgkamp. 

På den ene side er det aldrig bevist, at det at have en familie, gør dig til en bedre beslutningstager. Og berømmelses- og sentimentalitetskulturen omkring kandidaternes personlige historier kan være en alvorlig distraktion i forhold til at diskutere de politiske emner, der er afgørende for amerikanernes hverdag. En analyse af mediedækning af Palin kort efter hendes udnævnelse viste, at der var dobbelt så mange historier om hendes familie, som der var om hendes politiske resultater.

På den anden side kan den debat om forældreskab, mænd og kvinder, som denne valgkamp har skabt, være mere end nyttig for vejen mod ligestilling. Betty Friedan beskrev den neurotiske husmors tomhedsfølelse i 1960erne og kaldte til frigørelse fra hjemmet som koncentrationslejr. Men allerede i 1980erne spurgte hun, hvordan vi får både familie og et meningsfuldt arbejde samtidig. Og sagde, at det ikke er ovre, før vores døtre frit og med glæde kan vælge at få børn. 

Sarah Palin får det ikke til at gå over. Hun indkapsler den akademiske feminismes dilemma: at erfaring med kvindelivet ofte er det, som andre kvinder kan identificere sig med og lade sig inspirere af. Derfor er Sarah Palin ikke en trussel mod kvinders frigørelse.