Da Lina Abou-Habib voksede op, lærte hun, at kvinder skulle være gode husmødre. De skulle ikke tænke på videnskab eller politik eller andet seriøst, bare på at være hustruer for deres mænd og mødre for deres børn. Det var i 1970’erne, og da hun tog afgang fra den katolske pigeskole i Libanon, hvor hun gik til sit 18. år, var det kun hende og en anden pige fra årgangen, der ikke var blevet gift. Det er mange år siden, og den økonomiske situation i Libanon og de omkringliggende lande har siden gjort, at flere kvinder er kommet ud på arbejdsmarkedet.
“Men skolerne opmuntrer stadig ikke kvinder til at uddanne sig, og de lærer dem ikke, at de har krav på de samme rettigheder som mænd,” siger hun, da KVINFO møder hende i København, hvor hun skal holde oplæg om kvinders rettigheder i Mellemøsten.
I dag er Abou-Habib direktør for den feministiske organisation CRTD.A – the Collective for Research and Training on Development – Action, og én af de mest markante stemmer i debatten om køn og ligestilling i Mellemøsten. Hun mener, at kampen for kvinders rettigheder er gået i stå – og hun lægger ikke fingrene imellem, når hun skal pege på, hvad der ligger til grund for den stagnerede ligestillingsproces:
“Det er på høje tid, at vi kalder tingene ved deres rette navn. Det er patriarkatet og de ideologier, der understøtter patriarkatet – militarisme, religion og kapitalisme – som er ondskabens akse. Det er patriarkatet, som forhindrer fred i Mellemøsten og Nordafrika.”
Lina Abou-Habibs stemme er fast, og ordene falder fyndigt og uden tøven.
“Kvinderne blev udnyttet til at kæmpe under det arabiske forår, og så blev de ellers sendt hjem. Det var aldrig en kamp for kvinders rettigheder, det var patriarkatets kamp. Og nu er kvinders frihed og eksistens under pres. Der er en bevægelse i gang, som er ude på at dehumanisere kvinder, gøre dem til slaver.”

Kvinderne de første ofre for det arabiske forår

Om Lina Abou-Habib

Lina Abou-Habib er direktør for CRTD.A - The Collective for Research and Training on Development – Action, som er en regional organisation, der fra basen i Beirut, arbejder for at fremme kvinders rettigheder i hele den arabiske verden. 

KVINFO og CRTD.A har netop indgået et samarbejde, der skal opbygge et regionalt netværk, hvor en række kvindeorganisationer i fem lande vil blive i stand til at tærkke på CRTD.As omfattende erfaringer i arbejdet med ligestilling og social retfærdighed. Læs mere om projektet (engelsk).

Læs mere om CRTD.A.

Se Lina Abou Habibs profil på Who is She i Lebanon.

Læs mere om KVINFOs arbejde i Mellemøsten og Nordafrika

Det seneste år har budt på en alarmerende stigning i alle former for vold mod kvinder i Mellemøsten og Nordafrika. Samtidig er politiske kræfter, der tager afstand fra eller forbehold for de internationale menneskerettigheder, blevet styrket i regionen. Og de første ofre er kvinderne, siger Lina Abou-Habib:
“Kvinderne blev de første ofre for det såkaldte arabiske forår. Da opstandene begyndte, opstod der en romantisering og glamourisering af det, som foregik. Men alle vidste jo godt, at sådan en hurtig og radikal forandring ville gøre tilværelsen besværlig for kvinder og minoriteter og for den individuelle frihed generelt. For regionen var ikke klar til en forandring, og de eneste kræfter, der stod klar i kulissen, var islamisterne.”
“Det er meget nemt at gå hen og stemme, særligt hvis du ikke har stemt hele dit liv – så får det nærmest en rensende og terapeutisk funktion. Bagefter kommer så det hårde arbejde, som handler om at transformere institutionerne og samfundet til noget demokratisk, inkluderende og ligestillet. Det, der skete i de arabiske lande, var, at den lille plads, der blev frigivet til at stemme, blev forvekslet med demokrati. Men demokrati er ikke at udskifte et totalitært styre med et andet.”
Herefter begyndte krigen mod kvinderne, siger Lina Abou-Habib. En voldelig krig mod kvinders kroppe, kvinders tilstedeværelse i det offentlige rum og mod alt det, som kvinder repræsenterer. I Egypten eskalerede den seksuelle vold mod kvinder i takt med, at opstandene voksede. Sikkerhedsstyrkerne foretog ‘jomfrutests’ af kvindelige oprørere, og gruppevoldtægter nærmede sig daglig kost på Tahrirpladsen. I Irak og Syrien bliver piger og unge kvinder bortført, misbrugt og solgt som sexslaver på basaren i Mosul, og i adskillige lande i regionen anses kvinder stadig ikke som statsborgere på linje med mænd.
“Kan du begribe, at piger og kvinder bliver solgt, tvunget ind i slaveri og tvangsægteskaber, halshugget og stenet? Det er svært at forstå, at vi er i 2015, og at hele verden ikke er forfærdet og i oprør over det her. Særligt eftersom Vesten er involveret. Vi er nødt til at spørge os selv, hvordan vi har været med til at skabe et miljø, som fremmer den slags opførsel. Hvorfor ville nogen forlade en europæisk hovedstad for at tage ned og slå folk ihjel i et land, de knap kan udpege på kortet?”, siger hun med henvisning til den radikalisering af muslimer, som også finder sted i Vesten.

Ligestillingskampen skal gøres global

Angrebet på Charlie Hebdo i Paris, henrettelsen af 21 koptiske kristne egyptere i Libyen, og de tre unge muslimer, som i februar blev skudt og dræbt af en erklæret ateist i North Carolina er eksempler på, at noget er gået grueligt galt.
“Vi lever i en voldelig tid. Alt, hvad vi gør, er i en kontekst af militarisme og radikalisering. Vi er nødt til at spørge os selv, hvad vi har gjort forkert? Det er et fælles ansvar, men mest af alt handler det om, at vi har bidraget til at styrke patriarkatet. Feminismen er global, og det er på høje tid, at vi gør kampen for ligestilling global.”
Og i den sammenhæng spiller religion ifølge Abou-Habib en væsentlig rolle.
“Religion bliver brugt som undskyldning for at undertrykke kvinder, begå vold mod kvinder, dræbe kvinder.”
“Enhver religion skal moderniseres for at passe ind i et demokratisk samfund. Ethvert trossystem, som understøtter ideologien frem for individuelle rettigheder, og som ikke er baseret på menneskerettighederne, skal moderniseres. Og det gælder alle religioner. I sidste ende handler det ikke om, hvem du er, men om din ret til at leve i værdighed og til at nyde samme rettigheder som alle andre. Og den eneste måde, den ret kan blive sikret på, er gennem sekularisme. Ikke gennem en dominerende religion.”
Lina Abou-Habib mener, at landvindingerne på ligestillingsområdet er stagneret siden den sidste FN-konference for kvinders rettigheder i Beijing i 1995. Samtidig fremhæver hun, at ligestillingskampen er under yderligere pres fra ekstremistiske kræfter i MENA-regionen, og derfor er det nærliggende at spørge, hvordan hun bevarer motivationen og engagementet i kampen for ligestilling:
“Jeg har arbejdet for kvinders rettigheder siden 1980’erne. Og det er i sandhed op ad bakke, men vi er trods alt kommet et stykke vej siden dengang. Til gengæld står vi overfor nye udfordringer, og vi kan ikke give op nu, hvor vi står over for en størrelse som Islamisk Stat. Hvis der er en tid, hvor vi skal være aktive, modstandsdygtige, motiverede og kampklare, så er det nu. Der er kræfter, som truer vores klode. Terroranslaget i København i februar har vist os, at der ikke er nogen grænser for terrorisme. At nord og syd kæmper den samme kamp og står over for den samme trussel.”

Tilbageslag for kvindekampen

Særligt i den arabiske verden er det ifølge Lina Abou-Habib vigtigt at gøre opmærksom på, hvordan samfundet er indrettet til mændenes fordel, hvad love og praksisser angår. Og det selvom kampen for ligestilling i regionen er blevet udkæmpet siden det 19. århundrede.
“Allerede i 1919 kæmpede kvinderne i Egypten og andre dele af den arabiske verden mod doktriner om, at de skulle bære hovedtørklæde. Den kamp er bare ikke blevet dokumenteret og reproduceret ordentligt. Og så er det virkelig bizart og frustrerende at høre folk i dag, der argumenterer for, at det er okay for kvinder at gå med tørklæde. Det er et tilbageslag for kvinders rettigheder.”
Lina Abou-Habib uddyber i forhold til argumentet om, at det er kvindernes eget valg at bære tørklæde:
“Jeg er uenig. Jeg mener, at det at bære tørklæde seksualiserer kvinder, og gør dem til objekter. Og jeg synes, det er vigtigt at tænke nøje over, hvordan vi definerer ‘valg’ her. Hvordan udelukker du faktorer som gruppepres? Hvordan udelukker vi det faktum, at tørklædet beskytter kvinden mod at blive chikaneret i sin omgangskreds? Vi er nødt til at forstå, at dette såkaldte valg ligeså vel kan være en politisk beslutning, der fungerer som modsvar til det, hun oplever i det danske samfund. I sidste ende er det en diskriminatorisk praksis. Hvordan kvalificerer vi ‘valg’ i den kontekst?”
Lina Abou-Habib bliver vred, når hun møder det, hun kalder ideen om ‘islamisk exceptionalisme’ – at folk i den muslimske verden kun kan stræbe efter at opnå et vist niveau af rettigheder.
“Det er rigtigt, at kvinder i vores region må kæmpe med staten, med religiøse institutioner, med samfundet og med deres familie for overhovedet at blive anerkendt som borgere, mennesker med samme rettigheder som alle andre. Men når folk fortæller mig, at kvinderne i den arabiske verden ikke kan forvente at få de rettigheder, de har krav på, fordi de kommer fra en bestemt kultur, bliver jeg forarget. For selvfølgelig skal vi have samme rettigheder, uanset hvem vi er, og hvor vi kommer fra.”