Baby was a black sheep. Baby was a whore. You know she got big. Well, she’s gonna get bigger. Baby got a hand; got a finger on the trigger. Baby, baby, baby is a rock-and-roll nigger. (Rock N Roll Nigger fra albummet Easter, 1978)

Hun er blevet kaldt feminist på grund af sin nærmest eksplosive entré på mændenes rockarena og sin pågående stil i ord og sang. Hun har inspireret kvindelige musikere og medsøstre verden over – og gør det stadig. Men selv har Patti Smith et aldeles afslappet forhold til køn: “As far as I’m concerned, being any gender is a drag”.

Den snart 62-årige poet, performer og fotograf, optræder stadig. Men det var tilbage i 70’erne, at “punkens gudmor” skrev sig ind i rockhistorien. Først med singlen Piss Factory fra 1974, året efter med albummet Horses og senere andre albums. Især Horses var en kraftudladning af de helt store, hvor tekst og musik fik én på blomsterhatten. Musikken var upoleret, og Patti Smith sang og messede som en forløser.

– Når man lytter til Horses er det ekspressivt, udadrettet, helt nøgent. Det er hjerteskærende. Når jeg spiller musikken for mine studerende, bliver nogle af dem flove – det er ordene, de er så kraftige, siger lektor og ph.d. Annemette Kirkegaard, Københavns Universitet.

På Horses sang Patti Smith blandt andet sange om at begære kvinder – noget, hun havde lært af folkesangeren Joan Baez.

– Jeg har altid nydt at synge sange, der krydsede grænsen for køn… Og nej, mit arbejde afspejler ikke min seksuelle præference; det afspejler det faktum, at jeg føler total frihed som kunstner. Det er derfor, der står “hinsides køn” på coveret af Horses, sagde Patti Smith i et interview til engelske The Guardian.

Grimheden er en mangelvare

Masser af mænd og kvinder tog musikken og den frihed, Patti Smith repræsenterede, til sig. REM’s forsanger Michael Stipe valgte at blive musiker efter at have lyttet til Horses. P.J. Harvey er stærkt inspireret af Patti Smith. Men også danske musikere som Henriette Sennenvaldt og Kira Skov har fundet inspiration i hende.

I interviewbogen Feminint Forstærket fra 2007 fortæller Kira Skov, hvordan hun i Patti Smith fandt en kvinde, der foruden at være en stor poet, turde at dyrke det grimme – noget som ellers kan være lidt af en mangelvare i kvinders musik. 

Henriette Sennenvaldt (fra Under byen) beskriver, hvordan hun som barn stødte på Patti Smith som nærmest eneste kvindelige musiker i faderens pladesamling, og hvordan hun følte et slægtskab, som byggede på køn: Her var en stemme, der talte til hende – på en kvindelig, smertelig måde, som blev for meget for hendes far.

Patti Smith kalder sig hellere poet end rockmusiker. Og ordene blev også indgangen til hendes musik for musikeren Signe Høirup Wille-Jørgensen (aka Jomi Massage):

“Det, der for alvor fik mig til at skælve, var sætningen “the feel of horses, long before horses enter the scene”. Det gjorde både noget ved mig som musiker og tekstforfatter og viste, hvad sproget kunne betyde. Det krøb virkelig ind under huden… Hun har sådan en indlevelse og et nærvær i sine beskrivelser. Den oplevelse åbnede for det andet, hun har lavet. Og jeg elsker hendes kant. Den her rene, rå energi” fortæller Signe Høirup Wille-Jørgensen i bogen.
 

Smækker døren op for andre kvindelige musikere

Med sin selvbevidste ageren smækkede Patti Smith en dør op for andre kvindelige musikere, også selvom det ikke var noget mål for hende.

– Patti Smith tiltog sig maskuline træk og brød med den rolle, der var for kvinder i populærmusikken: at være en sød pige, der synger fine sange, mens manden spiller guitar, og hun selv har underlagt sig de store drenge, siger Annemette Kirkegaard.

Hun mener, at Patti Smith – og fx danske Anne Linnet – har banet vejen for, at kvindelige musikere selv har taget kontrollen over udtrykket og karrieren. 

– De blev entreprenører i en verden, hvor det måske stadig forventes, at de er lettere passive, og hvor halvgamle Peter A.G. og Lars Lilholt altid lige har en skøn lyshåret pige med, der synger kor.

– Det vakte jo opsigt, da både Kira Skov og Pernille Rosendahl valgte at gå solo i stedet for at fortsætte i bands. Men det var helt naturligt for dem at være aktive på den front. Det gælder også Tina Dickow – som i øvrigt altid bliver beskrevet med det nedsættende singersongwriter i stedet for rockmusiker eller guitarist – og som jo er meget feminin, ser godt ud og alt det der. Det er jo klart hende og hende alene, der bestemmer retningen, understreger Annemette Kirkegaard.

Musikeren Signe Høirup Wille-Jørgensen har efter år i bands (Speaker Bite Me, Murmur) kastet sig ud i soloprojektet Jomi Massage. Hun gjorde det blandt andet for at undersøge sin egen kvindelighed. Især i reaktionerne fra publikum opdager hun, hvad det er for forestillinger, der knytter sig i kønnet.

– Mange kvinder til mine koncerter er lettede over at se, at en kvinde kan larme rigtig meget, siger hun.

– Mændene har jo forbilleder nok, når det handler om det. Derfor ser man i virkeligheden heller ikke så mange mænd, der spytter, fråder og er aggressive på scenen. Når det bliver større og voldsommere hos kvinderne – nærmest som en djævleuddrivelse – hænger det jo sikkert sammen med, at det kommer af en indre nødvendighed. Der er noget, der skal gøres op med, understreger Signe Høirup Wille-Jørgensen.
 

Smårebelsk genderblender 

Patti Smith havde også noget at gøre op med i musikken. Hun voksede op som en skravlet drengepige i New Jersey og Philadelphia. Familien var fattig, og hun blev drillet og følte sig som en outsider. Hun fandt en ventil i Bob Dylans sange, Rimbauds digte og tanken om et nyt liv på kunstens præmisser. Et liv, som hendes primært mandlige helte levede.

I portrætfilmen Dream of life af Steven Sebring – en lang og forelsket collage – som for nylig havde dansk premiere, er Patti Smith omgivet af sine døde, mandlige inspirationskilder: digterne Rimbaud, Ginsberg og Corso, manden Fred og fotografen og vennen Robert Mapplethorpe. Der er stadig noget genderbendersmårebelsk over hende, når hun konkurrerer med vennen Flea om at være bedst til at tisse i en flaske (hun vinder, fordi hun under en flyvetur formåede at tisse i en flaske og samtidig konversere piloten). Hun har tidligere fortalt om sin barndom, at hun var stor fan af Peter Pan: “[Jeg] elskede den tid, hvor jeg ikke behøvede at forholde mig til sociale regler eller kønsroller og den slags”.

Som 21-årig bortadopterede hun sin nyfødte datter for i stedet at blive kunstner. Friheden søgte hun i New York, hvor hun i starten mest af alt var en imponeret tilskuer eller kæreste til kunstnere. Men efter en vis artistisk slingren, fandt hun selv en indgang gennem skriveriet, og langsomt udviklede hun en stil, der miksede poesien med rytmen fra rocken. I starten af 70’erne dannede hun Patti Smith Group, hvis første single hed Hey Joe/Piss Factory. Den blev året efter fulgt op af albummet Horses. Hun har sagt, at hendes mission med Horses var at sparke liv i rockmusikken og give den tilbage til folket. Især til outsiderne: Med Horses skulle de finde inspiration til at forløse deres potentialer.

– Jeg var udsat for en masse nedsættende kommentarer, da jeg var ung, fordi jeg var mager og så underlig ud. Jeg ville lave en plade, der talte til folk og mindede dem om, at de ikke var alene – at jeg tænkte på dem, at jeg forsøgte at skabe noget, der talte på en særlig gruppe menneskers vegne, har hun sagt i et interview med forfatteren Peter Lucas Erixon.

Patti Smith er prisme for forandring

Og selvom anmelderne ikke var udelt begejstrede, og Patti Smith først senere fik et kommercielt gennembrud, tog lytterne hende til sig. De spejlede sig i musikken eller hende – og gør det stadig. I bloggosfæren er det ikke til at skille betydningen af Patti Smiths musik og poesi, hendes stil og fremtoning fra hinanden. Bloggeren Susan Mernit mødte Patti Smith til koncerter i 80’erne. Hun skriver på blogher.com om, hvordan Patti Smiths tilsyneladende ikke bekymrede sig om at behage nogen – og om, hvor fængslende det var.

– Lige præcis det bekymrede jeg mig meget om, også selvom jeg havde travlt med at være en seriøs, usminket, feministisk skribent på flade hæle. Patti følte sig tilsyneladende godt tilpas med at bøje sit køn, at nyde det tvetydige i at være en kvinde i drengetøj og måske følge drengenes regler… Patti var farlig.

Susan Mernit fortrængte efter eget udsagn alle ulmende tanker om køn og seksualitet i 23 år. I stedet levede hun et traditionelt familieliv til hun en dag blev skilt og begyndte at komme sit yngre jeg i møde igen – og endelig købte pladen Horses.

– Optaget mere end 30 år siden er sange som HorsesGloria ogLand of a thousand dances præcis lige så kraftfulde for mig, som de var dengang. Og måske endda mere nu, hvor jeg er i stand til at indrømme, hvor meget Pattis rå energi, hendes miks af poesi og vrede og hendes bøjning af kønnet, ikke bare talte til pigen, jeg var dengang, men appellerer til den kvinde, jeg er i dag. Patti Smith (…) er min helt og en prisme for mine egne forandringer.

Forfatteren Martha M lider af spiseforstyrrelser og har det meste af sit liv kæmpet med at være pæn pige, skriver hun på sin blog. Også hun er dedikeret fan.

– Hendes musik er den største indflydelse i mit liv. De endeløse timer, jeg har spillet hendes musik – næsten ødelagt mine højtalere – gav mig håb og energi… Det har været fascinerende at høre de forskellige historier fra andre fans, og hvor ofte de kan koges ned til et fælles udsagn: Hun reddede mit liv.

I dag er Patti Smith mindre romantisk-rebelsk frelser og mere favnende, spirituel kunstner. Hun har mistet familie og venner, hun har holdt en 16 år lang pause fra turnéerne og passet sine to nu voksne børn. Men hendes håb er stadig som hun siger, “at folk vil vågne fra deres slummer og gøre noget kreativt eller politisk eller i det mindste bare noget for dem selv”. Drømmen lever videre – og det samme gør inspirationen.