Billederne fra 9/11 står knivskarpt med tid og sted. Også for mig. Vantro sad jeg sammen med mine kollegaer omkring en skærm, mens fly nummer to bragede ind i det andet tvillingetårn. “Pentagon”, skreg en mandlig kollega, da speakeren pludselig rapporterede om endnu et terroristangreb. Mens rummet var grebet af en surrealistisk fortabelse, pakkede jeg mine ting sammen og cyklede gennem byen uden at ane, om verden stod der næste dag. For man vidste, at meget ville ændre sig. Men hvad det kom til at betyde, er først for alvor ved at blive klarlagt nu. 

I den undersøgelse er Susan Faludis bog The Terror Dream. Fear and Fantasy in Post-9/11 America en gave. For i bogen viser hun, hvordan Bush-regeringen sammen med medierne trækker på et velkendt script i den amerikanske historie om pigen i nød, som reddes og beskyttes af den store, stærke mand – krydret med et stærkt had til feminismen. Præsidenten og hans mænd hentede ligesom resten af den amerikanske kultur rekvisitter direkte fra Hollywood for at etablere iscenesættelsen af en hypermaskulinitet, der viser dem som store, stærke og beskyttende. 

The Terror Dream handler ikke om, hvad 9/11 forårsagede, men om den amerikanske kulturs blinde pletter, som angrebene afslørede. Om mulighederne, de kan give, hvis man tør se sandheden og verden i øjnene. Og ikke mindst handler Faludis læsning af verden efter 9/11 om køn.

Kvinderne forsvandt fra jordens overflade 

Et af de umiddelbart tydeligste tegn på en forandring var, at sammen med de to tvillingetårne forsvandt kvinderne pludseligt fra tvs programflader og som meningsdannere i aviserne. I den første uge efter angrebet var bylines helt domineret af mænd. Her var der kun kvinder bag fem af de 88 bylines på meningsdannende klummer i aviserne New York Times, Washington Post og Los Angeles Times. 

Inden for tre uger efter angrebet havde New York Times 79 meningsdannende artikler, hvoraf otte var skrevet af kvinder. Til sammenligning havde avisen 73 meningsdannende artikler i tilsvarende tre uger måneden før, og her var 16 skrevet af kvinder. Et fald fra 22 % til 9 %. Washington Post havde i samme periode 107 politiske kommentarer i spil, og her var kun syv skrevet af kvinder. 

I tv-stationernes talkshows om søndagen faldt antallet af kvindelige gæster i studiet med 40 %, så mindre end 10 % var kvinder i de første syv uger efter attentatet. Forsvindingsnummeret fortsætter i de følgende år: I første halvår af 2002 dominerede mænd gennemsnitligt søndagens talkshows med 75 %. Tv-stationen Fox var kvinde-fri 83 % af tiden, og NBC viste slet ingen kvinder i perioden . 

Antallet af kvindelige ledere på aviserne var i 2002 faldet til 26 %, til sammenligning med 29 % i 2000, og antallet af ledende redaktører var i 2002 faldet til 20 % fra 25 % i 2000. Jo, Susan Faludi, der også er kendt fra bogen Backlash (på dansk:Tilbageslag i 1993), kan levere tal, der virker overbevisende. 

En helt er en mand 

Hvis man ser nærmere på, hvilke historier medierne bragte umiddelbart efter tvillingetårnenes fald, bliver det tydeligt, at eftersøgningen efter overlevende hurtigt forvandler sig til en søgen efter helte. For nationen kunne ifølge Faludi ikke udholde at stå i den nærmest impotente situation, hvor der ingen overlevende var, men kun splintrede kroppe. Men det var vel at mærke mandlige helte, man var ude efter, især dem, som kunne leve op til traditionelle forestillinger om maskulinitet. Den slags mænd, der passer lige ind i rugbyteamet. Derimod fortiede medierne historier om de kvindelige helte. Som fx de kvindelige passagerer, der med kogende vand deltog i kampen mod flykaprerne i Fly 93, et af de fly, der fløj ind i World Trade Center.

De største helte blev dog brandmændene. Især de 343 brandmænd, der helt unødvendigt løb lige ind i døden, fordi de var udstyret med dårlige radioer og derfor ikke kunne modtage signalet Mayday, så de kunne redde sig selv og andre i tide. De mennesker, som befandt sig på tvillingetårnenes øverste etager, stod ikke til at redde, og dem på de nederste etager reddede sig selv og hinanden. De 343 omkomne brandmænd gjorde derfor ikke den store forskel. Men helte, det blev de. 

Hyldest til det maskuline broderskab 

I tiden efter tårnenes fald sprøjtede coffeetable-bøger, plakater og kalendere ud på markedet, som hyldede brandmændenes (maskuline) broderskab. Medierne mente, det var hot at date en brandmand. Turister begyndte at valfarte til New Yorks brandstationer for at se og fotografere den ægte vare, og mens flere brandmænd gav autografer, fik andre nok. Fx den brandmand, der beklagede sig til New York Magazine over at være blevet gjort til nationens kæledyr. En irritation, der er til at tage og føle på, når overlevende brandmænd efter 9/11 stadig lider af luftvejsgener etc., har en lav løn og efterfølgende oplevede endnu flere nedskæringer. 

“Out: dot.com nørder. In: store, stærke mænd med skuldre”, kunne man læse i Washington Post d. 20. september 2001. Eller som Camille Paglia udtalte: “Jeg kan ikke lade være med at bemærke, hvor robuste, pragtfulde maskuline brandmændenes ansigter er.” “De er arbejderklassens mænd, stoiske, patriotiske. De er ikke på Prozac eller stiller spørgsmål ved deres køn”, som andre kommentatorer pointerede. Kort sagt havde kulturen nu travlt med at sige farvel til tidligere tiders maskuliniteter. 

Eller som New York Times uddybede: “Som kontrast til tidligere tiders nærtagende og følsomme typer (Alan Alda) og 90ernes ubestemmelige feminiserede skødesløse mande-barns type (Leonardo DiCaprio) er forestillingen om fysisk overlegenhed i fædrelandets tjeneste bestemt tilbage på piedestalen”. Og Woman’s Quaterlys redaktør understregede de nye maskulinitetsvinde: “Post 9/11 kærlighedsaffæren med politi, brandmænd og soldater er en tilbagevenden til normale relationer mellem mænd og kvinder”. 

Med utallige af den slags citater, som man har lyst til at skrige udover byens tage, dokumenterer Susan Faludi, hvordan et gammelkendt script er taget op efter 9/11 for at vise nationens uovervindelighed: “Pige i nød – stærk mand redder”, der på et højere plan symboliserer nationens uovervindelighed. Scriptet har rødder helt tilbage fra kampene mod indianerne, hvor angrebene herfra fremkaldte skam over ikke altid at kunne beskytte kvinder og børn på egen jord, og som derfor blev taget til fange eller dræbt af de ukristne vilde. Den fangenskabs fortælling og de heroiske mænd, der beskytter landet og kvinderne mod fangenskabet, fortsætter op gennem historien og ligger iflg. Faludi som et latent virus i den amerikanske kultur, som kommer til udtryk i mange af populærkulturens udtryk som bl.a. westernfilm og -bøger. 

Så når Al Qaeda angriber amerikansk jord, popper det nationale traume op, og som en forsvarsrefleks griber medierne og politikerne til scriptet, netop for at overbevise sig selv og andre om Amerikas uovervindelighed. En myte, der kræver kvindelig afhængighed, hjælpeløse familier, der søger viril og vagtsom beskyttelse mod en truende verden. Netop derfor udspiller livsstilssiderne en opvisning af familieliv, mens den politiske scene udfolder et skuespil af virilitet. Et scenarie, der iflg. Faludi adskiller sig fra engelske og spanske reaktioner på bomberne i London og eksplosionerne i Madrids toge. 

Ingen efterladte mænd 

Med 9/11 fulgte en stærk modvilje mod at se verden i et andet lys, end scriptet foreskriver. Maureen McFadden, vicepræsident for kommunikation for The National Oranization for Women’s Legal Defense and Education Fund, så med egne øjne, hvordan kvinder i lige så høj grad som mænd var desperate for at hjælpe ved Ground Zero. Derfor forsøgte hun at udnytte sit medienetværk og kimede sine kontakter ned for, at de skulle tage netop den historie op. Men alle medier afslog historien om de kvindelige helte. Ved et foredrag hørte en mand dog hendes beklagelser over mediernes holdning, og gav derfor penge til den nu prisbelønnede dokumentarfilm The Women of Ground Zero. Filmen inspirerede siden to kvinder, en frivillig brandkvinde og en socialarbejder, til at samle og udgive interviews med 30 kvindelige redningsarbejdere, der havde stået skulder ved skulder med mændene i redningsarbejdet. 

Ifølge Faludi er det de eneste kulturelle bidrag, der vidner om kvinders indsats ved den frygtelige begivenhed. Derimod er der lavet utallige dokumenarfilm, tv-serier om brødrene i New Yorks brandkorps. Med 9/11 er kvinderne kun indskrevet i historien som ofre for en terroraktion, og sproget har igen kønnet ordene brandfolk (brandmænd) og politi (politimand). 

Mediernes tydelige fokus på den store mandlige helt og det kvindelige offer havde store konsekvenser for de efterladte. For hvis man skal tro medierne, var det kun kvinder med børn (især dem med et i maven), som mistede deres mænd, mødre der mistede deres sønner, eller børn som mistede deres far. Medierne bragte ingen historier om efterladte ægtemænd, kærester eller fædre. Derimod blev historien om enken i sorg dyrket. Som Faludi bemærker, så blev missionen at genskabe myten om det uovervindelige USA, ved at fremmane et drømmescenarie befolket af John Wayne-beskyttere, hvor kvinder er castet som hjælpeløse og afhængige væsener, hvad enten det er i lang sort sørgedragt eller hvidt brudeslør. 

Kirche, Kinder og Küche 

Tvillingetårnene symboliserede USA’s økonomiske magt og stod sammen som et 30 år gammelt parforhold. Og netop parforholdet, især det langvarige heteroseksuelle forhold, får ny betydning i mediernes optik, hvor fx tv-serier som Friends og Sex and the City bliver mere optaget af ægteskab og hjemlig hygge efter 9/11. Så hvis terrorangrebene var taget ud af Hollywood-maskinens skrækfilmsgenre, blev efterveerne en hengivelse til en af Hollywoods andre store genre: kærlighedsfilmen. 

I mediernes optik står dagsordenen nemlig efter 9/11 på kirche, kinder og küche. Nu drejer det sig, ligesom for ofrene i tårnene og på flyene, om at have en at ringe til, når man står foran livets afslutning. Og her kan man naturligvis ikke være single eller for den sags skyld barnløs. 

Men et er mediernes opfattelse, en anden er de statistiske beviser, der dokumenterer, at der ikke er flere, som bliver gift efter angrebet. Og mediernes bebudede babyboom 9 måneder efter 9/11 lod også vente på sig. Faktisk kom det slet ikke. Derimod faldt antallet af fødsler fra 2002 med 1% i forhold til 2001, og til sammenligning med 1990 blev der født 17% færre børn i 2002. 

Fra børscentral til bleer og støvsuger 

Efter angrebet forsøgte medierne også at skabe en anden trend: Nu skulle kvinderne suse ud af børscentralerne, hjem til bleerne og støvsugeren, og tøjfirmaer som Banana Republic og Versace introducerede mødre og babyer i reklamerne. Og Moms-lit, en ny litterær genre om moderskabet så dagens lys. Men det skulle naturligvis være en ung mor, der stod med lortebleerne. Det er ligesom kønnere. 

Igen morer man sig med Faludi, når hun viser, at fødselsraten for kvinder i 30’erne og 40’erne er på sit højeste i tre årtier, mens de yngre kvinder venter med at få børn. Og at det er den økonomiske afmatning, der tvinger kvinderne hjem. Ikke moderskabet. For til sammenligning var barnløse kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet fuldstændig den samme som for kvinder med børn. 

Neandertaler-tv 

– On a bad day, there is always lipstick, stod der på kosmetikfirmaet Revlons billboardreklamer rundt om i USA umiddelbart efter 9/11, og det budskab kom på rette tid og sted. I tiden efter angrebet steg læbestiftsalget med 12 %, og mens kvinder nu skulle være rigtige kvinder, skulle mændene være militær-chicke. Massekulturens fiksering på hjemmegående husmødre og hypermaskuline mænd blev så massiv, at tv-fladen i 2005 var så domineret af tough-guys programmer, at New York Times betegner det som en triumf for neandertaler-tv. 

Og ligesom de påståede post-9/11 tendenser som redebyggeri, babyboom og trenden om at stå af ræset, var forestilling om de bekymrede mødre, der ønskede sikkerhed for sine børn, også en illusion. 

At se realiteterne i øjnene 

Faludi rejser i bogen spørgsmålet om, hvad der ville være sket, hvis USA havde reageret anderledes på angrebet og ikke havde trukket sig tilbage i banale og kompensatoriske fiktioner hentet fra film og tv, og betragtet angrebet som en mulighed for at se på realiteterne: At USA ikke er uovervindelig, at sådanne angreb kan ske, og at nationen som alle andre også er sårbar. 

The Terror Dream er fastholdt i en bemærkelsesværdig formfuldendt stil uden skingre lyde eller selvretfærdige efterrationaliseringer eller udgrænsninger. Bogen fremlægger en nødvendig og uomgængelig analyse af tiden efter 9/11, der har fået andre feminister på banen i en debat om kulturens fiksering af den heroiske hypermaskuline mand, der indebærer et stærkt angreb på feminismen. Bl.a. kommer den amerikanske professor Jill Swiencicki er bogen Rhetoric and Antiwar: Feminist Polemics after 9/11 sat til udgivelse i sommeren 2008. 

Man kunne have lov at håbe, at en tilsvarende debat dukker op i Danmark og med nypudsede kønsbriller undersøge, om vi ukritisk har overtaget amerikansk retorik og dermed dyrkelsen af det hypermaskuline ideal. I hvert fald var det bemærkelsesværdigt, hvordan danske medier op til 8. marts i år delte en fælles undren over, at der ikke var sket noget synderligt på den feministiske front siden 2000. 

Her kunne medierne måske finde forklaringen i Faludis bog, der råt for usødet viser, hvordan medier og politik i netop den periode har arbejdet hårdt for at etablere forestillinger om helte og skønne møer, der vil reddes. Et projekt, der kræver at feminismen udgrænses.