Om Sara og Ellie

Sara Al Naser:
Født 1992 i Jordan. Er storesøster for tre brødre. Har boet i Danmark siden 2000 sammen med sin familie. Læser international virksomhedskommunikation på Syddansk Universitet. Har optrådt blandt andet som figuren Latifah fra DR2-satiren Det Slører Stadig siden 2012 og holder foredrag om fordomme og integration.

Ellie Jokar:
Født i 1980, kom til Danmark i 1984 sammen med sin iranske familie. Er lillesøster til en bror. Har sit eget plade- og produktionsselskab og arbejder som udvikler og tilrettelægger. Arbejder desuden med udsatte unge drenge på Nørrebro, som hun selv kalder 'små perkerdrenge i kategori 3'. Har en bachelor i international markedsføringsøkonomi fra CBS, en Bachelor som diætist fra Suhrs Seminarium og en påbegyndt pædagoguddannelse.

“Arhj, jeg er så nervøs. Det er jeg altid, før jeg skal på.”
Sara Al Naser sidder i et baglokale til konferencesalen på Nationalmuseet i København; hun er klædt om som figuren Latifah fra DR2’s satireshow Det Slører Stadig og venter på, at hun skal optræde. Hendes udklædning består i al sin enkelthed af den karakteristiske hættetrøje, håret samlet i en skødesløs hestehale og et par gigantiske øreringe i et tydeligt ikke-ædelt metal. Notorisk for det samlede indtryk er, at man ikke ville tænke, det var et kostume, hvis man mødte hende på gaden. Der er unge kvinder i Danmark, og masser af dem, der går klædt som hende.
Publikum i salen er deltagere og gæster til konferencen Caught between Family Laws – Gender, Law and Religion, Experiences from Denmark and Morocco, som Københavns Universitet, ARPA (the Alliance for Rule of Law Promotion & Alternative Dispute Resolution) og KVINFO står bag. Sara Al Naser og Ellie Jokar, en anden fjerdedel af Det Slører Stadig, som lige nu udfolder sig inde i salen som Dubai-reporteren Zara El Sheikh, er sammen hyret som underholdning til konferencen. De to satirekomikere har fået til opgave at levere et humoristisk indslag over temaet kønsroller og ligestilling i henholdsvis Danmark og Marokko eller arabiske lande og kulturer generelt, som det nu passer sig for de to showkarakterer, der har udfoldet sig i 15 afsnit af tv-satiren.
Efter showet, hvor både det danske og det arabiske segment af publikum tydeligt har taget Det-Slører-komikken til sig og kvitteret med gavmilde lattersalver, er vi rykket ud af garderoben til et afsides mødelokale. Trods en tæt pakket kalender vil de to kvinder gerne tale med KVINFO om kønsroller, kulturmøde og om, hvordan humor kan bruges til at ændre stereotyper.
Der findes ikke noget, man ikke kan lave jokes med. Og selv under en lidt tør overskrift som ‘familielov’ findes der masser af ting, man godt kan gøre grin med, mener de begge.
‘Det handler om at gøre det med kærlighed og selvironi. Og gør man det på den måde, kan humor formidle budskaber meget effektivt, fordi de alvorlige emner bliver mere genkendelige i form af en sketch eller en parodi,‘ siger Sara Al Naser.
Ellie Jokar nikker og tilføjer, at humor derfor – på en indirekte og ubevidst måde – kan få folk til at ændre opfattelse og i sidste ende adfærd – fordi det overrasker og viser folk modsætninger til deres fordomme.
“Det er jo desværre sådan, at mange automatisk sætter indvandrerpiger i forbindelse med tvangsægteskab og æresdrab, men når man nu ser kvinder med indvandrerbaggrund – som os – der selv står frem og tager pis på fordomme om indvandrere, så får man et andet billede af, hvad den gruppe også kan og tør,” siger hun.

Kampen for det frie valg

I dagens optræden har Ellie Jokars figur Zara El Sheikh været grundigt omkring i blandt andet marokkanske versus danske kvinders forhold til at have et arbejde eller blive forsørget af en mand. Selv er hun ikke sikker på, om det nødvendigvis er det rette at arbejde for, at et større antal kvinder i Mellemøsten eller Iran, hvor hun selv har rødder og familie, kommer på arbejdsmarkedet. Og da Sara Al Naser, som er af jordansk afstamning, efter nogen refleksion om forskellen på ligestilling, ligeværdighed og lige rettigheder siger, at hun føler sig forpligtet til at kæmpe for andres (kvinders) rettigheder, fordi hun selv er nået dertil, hvor hun er, fordi andre tidligere har kæmpet for hende, bryder Ellie Jokar ind med sin protest.
“Men hvorfra ved du, at de (kvinder) gerne vil have det, du kæmper for? Jeg tænker, der er nogle, der ikke vil have det. Mange iranske kvinder har en uddannelse og kunne godt få et job, hvis de ville, men de vælger selv et liv som husmor, fordi de har lyst til det. Det kan godt være, de går med hijab, men til gengæld har de et utroligt komfortabelt liv med tid til at gå til frisør og få ordnet negle fem gange om ugen, og ingen forventer, at de bidrager til husstanden med en månedsløn. Sådan er det for mange af mine tanter og kusiner i Iran. Og det er dem, vi siger, det er synd for – nej det er sgu synd for mig, for jeg skal på arbejde,” siger hun med et grin, og i et tonefald, der afslører, at hun alligevel ikke vil bytte.
“Men det må de jo selv om, hvis det er deres ønske,” tilføjer hun.
Og her mødes de to så alligevel i en slags enighed, for Sara Al Naser er også kommet frem til, at det jo handler om, at ingen – hverken ekstreme feminister, eller religiøse fanatikere – som hun siger, skal diktere, hvad kvinder må og ikke må. Og at det, hun selv kæmper for, derfor er noget så enkelt – og på samme tid så svært – som den uindskrænkede frihed til at vælge selv.
“Nogle kæmper gennem deres musik, andre gør det gennem sketches og komik og andre gennem blyanten – altså ved at skrive – jeg vil sige, at jeg gør det gennem medierne bredt set, altså ved at bruge forskellige medier til at få mine budskaber ud,” forklarer hun.

Hvor frigjort er du?

For Sara Al Naser er der et bestemt spørgsmål, som altid hænger i luften over hende – hvad enten hun er i Jordan eller i Danmark. Og det er det spørgsmål, der for hende er allersværest at svare på, og som på mange måder også siger mest om, hvilken markant forskel, der bliver gjort på drenge og piger, unge mænd og kvinder med indvandrerbaggrund.
‘Hvor frigjort er du?’, lyder spørgsmålet. Og i det ligger en mængde underspørgsmål til besvarelse – såsom ‘Må du drikke alkohol?’, ‘Hvor udfordrende går du klædt?’, ‘Må du have en kæreste?’ og ‘Spiser du svinekød?’.
‘For mig ændrer svaret sig fra dag til dag. Og det gør spørgsmålet ekstremt svært at svare på. Jeg kan sige med sikkerhed, at jeg aldrig føler mig som mere dansker end araber. Og med det mener jeg, at jeg grundlæggende er muslim – jeg spiser ikke svinekød, drikker ikke alkohol, og når jeg engang skal giftes, vil jeg også gerne have et muslimsk bryllup. Men på den anden side har jeg også nogle typisk danske elementer i mig – for eksempel er jeg kritisk og tager aktivt stilling til tingene, og jeg føler et stort behov for at deltage i og bidrage til det danske samfund, som jeg er en del af. Når jeg er i Jordan, er der en forventning om, at jeg er enormt frigjort og ‘vestlig’, og når jeg er i Danmark forventer folk omvendt, at der er en masse ting, jeg ikke kan og må,’ siger den 22-årige dansk-jordaner, der har boet i Danmark siden år 2000.

Hvor perker er du?

Både hende og Ellie Jokar påpeger, at drenge og unge mænd med indvandrerbaggrund ikke på samme måde hele tiden bliver afkrævet svar på, ‘hvor frigjorte de er.’ Man tager det for givet, at de har en masse friheder og rettigheder, som deres søstre ikke har, og de får derfor aldrig stillet netop det spørgsmål.
‘Næ, for dem gælder det så ‘Hvor perker er du’? – og her underforstået – hvor mange piger har du knaldet?´, lyder det.
‘Men det er jo også begrænsende og medvirker til, at en masse drenge med indvandrerbaggrund føler sig ekskluderet og sat i bås. De bliver identitetsforvirrede på mange planer, og så opstår der problemer,‘ siger Ellie Jokar, der blandt en mængde andre ting arbejder med udsatte unge mænd og drenge på Nørrebro i København.
Men når det så er sagt, påpeger hun, at der trods alt er sket en udvikling i retning af, at det ligefrem er blevet mere moderne at være ‘perker’ – også som etnisk dansker.
“Hvor det før var et rent skældsord, er det nu et ord, der beskriver en subkultur med en stil, et sprog, en musiksmag og en identitet, som både drenge fra indvandrermiljøer og etnisk danske unge føler sig som en del af,” forklarer hun.

Det stille opgør har været der

Ser man på forekomsten af blandede ægteskaber, mener Ellie Jokar faktisk også at kunne iagttage en stigning i antallet af pardannelser mellem etnisk danske mænd og kvinder med indvandrerbaggrund.
‘Ja, jeg synes oftere, man ser i gadebilledet, at Aisha og Rasmus kommer gående med hinanden. Og selvom nogen tænker, at det må betyde, at her er en indvandrerkvinde, der VIRKELIG har kæmpet for sine rettigheder for at få lov til at blive gift med en dansk mand, tænker jeg egentlig, at det betyder, at kulturerne på en stille og rolig måde er ved at smelte sammen. Aisha har jo gået i børnehave med Rasmus og er vokset op sammen med ham, og på en eller anden måde er der opstået en slags fælles kultur. Et andet eksempel ser man, når man går i byen i dag – altså da jeg kom til Danmark i start-80’erne var der med garanti ikke ret mange indvandrerpiger på diskotekerne, men det er der nu. Jeg mener faktisk, at der har været en slags opgør – men mere et stille et; ikke sådan på gaden med store demonstrationer og åbne kampe,’ siger hun.
Både hun og Sara Al Naser ville klart hellere være de fastlåste forventninger foruden – det, at man hele tiden skal måles og forklare sig op ad en norm eller stereotyp virker stærkt begrænsende for alle. For dem selv har vejen til at få lov at gøre, som de ville, været lidt forskellig, men i begge tilfælde ret ligetil.
‘Nu stiller du endnu et svært spørgsmål – ‘hvordan er du opdraget’ – det er jo helt vildt mange ting, og jo mere jeg tænker over det, jo større et spørgsmål er det. Altså – spørger du, om jeg spiser med kniv og gaffel eller hvad? Nå, men altså, både min mor og min far har været ret liberale i forhold til det med kønsroller. Men min mor fik ganske vist taget en uddannelse og har brugt den, men ikke uden at kæmpe for det. Så hun har tænkt, at jeg skulle have lov at gøre det, jeg gerne ville, uden at kæmpe så meget for det. Til gengæld har både hun og min far stillet krav til mig om, at jeg selv skulle kæmpe for det, jeg gerne ville, og om at jeg skulle have en uddannelse,‘ fortæller Sara Al Naser, der sideløbende med underholdningskarrieren læser international virksomhedskommunikation på Syddansk Universitet.

Tungepiercinger er for pornomodeller

Ellie Jokar er vokset op med sin meget liberale mor, der kom til Danmark som 25-årig og hurtigt blev integreret på det danske arbejdsmarked. Hun mener, at de kampe, hun har taget i frigørelsens navn, har som sådan ikke haft noget med hendes køn at gøre – blot med den person, hun er.
‘Det har mere været sådan noget med at få lov til at få piercinger eller tatoveringer – min mor har mere haft indvendinger mod ‘tungepiercinger, der ifølge hende er sådan noget for pornomodeller’, og ikke indvendinger møntet på, at jeg var en pige. Og det er ikke, fordi min bror har fået lov til noget, jeg ikke har. Jeg fik min første tatovering, da jeg var 18 – min bror var 34,’ siger hun.
Undervejs i interviewet er vi blevet afbrudt af Omar, som – uden varsel – fra publikumsrækkerne er blevet revet rundt til duoens underholdning tidligere på dagen. Han vil gerne udveksle kontaktinformation med de to og sige tak for showet. Han bliver venligt modtaget, og det samme gør hans forespørgsel.
De to travle kvinder iler videre til næste aftale. 

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram

KVINFO’s program i Mellemøsten og Nordafrika er støttet af Udenrigsministeriets Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, DAPP.

Læs mere om DAPP på dette link.

De er allerede bookede til Folkemødet på Bornholm i 2016, og ser man julekalender for voksne på DR2, vil man jævnligt se dem tone frem på skærmen i en række nyoptagede introspots, der sendes forud for hvert afsnit af Yallahrup Færgeby fra 2007. Her debatterer de aktuelle emner, som julekalenderen berører. Alvorligt, men ikke kedeligt. Med humor, men uden at gøre sig til grin. Faktisk helt som de er, når de er sig selv – uden slør på en or’nlig syg måde.