Om forfatteren

Andrea Storgaard Brok er 24 år, sygeplejestuderende og kropsaktivist. Hun arbejder med intersektionel feministisk tænkning i en kropsrelateret kontekst og er aktiv i det kropsaktivistiske Facebook-netværk Kropspositive København. 

Den kropspositive bevægelse favner bredt, og indeholder alt fra 90’ernes fat-pride-bevægelse i USA til nutidens kamp for lige rettigheder for transpersoner. Aktivismen indenfor de forskellige bevægelser er derfor også varierende.
Kropskampen er opstået som en reaktion i mod individets tab af autonomi og ejerskab over sin egen krop. Et eksempel kan være en tyk person, der, når han eller hun bevæger sig i det sociale rum, primært ses som en krop og sekundært en person. Der er socialt konstruerede regler for hvad kroppen må, kan og skal, og eksempelvis den tykke krop afviger fra kropsnormen. Den kropspositive bevægelse søger at ødelægge de strukturer, der bestemmer over og undertrykker normafvigende kroppe. Jeg vil nu præsentere fire aktivistiske centralbevægelser, som alle markerer sig i nutidens kropskamp.

Når din krop devalueres

Mini-leksikon

  • Ableism: Kan oversættes til ’kapabilitet’. Henviser til diskrimination og undertrykkelse af kroppe med fysiske, psykiske eller kognitive funktionsnedsættelser.
  • Binært repræsenterende: Når man udtrykker sit køn på en måde, der overholder normerne for det binære kønssystem. Det binære kønssystem antager, at der kun findes to køn: mand og kvinde.
  • Cisnorm: Dækker over antagelsen om, at den ciskønnede krop er den 'normale'. Ciskønnede personer identificerer sig, modsat transpersoner, med det køn de fik tildelt ved fødslen.
  • Fedtfobi: Diskrimination og undertrykkelse af tykke personer.
  • Health Shaming: at diskriminere kroppe, især tykke eller tynde, ud fra ens personlige, ikke-faglige antagelse om, hvad der er sundt og usundt.
  • Heteronorm: Antagelsen om at mennesker kan opdeles i modpoler, mand og kvinde, og at heteroseksualitet er normen. Heteronormativitet henviser til, at man lever op til traditionelle heteroseksuelle kropsidealer.
  • Kropspositiv feminisme: En politisk bevægelse, som tidligere kun var fokuseret på kampen i mod undertrykkelsen af tykke kroppe. I dag favner bevægelsen bredt og beskæftiger sig bl.a. med racialisering, køn og funktionalitet.
  • Transfobi: Diskrimination og undertrykkelse af transpersoner.

I Danmark spirer ableism-debatten med aktivister som politikeren Sarah Glerup i front. Begrebet ableism dækker over undertrykkelse af personer, hvis kroppe har nedsat funktion, lige godt om det er kognitivt, fysisk eller psykisk.

For personer med fysisk funktionsnedsættelse kan kampen forekomme meget, ja, fysisk. For er du kørestolsbruger, har rygproblemer eller gangbesvær er samfundet ikke lige så fysisk tilgængeligt for dig som for andre. For personer, der har en mimik eller et bevægelsesmønster som afviger fra normen, er stigmatisering baseret på udseende et stort problem.
Det er nødvendigt at identificere forskellige privilegier og positioner i samfundet for dernæst at kunne identificere den strukturelle undertrykkelse. I den sammenhæng er det vigtigt at være opmærksom på, at et manglende privilegium, som fx at have en krop, der afviger fra normen, ikke skal fratage individet sin selvbestemmelse eller værdi. Denne form for kropsaktivisme kæmper derfor også imod devalueringen af kroppe med funktionsnedsættelse.

Når din kønsidentitet kaldes en sygdom

Et andet aspekt af kropsaktivismen er kampen for den ikke-ciskønnede og ikke-binært repræsenterende krops rettighed og validitet. Fx begrænser Sundhedsstyrelsens vejledning om udredning og behandling danske transpersoners mulighed for lovlig og kontrolleret hormonbehandling i en sådan grad, at mange er nødsaget til at finde behandlingsmuligheder udenfor systemet.
Sexologisk Klinik, som ligger under Region Hovedstadens Psykiatriske Hospital, har for øjeblikket monopol på at udøve medicinsk behandling af transpersoner. De benytter en interviewteknik og spørgeskemaer med en binær diskurs, der sygeliggør klienterne og dermed fastholder en cisnormativ standard for, hvordan man må forvalte sit køn og udtrykke sig. Specielt hvis man samtidig vil accepteres som en valid krop.
Initiativet ‘Til kamp for informeret samtykke’ er et eksempel på en transaktivisme, der har specifikt fokus på, hvordan transpersoner præsenteres og behandles af Sundhedsstyrelsen og Sexologisk Klinik.

Når din vægt er dagens samtalemne

Den kropspositive bevægelse startede som en modstand mod slankekursbranchen og den generelt hadefulde diskurs rettet mod store kroppe. Ligesom mange andre grene af kropsaktivismen handler kampen i mod fedtfobi blandt andet om at befri kroppen for selvhad ved at fremme den visuelle repræsentation af den normbrydende krop.
Den negative diskurs rettet mod tykke kroppe manifesterer sig eksempelvis i ’health shaming’, hvor personer, som vel og mærke ikke er den evt. tykke persons læge, bedømmer om en person er sund ud fra vedkommendes udseende. Det er en vigtig pointe, at alle danskeres sundhedstilstand er privat og hverken kan eller skal være til offentlig diskussion uden deres eksplicitte samtykke. Ofte bliver undertrykkelsen af tykke kroppe skjult bag en facade af ‘velvilje’, fx når folk giver tykke personer slanketips. For personen, der oplever undertrykkelsen, er det ligegyldigt, at de personer der fælder dommen, har en positiv hensigt med den.

Når din krop holdes uden for indflydelse

Mange bevægelser indenfor kropspositivitet søger at gøre op med racialiseringen af kroppen. Racialisering består i, at stat og samfund fremmedgør den ikke-hvide krop, og tillægger den stigmatiserende og stereotype kendetegn.
Opgør med feticheringen og overseksualisering af racialiserede kroppe er en af de større kampe for antiracistiske kropsaktivister. Begrebet ’fetichering’ betyder, at man tillægger begæret af visse kroppe en grad af perversion. Med andre ord bliver det perverst at tænde på kroppe, som ikke holder sig inden for de normative rammer ved fx ikke at være hvide. Efter min mening har bevægelsen det iboende problem, at den i de fleste tilfælde er primært hvid, dvs. at mange populære aktivister og rollemodeller er hvide.
Inklusion skal være omdrejningspunktet i alle feministiske initiativer. For kropsaktivisme betyder det, at man ikke kan tale om marginalisering af en specifik gruppe af kroppe, uden at vedkende sig den simultane marginalisering af andre kropsgrupper. Den hvide normative kropspositivitet, som plæderer for at befri den tykke krop, er den mest tilgængelige form for kropspositivitet. Den har desværre en kedelig tendens til at ignorere overrepræsentationen af hvide kroppe, som opfylder normative krav om ‘kvindelighed’ eller ‘skønhed’. Den raciliserede krop inkluderes dermed ikke i kropskampen.

Når din krop glemmes

Når snakken falder på kroppen, kommer det ofte til at handle om selvværd. Populærkulturen har i stigende grad taget budskabet om individets kropsautonomi til sig, og der findes mange eksempler på mere eller mindre vellykkede forsøg på at sætte kroppen i fokus.
Meghan Trainors kæmpehit “All about that Bass” er fra et feministisk synspunkt et af de mindre succesfulde. Sangen handler om, at Meghan har det godt med sin krop, selvom hun ikke er en størrelse 34. Hun synger, at selvom modebranchens promoverer den tynde pige, så kan mænd alligevel bedst lide de såkaldte ‘kurvede’ kvinder. De fleste feminister kan hurtigt blive enige om, at det ikke giver mening at vurdere kroppe ud fra, hvad ét bestemt køn tænker om dem. Sangeren har blot udskiftet den ene norm med den anden, og positionerer kvinder som modpoler til hinanden afhængigt af deres kropsstørrelse. 
Ugebladet Søndag, som er et mode- og livsstilsmagasin, har med deres tillægsblad ‘Kvinder med kurver’, der specifikt henvender sig til kvinder, der bruger over størrelse 44, også forsøgt at inddrage kropspositiviteten i populærkulturen. Denne popularisering af det kropspositive budskab kan være problematisk. Ikke fordi accept og respekt ift. kropsvariationer ikke skal være alment tilgængelige, men fordi der i mainstreamkultur og -medier er en tendens til netop at glemme de mange undertrykkelsesmekanismer, der altid er til stede. Det bliver altså en ensporet og unuanceret præsentation af, hvad det vil sige at kæmpe for kroppens ret til autonomi.

Når andre tjener penge på din krop

Størstedelen af reklamebranchen benytter sig stadig af en strategi fokuseret på at skabe et behov hos potentielle kunder, så kunderne køber produktet i håb om at opfylde behovet. De seneste år har vi dog set enkelte firmaer bruge en omvendt diskurs og forsøge at brande sig som ‘multikulturelle’, ‘tolerante’ eller måske endda ‘kropspositive’.
Jeg hilser flere marginaliserede kroppe i reklamebilledet meget velkomne, men man må ikke glemme, hvorfor de er der. Det er først og fremmest pga. en marketingsstrategi, som brander sig på at være ven af de afvigende kroppe, men som samtidig skal generere profit som alle andre. Resultatet er, at visse grupper af kropsaktivister køber historien om ‘tolerance’ og ‘mangfoldighed’, og det har drejet den kropsaktivistiske bevægelsen i en neo-liberal retning. Jeg anser den tendens for en afsporing fra, hvad kropskampen egentlig handler om.
En virksomheds frygt for at skabe et forkert image ved at associere sig med kroppe, som er normbestemt ‘forkerte’, kommer altså i konflikt med opdagelsen af, at disse kroppe også har købekraft. Markedets øgede opmærksomhed på marginaliserede kroppe er især at finde, når det handler om tykke kroppe. Det er et relativt nyt fænomen, at der findes tøj store størrelser i gængse tøjbutikker, som fx H&M. Dette betyder, ifølge kropsaktivisten Kathleen LeBesco, forfatter til bogen Revolting Bodies, at den tykke krop som tidligere har været en æstetisk fornærmelse, nu har status som kommercialiserbar enhed.
Dette kan også betegnes som ’korpulensens kommercialisering’, og dækker over udviklingen i undertrykkelsen af den fede krop. Tidligere gik undertrykkelsen primært ud på at usynliggøre kroppen, mens man nu tæmmer den tykke krop og disciplinerer den ind i et heteronormativt skønhedsideal via “kropspositive” reklamekampagner. Virksomheder udvælger en enkelt normafvigende gruppe, og skaber målrettet pr om et skræddersyet produkt til den gruppe. Det giver de marginaliserede personer en falsk følelse af at blive inkluderet, og markedet undgår på den måde, at der opstår en forbrugsrevolution.

Kampen for kroppene er kampen imod udnyttelse

Kropskampen er et kompliceret og mangefacetteret fænomen. Eftersom aktivisterne har varierende muligheder, kommer kropsaktivisme til udtryk på forskellige måder og på forskellige platforme. For kropsaktivisme er det især kendetegnende, at man forsøger at erobre eller generobre rum, som er blevet utilgængelige pga. den undertrykkelse, man oplever. Et eksempel på en kropsaktivistisk handling er, når grupper af aktivister i fællesskab lægger pres på politikerne for at skabe øget tilgængelighed for kørestolsbrugere i det offentlige rum.
I kropskampen er brugen af begrebet ‘self-care’, som man på dansk kan kalde egenomsorg, for mange en vigtig del af aktivismen. Mange aktivister bruger bl.a. selfies som et redskab til at gøre almindelige kroppe mere synlige på de sociale medier. Dette kaldes ’selfies for selfcare’ og søger at vise kroppen, som den er – uden instagram-filter eller photoshop.
Kropskampen er ikke vundet ved, at en butik afsætter et vist antal kvadratmeter til tøj i størrelse 44. Kropskampen bør foregå på alle fronter og med større fokus på de privilegier, som nogen nyder, men som andre er afskåret fra. På linje med at legaliseringen af homoægteskab ikke betyder enden på hadforbrydelser rettet mod LGBT*+ personer, betyder øget synlighed og respekt for én marginaliseret gruppe ikke, at anerkendelseskampen for de resterende grupper er ovre.
For mange er kropskampen et spørgsmål om liv og død, et spørgsmål om muligheden for at undgå sygdom, at kunne færdes på gaden i sikkerhed eller overhovedet at kunne færdes nogen steder. Disse problemer kan ikke løses af kapitalismen, men tværtimod af et opgør med kapitalismen. Had og ulighed opretholdes og forstærkes af det kapitalistiske system, og da der skabes kapital på den hadefulde undertrykkelse af kroppen, bør kropskampen være et antikapitalistisk projekt.