Nu er jeg jo ikke aktiv i nogle kvindeudvalg og er ikke en del af hele det kvindepolitiske netværk, lyder det forklarende gennem telefonen fra Strasbourg, hvor Karin Riis-Jørgensen er på arbejde. 

I 15 år har hun som EU-parlamentsmedlem for Venstre været i fast rutefart mellem sine kontorer i Strasbourg og Bruxelles, når hun ikke har været hjemme hos familien eller har passet det politiske bagland i Danmark. Men lige om lidt er det slut. Karin Riis-Jørgensen genopstiller ikke ved næste EP-valg den 7. juni.

Karin Riis-Jørgensen har i mange år haft fokus på ligestilling i sit EU-arbejde, men det liberale parlamentsmedlem vil gerne understrege, at hun nødigt vil “brandes” som en, der er fuldstændig skråsikker på, hvordan man opnår ligestilling. Fx når det gælder større kvindelig repræsentation i EU. Karin Riis-Jørgensen har ellers i taler udtalt sig positivt om kønskvotering i modsætning til flere af hendes hjemlige partifæller. 

– Jooh, det er rigtigt, men jeg vil have lov at have tvivlens nådegave og jeg er ikke fuldstændig overbevist om, at kvoter er løsningen. Nu vil jeg se, hvordan det går – det går jo trods alt fremad og EU-Parlamentet har en større kvindelig repræsentation (ca. 36 %, red.) end mange af de nationale parlamenter (ca. 24 % i gennemsnit, red.), siger Karin Riis-Jørgensen, der erkender, at det kan tage mange år, før der er ligeså mange kvinder som mænd repræsenteret i EU og at det er et demokratisk problem, fordi halvdelen af EU’s borgere er kvinder.

– Det er jo også det, som gør, at jeg ikke er afvisende over for kvoter. Jeg er tennisspiller, og der er det jo sådan, at man må ændre sin serv eller tage ketsjeren i den anden hånd, hvis det skal til for at vinde kampen. Men så kommer modargumentet jo, at kvinder så vælges, fordi de er kvinder og ikke pga. kvalifikationer, lyder det fra Karin Riis-Jørgensen, som straks igen selv responderer på argumentet.

– Men mænd vælges altid på deres kvalifikationer, så hvorfor skulle kvinder ikke også blive valgt på deres kvalifikationer? Hvis man for hver mand, der får en post i en bestyrelsen, også skal have en kvinde, ja så vælger man da den bedst kvalificerede mand såvel som kvinde, siger Karin Riis-Jørgensen og fortsætter:

– Så hører vi ofte: “Jamen, der er jo ingen kvinder at tage af”. Men selvfølgelig er der det – der er masser af kvalificerede kvinder at tage af.

Symptomatisk mangel på kvindelige kandidater 

Selvom Karin Riis-Jørgensen ikke har lyst til at tage kategorisk stilling til kvotering, synes hun, at Norges lov om mindst 40 % kvinder i bestyrelser i ASA-selskaber (almene aktieselskaber) er inspirerende. Og hun har foreslået EU Kommissionens formand José Manual Barroso at indføre ligestilling mellem kønnene, når det gælder besættelse af kommissærposter. I dag er 10 ud af 27 kommissærposter besat af kvinder. 

– Jeg mener, at hvert medlemsland skal stille med både en mandlig og en kvindelig kandidat til kommissærposten. Derfor tog jeg sammen med min liberale kollega Diana Wallis (vicepræsident for Europa-Parlamentet, red.) initiativ til et møde med Barroso, hvor vi talte om muligheden for at ændre praksis, men for at kunne det, kræves en traktatændring. Derfor er det i sidste ende medlemsstaterne, der bestemmer, så vi må først og fremmest lægge pres på de 27 regeringer, siger Karin-Riis Jørgensen, der er næstformand for den liberale gruppe i Europa-Parlamentet, ALDE. 

I år skal der skiftes ud på flere af EU’s topposter. Afhængigt af hvad der sker med Lissabon-traktaten drejer det sig bl.a. om formand for EU-Kommissionen, formand for Europa-Parlamentet, formand for Det Europæiske Råd og en EU-udenrigsrepræsentant. Mindst én af disse bør besættes af en kvinde, mener Karin Riis-Jørgensen. Derfor har hun taget initiativ til kampagnensend2women, hvor hun sammen med andre kvindelige EU-politikere fra en række forskellige partier sætter fokus på netop det mål.
 
Venstrepolitikeren finder det symptomatisk, at slet ingen kvinder nævnes som kandidater, når man i høj grad kunne nævne den tyske kansler, Angela Merkel i samme åndedrag som Storbritanniens tidligere premiereminister, Tony Blair eller Luxembourgs statsminister, Jean-Claude Juncker, der ofte omtales som favoritter.

– Vi har mangel på kvindelige rollemodeller i EU-politik og det resulterer i, at kvinder generelt er EU-skeptiske og ikke har lige så høj stemmeprocent som mænd. Kvinder har svært ved at identificere sig med mænd i mørke jakkesæt, og der er meget langt til at kunne se sig selv aspirere til EU-politiker, lyder det fra Karin Riis-Jørgensen. 

EU trænger til at få pudset brillerne

Som almindelig borger har man ofte indtryk af, at EU er et tungt og ufleksibelt system, hvor det er vanskeligt at rykke noget. Der er fx endnu ikke ændret ved reglerne for besættelse af poster i EU Kommissionen, så batter det egentlig noget, at du holder et møde med Barroso?

– Ja, det gør det. Jeg kommer fra en dansk og nordisk baggrund, hvor vi jo fx efterhånden har mange markante kvinder i spidsen for politiske partier, fx Pia Kjærsgaard, Margrethe Vestager, Lene Espersen og Helle Thorning-Schmidt. Og de andre nordiske lande som Island og Norge har taget markante ligestillingsinitiativer. Jeg har bragt mine erfaringer med mig til EU og hvis du hele tiden sørger for at tænke balancen mellem kønnene ind i tingene, så bliver det efterhånden til noget. Det kan synes som små skridt, men man har jo indflydelse til at påvirke udviklingen, når man fx har mulighed for at præsentere EU Kommissionens formand for sine synspunkter, siger Karin Riis-Jørgensen, der mener, at ligestillingen ofte glemmes, når EU tager beslutninger.

– Man tænker simpelthen ikke over ligestilling, så på den måde er EU meget traditionelt tænkende, men ofte er det et spørgsmål om at pointere, at “hov, her skal vi altså huske, at der skal være balance mellem kønnene”. EU trænger til at få pudset brillerne på samme måde som danske virksomheders bestyrelser gør det, siger Karin Riis-Jørgensen. 

Det var faktisk manglen på kvinder i danske virksomhedsbestyrelser, der fik Karin Riis-Jørgensen til at pudse sine egne briller og gå i gang med at arbejde for ligestilling.

– Jeg kendte til old boys-netværk og hvordan de fungerer, men blev så klar over, at tendensen er fortsat til næste generation med young boys-netværk – og dét forargede mig. Jeg har jo mødt mange af disse bestyrelsesmedlemmer og har ind imellem tænkt; “hold op mand, sidder du i dén bestyrelse, når jeg kender en kvinde 200 meter længere nede af gaden, der ville være så meget mere kvalificeret”. Kvinderne er der, de bliver bare ikke set og spurgt. Der bør ske en afsmitning fra dansk politik, hvor vi har mange stærke kvinder, til erhvervslivet.

Grænseoverskridende bemærkninger

Karin Riis-Jørgensen er født og opvokset i Kerteminde. Hun er uddannet cand. jur. fra Københavns Universitet. Hun har bl.a. været leder af Håndværksrådets internationale afdeling og blev siden afdelingschef i revisions- og konsulentvirksomheden Coopers & Lybrand (i dag Price Waterhouse Coopers). Da Riis-Jørgensen i 1994 første gang blev valgt ind i EU-Parlamentet, sprang hun fra en fjerdeplads på Venstres liste og slog spidskandidaten Tove Nielsen af banen. Ved de efterfølgende to valg blev hun genvalgt – i 2004 som Venstres spidskandidat, en plads som tidligere politisk ordfører for Venstres folketingsgruppe, Jens Rohde, i år har overtaget. 

Efter 15 år i Bruxelles og Strasbourg, hvordan har du oplevet at arbejde som kvindelig politiker i et EU, hvor ligestilling ikke optager megen plads på dagsordenen?

– Jeg har ikke oplevet problemer. Der er jo mange formelle regler og hierarkier i EU og når man er en del af det, er dét, at du er kvinde ikke et tema, så passer du bare ind i det system, der er.Gender er ikke en del af den måde, EU tænker på, men det er jo så et problem i forhold til lige repræsentation af kønnene, lyder det fra Karin Riis-Jørgensen.

Tre gange har Karin Riis-Jørgensen ført valgkampagner i forbindelse med EP-valgene, og stort set hver uge er hun hjemme og pleje det politiske bagland i Danmark. Her er hendes erfaring, at der gælder særlige vilkår for kvindelige politikere.

– Folk tillader sig meget mere over for kvindelige politikere. Hvis man fx er lidt energisk og bramfri, så er det nok en “særlig tid på måneden”. Det bliver ofte kommenteret, hvordan man er; “Du er da hidsig i dag, hva?”, eller hvordan man ser ud; “Det er sandelig en voldsom farve, du har på i dag” eller “Du ligner en hængt kat”. Altså, man kunne jo ikke forestille sig, at nogen kunne finde på at sige til en mandlig politiker, at han lignede en hængt kat, siger Karin Riis-Jørgensen og tilføjer, at det kan man da ellers godt finde eksempler på. 

Hvordan tackler man den slags bemærkninger, når man står dér på et podie et sted i Danmark?

– Sagen er, at det er meget svært at tackle, for hvis man bliver irriteret, så bliver folk kun bekræftet i, at så er det da helt sikkert en særlig tid på måneden. Hvis man har lidt overskud, kan man sige, “Jamen, du ser da også selv rigtig smart ud”. Det er bare ikke altid, man har det overskud. Det har ikke været en stor pris at betale, men det er helt sikkert en pris, jeg og andre kvindelige politikere betaler.

Tyske stiløvelser på mobilen

Når man er EU-politiker er den væsentligste pris, man betaler, oftest i forhold til familieliv, mener Karin Riis-Jørgensen, der er gift og har to sønner på henholdsvis 23 og 27 år. Men parlamentarikeren har altid haft en pragmatisk holdning til samspillet mellem familieliv og karriere, ellers havde det ikke kunne lade sig gøre at bo og arbejde i Bruxelles og Strasbourg det meste af ugen og være hjemme på Frederiksberg hos familien i weekenden i så mange år. 

– Først og fremmest gælder det om at vælge den rigtige mand. Min mand har kunnet acceptere, at jeg har været så meget væk hjemmefra og gjort politisk karriere, mens vores drenge var små. Der har krævet et enormt planlægningsarbejde og vi har fået meget hjælp. I de første år gik det meste af min løn til hjælp. Man skal erkende, at man ikke kan det hele – livet består af tilvalg og fravalg. 

– Det kan måske lyde kynisk, men jeg har ikke haft dårlig samvittighed overfor mine drenge og min mand. Jeg tager af sted glad om hjertet med den bevidsthed, at når jeg er hjemme, er jeg der 100 %, og når jeg er ude, er jeg altid til at træffe på mobiltelefonen, som jeg i øvrigt har lavet rigtig mange tyske stiløvelser på.

For ni år siden fik Karin Riis-Jørgensens yngste søn en alvorlig nyresygdom. Den betød, at han ikke kunne overleve, medmindre han fik en ny nyre. Heldigvis viste det sig, at hans mor var egnet som donor. Karin Riis-Jørgensen donerede en nyre til sin søn, som i dag er kommet ud af dialyse og lever normalt. Karin Riis-Jørgensen nævner, at alt det fandt de også ud af at håndtere og forklarer, at forløbet gjorde hende opmærksom på vigtigheden af organdonation, som i dag er en af hendes mærkesager. 

Medierne svigter befolkningen

På din hjemmeside er et udsagn særligt fremhævet: “Vi skal have bragt EU-politik ind i den daglige politiske hverdag”. Synes du, at det er lykkedes? 

“Nej!” lyder det kontant, “det er bestemt ikke lykkedes”. 

– Vi har lige haft bankpakken til debat i Danmark, men der var ikke ét eneste spørgsmål fra danske journalister om, hvad det betyder i forhold til EU. Det samme gælder den grønne vækstplan. Det er et stort svigt i forhold til befolkningen, at medierne ikke dækker EU-stoffet.

Mener du dermed, at I EU-politikere gør hvad I kan for at gøre opmærksom på, hvad der sker i EU? 

– Vi forsøger, at fange mediernes opmærksomhed, men de vægter ikke EU, som er så utroligt relevant for os alle sammen. Til sammenligning er det tankevækkende, hvor meget spalteplads og tv-tid der blev tilegnet primærvalgene i USA, når man tænker på, at vi ingen indflydelse har på dem overhovedet.

Snart begynder en ny tilværelse for Karin Riis-Jørgensen og det ser ikke ud til, at der vil stå politiker på fremtidens visitkort. 

– Alting har sin tid og jeg forlader EU-Parlamentet med gode minder og glæder mig til at arbejde videre med mine mærkesager, men det bliver ikke som politiker. Jeg er blevet tilbudt Britta Schall Holbergs kreds på Fyn og det er jeg smigret over, men har takket nej, fortæller Karin Riis-Jørgensen, der i stedet glæder sig til at flytte til London for at bo sammen med sin mand, Birger Riis-Jørgensen, der er Danmarks ambassadør i Storbritannien. 

– Men det er helt sikkert, at jeg vil arbejde videre med få ændret den danske donorlov, så man skal melde fra frem for at melde til. Jeg vil sætte fokus på privatlivets fred i en digital tidsalder. Jeg mener, vi skal værne om retten til privatliv på samme måde, som vi værner om ytringsfriheden og så vil jeg fortsat arbejde for ligestilling, fortæller Karin Riis-Jørgensen og tilføjer, at demokrati drejer sig om, at vælgerne er repræsenteret og det er de kvindelige ikke i tilstrækkelig grad i EU i dag og heller ikke i danske bestyrelser, så ligestilling – jo.