I Danmark er Judith Halberstam mest kendt for bogen Female Masculinity
fra 1998, der udforsker kvinder, der har – eller dyrker – en maskulin
fremtræden. Mens mange elsker det skuespil, der udgøres af maskulin
femininitet, fx de meget populære metroseksuelle mænd, der søger deres
“feminine sider”, eller drag queens som fx Dame Edna, der underholder et
glad publikum – så eksisterer der, efter Halberstams opfattelse, et
tabu omkring maskuline kvinder:

– De findes i bestemte
professioner, nogle gange i sport og nogle gange er de lesbiske. Men
uanset hvor kvindelig maskulinitet findes, bliver fænomenet
underspillet, undertrykt eller maskeret. Et af mine spørgsmål i Female Masculinity
er, hvorfor det er så vanskeligt at tale om kvinder, der spiller rugby,
eller kvinder, der klæder sig i jakkesæt? Selvfølgelig er der
modeblade, hvor en meget kvindelig kvinde har jakkesæt på blot for at
understrege sin kvindelighed. Og der er visse sportshelte, der kommer
helt til tops, selv om de er meget muskuløse som fx den store Wimbledon-
og tennisstjerne, Martina Navratilova. Men de er sjældne. Min bog var
den første, der gjorde rede for denne klynge af kvindelige udtryk.

Feminist før hun var queer

Judith
Halberstam er selv en af de maskuline kvinder: Iklædt kort hår, løse
cowboybusker, stor skjorte og ingen synlige tegn på det, der
almindeligvis tilskrives en kvindelig fremtræden. Hendes udtale er West
Coast – men enkelte ord afslører, at oprindelseslandet er England. Da vi
mødes udtrykker Halberstam en stor glæde over at være i København på
sådan en “vidunderlige kold og grå vinterdag”. – Sådan nogle dage, er
der aldrig i San Diego, bemærker hun efter at have boet mange år i USA.


Da jeg kom til USA (i 1980’erne, red.) var der denne her feministiske
ting i gang, og jeg tænkte, at jeg måske var feminist. Måske var jeg
endda feminist, før jeg bevidst indrømmede, at jeg var “queer”. Men så
vendte jeg mig væk fra bevægelsen, fordi den dengang var så moralsk, og
fordi jeg vidste, at jeg ikke var en kvinde, sådan som feminismen
opfattede kvindelighed. Jeg blev nødt til at bakke ud, og bogen Female Masculinity var en reaktion på den form for feminisme, som jeg oplevede som meget undertrykkende.


Feminister er altid blevet anklaget for enten at være mandehadere eller
mænd. Derfor er diskussionen om maskuline kvinder omhyggeligt blevet
skubbet til side. Dengang anklagede mange feminister maskuline kvinder
for at være mands-identificerede. Omkring heteroseksuel kærlighed synes
der at være en ængstelse, og det kommer til udtryk i sætninger som: “jeg
er feminist, men jeg kan godt li’ mænd”. Det er fint, og der er ingen
modsætning der. Men ængstelsen betød dengang, at der måtte findes en
syndebuk, og syndebukken blev den dér maskuline kvinde, der
repræsenterede alt det, som heteroseksuelle feminister ikke ville være.

Maskulinitet
har altid været et synligt tegn på lesbianisme, mener Halberstam, men
der er ikke en entydig sammenhæng mellem maskulin fremtræden og seksuel
orientering:

– Tidligt i det 20. århundrede troede videnskaben,
at kroppen ville afsløre og udvise tegn på skjulte perversioner. Man
ønskede, at lesbianisme skulle demaskere og afsløre sig, så man nemt
kunne identificere dem, der fx lignede mænd. Men der var aldrig en helt
klar sammenhæng, men dog en sammenhæng. For samtidig er der jo alle
mulige varianter af kvindelig heteroseksualitet. Hvis man fx tager til
landbrugsstaterne i midtvesten i USA, ser man kvinder som ligner
lesbiske, men som faktisk bare er eksempler på kvindelighed og
femininitet hos kvinder, som laver manuelt arbejde, snarere end kvinder,
der arbejder på kontor.

Halberstam mener ikke, at kvindelig
tilegnelse af maskulinitet er specielt frigørende i sig selv. Hun kalder
det snarere “forstyrrende”, men det er frigørende at erkende, at
kvindelig maskulinitet eksisterer:
– Det var jo, hvad feminismen
lovede. At dit køn; at dit biologiske køn og din sociale rolle ikke
hænger sammen. Og kvindelighed ikke kun handler om at få børn og blive
gift.

Mange kvinder, der i dag identificerer sig selv som
lesbiske, synes mere interesserede i at udforske deres maskuline
identitet end deres feminine identitet, og tager tilsyneladende afstand
fra femininitet. Har du et bud på hvorfor?

– Det er godt
spørgsmål. Jeg tror, at der rettes en mindre kritisk og analytisk
opmærksomhed mod dette spørgsmål. Det virker som om, lesbiske har en
slags romantisk interesse i maskuliniteten og slet ikke er interesserede
i at redefinere femininiteten. Jeg er i tvivl, om det er rigtigt… Men
der bliver arbejdet på at skrive om lesbisk femininitet nu, også på
grund af det spørgsmål du stiller. Mange er stoppet op og har spurgt sig
selv, om det var hele historien om lesbianisme. Jeg tror, at
femininitet indeholder et potentiale for både kvinder og mænd. Det er,
hvad jeg synes er fantastisk ved queerkulturen: at den kan tage alle
disse kendetegn, der synes organiske og givne i en almindelig
sammenhæng, og få dem til at betyde noget helt andet. Når en lesbisk
kvinde er interesseret i at udfolde sin femininitet ved fx at bruge
læbestift, kommer hun til at gøre det på en meget anderledes facon end
en heteroseksuel kvinde, som måske, måske ikke er interesseret i sin
femininitet. Men som føler, at det hører med til jobbet, så at sige. At
hun ikke kan tiltrække en mand, med mindre hun gør det.

Tiden er inde til global feminisme


Nu om dage vender jeg mig mere og mere mod feminisme. Der er, som du
siger, en slags glorificering og opskrivning af maskuliniteten i nogle
lesbiske sammenhænge og den er lidt farlig. Og samtidig er der en
bevægelse mod transgender (transseksualitet), som jeg selv er tilhænger
af og skriver om, en position som jeg endda selv har overvejet. Men jeg
vil hellere “gøre” min maskulinitet i den krop, jeg har, end faktisk gå
rundt i verden som en mand.

– Et hvert historisk øjeblik, vi
indtager, stiller forskellige krav. Nogle forhold kræver virkelig skrap
feminisme, og i øjeblikket ser jeg mig selv vende tilbage til den.

Under
krigen i Afghanistan anvendte USA en retorik, hvor kvinders rettigheder
skulle retfærdiggøre krigshandlingerne. Og Judith Halberstam mener, at
det ser ud som om, feminismen er blevet udhulet som politisk kraft. For
Præsident Bush kunne bruge retorikken uden egentlig at ville gøre noget
for at forbedre kvinders vilkår hverken i Afghanistan eller i USA.
Halberstam hævder, at tiden er inde til en virkelig storladen, global
feministisk reaktion på de politiske begivenheder, der udspiller sig på
den globale scene:

– Efter min mening er den feminisme, der
spirer frem, en feminisme, der reagerer på den globale hævdelse af
noget, vi engang kaldte patriarkatet: Fx USAs tilbagevenden til kontrol
over kvinders kroppe [ved fx at gøre abort ulovligt igen, red.]. Eller
den religiøse fundamentalisme, der kræver, at kvinder indtræder i
bestemte roller for kvinder. Eller en bøssekultur, der indhylles i meget
bekymrende former for maskulinitet – eller bare den almindelige
tilsidesættelse af kvinders rettigheder og anliggender.

Populærkulturen som et vigtigt pejlemærke

Judith
Halberstams forskningsfelt er køn og seksualitet som det kommer til
udtryk i populærkulturen, især i de visuelle kulturer.


Populærkulturen giver dig umiddelbart adgang til interesser som folk
måske har, og som de måske gerne vil snakke om, men som de mangler et
sprog for. Man kan have virkelig komplicerede diskussioner med folk –
meget mere, end hvis man tog udgangspunkt i et digt, de ikke har læst,
eller hvis man forudsætter, at folk kun kan tale om kultur, hvis de har
læst alle Shakespears værker.

– Det amerikanske valg var en
global begivenhed, og hvis man ser på valgresultaterne og den officielle
fortælling om USA, ser det ud som om, USA er helt ude af trit med
resten af verden – et mærkeligt dødvande af religiøs ortodoksi. Men hvis
man ser på populærkulturen, er det ikke så enkelt. Popkulturen
indeholder en masse progressive og frigørende impulser.

Selvom
amerikansk populærkultur kan indeholde progressive og frigørende ideer,
skal man dog ikke, ifølge Halberstam, tage fejl af, at tv grundlæggende
produceres for at tilfredsstille “den normative seer”. Hovedparten af
amerikansk popkultur er dybt konservativ, fordi producenterne
forestiller sig denne normative seer og forsøger at skabe programmer,
der tilfredsstiller denne “seers” behov.

Et interessant eksempel på, hvordan populærkultur kan tolkes, er Halberstams læsning af forskellige reality
ægteskabsprogrammer. Programmernes egen selvforståelse er, at ægteskab
er et uundgåeligt projekt, og de skal bare hjælpe unge mænd og kvinder
med at finde hinanden.

– Men programmerne viser i virkeligheden,
at der er et stort pres på unge mennesker, uanset om det er på tv eller i
virkeligheden, for at udfolde en stærk romantisk adfærd, samtidig med
de faktisk tager helt andre taktikker i anvendelse, når de er på udkig
efter en partner. Programmerne afslører, at ægteskab slet ikke er
organisk, naturligt eller en del af et religiøst ritual. Valget af
partner har faktisk ikke ret meget med romantik at gøre. Programmerne
ligner mere eller mindre arrangerede ægteskaber.

I artiklen Pimp my Bride fra The Nation juli 2004 skriver Halberstam bl.a. om programmet Average Joe
[En almindelig fyr, red.]: “Mens formålet med disse programmer er at
vise, at deltagerne sætter mere pris på et forhold end på berømmelse,
penge, tv-eksponering og hurtige seksuelle møder, så vinder grådighed og
udseende hver gang over mere abstrakte tegn på, om folk passer sammen.
Average Joe sender producenter en gruppe mandlige modeller
ind for at narre ungekarlekvinden, og hver gang kaster hun sig over én
af modellerne i stedet for den almindelige fyr.”

– Jeg mener, at
programmerne skader det heteroseksuelle ægteskab på et tidspunkt, hvor
amerikanske vælgere er meget bekymrede for det heteroseksuelle ægteskab.
Det er derfor, der var så mange, der gik til valgurnerne for at stemme
imod homoseksuelle ægteskaber. Men hvad betyder et ægteskab, hvis det
også gælder for folk, der ikke er sammen for at reproducere sig selv?
Når man siger, at ægteskab kun kan indgås mellem en mand og en kvinde,
siger man, at ægteskab ikke er romantisk, ægteskab er noget der indgås
med henblik på formering. Det er ikke et sjælemøde, venskab og samvær.
Forestillingen om det moderne ægteskab som et frit valg eksploderes.


Det er her, en akademiker træder ind i billedet; for at finde en lille
sprække, der kan lirkes lidt op. Man ser ægteskabsprogrammerne og
tænker: Hvad handler det her egentlig om? Her er en lille analyse, der
måske kan lukke op for nogle af de modsigelser, du ser på TV.

Dumheden som genre og popkulturens skjulte viden

Judith Halberstam er ved at skrive en mindre bog med udgangspunkt i en række film om “amerikansk stupiditet”:

– Det er dumhed som genre – fx film som Dumb and Dumber (1994) eller Dude, where’s my car
(2000) – og folk elsker dem. Filmene handler om amerikanere, der er
dumme. Eftertrykkeligt dumme. Og jeg spørger ind til, hvad dumhed
betyder i amerikansk kultur og ser det i forhold til diskussionen om
universiteternes fremtid.

– Jeg tager også film som Find Nemo
(2003) op. Det er film, der umiddelbart virker ret useriøse, men som
faktisk er ret smarte, når ukonventionelle måder at være på skal
skildres. Find Nemo er en radikal lille tegnefilm om en
ikke-konventionel familie med denne mærkelige figur, Dory, der ikke er
en del af nogen familie. Min pointe er, at queer figurer er kodede ind i
filmene for at skildre forskellige måder at være på, og forskellige
måder at have viden på. Det er det, som Dory viser. Samtidig skildrer
disse film visioner om kollektivitet, som er meget usædvanlige for USA. I
Find Nemo findes en episode, hvor Dory siger til alle fiskene,
at de skal svømme nedad for at komme ud af fiskernes net. Også
tegnefilmen Flugten fra hønsegården (2000) handler om kollektiv
organisering for at komme fri af undertrykkelsen. Filmene er kodede
fortællinger, som udtrykker nogle meget sociale træk og tendenser, der
aldrig ville kunne vises i en mainstream amerikansk feature film, men
som kan cirkulere gennem populærkultur.

– Jeg tilbyder læsninger
af tilsyneladende neutrale popkulturelle tekster som en anden måde at
have viden på. Bogen er lavet for at være sjov, og den henvender sig til
folk, der har lyst til at vide, hvorfor vi bør interessere os for
akademisk kultur, og hvor vi finder andre slags viden, end den vi finder
CNN eller i The New York Times.

Feminister har ikke råd til at være anti-sex

Ligesom
i de nordiske lande ser det ud til, at seksualiteten strømmer ind over
de amerikanske tv-programmer, men Judith Halberstam mener ikke, at det
er en ny udvikling. Derimod har der altid været seksualitet i det
offentlige rum, men modstanden mod det i USA har meget med det politiske
klima at gøre:

– Jeg tror, at vi i øjeblikket er meget
opmærksomme på seksualitet i USA, fordi der er et puritansk klima og en
puritansk stemning på grund den kristne fundamentalismes udbredelse.
Ting, der for ganske kort tid siden ville have gået glat igennem
censuren, ses nu som utugt eller moralsk forkastelige. Beskæftigelsen
med mediesexualiseringen træder i forgrunden for at fjerne
opmærksomheden fra mere bekymrende forhold som fx krigen i Irak. En
artikel i The New York Times diskuterede, hvor besynderligt det
var, at amerikanere gik til valg på moralske værdier samtidig med, at
de populære tv-programmer er langt væk fra disse moralske værdier. På
den ene side er folk forargede over fx Janet Jackson bryst-affæren på
Super Bowl, og på den anden side tænder de samme mennesker for skærmen,
hvis der er noget slibrigt i deres yndlingsprogrammer.

Feminister
har ikke råd til at være anti-sex, mener Halberstam. Da
1970er-feminister i USA gik imod pornografi, var det efter Halberstams
opfattelse intet mindre end en katastrofe:

– Det fik feminister
til at ligne moralister i stedet for politiske aktivister. Det er ikke
fordi, feminister i USA er snerpede omkring sex, men vi forstår, at sex
er et redskab, der bruges til at fremstille kvinder i et dårligt lys
eller miskreditere kvinders bidrag på andre områder.

Et bindeled mellem den akademiske verden og den brede befolkning

Judith
Halberstam ser det netop som en del af sit akademiske arbejde at tale
om komplicerede analyser af populærkultur, seksualitet og litteratur, så
et bredt publikum kan forstå det. Hun opfatter sig selv som et slags
bindeled mellem den akademiske verden og den brede befolkning.


Jeg er en af disse mennesker, der aldrig har ladet mig overbevise om
splittelsen mellem det højkulturelle og det lavkulturelle. Akademikere
har ikke råd til at udråbe sig selv til smagsdommere og konstant
vurdere, hvad der er god eller dårlig kultur. Det er vigtigt for mig at
bringe komplicerede ideer uden for universitetets rammer og ind i andre
sammenhænge – ikke mindst fordi universiteterne i USA ikke er særligt
tilgængelige længere. Der er ikke ret mange mennesker, der går på
universiteterne, man skal betale for det, og det er dyrt, siger Judith
Halberstam og tilføjer:

– Det er især vigtigt, at akademikere
forpligter sig til at skrive og tale til et bredere publikum i USA, for
det er ikke længere en opgave, medierne tager på sig.