Appoline Traoré er forsinket. Hendes bil er brudt sammen og hun er i færd med at få nogen til at repararere den, og finde en alternativ måde at komme ind til centrum, fortæller hendes assistent, som desværre ikke kan tilbyde at vise en af hendes film i ventetiden. Der er nemlig ikke noget fremvisningsudstyr i filminstruktørens hovedkvarter. Men han tænder barmhjertigt for klimaanlægget. 

Filmproduktion i Burkina Faso er for filmens ildsjæle. Der er ingen penge, ikke ret meget teknisk udstyr og da slet ikke det mest moderne. For ikke at tale om ordentligt uddannede teknikere.

Alligevel er hovedstaden Ouagadougou blevet Afrikas Cannes. Uden strandpromenade og luksushoteller afholder byen filmfestivalen Fespaco hvert andet år. Og mens man kan være heldig at se lidt stjernestøv på La Croisette i Cannes, kan man være sikker på at få halsen fyldt med okkerrødt vejstøv på Place des Cinéastes i Ouagadougou.

En af afrikansk films mest lovende kvindelige instruktører

– Hvis amerikansk film er et hurtigtog, så er afrikansk film en cykel, kommenterer Appoline Traoré, da hun omsider har fået løst sit transportproblem. Bag hende står Afrikas svar på De gyldne Palmer. Appoline Traoré har aldrig selv vundet hovedprisen, men hun er en af de få kvindelige filminstruktører, der har haft held til at få finansieret sine film og høstet anerkendelse for det. Sammen med Fanta Regina Nacro, også fra Burkina Faso, er hun en af afrikansk films mest lovende kvindelige instruktører. De blev begge prisbelønnede ved Fespaco 2005, i februar.

– Vi er meget få kvindelige, afrikanske filmstruktører. Selvfølgelig skal man slås for at slå igennem som kvinde i filmbranchen i Afrika. Men det skal man jo i så mange erhverv. Måske er det ekstra svært inden for kunst, fordi det er så selektiv en verden, og fordi afrikanske kvinder ikke forventes at have kreative og kunstneriske evner. Så snart man prøver at klare sig i den skabende kunst, opfattes det straks som en form for kvindeoprør. Folk bliver bange, siger Appoline Traoré.

Afrikansk film støttes blandt andet af programmet Africa Cinémas, der er finansieret af Frankrig, EU og Den Internationale Frankofoni Organisation. Uden støtten kunne de afrikanske filminstruktører hverken producere film eller gøre sig håb om at se afrikanske film på biografernes lærreder.

Drømmer hele historier 

Selv lægger Appoline Traoré ikke skjul på, at hun tilhører en priviligeret klasse, langt fra den halvdel af den burkinske befolkning, som lever under FN’s absolutte fattigdomsgrænse på 1 dollar om dagen. 

Hendes far var FN-diplomat, og hun tilbragte sin barndom i et velhavende miljø for udlændinge i Afrikas og Asiens hovedstæder, når det ikke var i New York. 

– Jeg har altid vidst, at jeg ville fortælle historier. Som barn var jeg en meget dårlig læser. Efter tre sider begyndte mine tanker at gå deres egne veje, og jeg forsvandt ind i en fantasiverden. Når jeg sover, kan jeg drømme en hel, afsluttet historie, fra begyndelse til slutning. Det er de historier, jeg fortæller. Men det var først i gymnasiet, jeg blev klar over, at jeg ville fortælle dem på film. 

Film matcher den afrikanske fortælletradition. Afrika har en mundtlig kultur, hvor den levende fortælling og den mundtlige overlevering af klanens historie er den kulturfaktor, der binder generationerne og stammerne sammen. Samtidig vipper andelen af analfabeter omkring 50 procent af befolkningen syd for Sahara og helt op til 80 procent i for eksempel Burkina Faso. Det bør dog nævnes at, det ikke forhindrer en ny generation af afrikanske forfattere at følge sporet på forfattere som Ken Saro Wiwa og Wole Soyinka (nobelprismodtager i litteratur i 1986). 

Alligevel havde den burkinske FN-diplomat gjort sig lidt andre forestillinger om sin datters karriere og adskilte sig ikke væsentligt fra mange andre fædre, når deres døtre meddeler, at de vil leve af at lave film. 

– Da mine forældre indså, at det var mit alvor, sagde min far, at jeg i hvert fald skulle sørge for også at få en “rigtig” uddannelse. Så han sendte mig på hotelskole i Boston, hvor jeg samtidig kunne gå på filmskole. Efter fire år forlod jeg Boston Emerson College med en afgangseksamen i film i 1998. Jeg tog til Los Angeles og arbejdede gratis på forskellige små, uafhængige filmproduktioner i tre år for at få erfaring og kontakter.

Klippede sin afgangsfilm sammen påny – og vandt juryens pris

– I 2000 fandt jeg på at klippe min afgangsfilm sammen på en ny måde. Det blev til The Price of Ignorance, som blev udtaget til Fespaco og vandt juryens særpris. Burkina Fasos mest kendte filminstruktør, Idrissa Oudraogo, tilbød derefter at producere flere film sammen med mig. Det indebar, at jeg for første gang i mit liv skulle bo i mit eget land, fortæller Appoline Traoré.

Hun skulle pludselig skifte det pulserende liv i L.A. ud med den støvede hovedstad i verdens trediefattigste land, hvor trafikpropperne ikke skyldes skinnende firhjulstrækkere, men faldefærdige taxaer og osende og hostende knallerter. Men det er Afrika, hun beskriver i sine film. Og her hun må have sin base som filminstruktør.

Mænds impotens og kvinders utroskab

The Price of Ignorance tager Appoline Traoré et tabubelagt emne op: mænds impotens. I sin efterfølgende kortfilm, Kounandi, som i 2001 vandt en pris ved Los Angeles Pan African Film Festival, sætter hun kvinders utroskab på plakaten. 

– Mange tror jeg er feminist, siger Appoline Traoré og slår en latter op.

– Men det passer ikke. Jeg synes bare, jeg har noget at sige om kvinder. Det er en verden, jeg er fortrolig med. Jeg har noget på hjerte om kvinder og begær, om kvinder og kærlighed. Der er så meget, der er tabu i Afrika. Mænds impotens, for eksempel, må man bare ikke tale om. 

– Når jeg så gør det alligevel, siger de jeg er feminist. Men det, jeg siger, vedkommer både kvinder og mænd. Jeg siger både det positive og det negative, både om mænd og kvinder.

Individet og fællesskabet

I sin seneste film, Sous la Clarté de la Lune (på dansk Under månelyset), som blev belønnet ved forårets Fespaco, fortæller Appoline Traoré, den gamle historie om konflikten mellem mor og datter. Men i en ganske særlig cocktail, hvor generationskløften øges af en kulturkløft mellem Afrika og Europa: 

Franske Patrick får et barn med Kaya under et ophold i Afrika og tager babyen med sig, da han rejser. Kaya bliver stum af sorg, men ni år senere vender Patrick tilbage med datteren, som Kaya nu bortfører. Filmen viser konflikten mellem et barn, der er opvokset i Europa og hendes stumme afrikanske mor, som hverken kan udtrykke sit mangeårige savn, sin kærlighed til datteren eller sin kultur, som er datteren fremmed. 

– Det er en film om kulturforskelle, hvor begge har store fordomme om den andens kultur. De ender med at nå til en form for forståelse, blandt andet fordi blodets bånd er stærkt. Blodsbåndet er særdeles vigtigt i vores kultur. Det er grundlaget for den enkeltes identitet. I afrikansk kultur er man ikke noget i kraft af sig selv, kun i kraft af sine forfædre. Man respekterer ikke den enkelte for det, han eller hun udretter, men for det faderen eller bedstefaderen gjorde. Individet må træde i skyggen til fordel for fællesskabet. Uanset hvad der sker, er du bundet til fællesskabet. Det kommer der meget godt ud af. Det skaber et stærkt familiesammenhold og det er med til at sikre respekt om visse grundlæggende normer og regler. Jeg kender mange, som betragter det at underordne sig fællesskabet som noget positivt. Det gælder også kvinder, fordi det er meget nemmere end at træde i karakter.

– Men jeg tror ikke, at forherligelsen af fællesskabet på den enkeltes bekostning er en styrke for Afrika. Det spærrer for nytænkning. Og i kunst er det en umulighed. I film og kunst er det netop det individuelle, det personlige udtryk, man søger. Det er det, der er den skabende kraft. Når man udvisker sig selv, kan man ikke skabe, siger Apolline Traoré. 

Hele denne spænding mellem individ og fællesskab er et af knudepunkterne i Afrikas forhold til moderniteten. Dette spændingsfelt har afrikansk film kastet sig over med en ambivalent entusiasme. De afrikanske kunstnere siger ikke “rend mig i traditionerne”. Dertil er de dels for stolte af deres kulturbaggrund, og dels for bevidste om risikoen ved en næsegrus, ukritisk overtagelse af andres, læs vestlig, kultur. 

– Afrikansk film handler meget om vore traditioner, de fylder meget i vore film. I gamle dage var det stammens ældre, der sikrede, at traditioner, sange, ritualer og fortællinger overlevede. I dag har filmen på mange måder overtaget den rolle som vores kollektive hukommelse. Jeg vil ikke sige, at Afrikas traditioner er ved at uddø, men vi mister meget, når vi flytter til byen, væk fra det traditionelle liv i landsbyen. Jeg kan godt blive bange for, at vores kultur vil forsvinde. Omvendt er modernitet og tradition også i nogen grad modsætninger. Et moderne samfund er ikke gearet til at holde alle vore mange ceremonier i hævd. Det er svært for et samfund at udvikle sig, når det hænger fast i meget stive traditioner. 

Appoline Traoré har ikke noget færdigsyet svar på denne konflikt, som udfoldes i hendes film.

Afrika har magien, myterne og ånderne

– Jeg tror ikke på nytten af at fordømme og pege fingre. Heller ikke af mænd der undertrykker kvinderne. De er ofre for en opdragelse, der har gjort dem til det, de er. Jeg vil hellere opdrage de kommende generationer. Det er det, jeg forsøger i mine film. Mange afrikanske instruktører laver film netop fordi det er et middel til at få folk i tale og skabe bevidsthed om de udfordringer, Afrika står overfor. 

– Det betyder, at Afrikansk film har en tendens til at blive for dokumentarisk. Men Afrika har også magien, myterne og ånderne. Vi er vokset op med det overnaturlige, alt det der ikke kan forklares rationelt. Det er med til at give afrikansk film en særlig poetisk dimension.
Appoline Traoré arbejder nu på en film som er inspireret af romanen Kouty, Mémoire de sang, (på dansk Kouty, blodets hukommelse) skrevet af den malesiske forfatter Aida Mady Diallo.

Det bliver en film om blodhævn og etnisk had, om død og selvødelæggelse. Om nogle af de onder som Afrika ikke kun kan skyde kolonitiden i skoene. 

– Det handler om en pige, som udsættes for et stort traume, og som senere reagerer imod sin fortid, siger Appoline Traoré.

– Mere vil jeg ikke fortælle. Vent og se filmen.

Birthe Pedersen er freelance journalist bosat i Lyon. Hun skriver regelmæssigt for FORUM.