Hans Bonde er en virkelig bekymret mand, som kraftigt advarer mod, at samfundet er i færd med at kollapse, fordi kvinder i al almindelighed favoriseres på bekostning af mænd, som, forstår man, i virkeligheden er bedst til det meste – undtagen at passe hjem og børn.
Mænd er, skriver professoren i sin nye bog, beviseligt dygtigere til sport, til at starte nye virksomheder, til at instruere film, til at gå i krig, til at skrive bøger og så videre og videre – allermest fordi de fysisk er bygget stærkere; fordi de besidder en særegen udholdenhed; og fordi de er mere villige til at satse hele butikken på en ide. Ja, mænd, mener han, er faktisk så dygtige, at de også fortjener æren for ligestillingens største fremskridt, nemlig etableringen af kvinders stemmeret i 1915, som en mandlig avantgarde bør roses for! Kvinder, der får succes i disse år, får det, ifølge Bonde, mest, fordi de konkurrerer under mere lempelige regler end mænd, som derefter er ofre for institutionelle konkurrenceforvridninger. Professoren er særligt sur, fordi kvinder i sport eksempelvis konkurrerer for sig selv og derved kan vinde OL-medaljer i dame-fodbold – selv om Bonde ved hjælp af en obskur svensk videnskabsmand, der har undersøgt fire (ja, 4!) herre- og kvindekampe, kan bevise, at mænd ikke bare kan skyde bolden hårdere; næh, de har også en bedre taktisk forståelse! De fordele, kvinder høster i sport, der gør professoren så vred, ser han også komme snigende ind i resten af samfundets områder.
Hovedpointen i ‘Fordi du fortjener det!’ er, at svage mænd, der ikke tør sige, hvad de mener, har accepteret, at en særlig gruppe i samfundet, nemlig kvinderne, kan opnå positioner, som de ikke nødvendigvis er kvalificeret til, alene fordi de er kvinder. De favoriseres i politik, business, kultur, sport, ja, overalt, hvor forfatteren ser sig omkring:
“For første gang i verdenshistorien er man nu ved at indføre et princip om forfremmelse af en gruppe, der performer svagt. Jo svagere, der samlet set performes, jo flere skal promoveres. Det er det modsatte af et meritokrati, hvor man bedømmes efter fortjeneste (‘meritter’). I stedet er der tilløb til et kvinde-favoriserende ‘gynokrati’ (styring gennem kvindeprincipper).”
Bonde fortsætter med at konstatere, at “mænds initiativ og virkekraft bliver gjort til et problem, fordi det åbenbart risikerer at stille kvinden i skyggen,” og senere, at “vi er landet i det paradoks, at jo bedre mænd præsterer, des dårligere kønsbalance. Og omvendt: Jo dårligere mænd performer, jo bedre kønsbalance.” Hallo, hr. professor! Jorden kalder! Det, du hævder, er slet og ret noget sludder og vrøvl!
Virkeligheden er jo, at kvinder, efter beviseligt at have været undertrykt af mænd i århundreder, i løbet af de seneste få år endelig er ved at opnå en position, hvor deres køn ikke længere er samme hindring for at opnå succes, som den plejede at være. Det kvantespring, som ligestillingen har taget i løbet af min generation (jeg er født i 1967), er imponerende og godt for hele samfundet. Mest selvsagt for piger og kvinder, men jo også for drenge og mænd – fordi det er så åbenlyst, at et samfund samlet bliver stærkere, når alle talenter får lige muligheder for at folde sig ud.
Der er ikke ligestilling endnu i Danmark. Mænd tjener stadig i gennemsnit langt mere end kvinder. Unge kvinder, der går på barsel, sættes fortsat et eller flere skridt bagud i deres karriere. Langt, langt de fleste topstillinger i samfundet – direktører, departementschefer, højesteretsdommere, bestyrelsesmedlemmer – er fortsat mænds domæne. Problemet er med andre ord ikke det, som Bonde postulerer – nemlig at kvinder har enorme fordele. Nej, det er fortsat, at det er sværere for en kvinde at opnå samme succes som en mand – ikke så svært som for en generation siden, heldigvis, men fortsat, sværere. Det er, synes jeg, hovedargumentet for, at der stadig er en kamp at kæmpe for reel ligestilling.
Hans Bondes største fejl i den nye bog er, at han stirrer sig blind på en falsk virkelighed. Der er noget nærmest videnskabeligt uredeligt over den måde, som han med pincet udvælger de eksempler, som skal ‘bevise’ hans påstande, mens alle dem, der modbeviser ham, mageligt udelades:
Det bedste eksempel er hans vrede mod, at Helle Thorning-Schmidt – i hans beskrivelse: ‘den flotte og ranke unge kvinde’ – er nationens statsminister. Hun blev, skriver han, udelukkende valgt, fordi en gruppe socialdemokratiske folketingsmedlemmer efter valgnederlaget i 2005 besluttede sig for, at den nye formand skulle være en kvinde. Hun blev, ifølge professoren, derefter båret frem på skjolde. Nej, Bonde, sådan var det ikke!
Thorning-Schmidt blev først valgt som sin fløjs kandidat, fordi den mand, de havde udset (Henrik Dam Kristensen), ikke turde stille op. Hun var den stærkeste. Dernæst blev hun valgt som partiformand, fordi hun slet og ret førte en dygtigere valgkamp end sin modkandidat (Frank Jensen). Hun var den stærkeste. Endelig blev hun statsminister efter på demokratisk vis at have vundet et folketingsvalg på samme vis som alle mænd inden hende. Hun var den stærkeste.
Jeg genfortæller og korrekser historien om Thorning-Schmidt, fordi den af Bonde bruges som kroneksemplet på, at kvinder i dag stryges med hårene og opnår store fordele i forhold til mænd. Det er noget vås i dag at tro, at kvinder har meget nemmere ved at opnå politisk succes end mænd. Pia Kjærsgaard, Marianne Jelved, Mimi Jakobsen, Lene Espersen, Margrethe Vestager, Johanne Schmidt-Nielsen og mange andre er præcist som statsministeren eksempler på kvinder, som er valgt til deres partis ledere alene af én årsag – nemlig at de af deres medlemmer er opfattet som deres bedste frontfigur.
Bonde fortsætter sin falske argumentation om, hvor nemt kvinder har det i politik, når han hævder, at Thorning-Schmidt i sine ministerudnævnelser giver fordele til en ‘gerne lyshåret køn ung kvinde, idet hun angiveligt foretrækker ‘unge og blonde’ og ‘hyppigt smilende’ ministre som Astrid Krag, Ida Auken og Karen Hækkerup i stedet for erfarne politikere. Professoren undlader at nævne, at statsministeren også udpegede Thor Möger Pedersen og Bjarne Corydon til ministre – to mænd med langt mindre politisk erfaring end de tre nævnte kvinder!
Bonde er en arg modstander af kvoter – og han fremhæver det ene eksempel efter det andet om, hvor horribelt han synes, at det er, når politikere eller virksomheder opsætter mål for andelen af kvindelige topledere eller for kønsfordelingen ved uddeling af legater eller valg til byrådet. Professoren er tydeligvis utryg ved, om kvinder overhovedet egner sig til de rigtigt vanskelige og krævende job – sportsstjerne, statsminister, administrerende direktør, filminstruktør, iværksætter.
Med hans egne ord så vil selv højtuddannede kvinder nemlig ‘helst have noget med mennesker at gøre.’ Bonde forklarer sidst i bogen nostalgisk om den angiveligt dejlige tid mellem 1920 og 1965, da husmoderen gik hjemme. En tid, der, desværre, forstår man, blev ødelagt med p-pillens og vaskemaskinens indtog. Velkommen til det 21. århundrede, hr. professor, siger jeg bare – for jeg kan love for, at de unge piger og kvinder, som jeg har mødt de seneste mange år i mit erhverv, er mindst lige så ambitiøse som drenge og mænd, og, kære ven, ingen af dem ser med længsel tilbage på det ‘husmoder-samfund’, som du idylliserer. Ikke én!
Jeg kender godt den type mand, som Bonde er, og som han siger, at han taler på vegne af – for jeg møder selv, overraskende ofte, midaldrende mænd, som føler sig presset. De har det ofte svært, hvis deres hustru tjener mere end dem; de siger, at de foretrækker mænd frem for kvinder som chefer; og, ja, så klynker de ofte over, at en ung kvinde har fået det job, som de selv gerne ville have haft – og som de, måske, også havde fået, hvis halvdelen af deres konkurrenter (kvinder) ikke var i spil.
Det er nemt nok at sætte sig ind i deres verden – for mænd på min alder (jeg er 45 år) og lidt ældre er, tror og håber jeg, den sidste danske generation, som voksede op med, at det var lidt nemmere for os som mænd at få de første gode job end vores kvindelige jævnaldrende, fordi næsten alle dem, der ansatte, var mænd. Vi skal vænne os til en ny manderolle – en rolle, hvor vi skal spille på samme bane som kvinderne og konkurrere på lige fod med dem.
Forskellen på bare én generation er kolossal. Da jeg voksede op i 1970erne, var alle de offentlige autoriteter, jeg så, altid mænd: På det lokale plan var skoleinspektøren, lægen, tandlægen, borgmesteren, direktørerne, idrætsklubbens formand, bankbestyreren, brugsuddeleren, alle mænd. På det nationale plan var statsministeren, partilederne, nationalbankdirektøren, tv-stjernerne, formænd for hvad-som-helst, erhvervslederne, også alle mænd.
For hvert årti, der er gået, har mænd mistet noget af deres fødselsgivne fordele – og, langsomt, men sikkert, har kvinder erobret store dele af magten. Der er stadig flere mænd end kvinder, som indtager autoritative job, men der er uomtvisteligt foretaget kvantespring bare i min levetid: Vi har ikke bare en kvindelig statsminister i dag – næh, vi har kvindelige ledere af alle fire partier i rød blok. Vi har haft en kvindelig nationalbankdirektør. Tre af de fire største mediehuse i Danmark ledes af kvinder. Kvindelige direktører udgør fortsat et mindretal, men de vinder terræn år for år.
Bonde stempler i sin bog mænd som de svage, der ikke er i stand til at dæmme op for kvindernes bestandige krav om nye privilegier. Gu’ er vi da ej svage. Fri mig for det klynkeri. Det er stadig nemmere for en mand at få succes end en kvinde – i form af bedre løn og mere prestige. Heldigvis er vi mænds fordele blevet mindre – og det er ikke noget at tude over; næh, det er udelukkende noget at glæde sig over.