Som TV-seer i dagens Danmark er vi ret hårdkogte, vi er vant til at se krig, vold og udnyttelse for åben skærm. Man bliver sjældent berørt; men DR-dokumentarudsendelsen Bag facaden: Tynde Modeller (sendt første gang 3.2.) har i den grad ikke bare berørt, men også rystet mig.
I udsendelsen interviewes alle sagens parter lige fra modelbranchen, modeller, læger samt pårørendeforeningen for spiseforstyrrelser. Og modelbranchens folk får plads til at argumentere for deres hovedpåstand: at de sagtens kan magte dobbeltrollen, hvor de både skal tjene penge (der er tale om en milliardindustri) samt tage vare på de purunge modellers ve og vel. 

Charles Dickens kunne ikke have skrevet en bedre replik

Noget af det mest afslørende i dokumentarprogrammet er den scene, hvor tre internationale dommere til en modelkonkurrence glemmer, at kameraet er på. De taler om de tilstedeværende modeller, som om de er til dyrskue på Hjallerup Marked, og vi hører en dommer sige: “Pigerne er perfekte. Men tager de på, er det din skyld. /…/De skal altid se sådan ud!”  – Charles Dickens kunne ikke have skrevet en bedre replik. – Bagefter undskylder de sig med, at det er intern branchesnak, og at pigerne ikke forstår engelsk (!).
At jargonen er så kynisk, samt at der reelt er tale om grov menneskehandel anno 2011, bliver underbygget af modellen Tennas beretning: Det er som et kødmarked, når de taler om ens krop.
Tenna fortæller endvidere, at hun som 16 årig vejede 44 kg og målte 172 cm. Hun var så tynd, at hun sad med vinterfrakke på i skolen, hun frøs altid og var konstant træt. Ikke desto mindre, da hun tog et par kg på og fik en smule huld på kroppen, blev hun irettesat af sit modelbureau: Nu skulle hun virkelig tage sig sammen. En kunde havde klaget over hendes runde kinder!

13-16-årige børn går på catwalken og viser voksenmode

I programmet ser vi klip fra modeugen i København i august 2010. En modemesse som var sponseret med et betydeligt millionbeløb fra Københavns Kommune. Vi ser tynde, tynde 13-16 årige børn gå catwalk for at vise voksenmode. Det er fuldstændig grotesk. Vi taler om piger, der er i deres livs mest følsomme fase, det tidspunkt i livet, hvor de skal udvikle sig til kvinder. Hvis det havde været en hunde- eller katteudstilling, var det øjeblikkelig blevet forbudt!
  
Modebranchen har i årevis forsikret, at de vil tage hånd om problemet. Den 12. december 2007 udarbejdede modebranchens netværk, Dansk Fashion Institute, et såkaldt etisk charter sammen med Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade. Her opregnes tre kerneværdier som er centrale for branchen: ansvarlighed, medmenneskelig respekt og sundhed, og som noget overordnet betones det: “Vi er opmærksomme på den indflydelse mode har på kropsidealerne hos især unge mennesker/…/ Vi ønsker at promovere og arbejde for en sund livsstil.”
Men denne etiske hensigtserklæring er bare et papir med sorte tegn på, som Jim Lyngvild, designer og modeskribent, udtrykker det i programmet. I et interview i Urban den 19.2. siger han uddybende:
“Selvfølgelig skal vi lovgive om det! Så er der ikke nogen, som længere kan skændes om de tynde modeller og vaske hænder i et etisk charter. For det er altså – om branchen vil indrømme det eller ej – et stort problem med for tynde modeller.”
Faktum er, at der reelt ikke er sket en forbedring. Selvfølgelig ikke, kunne man sige; man sætter jo heller ikke ræve til at vogte gæs. Tv-programmet Bag Facaden udførte en BMI-test på modeugen i august sidste år, hvor 28 modeller over 16 år indvilligede i at lade sig veje anonymt.
Én havde en BMI på 18,5; de resterende 27 pigers BMI lå langt under dette tal. BMI er et legemsvægtsindeks, der er beregnet ud fra en persons vægt og højde. 18,5 i BMI er en international grænse for normalvægt. Har man en BMI på under 18,5 er man undervægtig. Man skal helst ligge på en BMI mellem 20 og 25, og stort set ingen mennesker har en naturlig BMI på under 18,5. Det kan med andre ord ikke lade sig gøre for unge piger at blive så tynde, som modebranchen ønsker det, uden at sulte sig.

Det er modelbureauerne, der har det største ansvar, det er dem, der caster pigerne. Jaqueline Friis Mikkelsen, direktør i Unique Models, snor sig i et interview uden om problemerne gennem tomme, generaliserende udsagn som: “Du kan ikke lovgive dig ud af alting i denne verden.” Eller: “Nu skal vi jo ikke kriminalisere de tynde piger.”
Hun fortsætter med en patos, der låner vendinger fra Den Amerikanske Uafhængighedserklæring:
“Nej, jeg synes ikke, at man hverken skal have lægetjek eller BMI tests. Jeg synes jo stadigvæk, at det er en dyb kriminalisering af de mennesker, der er født slanke. De er født, som de er født, ligesom jeg er født mulat. Jeg synes, man skal lade dem være som de dejlige, slanke, skønne mennesker, de er, og som deres agenter passer på.”
Nu ved Jaqueline Friis Mikkelsen jo godt, at stort set ingen af hendes piger er “født” med en BMI under 18,5; men kønt lyder det, ikke mindst når hun for at styrke argumentationen inddrager sin egen hudfarve som sammenligning. Ikke et øje er tørt.

Hvorfor skal modellerne egentlig være SÅ tynde?

Det får man i hvert fald delvist svaret på i dokumentarprogrammet. Elite Models danske direktør, Munir Bouylud, forklarer, at fokus selvfølgelig skal være på tøjet, det er jo det, som skal sælges i sidste instans. Man skal se tøjet, ikke modellen. Modellen skal sådan set bare være et stativ for tøj. Derfor må de unge piger ikke have hofter, bryster og lår.
For at sælge tøj mest effektivt presser en pengegrisk modebranche, dvs. designere og modelbureauer, m.a.o. purunge modeller til at sulte sig selv, så det i mange tilfælde bremser deres naturlige, kvindelige udvikling.
Modelbranchen er som en magnet for vores unge piger. At være ekstremt tynd bliver et ideal for mange unge piger.  – Det kan blive et mål at presse sig ned i en størrelse 34. – Derfor er det ikke ligegyldigt, hvilke kropsnormer denne branche er eksponent for. Om det er branchen eller samfundet som helhed, der har det endelige ansvar for dette kropsideal, kan man jo ikke endeligt afgøre. Men faktum er, at der er tale om idealer, som kan være livstruende. For nogle udebliver menstruationen i nogle år, for andre medfører det døden.

Lemlæstende kropsidealer

Vi har i menneskehedens historie kendt til andre forvrængede kropsidealer, som især er gået ud over og har lemlæstet kvinder: Igennem 1000 år var idealet i Kina, at kvinder skulle have små “liljefødder”. Det medførte, at de små pigers fodknogler blev knust og omviklet med stramtsiddende bandage for ikke at vokse.
I vort eget kære Danmark kom det på mode omkring 1900, at kvinder skulle have hvepsetalje, og at hele kroppen, bortset fra hoved, hals og hænder skulle dækkes til (paradoksalt nok samtidig med, at kvinderne var på vej ud i samfundet).
For at få den attraktive hvepsetalje skulle man gå med et så stramtsiddende korset, at muskler svandt ind, ribbenene blev bøjet, og i værste fald punkterede lungerne. Så kunne man jo også nævne den i overvejende grad afrikanske tradition, hvor man fjerner den lille piges klitoris og kønslæber (det sidste i større eller mindre omfang), muligvis som udtryk for et gammelt, patriarkalsk overgangsritual fra barn til voksen. Men at inddrage en så ekstrem lemlæstelse af kroppen er selvfølgelig at gå for vidt.
Og dog! Hvor mange purunge piger skal lægges i kisten, før der gribes ind med en lovgivning, der bremser en model- og designerbranche, som helt klart ikke lever op til sit ansvar? Holdningen blandt landets myndigheder synes at være: Vi løser det med god vilje, vi må jo kunne tale om det i Grundtvigs fædreland. Der skal en holdningsændring til, ikke kun i modebranchen, men i hele den danske befolkning. 

I Københavns Kommune har sundhedsborgmester Nina Thomsen forgæves forsøgt at få politisk flertal i borgerrepræsentationen til at standse millionstøtten til modeugen i København efter at have set tv-programmet Tynde modeller. Mon hensynet til København som turist- og erhvervsby vejede tungere for de fleste byrådsmedlemmer end pigernes sundhed? 

Når så store økonomiske interesser er indblandet, som der er tale om i modeindustrien, er det ikke nok med gode viljer og skønsang om fælles ansvar. Der skal ikke kun gode hensigtserklæringer, men konkrete love til for at ændre praksis. Der skal udarbejdes klare regler gennem en lovgivning, gerne på EU-plan, som EU-parlamentariker Britta Thomsen (S) forslår det i Urban den 19.2. Spanien har bl.a. allerede taget skridtet. Nu må vi i Danmark og i EU gribe ind med en lovgivning, der forbyder undervægtige modeller på catwalken.