Tim er same, født og opvokset i Sapmí. Han lever af sit rensdyrhold. Vogter dyrene, slagter dem, når den tid på året kommer. Sådan som den samiske tradition altid har foreskrevet det.
Tim er kæreste med en anden mand. De bor i byen Arjeplog med knap 2.000 indbyggere. Ikke alle kender hinanden, men de fleste gør. De fleste ved utvivlsomt, hvem Tim er, for efter hans eget udsagn er han den første same, der er sprunget åbent ud som bøsse. I den traditionsbundne samiske kultur præget af machoidealer har det ikke været et udpræget let livsvalg. Uventet nok er der mange i lokalsamfundet, der støtter de to mænd og står op for dem. Mere forventeligt er der flere, der giver dem bank, når de kan komme til det.
Når det hele bliver for meget for Tim, når regnestykket mellem hvem han er, og det sted han føler, han hører til, ikke vil gå op, tager han sin snescooter og drøner halsbrækkende ud over isen, gennem skovene. Ud i naturen. Den er hans refugium.
Det er ikke til at vide, om Tim faktisk er den første same, der har valgt at være åben omkring sin homoseksualitet. LGBTQ-identitet i det samiske samfund har længe været omgærdet med absolut tavshed, og dokumentation på området har med undtagelse af en mindre norsk undersøgelse fra starten af 2000-tallet været ikke-eksisterende.
Det forsøger bogen og fotoprojektet Queering Sapmí at ændre på. Bogen har samlet 31 personlige beretninger fra samer med LGBTQ-identitet. Sammen med fotosiden af bogen udgør det en lang række portrætter af mennesker, der forsøger at finde et tilhørssted mellem deres kulturelle udgangspunkt og deres seksuelle identitet. En proces, der for de fleste aldrig stopper, og som for mange har haft skelsættende konsekvenser af den ene eller den anden karakter.
Tims fortælling er en af dem.

Kombinationen af to minoritetsidentiteter

Ideen til Queering Sápmí kommer ikke indefra det samiske samfund, men fra de to nordsvenske kvinder, kultursociologen Elfrieda Bergman og fotografen Sara Lindquist, begge aktive i det svenske queer-miljø.
– Projektet startede i førte omgang som et tankeeksperiment. Vi er selv queer, og vi har samiske venner. Vi var interesserede i at undersøge, hvad der sker, når du lægger to minoriteter ovenpå hinanden. Vores egen erfaring fra queer-miljøet viste os, at der kan være meget begrænsende definitioner på spil indenfor en gruppe. Det rum, hvori du kan være en del af gruppen samtidig med, at du adskiller dig fra den, er ofte meget, meget lille. Vi var derfor interesserede i at se, om der var de samme mekanismer på spil i det samiske samfund. Det gik hurtigt op for os, at definitionen på, hvad en samisk person kan være, er meget smal. Han er f.eks. altid en heteroseksuel mand, der vogter sine rensdyr iført den traditionelle, maskuline gákti (samisk klædedragt, red.) mens han joiker (traditionel samisk sang, red.). Det er alt, hvad der kommer op, når man googler. Det spejler den samme begrænsede viden, vi havde fået fra skolen, hvor der altid kun var en enkelt side i lærebøgerne, der beskrev samerne som et minoritetsfolk, der lever i pagt med naturen. Det er en meget smal, eksotiserende definition, der f.eks. aldrig berører den vedvarende kolonialisering af den samiske kultur, fortæller Sara Lindquist om projektet.

Med internettet er man aldrig alene

Udgangspunktet for Queering Sápmi var en inklusionstanke, der kunne åbne miljøet op og afspejle den diversitet, der alt for ofte går tabt i den populære udlægning af samerne som et ukompliceret naturfolk. Sara Lindquist og Elfrieda Bergman kendte i forvejen nogle få queer-personer med samisk baggrund, men arbejdet for at finde deltagere var et detektivarbejde, som Sara Lindquist i dag ikke mener ville have lykkedes uden de sociale medier.
– Ofte er det startet med, at én har fortalt, at de f.eks. har set to piger, der har holdt hinanden i hånden på et marked, men de kender kun den enes fornavn. Så er detektivarbejdet startet der. Vi kunne aldrig have lavet det her projekt uden Facebook, for gennem Facebook har vi kunnet finde frem til deltagerne og starte en uforpligtende dialog, siger Sara Lindquist.
De sociale medier spiller også en rolle i mange af de personlige beretninger. Tim fandt sin nuværende kæreste og samlever på nettet, og det er fælles for de yngre deltagere i projektet, at de alle har fundet queer-fællesskaber på nettet, der har styrket deres identitetssøgning.
En anonym deltager fortæller, at han aldrig vil kunne vælge sin queer-identitet over sin samiske identitet. Hans følelse af tilhørsforhold til naturen og det lille samfund, hvor alle kender alle, og selv ens chef forstår, at man kan have brug for pludselig at springe på sin snescooter og drøne ud i naturen uden fornemmelse for tid, vejer tungest i valget mellem en åben queer livsstil og den samiske identitet. Men så har han internettet, som han selv udtrykker det. Internettet giver ham adgang til et online queer-fællesskab, der ikke kræver, at han flytter sig fysisk – i første omgang i hvert fald.
De få ældre deltagere beretter om det at flytte væk som en større nødvendighed i forhold til at finde et nyt fællesskab.

En kontinuerlig splittelse

Et fælles tema, der løber gennem beretningerne, er splittelsen som livsvilkår. En splittelse der kan rumme både vrede, oprør og sorg. Nogle har opgivet at lime de to sider af identiteten sammen, andre forsøger sig stadig frem eller sender en oprørsk fuck-finger mod samfundet omkring dem. En ung mand, Lemet, beskriver det at være homoseksuel same som lig med at have en ikke-eksisterende identitet, mens en anden, Björn, beskriver det som to identiteter, han ikke kan være i på samme tid, men må veksle imellem, selvom han efter 10 års eksil i Stockholm har fundet en interesse i samisk shamanisme, der giver ham et link tilbage til hans kulturelle udgangspunkt.
Igennem fortællingerne løber en understrøm af referencer til venner, brødre, mennesker deltagerne har kendt, men som ikke selv har kunnet deltage. Det er dem, der har opgivet at få ligningen til at gå op, og har taget deres eget liv. Gentagelsen gør noget vigtigt klart; spørgsmålet om identitetsmæssigt tilhørsforhold er ikke et overfladisk spørgsmål, men for nogle et spørgsmål om liv eller død.

Spørgsmålet om stigma

Et af de spørgsmål, der står tilbage, er spørgsmålet om, hvad det er for en modstand i det samiske samfund, der gør en åben queer-identitet næsten umulig.
Sara Lindquist understreger, at det sjældent er åbent formulerede forbud og sanktioner indenfor den samiske kultur, der holder de samiske LGBTQ-personer tilbage. Det er ofte en internaliseret frygt for udstødelse, der får dem til at flytte væk.
– Noget af det, vi har set, er, at det er afgørende, hvordan din familie tager imod dig. Hvis din familie støtter og elsker dig, kan du ofte føle dig tryg, selvom der skulle komme sociale sanktioner. Men flere af vores case-personer har tidligt valgt at flytte. Ikke fordi nogen sagde til dem, at de skulle, men fordi de ikke forventede accepten. En af vores deltagere flyttede tidligt fra Sapmí til Norge, fordi hun vidste, at hun var lesbisk. 20 år senere kom hun tilbage til sin fars begravelse. Hun havde i den mellemliggende tid afskåret al kontakt til sin familie, fordi hun ikke forventede, at de ville kunne acceptere hendes seksualitet. Men familien tog imod både hende og hendes samlever med åbne arme. Det var en anden form for sorg, hun oplevede der. Hun følte, at hun havde mistet 20 år sammen med sin familie, fordi de aldrig havde talt åbent om det, fortæller Sara Lindquist.
Tavsheden går igen som barriere i mange af fortællingerne. Det samiske folk beskrives af deltagerne selv som ordknapt og underlagt en stærk macho-kultur. En enkelt fortælling, der ikke handler om queer-identiet, men om kønsbaseret vold i hjemmet, peger på, at kønsstrukturerne er svære at nedbryde, og at tavsheden, der omgærder dem, bestyrker dem.

Reproduktion af undertrykkelse

Fysisk vold er i det hele taget genkommende, og ligger ifølge flere af fortællingerne indlejret i den samiske kultur som følge af de overgreb, samerne selv har været udsat for. At være LGBTQ-same er ikke kun at være en minoritet i en minoritet, men også at være udsat i en udsat kultur.
For unge lilla-hårede Katarina, der er inspireret af Dita von Teese men elsker sin samiske klædedragt ligeså højt som punkmode og piercinger, har det været svært at definere sig som ‘ikke-hetero’, simpelthen fordi den definition ikke har en plads i nogen form for samtale. I det lille samfund er behovet for sammenhold og ensartethed så stærkt, at ingen tør afvige normen af frygt for, at der skal opstå en sprække, der gør samfundet sårbart.
Sapmí har gennem tiden oplevet sin egen sårbarhed gennem forskellige stadier af kolonialisering, norsk assimileringspolitik og tvangsomvendelse til kristendommen.
Den lidt ældre Sigrid sammenligner konflikten mellem Sapmí og Norge med den palæstinensisk-israelske konflikt; undertrykkelse reproducerer undertrykkelse. Samerne har været undertrykte så længe, at undertrykkelsen er blevet en internaliseret mekanisme i den samiske kultur, hvor dem, der skiller sig ud, undertrykkes hurtigt og effektivt.
Sara Lindquist og Elfrieda Bergman drager ikke nogen overordnet konklusion ud fra deres projekt. Målet har været at lade historierne tale for sig selv. Og det gør de. Også på en måde, der har givet genlyd.
– Projektet har fungeret som en safe zone. Folk har kunnet bringe det op i samtaler for lige at tage temperaturen på, om det var et ok forum at tale om LGBTQ-identitet i. Det er svært at pege på, om projektet har haft en direkte indflydelse på udviklingen heroppe, men vi har haft den første samiske Pride med ca. 300 deltagere. Folk havde i flere tilfælde rejst meget langt for at deltage. Både det svenske og det norske samiske parlament har nu LGBTQ-rettigheder på dagsordenen. Det er selvklart ikke alle, der er lige entusiastiske overfor den udvikling, men køns- og LGBTQ-spørgsmål er ikke længere noget, man bare kan feje af bordet, fortæller Sara Lindquist.