I den seneste tid har man kunnet konstatere, at det politiske debatklima i USA er under hastig forvandling, og at en række nye kommentatorer af samme grund træder ind på scenen. I årevis har debatten i USA ellers været domineret af højreorienterede kommentatorer såsom Rush Limbaugh, Ann Coulter og Bill O’Reilly. Hidsigheden i deres tone bliver kun overtrumfet af giftigheden i deres retorik mod alt og alle til venstre for midten. Under den seneste valgkamp udspyede de da også en lind strøm af galde mod en stadig mere tillokkende liberal dagsorden og dens tilhængere.
Men en række emner kaldte på nye fortolkninger; dechifrering, vurdering og diskussion, ikke mindst præsidentkandidater som Barack Obama, der i den grad sprængte politikerstereotypen, den økonomiske krise, den fejlslagne krig i Irak og en tiltagende metaltræthed over præsident Bush, fik en sprække til at åbne sig for nye kommentatorer, der ligesom kandidaterne brød med stereotyperne. Mediefænomenet Rachel Maddow er et godt eksempel på denne nye trend.

Skamløs intellektuel

Maddow er jødisk, liberal, lesbisk og skamløs intellektuel. Her skal man specielt hæfte sig ved etiketten intellektuel. Nørderne er nemlig vendt tilbage til amerikansk politik. De seneste årtier har ‘intellektuel’ ellers været et fyord, og konsekvensen af den tænkning må siges at have kulmineret i personen George W. Bush.
 
Men Maddows analytiske begavelse, ukonventionelle stil og venlige tone har, ifølge flere iagttagere, bidraget til at revitalisere det politiske debatklima i USA. “Med selv-ironiserende humor pakket ind i intellektuelt stål er det lykkedes for Maddow at redefinere et par L-words – og være liberal på en måde folk kan holde ud”, skrev webmagasinet TheDailyBeast.com, der spiller på den tydelige reference til den lesbiske kultserie The L-Word, der i øjeblikket vises på DR2.
 
I løbet af valgkampens sidste måneder gjorde hun kometagtig karriere på den nationale nyhedsscene i USA. Få uger efter, at hun i september fik sit eget MSNBC-program The Rachel Maddow Show, havde hun flere seere mellem 24 og 54 år end for eksempel CNNs Larry King Live. Væksten i seertal var godt hjulpet på vej af hendes mange fans på nettet, der hurtig spredte nyheden om programmet. Alt i alt lidt af en bedrift for Maddow.

Post-republikansk oprydningsarbejde

Hendes programmer er opbygget som et mix af seneste nyheder fra Washington, faste indslag med fikse titler og gæster i studiet. De faste indslag gælder for eksempel “Scrub, Rinse, Repeat” (Vask og skyl, gentag) om “post-republikansk” oprydningsarbejde og hvordan frygten eksempelvis fjernes fra den politiske dagsorden. Eller “Talk Me Down” (Slå koldt vand i blodet) om der er grund til at bekymre sig om for eksempel frigivelsen af Guantanamo-fangerne. Gæster er kommentatorer og eksperter m/k fra en lang række medier og uddannelsesinstitutioner. Så er der naturligvis også helt skæve historier og gakkede indslag.

Dyb i analysen og hurtig i replikken

For nogle år siden var Maddow totalt ukendt for en større offentlighed i USA. Med en statsvidenskabelig doktorgrad fra Oxford University i England i bagagen, blev hun nyhedsoplæser på en lokal radiostation i staten Massachusetts. Siden blev hun vært på den landsdækkende radiostation Air America, lanceret i 2004 for at skabe en modvægt til de altdominerende højreorienterede talk radioprogrammer. Maddows originale, ret nørdede persona (ja, hun bruger briller) appellerede til en voksende gruppe af kritiske, venstredrejede unge vælgere. 

Hun tog mange forskellige emner og skæve historier op lige fra udenrigspolitik, forfatningslære og krigshistorie til Zimbabwes surrealistiske inflationsrate og Polens bizarre politiske Kaczynski-tvillinger. Dr. Maddow var dyb i analysen, hurtig i replikken og knivskarp.
 
Tilmed efterlignede hun ikke den aggressive kommentatorstil karakteristisk for begge sider af den politiske skillelinje. I stedet tog hun Bush-regeringens politik under kyndig, komisk og kærlig behandling. 

Kærligt behandlede hun også sine modstandere, når hun optrådte side om side med dem som ekspert i diverse nyhedsprogrammer. Hun undgik omhyggeligt at få diskussionerne op at ringe i det røde felt. “Selv om jeg kan være ret skrap i min kritik og lufte stærke synspunkter, prøver jeg ikke at være ondskabsfuld. Min tolerance over for folk, der er ondskabsfulde eller personligt fornærmende, er meget lav,” siger hun i et interview i New York Magazine.

Fædrelandet erklærede krig mod hende

Selv én af hendes stærkeste politiske modstandere, den højreorienterede kommentator Pat Buchanan, bliver mødt med smil og skarpsindig modstand. Rachel Maddow nævner i flere interviews Pat Buchanan som grunden til, at hun overhovedet er gået kommentatorvejen. Det skete helt konkret, da han i en tale på den republikanske partikongres i 1992 opildnede forsamlingen til kulturkamp og fordømte blandt andet rettigheder for homoseksuelle. 

“Pats kamptale ramte mig virkelig. Uden nogen som helst form for omsvøb erklærede han, at mit eget land var i krig mod mig,” udtaler hun i Huffingtonpost.com.

Siden er hun kommet på karrieremæssig omdrejningshøjde med Buchanan, og om ham siger hun til Women on the Web Magazine: “Jeg respekterer ham, selv om jeg er voldsomt uenig med ham. Han er en ærlig debattør, og han lytter til, hvad hans modstandere siger. Det sætter jeg pris på.”
 

Tager den amerikanske forfatning tilbage 

Det uafhængige politiske tidsskrift The Nation udpeger mediefænomenet Maddow til en slags post-partipolitisk kommentator. Maddow tilhører en ny generation af kritiske journalister, der har taget den amerikanske forfatning og uafhængighedserklæring tilbage og tager dem meget alvorligt.
 
Ganske vist startede hun karrieren på det meget venstredrejedeAir America, men i løbet af et langstrakt og ofte krigerisk primærvalg gik Maddow i clinch med alles politik og anbefalede ingen specifik kandidat. Hun udviste en næsten irriterende ligevægt, skriver The Nation, og hver eneste kandidat uanset partifarve blev strøget både med – og mod hårene. Hun var for eksempel meget kritisk over for Hillary Clinton og hendes holdning til Irak-krigen. Omvendt var hun ikke kun imponeret over Obamas militærpolitik som helhed, til trods for at han var modstander af krigen. 

Selv om Rachel Maddow ikke kan sættes i partipolitisk bås, er hun sammen med millioner af andre verden over ovenud begejstret for, at en sort amerikaner er blevet valgt til landets højeste embede. 

Valget af Barrack Obama er en “fandens stor historisk begivenhed”, siger hun. Men, som hun også siger, ved ingen, om han bliver en god præsident, og i flere interviews fremhæver hun desuden, at det er politik og samfundsforhold, der interesserer hende, ikke enkeltpersoner.
 
Maddow kalder det sin fornemste opgave at hjælpe folk til at forstå, hvad der foregår i verden, og hvad der foregår i USA. Det betyder, at der er masser af historier at tage fat på for en liberal, også under en Obama-administration: 

“Der er ingen mangel på dårlige idéer i Washington. Den nuværende regering vil være ansvarlig for nogle af dem, andre vil oppositionen stå bag. Jeg nyder at dække en dårlig idé, uanset hvem, der lufter den.” 

Maddow en del af en større trend

Det er ingen stor hemmelighed, at langt de fleste politiske kommentatorer stadig er mænd, og på Forbes liste over de 25 mest indflydelsesrige liberale kommentatorer er da også kun fire kvinder. 

Men Rachel Maddow er ikke desto mindre en del af en større trend, og man må nødvendigvis hæfte sig ved, at adskillige hårdtslående kvinder er kommet med på kommentatorvognen i USA under – og efter valget af Obama.
 
Foruden Maddow, der indtager en syvende plads på Forbes liste, finder man grundlæggeren af Huffingtonpost.com Arianna Huffington på en andenplads, Oprah Winfrey på en fjerdeplads ogNew York Times kommentator Maureen Dowd på plads nummer femten. 

Desuden har flere andre kvinder formået at bryde igennem mediemuren under den seneste valgkamp. Tina Brown, britiskfødt chefredaktør af webmagasinet TheDailyBeast.com, skriver toneangivende politiske klummer. Hun er tidligere chefredaktør afVanity Fair og det ses tydeligt i The Daily Beast, som dagligt bringer en forrygende blanding af artikelstof, kommentarer, blogs og video om politik, kultur, kendisser, kriminelle, bøger med videre. Gwen Ifall, sort amerikaner og chefredaktør forWashington Weekly, er en hyppigt anvendt ekspert sammen med Joan Walsh, redaktør på webmagasinet Salon.com

“Jeg er fandme glad for, at du ikke er min kone, så jeg ikke skal høre på det sludder hver dag,” trumfede den fremtrædende republikanske senator Dick Armey (ja, sådan hedder han virkelig) over for Joan Walsh under en nylig tv-debat. Debatten handlede om Barrack Obamas økonomiske redningspakke, og Armey løb øjensynligt tør for saglige argumenter.

Hvide privilegerede hetero-mænd kommer til kort

Efterfølgende analyserede Walsh situationen, og hendes analyse peger meget præcist på, hvor skoen trykker, og hvad der er i gærde: For mandlige politikere af Armeys generation (han er 68 år) har det politiske liv været såre enkelt, så længe kvinder og etniske minoriteter ikke kunne konkurrere på lige fod. Politiske modstandere var altid andre, genkendelige mænd, og det var klart, hvordan spillet skulle vindes. “Men når mændene skal diskutere med en helt ny stamme af begavede kvinder med klare holdninger, sorte, latinos, asiater og homo’er, så kommer de til kort,” hævder Walsh.

Et er i hvert fald sikkert: Rachel Maddow er om nogen udtryk for, at monopolet er brudt og en ny stil vinder frem, der alt i alt højner det politiske debatniveau betragteligt.