For ti år siden giftede Dima Dabbous fra Libanon sig med en østrigsk mand i Østrig. De besluttede sig for at bo i Libanon, hvor Dima arbejdede, men det viste sig at være lettere sagt end gjort. 

– Myndighederne nægtede at give min mand opholdstilladelse. At han var gift med mig, var ikke grund nok, fortæller Dima, da vi mødtes på hendes arbejdsplads ved det libanesisk-amerikanske universitet i Beirut.

Dima og hendes mand er blandt ca. 80.000 mennesker i Libanon, hvis liv kompliceres af landets kvindediskriminerende lov om statsborgerskab. Libanon godkendte FN’s kvindekonvention Konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder (CEDAW) i 1996, men fik indført flere forbehold, blandt andet spørgsmålet om retten til statsborgerskab. Mens udenlandske kvinder automatisk får medborgerskab, når de gifter sig med en libanesisk mand, så kan en libanesisk kvinde aldrig videregive sit statsborgerskab til en udenlandsk mand.

– En udlænding, der gifter sig med en libanesisk kvinde, skal have job og arbejdstilladelse for at bo her. Min mand lånte i alt 70.000 dollars, som han satte ind på en konto og sagde derefter, at han var forretningsmand. Så fik han opholdstilladelse i et år, fortæller Dima.

I otte år har hendes mand arbejdet i Libanon, men hvert år må han forny sin arbejds- og opholdstilladelse. 
– Vi lever altid med frygten for at tilladelsen ikke fornyes og hvad der sker, hvis han mister sit job?, spørger Dima.

Kvinders rettigheder afhængig af hendes religion

I Libanon får et barn altid sin fars religion og nationalitet. Men der findes tusindvis af børn af libanesiske mødre og udenlandske fædre, som betragtes som udlændinge og dermed uden ret til offentlig skolegang, sundhedsvæsen eller andre sociale ydelser.

Dima og hendes mand adopterede en pige i Libanon for nogle år siden.
– Hun havde allerede libanesisk statsborgerskab, og var som jeg sunnimuslim, da vi adopterede hende. Men hvis vi får biologiske børn, bliver det et problem. Jeg vil være nødt til at søge om opholdstilladelse til dem hvert år, indtil de bliver myndige. Derefter må de selv ansøge, fortæller Dima.

Libanon har også forbehold i forhold til FNs Kvindekonvention, når det gælder ægteskabssager og familieret. Landet har et konfessionelt styre, og det betyder, at magten er fordelt mellem repræsentanter fra Libanons 19 muslimske og kristne samfund, hvor lovgivning om familie og ægteskab hører under de forskellige religiøse domstole. Derfor er en gift kvindes status afhængig af hendes religion.

Den 28-årige mediearbejder Rihab al-Jawhari tilhører det drusiske samfund, en retning inden for den shiitiske islam.

– Ligesom i andre samfund får drusiske mænd forældremyndigheden over børnene i skilsmissesager, og huset tilfalder altid manden. Selv jeg, som er ugift, påvirkes af de religiøse love. En kvinde arver ikke lige så meget som deres brødre, fortæller Rihab, da vi mødes på en café i det centrale Beirut.

Rundt omkring sidder unge par uden vielsesringe og nipper til vinen. På gaderne ses alt fra piercede goth-piger og kvinder med dybe halsudskæringer til kvinder med tørklæder.

– Libanon er på mange måder et tolerant samfund. Jeg oplever ikke diskrimination i min hverdag, men hvis jeg gifter mig, vil det ske borgerligt på Cypern. Dér gælder den cypriotiske ægteskabslov, som så også gælder for min mand og jeg i Libanon, fortæller Rihab.

Borgerligt ægteskab beskytter dog ikke Rihab mod familie-relateret vold, og i Libanon er det ikke ulovligt for en mand at voldtage eller mishandle sin hustru.

– Det føles meget utrygt. Jeg kender flere kvinder, som mishandles af deres mænd. De kan intet gøre. Der er ingen love, som beskytter dem, siger Rihab.

På en anden café sidder en 35-årig kvinde, som kalder sig for Joy. Hun er katolik, single og bor hos sine forældre. Joy fortæller, at der generelt set er et liberalt syn på kvinders ret til at klæde sig og gå ud som de vil. Men når det gælder kvinders seksualitet, er de traditionelle værdier magtfulde, selv når det gælder seksuelle overgreb. 

– En nat for syv år siden ringede min ekskæreste og vækkede mig. Han sad uden for i sin bil og truede med at vække min far, hvis jeg ikke kom ud, fortæller Joy. Hun gik ud, hvilket var begyndelsen til flere timers vold og seksuelle overgreb.

– Bagefter følte jeg mig magtesløs. Havde jeg anmeldt ham, er jeg sikker på, at både politiet og mine omgivelser ville sige, at det var min egen skyld. En kvinde, som forsøger at leve et frit liv, og som går ud og morer sig på egen hånd, vil altid selv bære skylden, hvis der sker noget, fortæller Joy. I henhold til straffeloven slipper voldtægtsmanden desuden, hvis han frier til offeret. 
– Den lov kendte jeg intet til, siger Joy. [Iflg. den danske straffelov § 227 kan straf for voldtægt og anden ulovlig tvang til samleje nedsættes eller bortfalde, når voldtægtsmanden og offeret (hetero- eller homoseksuel) gifter sig med hinanden eller indgår registreret partnerskab efter voldtægten. Så der kan også ske både strafbortfald og strafnedsættelse afhængig af omstændighederne i Danmark, red.].

Kvindeorganisation kæmper for kvotering

De forældede love er sjældent på den politiske dagsorden, og det er måske ikke så overraskende, når man ser, hvor kraftigt underrepræsenteret kvinder er i parlamentet. Libanon har 160 kvindeorganisationer, som er medlemmer af The Lebanese Council of Women (LCW), der netop kæmper for en kvotering, som garanterer 33 pct. af parlamentspladserne til kvinder.

– Det betyder ikke, at alle kvindediskriminerende love forsvinder, men det bliver lettere for os at lobbyarbejde gennem kvindelige parlamentarikere, siger Nayla Masri, som sidder i LCW’s bestyrelse.

Inden det sidste parlamentsvalg i juni, førte LCW en kampagne for kvotering, hvor de inviterede politikere og parlamentarikere til diskussion.
– Men de var ikke samarbejdsvillige. De vil ikke have konkurrence fra kvinderne, fortæller Nayla Masri.

Kvinde, vær smuk og stem!

Blandt de mere end 500 parlamentskandidater var kun 12 af dem kvinder. Og i valgkampen lyste ligestilling og kvinder generelt ved dets fravær – hvis man lige ser bort fra oppositionspartiet FPM’s valgplakater, der opfordrede kvinder til at “være smukke og stemme”, og regeringens plakater, som opmuntrede kvinderne til at “være ligestillede og stemme”.

Hvor mange kvinder der stemte, er uklart, men kun fire kvinder kom ind på parlamentets 128 pladser. De valgte kvinder kommer fra kendte politikerfamilier. Nayla Masri mener dog, at selvom alle kvindelige kandidater blev valgt, ville det næppe føre til, at kvindespørgsmål blev opprioriteret i parlamentet.

Politikere kender ikke FN’s kvindekonvention

– Jeg har interviewet et par kvindelige parlamentarikere. De havde ikke selv haft et ønske om at blive politikere, men fordi de tilhører familier med tradition for politik, blev de presset af familien til at stille op, selvom de ikke umiddelbart selv havde en politisk dagsorden, fortæller Nayla Masri.

Ingen af dem kendte til FNs kvindekonvention og dermed heller ikke til Libanons forbehold, men organisationen LCW har alligevel fået et par af politikerne til at tage ligestillingsspørgsmål op.

Én af de kvindelige parlamentarikere har fx lovet at bekæmpe sexisme i skolebøger, mens en anden vil kæmpe for retten til statsborgerskab. Nayla Masri, som er ansvarlig for LCW’s projektKvinders rettigheder og statsborgerskab, tror, at løfterne vil blive indfriet.

– Nu fokuserer vi på retten til statsborgerskab, da det påvirker mange mennesker. Vores jurister har indleveret et lovændringsforslag til indenrigsministeren, og mange betydningsfulde organisationer og politikere støtter os. Vi er meget fortrøstningsfulde, fortæller Nayla Masri.

Kvinder mangler selvværd til at stille op

I betragtning af det lave antal kvinder, som stillede op ved det sidste valg, er det relevant at spørge, hvorvidt der er tilstrækkelig mange kvindelige politikere til at opfylde en kvote på 33 pct.?

– Ja det tror jeg. Problemet er, at mange kvinder har et lavt selvværd. Derfor må vi satse på workshops og andre aktiviteter, der styrker kvinders selvopfattelse, forklarer Nayla.
 

Libanesiske kvinder veluddannede

Siden LCW blev etableret i 1952, er der sket flere forbedringer for kvinder i lovgivning, arbejdsliv og uddannelse, på trods af borgerkrigen i Libanon mellem 1975 og 1990, som blev efterfulgt af flere israelske invasioner. 

Generelt set er libanesiske kvinder også veluddannede, og de udgør næsten 30 pct. af arbejdsstyrken. Men Nayla mener, at den patriarkalske tankegang er en bremseklods for, at kvinder engagerer sig i politik. 

– Udearbejdende kvinder har faktisk dobbelt arbejde. De gør både rent, laver mad og passer børn – og går på arbejde, fortæller hun.

– Libanesiske kvinder er analfabeter, når det gælder deres rettigheder. I oktober lancerer vi en stor mediekampagne, som vil informere om statsborgerskab og diskrimination, fortæller Nayla Masri.

Der findes også en hel del at informere om. I straffeloven fremgår det fx, at mænd, som dræber kvindelige slægtninge, får mildere straf, hvis de angiver ære som motiv. Utroskab er ulovligt, men mens en mand straffes med højst seks måneders fængsel, risikerer en kvinde op til to års fængsel.

– En mand skal tages på fersk gerning med sin elskerinde for at blive dømt. For en kvinde er det tilstrækkeligt, at tre personer vidner om mistanke om utroskab. Jeg har ingen statistik over, hvor ofte disse love anvendes, men det hænder. Indtil videre har ingen politikere vist vilje til at reformere, siger Nayla Masri.

LCW arbejder hårdt for at ændre lovgivningen mod partnerrelateret vold, men traditionelle værdier stikker en kæp i hjulet. 
– Vold mod kvinder betragtes som et familieanliggende. Hvis en kvinde går til politiet og anmelder sin mand for vold eller voldtægt, vil de sige, at “det er et anliggende mellem dig og din mand”, sukker Nayla Masri.

Den diskriminerende lovgivning i de religiøse domstole er i princippet umulig at ændre. Den ses som Guds ord. 
– Vi kræver ikke, at de religiøse domstole afskaffes. Vores mål er, at det bliver tilladt at gifte sig borgerligt i Libanon. Så kan vi selv vælge, om religiøse eller verdslige love skal styre vores status i ægteskabet, afslutter Nayla Masri.