Som studievært i den tyske MTV-pendantViva optrådte Charlotte Roche en enkelt gang med behåring under armene. Synet af den mørke dusk hår, som tittede frem fra T-shirten, vakte så meget afsky, at seerne bombarderede den ellers populære studievært med e-mails.

– Alle flippede totalt ud. Kvinder med hår under armene er det mest gyselige og usexede, der findes. Og kvinder er selv de første til at kaste sten efter én, når man forbryder sig mod normen. Men det er jo bare hår, som egentlig ikke er anderledes end mit hår på hovedet, siger Roche i et tv-interview på NDR.
 
Spørgsmålet om kvindelig kropsbehåring tages igen op af den 18-årige Helen i Charlotte Roches debutroman Vådområder. I forbindelse med en mislykket intimbarbering er en rift omkring Helens endetarmsåbning blevet betændt, og hun er nu indlagt på det lokale sygehus. Mens hun venter på, at såret skal læges, endevender hun hver eneste del af sin krop fra skamlæberne og sekretionen i underbukserne til knopperne på numsen, der fulgte efter den ufølsomme barbering før operationen. Hun masturberer med sine øko-dildoer (avokado-sten), efterlader blodige, hjemmelavede tamponer i elevatoren og får sygeplejersken Robin til at fotografere sit røvhul efter operationen.
 
Samtidig håber Helen på, at indlæggelsen kan forsone hendes skilte forældre, og hun prøver at foranstalte et møde mellem dem over hendes sygeleje. Ingen af dem er dog særlig interesserede i at besøge deres datter.
 
Siden romanen udkom sidste år, har tyske og internationale anmeldere haft svært ved at greje den 18-årige Helens udforskning af sin egen krop. Mens nogle kritikere har anklaget romanen for at være en forceret provokation eller slet skjult pornografi, har andre taget den til sig som et nutidigt, feministisk udsagn om, hvordan man i dag som kvinde erfarer krop og seksualitet.

Romanen skulle oprindeligt være udkommet på forlagetKiepenheuer & Witsch, men den blev afvist, fordi den var for anstødelig. Da den endelig udkom fra forlaget Dumont i begyndelsen af 2008, gik den lige til tops på bestseller-listerne og solgte i løbet at fire uger mere end 400.000 eksemplarer. I 2008 blev den kåret til årets bestseller i Tyskland, og den ligger højt i det internationale salg hos Amazon.com. Den 8. marts udkommer Vådområder på dansk på forlaget Athene.

Kusseflora og hygiejnehysteri

Et af de første fænomener, som man præsenteres for i romanen, er Helens interesse for at opdyrke en god kusseflora:

“Man må endelig ikke vaske sig for meget. Først og fremmest på grund af den vigtige kusseflora. Men også på grund af den kussesmag og -lugt, der har stor betydning for sex. Den må jo ikke forsvinde. Jeg har eksperimenteret med uvasket kusse i lang tid. Tanken er, at det skal lugte let og fristende fra bukserne, også gennem kraftige cowboybukser eller skibukser. Mænd registrerer det ikke bevidst, men de gør det ubevidst, for vi er jo alle sammen dyr, der vil parre sig. Helst med nogen, som lugter af kusse.”

I flere interviews har Charlotte Roche fortalt, at reklamer for hygiejnebind med duft og parfumer til at sprøjte op i skeden for at begrænse lugte længe havde provokeret hende, inden hun skrevVådområder

– Med parfumerede trusseindlæg og intimsæber er vi omgivet af et hygiejnehysteri, som i flere år har ophidset mig. Det er det rene vanvid, siger Charlotte Roche i et interview til Frankfurther Allgemeine. At mange kvinder ikke bryder sig om deres egne lugte skyldes ifølge Roche bl.a. reklamer og dameblade, som uundgåeligt kommer til at sætte en norm for den perfekte kvindekrop.
 
Men hygiejne og seksualitet er nu en gang noget meget kropsligt – og meget personligt. Og det får man også indtryk af, når man læserVådområder

– Man lærer det hele at kende alene, for man får intet at vide om, hvordan andre omgås med det. Jeg tror, at mennesker beskæftiger sig med deres kropsfunktioner en stor del af deres liv uden nogensinde af dele det med andre, fortæller Charlotte Roche.
 
Og netop den trang til at undersøge sin virkelige krop driver Helen. Hun følger med største bevågenhed sin menstruation, gransker sine sekreter, hudorme og sårskorper nøje og endevender hver en hudfold i sin vagina. På den måde bringer romanen alt det i tale, som ellers er tavst.
 
Helen er ikke bleg for at lade andre se med. Hun ligger i hospitalssengen med bar røv, skiftevis vendt mod vinduet og mod døren, så den ene mere befippede hr. professor, doktor, overlæge efter den anden får hendes røv lige i sylten, når de kommer på stuegang. Og tyskerne sparer jo ikke på fine titler, når det gælder mandlige autoriteter. Det hvide, sterile hospital og lægeverdenens hierarki danner på den måde en kras baggrund for Helens eksperimenter.

Krop til grænsen

Efter operationen beder hun lægen om at få de dele, som blev skåret væk, her i blandt bylderne af hæmorider, der har vokset rundt omkring hendes endetarmsåbning, også kaldt “blomkål” på grund af deres ydre lighed. Hun endevender stykkerne med hænderne, og afslutningsvis sutter hun sine blodige fingre.

“Fingrene er fulde af blod og smat. Skal jeg tørre dem af i sengen? Det ville blive et værre svineri. Heller ikke i englekostumet. Samme svineri. Hm. Nå ja. Det er jo mine stumper fra min krop. Også selv om der var betændelse i dem. Jeg sutter bare fingrene rene, den ene efter den anden. Jeg er altid meget stolt, når jeg finder på sådan noget. Det er bedre end at sidde hjælpeløs i sengen og håbe på, at der dukker nogen op med vådservietter.”
Romanens fremstilling af kroppen bevæger sig hele tiden henover grænsen til det groteske og væmmelige. Det har fået mange tyske anmeldere til at læse romanen som ren provokation. I det ene talkshow efter det andet slår interviewerne ned på tilfældige steder i bogen og harmes over, hvad hun da vil med det, de kun kan betragte som pornografi. Men Roche selv insisterer på, at romanen ikke er skrevet for at bryde tabuer:

– Jeg vil ikke bryde tabuer, men snarere vende det indre ud, sådan som vi alle er: hele det hemmelige hygiejneliv, hvortil jeg også regner onani.

Det er en vigtig pointe ved romanen, at det netop ikke er afvigelser eller perversioner, men erfaringer af den normale krop og den normale seksualitet, som Charlotte Roche beskæftiger sig med.
 
I det perspektiv kaster bogen også et lys tilbage på læseren, som dermed kan registrere sine egne reaktioner på Helens intimliv. Fx kan man spørge sig selv om ens egen grænse er nået, når Helen fortæller om sine små bolcher af størknet sæd, som hun går og sutter på, mens hun mindes sin sexpartner.