Når det nye egyptiske parlament træder sammen, så bliver det med flere kvinder end nogen sinde før. Ved valgene i november og december fik hele 87 kvinder sæde i parlamentet, svarende til 14,5 procent af medlemmerne. Det er et pænt stykke over rekorden fra 2010, hvor 64 kvinder blev valgt (12 procent). Ved det mellemliggende valg i 2012 blev bare 12 kvinder valgt ind, eller blot 1,2 procent af de valgte.
Grunden til udsvingene hedder kvoter. De kvoter, der ellers sikrede kvinderne en vis repræsentation, blev nemlig droppet i 2012. Da Egypten har valg i enkeltmandskredse efter britisk model, betyder det, at det ofte er den lokale stærke mand, der bliver valgt. I år er et kvotesystem genindført, og med det var 56 pladser sikret til kvinder. Oven i bliver 14 af den del af medlemmerne, som præsidenten udnævner, også kvinder.
Alligevel er der også en reel fremgang for de kvinder, der er blevet valgt uden om kvotesystemet. I alt har 17 kvinder sat sig på en af enkeltmandskredsene, og det er altså 5 flere end for tre år siden.

Kvinder til valg for første gang i Saudi Arabien

Der er også garanti for fremgang til kvinderne ved lokalvalgene i Saudi Arabien, som finder sted i morgen, lørdag. Det er nemlig første gang i landets historie, at kvinderne overhovedet har lov til at stemme og stille op til et valg i det ultrakonservative land.
Omkring 900 kvinder har registreret sig som kandidater sammen med 6000 mænd, men kvinderne har ikke kunnet føre valgkamp på linje med mændene. De har hverken måttet vise deres ansigter på valgplakater eller deltage i valgmøder, hvor der også var mænd til stede. De kommunale råd, som der er valg til, blev oprettet i 2005, men har kun begrænset magt.
 
———————–
Billede fra valgoplysningsvideo produceret af KVINFOs partner CEWLA (Center for Egyptian Women’s Legal Assistance). Se videoerne her.