I februar fejede en lille, lilla revolution gennem Libyen. Lilla i alle afskygninger og mønstre prydede kvindernes hovedtørklæder, og butikker satte lilla skilte op i vinduerne. Mænd, gamle som unge, trak i lilla slips eller smed et lilla tørklæde om skuldrene for at vise deres støtte til kampagnen Purple Hijab Day. Kampagnen blæste til kamp mod kønsbaseret vold, og fik selv premierministeren til at trække i et lilla tørklæde. Alaa Murabit, der er stifter af organisationen bag kampagnen, er ikke i tvivl om, hvorfor det blev så stor en succes.
“Vi brugte Koranen som argument for, at man ikke skal slå sine døtre. Ved at påpege, at Mohammed aldrig ville slå sine døtre, brugte vi religion som argument mod kønsrelateret vold. Det betød, at vi fik en hidtil uset støtte, og at premierministeren for første gang offentligt støttede en kampagne mod vold i hjemmet,” forklarer hun.

Vold er en naturlig del af livet

Alaa Muraabit er selv dedikeret muslim og stolt af sin religion. Hun bliver frustreret over, hvor mange mennesker, der bruger islam som et redskab til at holde kvinder nede i samfundet. Kønsbaseret vold er for mange piger og kvinder i Libyen en naturlig del af livet, som de ikke vover at stille spørgsmålstegn ved. Når hun er ude på skoler for at oplyse kvinder om deres rettigheder, spørger hun ofte, hvor mange af pigerne, der har været udsat for vold derhjemme eller på gaden. For det meste ryger størstedelen af pigernes hænder i vejret. Netop fordi det er en så integreret del af kulturen, er det en svær kamp at vinde. Derfor er det også afgørende, at man har styr på sin religiøse argumentation, understreger Murabit:
“Man er nødt til at svare tilbage med den samme logik, som de stiller op, hvis man vil ændre noget som helst. Man skal kunne sige religiøst nej. Det er den eneste måde, du kan få kvinder til at kæmpe for deres sag. Så har de religionen på deres side, og det er et meget værdifuldt værktøj.”
“Vi brugte Koranen som argument for, at man ikke skal slå sine døtre. Ved at påpege, at Mohammed aldrig ville slå sine døtre, brugte vi religion som argument mod kønsrelateret vold(…)”
Kønsbaseret vold kommer til udtryk på mange forskellige måder i det libyske samfund. Fra de unge drenges chikane på gaden til manden, der slår sin kone og døtre. Selvom det er nærliggende at lange ud efter den mandlige del af befolkningen, dem som udøver volden, understreger Alaa Murabit, at man skal se på det overordnede billede. Som hun ser det, hænger det meget sammen med de politiske vilkår, libyerne i mange år har levet under. Regeringen har udvist manglende respekt for folket, som i høj grad har mistet kontrol med deres egen tilværelse. Samtidig er vold blevet en kulturel norm, og hvis en bror kontrollerer sin søster med psykisk terror, vil mange argumentere for, at han blot gør det af kærlighed, forklarer hun.

Revet ud af den trygge boble

Den 23-årige Alaa er selv vokset op i en familie med ti søskende, hvor vold aldrig har været på tale. Familien boede i Canada indtil hun var 14 år, hvor de rykkede til Libyen og blev genforenet med resten af familien. Mødet med Libyen for den unge teenager var et kulturchok. Det blev også en øjenåbner, der ændrede hendes syn på verden. Fra at have levet i en tryg boble, hvor hendes bekymringer gik på, om hun kunne nå bussen til tiden, stod hun pludselig i et land, hvor der slet ikke var nogen busser.
“Man er nødt til at svare tilbage med den samme logik, som de stiller op, hvis man vil ændre noget som helst. Man skal kunne sige religiøst nej. Det er den eneste måde, du kan få kvinder til at kæmpe for deres sag.” 
Det gik hurtigt op for hende, at den verden, hun kendte og var tryg ved, var en helt anden, end den virkelighed, der lå foran hende. Den libyske familie forventede af hende, at hun var en god libysk pige, og der blev ikke taget særlig hensyn til, at hun var opvokset i et vestligt land. Men hun er i dag taknemmelig for, at hun har oplevet de to meget forskellige virkeligheder, fordi det har givet hende et andet perspektiv på tilværelsen.
“Når man er ung pige i Canada, tror man, at alle andre har det ligesom en selv og får en uddannelse, har rent vand og kan beklage sig over, hvis de ikke får det legetøj, de gerne vil have. Men så flytter man til Libyen og finder ud af, at man har været meget heldig, og at de næste år helt sikkert bliver svære.”

Revolutionen, der intet ændrede

Den 15. februar 2011 brød de første uroligheder og demonstrationer ud i landet, der i de næste otte måneder befandt sig i et oprør mellem Gaddafis styrker og demonstranterne. Da Alaa Murabit først hørte om demonstrationerne, var hun sikker på, at urolighederne hurtigt ville blive nedkæmpet. Hun troede ikke et sekund på en arabisk revolution i Libyen. Men hun boede lige i nærheden af Tripoli i byen Zawiya, hvor kampene hurtigt blev en meget synlig realitet, når kampvognene kom rullende. Hun begyndte så småt at hjælpe til med at transportere sager for oprørerne, og hendes far blev arresteret flere gange. Da hendes eget navn dukkede op på listen over eftersøgte kvinder, trak hun sig tilbage til hjemmet af frygt for at blive arresteret. Hun gætter selv på, at det var hendes højrøstede meninger, der fik hende på listen.
“Når man er ung pige i Canada, tror man, at alle andre har det ligesom en selv og får en uddannelse, har rent vand og kan beklage sig over, hvis de ikke får det legetøj, de gerne vil have. Men så flytter man til Libyen og finder ud af, at man har været meget heldig, og at de næste år helt sikkert bliver svære.”
Efter revolutionen er det blevet langt mindre farligt at ytre sin mening, og mange bruger det som et parameter for, at situationen er bedre nu. Men sådan ser Alaa Murabit ikke på det. Hun mener ikke, det gør en forskel, at man kan sige, hvad man vil, hvis ingen lytter. Sådan som virkeligheden ser ud for kvinderne i Libyen efter revolutionen, hvor overgangsregeringen ikke har vist nogen tegn på, at kvinder kommer til at spille en større rolle end tidligere.
“Politisk set står kvinder ikke et hak bedre. Nogle siger, at fordi der ikke længere er en diktator, er det automatisk blevet bedre, men det er jeg ikke enig i. Det bør ikke være en standard. I stedet må vi se på, hvad næste skridt skal være. Hvad vi kan gøre for at sikre kvinder økonomisk og sørge for, at de får mere indflydelse.”

Overraskende politisk

Organisationen The Voice of Libyen Women kæmper for politisk og økonomisk indflydelse for kvinder i Libyen samt afskaffelse af kønsbaseret vold. Da Alaa Murabit fik ideen til at starte organisationen, havde hun intet begreb om, hvor sprængfarligt et område, hun trådte ind i. Hun er uddannet læge og havde en naiv tilgang til kvinderettigheder, som for hende primært handlede om at mindske udbredelsen af vold mod kvinder. Men det gik hurtigt op for hende, at det slet ikke var så enkelt.
“Politisk set står kvinder ikke et hak bedre. Nogle siger, at fordi der ikke længere er en diktator, er det automatisk blevet bedre, men det er jeg ikke enig i(…)” 
Når hun opfordrede kvinder til at lade sig skille, hvis deres mænd slog dem, blev hun konfronteret med en anden virkelighed, end hun havde forventet. Kvinderne spurgte hende, hvordan de så skulle forsørge deres familie, og hun indså hurtigt, at man ikke kan tale om kvinderettigheder, uden at det bliver politisk.
“Det er gået op for mig, at der skal ske juridiske, politiske og økonomiske forandringer først. Jeg troede, at jeg bare skulle åbne et par klinikker og en hotline. Det var en meget lægelig tilgang til kvinderettigheder. Lige pludselig sad jeg midt i alt det her, som jeg slet ikke er sikker på, at jeg er god til.”

Det går den forkerte vej

Hun ser med bekymring på den udvikling, som landet er på vej mod. Den dårlige sikkerhedssituation bliver brugt som et middel til at holde kvinder hjemme, og korruption blandt politikere er så udbredt, at de færreste kvinder ser nogen grund til at gå ind i politik. Alaa Murabit spår, at tingene først vil begynde at ændre sig, når de unge kvinder, der har oplevet revolutionen, er kommet igennem uddannelsessystemet. De vil have mod og lyst til at kaste sig ud i politik, fordi de har set, at kvinder trods alt kan gøre en forskel, hvis de står sammen.
Jeg troede, at jeg bare skulle åbne et par klinikker og en hotline. Det var en meget lægelig tilgang til kvinderettigheder. Lige pludselig sad jeg midt i alt det her, som jeg slet ikke er sikker på, at jeg er god til.” 
I dag er der masser af kvinder, som siger deres mening højt, men de bliver ikke nødvendigvis hørt de rigtige steder, hvor det kan føre til forandringer. Situationen i Libyen er lige nu for ustabil til, at kvinderettigheder kommer på dagsordenen. Hvis hun tager sine optimistiske briller på, ser hun i fremtiden et samfund, hvor der er flere kvinder repræsenteret i alle sfærer af samfundet. Hvis ingen andre vil træde til, kan det godt være, hun ender med at engagere sig politisk, selvom hun helst er fri. 

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram

KVINFOs program i Mellemøsten og Nordafrika er støttet af Udenrigsministeriets Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, DAPP.

Læs mere om DAPP på dette link.

Hun forventer, at historien vil gentage sig lidt endnu, men det håb, som revolutionen har givet folket – og især kvinderne – har afgørende betydning.
“Hvor meget revolutionen egentlig har ændret, vil ikke være åbenlyst lige nu, men om nogle år, vil vi se det. For de arabiske revolutioner i det hele taget vil vi i de kommende år se den sande effekt. Man skal ikke begynde at stille for mange forventninger og tro, at der vil ske en hel masse på så kort tid. Det har taget hundredvis af år for andre lande. Sådan skal det være. Det tager tid for den slags ting at gro.”