Fakta

’Jeg ser ikke nogen meget dyster fremtid for kvinder i Syrien’, siger Maan Abdul Salam, syrisk aktivist og kvinderettighedsforkæmper. Han er uddannet i engelsk litteratur og har studeret pressefrihed og demokrati på forskellige universiteter uden for Syrien.
Maan Abdul Salam er stifter af webtidsskriftet Al-Thara, der skriver om kultur, litteratur og forskning i kvinderelaterede emner, udgivet af forlaget Etana Press, en NGO med eget forlag, der støtter aktivisme i civilsamfundet – primært blandt unge – og som Maan Abdul Salam også har grundlagt.  
Etana blev også navnet på den bogcafé, der blev base for kulturelle og litterære arrangementer, som Maan Abdul Salam åbnede i sin tilslutning til aktivistarbejdet. Caféen er nu lukket, og Maan Abdul Salam lever i landflygtighed i nabolandet Libanon.
Og han er, trods sit nøgternt konstaterende tonefald, optimist.
’Den rolle, som de syriske kvinder allerede har spillet i revolutionen, har givet dem anerkendelse.  Deres indsats har gjort dem fortjent til deres retmæssige repræsentation i det, der kommer efter,’ siger han.
Maan Abdul Salam opholder sig i Danmark for at deltage i en konference på Danish Institute for International Studies (DIIS) og besøger i den forbindelse også KVINFO for at udveksle information og erfaringer, hvor WoMen Dialogue taler med ham.

Ændret attitude over for kvinder

Syriens kvinder har, ifølge Maan Abdul Salam, deltaget i oprøret – og gør det stadig, mens vi sidder her – på lige fod med mændene – som regulære kombattanter, budbringere af forsyninger samt beskyttere og plejere. Der har sågar været rene kvindedemonstrationer, og under hele oprøret har kvindens ansigt været nærværende i folks bevidsthed og mediernes dækning.
Og den deltagelse har, siger han, været med til at rokke ved de sociale strukturer og samfundets syn på kvinder. Den har med andre ord ændret opfattelsen af kvinder i mændenes øjne.
’Et konkret eksempel er de kvinder, som er blevet voldtaget af regeringsstyrker, og som er blevet gravide som følge af overgrebene. Ingen fordømmer dem eller forstøder dem. Flertallet er derimod optaget af, hvordan man kan støtte og hjælpe kvinderne, og det var bestemt ikke forventeligt og ville ikke være sket før revolutionen. I flere af demonstrationerne har man også set flere af begge køn marchere med lighedsflaget, og det er endnu et tegn på, at mænd nu også anerkender en lovmæssig diskrimination, understreger Maan Abdul Salam.

Reformers langsommelighed

Han er naturligvis bekendt med den bekymring, som mange deler nu, hvor den aktive kvindedeltagelse i andre arabiske landes oprør ikke har ført til øget kvindelig repræsentation i politiske og beslutningstagende organer. Men her mener Maan Abdul Salam, at tid er en afgørende faktor. For som han siger, så er revolutionen ikke slut, bare fordi præsidenten forlader landet eller træder tilbage og erklærer, at han ikke genopstiller.
’At opnå de resultater, alle taler om, vil altid tage længere tid end man tror. Og mennesket glemmer hurtigt. Det er rigtigt, at der er risiko for, at kvinders rolle i en hvilken som helst revolution hurtig vil gå tabt, men netop derfor må vi blive ved med at huske hinanden på – og tale om det’, siger han.
Maan Abdul Salam begyndte selv at tale om kvinderettigheder for lidt over ti år siden. Dengang tog han en afgørende beslutning.

Sporskiftet

En aften i starten af 2001 havde Maan Abdul Salam samlet alle sine venner på en café i Damaskus. Han havde noget vigtigt at fortælle dem.
Beskeden, som han havde samlet dem alle for at overbringe, lød på, at han fra nu af ville hellige sig kampen for ligestilling og kvinders rettigheder. Nogle af vennerne slog en latter op, men de fleste var forstående og bakkede op om hans beslutning.
Maan Abdul Salam arbejdede på det tidspunkt som producer for BBC World. Da han ikke havde råd til helt at sige sit job op, gik han ned på deltid, indtil han i 2003 havde søgt og fået tilstrækkelig med finansiering til sine aktiviteter til at sige helt op.

Pligtfølelse og frihed nok

’Jeg følte mig forpligtet. Jeg følte, at jeg rent faktisk kunne skabe forandring og havde tilstrækkelig med frihed til at kunne handle. Og med frihed mener jeg, at jeg både havde forståelse for frygt og kendskab til uretfærdighed’, siger han.
Kendskab til uretfærdighed havde Maan Abdul Salam fået gennem sit arbejde for BBC World, når de besøgte kvinderettighedsaktivister, indsatte i syriske fængsler eller andre aktører. For han endte ofte med at dække ’den type af historier’, dog uden, at det var et bevidst valg, eller fordi han var forpligtet på det i sit arbejde. Det skete bare.
Men i 2001 traf han en beslutning om at bekæmpe uretfærdighederne på andre måder.

Vidne til diskrimination

’Det er svært for mig at forklare. Du kan sige, jeg følte mig personligt forbundet med sagen, for jeg havde ingen juridisk, aktivistisk eller anden erfaring med emnet. Jeg vidste ikke noget som helst om kvinderettigheder. Men jeg vidste noget om diskrimination,’ siger han.
Den diskrimination, som Maan Abdul Salam beskriver, og som han reagerede på dengang, omfatter blandt andet, at kvinder ikke kunne rejse udenlands uden tilladelse fra en mandlig slægtning, ikke kunne åbne en bankkonto, kun arvede halvdelen af mandlige arvingers andel, og at kvinder, som var blevet voldtaget, kunne se deres voldtægtsmand gå straffri rundt, hvis han giftede sig med offeret.  Retsligt sanktionerede tilfælde af diskrimination.
Og blandt uretfærdighederne er det faktum, at kvinder og kultur, ifølge Maan Abdul Salam, er det første, det går ud over, når et land rammes af konflikt. Af kulturelle og strukturelle årsager. Kvinder, der mister deres mænd, eller hvis mænd bliver uarbejdsdygtige på grund af skader, har svært ved at finde arbejde, fordi samfundet kun betragter mænd som hovedforsørgere. Og de kvinder, der bliver udsat for overgreb, har ofte svært ved at få den hjælp og støtte, de har brug for, og er dermed ekstra sårbare.

Alt for demokratiet

Fra 2001 og frem til i dag, hvor Maan Abdul Salam i øjeblikket ikke kan bo i Damaskus, men pt. opholder sig i Beirut, har han stået bag et varieret opbud af aktiviteter og projekter med henblik på at fremme kvinders rettigheder og ligestilling. Konferencer, websites, workshops, træning af studerende og journalister, studiekredse, et bibliotek og en bogcafé er blot nogle af de initiativer, han har stået bag, det hele med diverse internationale donorer i ryggen.
Hans fokus er i dag ikke kun kvinderettigheder, men også unge og  menneskerettigheder generelt. For det bidrager alt sammen til et sundt demokrati, som Maan Abdul Salam ser som det overordnede mål. 
I endnu et forsøg på at indkredse, hvorfor han netop som det første valgte at beskæftige sig med kvinderettigheder, uden særlige forkundskaber, siger han:
’Rettigheder er en essentiel del af et demokratisk samfund. I virkeligheden gælder det både kvinder, børn og minoriteter. Men jeg tror på, at forandring af de love, der diskriminerer, vil påvirke den demokratiske sfære.’

Rettigheder er at give, ikke tage

Og forandringen er, tror Maan Abdul Salam, en proces, der allerede er i gang i det samfund, som for første gang i historien undergår en revolution af denne type. Og nej, det er ikke første gang, at kvinder deltager aktivt på lige fod med mænd – men alligevel tror Maan Abdul Salam, at det denne gang bliver anderledes og vil føre noget bedre med sig:
’Det er rigtigt, at kvinder har deltaget i oprør og demonstrationer tidligere i historien fx mod kolonimagterne. Og der har faktisk været åndehuller i syrisk historie, hvor kvinder havde mere frihed til at være, arbejde, tale, skrive, bevæge og klæde sig, som de ville.

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram

KVINFOs program i Mellemøsten og Nordafrika er støttet af Udenrigsministeriets Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, DAPP.

Læs mere om DAPP på dette link.

Men årsagen til, at det dengang ikke førte til varig øget ligestilling, er det diktatur, der fulgte efter. Og det gør hele forskellen. Nu er der en chance igen, som vi skal gribe – vi skal tale med folk og overbevise dem.’
Maan Abdul Salam holder endnu en tænkepause. Og så er det som om, musklerne i hans ansigt slapper af, og han siger:
’Vi skal tale med dem om, hvad ’rettighed’ betyder. For det handler jo om at give plads. Ikke om at tage og kræve.’