Ambulanceredder Jeppe Larsen skulle bare lige trække en patient op, der var ved at falde ned mellem sengen og den båre, Jeppe Larsen og hans makker var ved at bugsere ham over på.
“Så rækker jeg lige ind over og trækker ham op, så han ligger på maven. Så stod jeg så der med alle mine talenter og to diskusprolapser i ryggen.”
Efter fjorten dage blev Jeppe Larsen opereret. Hele hans højre ben var følelsesløst, og han måtte holde fire måneders pause fra arbejdet som ambulanceredder.
Hans tilfælde er ikke ualmindeligt. Mænd er stærkt overrepræsenterede i ulykkesstatistikkerne herhjemme. De har dobbelt så stor sandsynlighed for at komme ud for en arbejdsulykke og ti gange så stor sandsynlighed for at dø i en arbejdsulykke som kvinder. Faktisk er arbejdsulykker den hyppigste dødsårsag for mænd under 50 år i Danmark.
Denne signifikante forskel er baggrunden for forskningsprojektet MARS – Mænd, Arbejdsulykker og Sikkerhed – der er et samarbejde mellem Aalborg Universitet og Arbejdsmedicinsk Klinik på Rigshospitalet i Herning. Et af de forhold, MARS-projektet blev sat i verden for at undersøge, er sammenhængen mellem maskulinitet og arbejdsulykker.
“Vi ville undersøge, om sikkerhedspraksis og risikotagning har noget med køn at gøre. Netop det med at tage chancer og være en helt har konventionelt været maskulint konnoteret,” siger Morten Kyed, der står bag ph.d.-afhandlingen John Wayne og Tarzan arbejder her ikke længere. En etnografisk fortælling om maskulinitet, sikkerhed og ‘redderskab og har interviewet Jeppe Larsen om hans ulykke.

Maskulinitet kan godt betyde sikkerhed

Meget af den allerede eksisterende forskning på området – som i sig selv er begrænset – peger på, at mænd generelt er modvillige til at vise svaghed, fordi det at passe på sig selv ikke harmonerer med den gængse maskulinitetspraksis. Mens sikkerhed og ansvar forbindes med femininitet, konnoteres en sammenhæng mellem risikoadfærd og maskulinitet – og mange forskere benytter denne sammenhæng til at forklare, at mænd er udsat for flere arbejdsulykker end kvinder. Men spørger man Morten Kyed, er virkeligheden noget mere nuanceret.
Efter at have tilbragt 575 timer med ambulanceredderne på to Falck-stationer og lavet 20 kvalitative interviews med Falckreddere, stationsledere og fællessikkerhedsrepræsentanter, har han fået et grundigt indblik i, hvordan ambulanceredderne ‘gør’ maskulinitet – og hvordan de ‘gør’ sikkerhedspraksis. Og de to ting hænger bedre sammen, end man måske lige skulle tro, fortæller han:
“Mine studier viser, at maskulinitet ikke partout står i modsætningsforhold til sikkerhed, tværtimod – i flere tilfælde giver maskulinitet mulighed for netop at praktisere sikkerhed.”

At skynde sig langsomt

En af de praksisser, Morten Kyed observerede hos redderne, var en kreativ tilgang til at tale sikkerhed ind i nogle maskuline logikker. Redderne taler for eksempel om at være rolig og bevare overblikket i stressede situationer – de bruger udtrykket ‘at skynde sig langsomt’ og ‘have strategisk sans for potentielle risici’ som en idealiseret måde at være redder på. Formuleringer, der korresponderer med den traditionelle maskulinitetsopfattelse.
Derudover har redderne skabt det, Morten Kyed kalder et forløsningsfællesskab – et uformelt socialt rum, hvor de kan dele deres oplevelser efter en barsk tur. At tale sammen om nagende følelser bliver almindeligvis opfattet som noget feminint, men igen italesætter redderne det, så det ikke strider mod de gængse maskulinitetsidealer, forklarer Morten Kyed:
“De taler om at ‘have modet til at spørge en kollega efter en vanskelig tur’ eller ‘have mod til at tage de svære samtaler’. De laver en redefinering af emotionalitet, så det konverteres til noget, der kræver mod frem for at være noget feminint. Så maskuliniteten muliggør en sikkerhedspraksis. Derfor har jeg også kaldt afhandlingen John Wayne og Tarzan arbejder her ikke længere.”
Med Tarzan og John Wayne henviser Morten Kyed til en arbejdsmiljørepræsentant, der fortæller, hvordan arbejdet foregik, da han for tredive år siden begyndte at arbejde som ambulanceredder.
“Dengang var den fremherskende praksis, at man ikke kaldte efter hjælp, hvis man f.eks. skulle løfte en tung patient ned ad trapperne – det er det, jeg kalder Tarzan-syndromet. Og man talte heller ikke om de svære ture bagefter, men bed det bare i sig – det er John Wayne-syndromet,” siger Morten Kyed.
Ifølge de reddere, han har talt med, er der i løbet af de sidste 10-15 år langsomt sket en ændring i praksisserne. Færre og færre ‘spiller helte’ – og det bliver heller ikke anset for at være god redderpraksis. Man er en dårlig redder, hvis man spiller helt og tilsidesætter sin egen og kollegernes sikkerhed. Ifølge Morten Kyed handler det dels om, at der er sket en opblødning af maskulinitetsidealerne, og dels er der sket en ændring i bevidstheden om kroppens sårbarhed. Der er i dag en stor bevidsthed om at passe på sig selv blandt redderne.

Teknisk kyndighed over fysisk styrke

Forandringen hænger også sammen med, at uddannelsen til ambulanceredder er blevet løftet. I dag er det en 3-årig uddannelse, mens det i begyndelsen af 90erne tog seks uger at blive ambulanceredder. Dengang rekrutterede man typisk redderne blandt håndværkere og tidligere militærmænd, og redderne skulle både fungere som brandmænd, ambulancereddere eller autohjælp. Mens den ‘gamle’ ambulanceredder var en alt-mulig-mand, der skulle kunne klare de fleste situationer, og hvis fysiske styrke var et vigtigt element i arbejdet – patienten skulle på hospitalet hurtigst muligt – er ambulanceredderne i dag uddannet til at kunne behandle patienterne på stedet og betjene sig af instrumenter og materiel. Mange reddere har fået det, Morten Kyed kalder en kvasi-medicinsk identitet, der snarere end at være en fysisk betinget identitet er en vidensbaseret identitet.
Selvom ambulancereddere som udgangspunkt forventes at påtage sig risici for at varetage patientens sikkerhed – alene ved at køre med udrykning påtager de sig en risiko – er der sket et skift i forhold til hvilke risici, de forventes at påtage sig. Teknisk kyndighed er i dag vigtigere end fysisk styrke, forklarer Morten Kyed:
“Hvis en patient f.eks. er faldet om bag et toilet, handler det i første omgang om at finde det rette værktøj til at få vedkommende løftet ud – frem for i gamle dage, hvor man oftere selv ville have foretaget løftet.”

Robuste patienter, sårbare reddere

Derudover har synet på patienten ændret sig. Mens redderne er blevet mere opmærksomme på deres egen sårbarhed, er det modsatte sket, når det skal vurderes, hvad patienten kan overkomme. Blandt redderne joker man med, at hvis en patient havde brækket fingeren i gamle dage, skulle vedkommende løftes op på båren. I dag kan man godt bede en patient med hjerteproblemer om selv at gå.
“Der er sket en grundlæggende ændring i synet på patienten, som det er lykkedes redderne at koble op på noget fagligt. Det handler om, at man ikke sygeliggør patienten unødigt, og det gør det i sidste ende mere legitimt for redderne at undgå et fysisk løft.”
Mange forskere betragter den såkaldt kropslige kapital som et af arbejderklassemandens sidste tilflugtssteder for symbolsk autonomi i videnssamfundet. Mens den dominerende form for maskulinitet i videnssamfundet er uddannelse, viden og magt, vedbliver kroppen en vigtig del af arbejderklassemandens styrke og kapacitet.
Morten Kyed forklarer:
“Den fysiske hårdhed er et tilflugtssted for identitet. Det giver et selvværd, i og med at mange mænd på tværs af sociale klasser abonnerer på forestillingen om, at maskulinitet har noget med hårdførhed og fysisk styrke at gøre – det kan godt være, at man ikke har læst en masse bøger og har en masse magt, men man er stærk og kan tage fat. Og det giver en eller anden symbolsk kapital eller anerkendelse fra andre mænd på tværs af sociale klasser.”
I takt med at ambulancereddernes vigtigste funktion ikke længere er fysisk, men teknisk og medicinsk, giver det dem rum til at praktisere en mere vidensbaseret maskulinitet, som også giver en anden symbolsk klasseposition. Og det kan meget vel være forklaringen på, at redderne formår at praktisere en mere nuanceret maskulinitet, der tillader dem at passe på sig selv og få talt ud efter vanskelige ture, fortæller Morten Kyed:
“Deres maskuline identitet er i dag snarere funderet i en specialistviden. Det er ikke længere i at være fysisk stærk, at de henter deres primære identitet – så uddannelsesløftet spiller ind i denne her rekonfigurering af maskulinitet og gør det også nemmere at anerkende deres fysiske begrænsninger.”

Fleksibel kønsidentitet

Det brogede billede, der tegner sig i Morten Kyeds undersøgelse, vidner om, at det sagtens kan forenes at ‘gøre’ sikkerhed og ‘gøre’ maskulinitet. Men det betyder også, at redderne i visse tilfælde skal rekonstruere maskuliniteten og praktisere på en konventionelt set mere feminin måde – som når redderne går ind i de følelsesmæssige fællesskaber, eller hvis de siger fra, fordi en patient er for tung.
“Nogle gange bliver det en undoing af maskulinitet – når de bryder med den konventionelle maskuline praksis – og andre gange understøtter det den. Det er en meget kompleks og fleksibel maskulinitet, de praktiserer, hvilket er ganske kendetegnende for moderne maskulinitet,” siger Morten Kyed.
Men han understreger, at der er rum til at gøre sikkerhed maskulint: “Det er ikke noget tøset noget, det gør rigtige mænd også.”
Der, hvor redderne kommer i clinch med deres sikkerhedspraksis, er snarere i mødet med omverdenen. Det kan godt være, at de internt har gjort op med Tarzan og John Wayne-syndromerne, men når de skal samarbejde med sosu-assistenter og sygeplejersker, mødes redderne ofte af en kønnet forventning om, at de som Falckmænd bare kan løfte. Og her kan det være svært at sige fra, hvis man gerne vil opfattes som stærk mand, forklarer Morten Kyed. Det samme gælder enkelte patienter – i sit feltarbejde oplevede Morten Kyed en ældre kvinde, der skulle på hospitalet og ikke kunne forstå, hvorfor redderne ikke bare kunne bære hende ned ad trappen.
“Det er nogle kønsstereotype ting, som ryger ud af munden på folk,” siger Morten Kyed og understreger, at identitet i høj grad afvikles i mødet med andre.
I disse tilfælde bliver redderne typisk stejle og nægter at løfte. Noget, der viser at redderne er mere engagerede i sikkerhed end i stereotype styrkebetonede maskulinitetspraksisser, tilføjer forskeren.
Men hvis der ikke er nogen påviselig modsætning mellem maskulinitet og sikkerhed, hvordan kan det så være, at mænd alligevel dominerer i statistikkerne over arbejdsulykker?
Ifølge Morten Kyed kan mænds generelle overrepræsentation i arbejdsulykkesstatistikker skyldes, at de ulykker, der forekommer ikke så meget handler om maskulinitet som om almene arbejdsmiljøfaktorer – at de typiske mandearbejdspladser generelt har flere sikkerhedsudfordringer end kvinders. Det danske arbejdsmarked er ekstremt kønssegregeret, og det gør det svært at lave undersøgelser, der sammenligner mænd og kvinders ulykkesfrekvenser i tilsvarende jobs.
Dertil kommer, at Falck er en relativt atypisk arbejdsplads, hvor den maskuline kultur er mere sikkerhedsorienteret end andre mandefag – noget, der skyldes det uddannelsesløft, faget har gennemgået, og det faktum, at reddernes sikkerhed er en forudsætning for, at de kan hjælpe patienterne. Som det hedder sig blandt redderne: Vi hjælper ikke nogen ved selv at komme til skade.