Aktivisterne fra Bøssernes Befrielsesfront vakte opsigt, når de iført sommerkjoler og fuldskæg gennemførte deres aktioner – fx for mænds ret til at danse sammen på offentlige steder. På samme måde blev den slumrende provins vækket, når BBF-karavanen i 70’erne på vej til den årlige sommercamp i Thy-lejren gjorde holdt for at agitere for de seksuelle minoriteters rettigheder.
Bevægelsens dagsorden og provokerende fremtoning rakte imidlertid bredere ud end ønsket om at ændre samtidens holdninger til bøsser, lesbiske og andre seksuelle minoriteter. Med et ståsted på venstrefløjen ville de etablere en anden retning for samfundet end “den højredrejede, familiefascistiske og forvrængede seksualoplysning, man mødte i folkeskolen og på andre uddannelsessteder”, som det hedder i et opslag i venstrefløjsleksikonet leksikonet.org. Dermed var de også i opposition til Forbundet af 1948, de homoseksuelles interesseorganisation.

Tiden var til oprør

Wanda alias Sven Omann, var aktiv i Bøssernes Befrielsesfront fra 1973, og han har i forbindelse med 40-års jubilæet med bogen “Virkelige hændelser fra et liv ved fronten” skrevet historien om BBF, sådan som han har oplevet den som aktivist.
“Tiden var til oprør. Som andre grupperinger på venstrefløjen ville vi også omstyrte samfundet. Det var da det mindste, vi kunne gøre, når man som bøsse måtte læse om homoseksualitet bagest i en bog under “psykiatriske tilfælde”.
“Vi kunne heller ikke holde det borgerlige hejs ud, og Forbundet af 1948 forekom os uendelig borgerligt. Deres krav var det, vi kaldte “repressiv tolerance” – altså at de homofile lod sig undertrykke og tolerere på samme tid. Men hvad er tolerancen værd, når vi ikke ville acceptere deres samfund. Det hele skulle laves om”, siger Wanda.

Inspiration fra USA

På trods af BBFs åbenlyse aktivisme med det kulørte glimt i øjet, har BBF’erne hentet inspiration i den langt mere militante Gay Liberation Front, en af den amerikanske borgerrettighedsbevægelses fraktioner, og ikke mindst de voldsomme konfrontationer i juni 1969 mellem bøsser og politi i og omkring bøssebaren The Stonewall Inn i Christopher Street i New York. Med afsæt i lovgivning havde amerikansk politi ellers op igennem 1960’erne gennemført razziaer mod barer, hvor bøsser mødtes, uden at bøsserne havde taget til genmæle. Men i de tidlige morgentimer den 28. juni 1969 satte de sig for første gang til modværge mod en razzia og de anti-homoseksuelle holdninger, der fandtes i både samfundet og i lovgivningen.
Dagen blev dermed et vendepunkt for bøsserne og de lesbiske i USA. På årsdagen for Stonewall-oprøret i 1970 blev de første Christopher Street-marcher gennemført i Los Angeles, Chicago og New York, og de bredte sig i årene efter til Europa. Det var netop som udløber af den første danske march i København den 28. juni 1971, at BBF nærmest spontant opstod som bevægelse, og som opposition til de homoseksuelles interesseorganisation, Forbundet af 1948.

Venstreorienterede hippier i dametøj

På trods af forankringen på venstrefløjen mener Wanda, et navn han tog for at lægge afstand til den konventionelle manderolle, at de i BBF kun gik efter at befri bøsser med de samme meninger som dem selv.
“Det gjorde vi ikke, men den arbejdsform, vi havde, krævede noget særligt af dem, der deltog, og det krævede en vis hippi-tilgang hos de mennesker, som var med. Man skulle også være parat til at sætte sig uden for det etablerede samfund, og var man ikke indstillet på det, kunne man simpelthen ikke være med”, siger han og forklarer, at mange homoseksuelle på det tidspunkt ikke var parate til at stå offentligt frem, bl.a. af frygt for, hvordan deres familier og deres arbejdspladser ville reagere”.
Bevægelsens politiske ståsted var også afgørende for, om man tilsluttede sig:
“Vi havde forskellige udgaver af teori. I begyndelsen var der to hovedstrømninger: en tillempet form for marxisme og det løsslupne anarki. Det endte med, at anarkiet vandt. Den universitære marxisme kunne ikke finde ud af at definere ideologisk, hvorfor vi gik i dametøj. Samtidig skrev en af de politiske venstrefløjsgrupper i deres blad, at homoseksualitet bare var et udtryk for borgerlig dekadence, og det ville høre op, når revolutionen var gennemført. Det kunne vi jo aldrig være enige i. Vi ville gerne lave samfundet om. Det havde vi til fælles, men vi havde ikke forestillet os store arbejderkommuner, bilfri byer og folk i det samme tøj”, siger Wanda.
Endelig har aktivisternes arbejdsform givetvis skræmt andre væk. På mandagsmøderne, der var bevægelsens organisatoriske midtpunkt, skulle der træffes afgørelser med konsensusbeslutninger. Det kunne godt trække ud, når der i de gode år mødte op til 50 mennesker frem til hvert møde.

“Bøsse” sejrede

Wanda er ikke tvivl om, hvad der er den største sejr. Nemlig at ordet “bøsse” er det, der bliver brugt i dag. Dengang var det et stærkt nedsættende ord.
“Vi valgte det ord, som folk brugte til at forulempe de homoseksuelle med og tog det på os. Det ophævede den fornærmelse, der lå i det. I kombination med “befrielsesfront” blev det det danske svar på Gay Liberation Front. Der lå også den morsomhed i det, at mange af tidens andre befrielsesfronter – Vietnams og Palæstinas – gik rundt med våben. Med navnet Bøssernes Befrielsesfront ramte vi med det samme ned i det, vi i dag ville kalde et brand.”
“Vi opnåede også – og uden, at vi egentlig var helt klare over det – selve befrielsen. Pludselig kunne man sige: Jeg er bøsse. Man kunne gå på arbejde i en børnehave, i en skole eller på et billetkontor og sige det. Vi tog os så at sige ud af skabet.”
“Af praktiske ting havde vi fået ændret lovgivningen, så vi måtte danse på offentlige steder. Det gjorde vi sammen med Forbundet af 1948. Vi fik flyttet den seksuelle lavalder, så den var ens for heteroseksuelle og homoseksuelle”, siger Wanda.
Spørgsmålet om den politiske aktivistiske periode i BBF fik personlige omkostninger for Wanda bliver hurtigt besvaret med et klart “tværtimod”. Derimod satte hiv-smitten og AIDS sine dybe spor i hele homomiljøet.
“Det at være bøsse i de år fik jo de omkostninger, som AIDS førte med sig. På et tidspunkt gik vi til begravelse flere gange om måneden. Det var da en stor omkostning, men den havde ikke noget med aktivismen i Bøssernes Befrielsesfront at gøre”, understreger Wanda.
Nogenlunde samtidig, men uafhængigt af sygdommens hærgen, skiftede Bøssernes Befrielsesfront fokus og forlod den politiske aktivisme.

Det parterede registerskab

“Da andre ville slås for ægteskabet og kirkens accept, var BBF imod. Vil man af skattemæssige årsager svejses sammen, så må man gå hen på rådhuset. Det skal man i almindelige moderne lande. Vi gik ikke engang ind for det registrerede partnerskab, men kaldte det hånligt for det parterede registerskab. Ægteskab i kirken var en gedigen karikatur. Vores holdning var, at det dog kunne anvendes i kampen for at skille stat og kirke.”
“På mandagsmøder i begyndelsen af 80’erne begyndte vi derfor at diskutere, hvor bøssekampen lå i 80’erne?”, siger Wanda og forklarer, at det tog en rum tid inden 10-øren faldt. Men med shows som Bøssernes eget Melodi Grand Prix og en række Lørdagsrevyer i Bøssehuset i Fristaden Christiania kom svaret.”
“I stedet for at gå ud og kræve alt muligt lavet om, ville vi lave kulturkamp. Vi ville påvirke folk, hjernevaske dem med vores tåbeligheder. Og det gør man bedst med teatret som mekanisme. Vi ville fastslå, at sådan så bøssers kultur ud. Vi havde altså vedtaget, at vi måtte skifte spor. Men sporet havde skiftet af sig selv, uden at vi var faldet af.”

At grine for langt

“Vi har lavet de mest sindssvage stykker. Det sidste store stykke, som jeg var meget involveret i, var “Adolf og Evas sidste jul i den gamle bunker” om Adolf Hitler og Eva Braun. Det var fyldt med nazi-symboler, og forestillingen var meget grænseoverskridende. Til sidst sad publikum med tungen lige i munden og håbede, at stykket fik en slutning, som de kunne stå inde for”, siger Wanda, der forklarer, at det netop var én af truppens foretrukne virkemidler at få folk i salen til at “grine for langt” forstået på den måde, at man umærkeligt var kommet til at grine af noget, som lå på den anden side af grænsen for det, man selv syntes, var acceptabelt.
Med de legendariske Frøken Verden-skønhedskonkurrencer for drag queens klingede teaterforestillingerne af midt i 90’erne. Den væsentligste grund til, at kulturaktiviteterne sluttede på det tidspunkt, var en nye sociallovgivning, forklarer Wanda.
“Pludselig skulle vi alle sammen aktiveres. Vi havde ikke længere tid til at samle et hold, der kunne arbejde i døgndrift i tre uger og så knalde det af til langt ud på aftenen”, siger Wanda.
Men Bøssehuset eksisterer stadig i dag og 40-året markeres ved at lade “Frøken Verden”-konkurrencen genopstå lørdag den 25. juni i Den Grå Hal på Christiania.

Udvikling kan rulle tilbage

Et af de områder, som i dag står højt på dagsordenen hos LGBT Danmark, som Forbundet af 1948 hedder i dag, er de transseksuelles rettigheder. Men Wanda mener, at det væsentlige angreb skal sættes ind helt andre steder.
“Når man ser på, hvad der foregår i Uganda, hvor man kan komme i fængsel, hvis man ikke angiver en, der er homoseksuel, og når man hører om forholdene for seksuelle minoriteter i Rusland, Polen og Hviderusland, så synes jeg, at de problemer, der er tilbage i vores samfund – også for de transseksuelle – er luksusproblemer. Det er helt andre steder, at det væsentlige angreb skal sættes ind i vor tid. Det er imod alle former for fundamentalisme. Den amerikanske, den kristne, den muslimske og den katolske fundamentalisme. De brager frem alle vegne”, siger Wanda og advarer afsluttende:
“Man må aldrig glemme, at frisindet blomstrede og man kunne slå sig løs i Berlin fra 1920’erne og frem til Hitlers magtovertagelse i 1933. Det blev der effektivt lukket for. Selv om man troede, at man havde vundet alt, og at friheden var kommet, så kunne den sagtens rulles tilbage. Det kan sagtens ske igen. Det skal man være klar over hele tiden”.