Spørg en gruppe litterater – af begge køn – hvor mange danske forfatterinder fra romantikken de på stående fod kan opregne. Selv de mest rutinerede ville næppe komme i tanke om mere end tre eller fire: Thomasine Gyllembourg, Mathilde Fibiger og Johanne Luise Heiberg (som jo primært var skuespiller, men også kendt for nogle vaudeviller, og især for selvbiografien Et Liv genoplevet i Erindringen). Den fjerde kunne være Henriette Hanck, men kun i egenskab af H.C. Andersens brevskrivende veninde.

At nogen kan finde på at skrive et værk på 1856 sider om dette tilsyneladende diminutive emne, kan virke paradoksalt, men strengt taget er der en vis portion logik i at behandle det relativt ukendte mere udførligt end det, vi allerede kender. Og der er virkelig meget mere at komme efter end de fire nævnte forfatterinder. Det kan forklare det enorme sidetal, som altså ikke skyldes, at Lise Busk-Jensen formulerer sig omstændeligt – tværtimod er hun god til at fremlægge sine pointer tæt og præcist; i et smidigt sprog med nærmest musikalsk brug af det efterhånden eksotiske tegn semikolon! Men det voldsomme omfang hænger desuden sammen med, at hun giver grundig besked om de historiske, mentalitetshistoriske og litterære forudsætninger for romantikkens danske kvindelitteratur.
Det er emner, Lise Busk-Jensen (f. 1944) har skrevet om i litteraturhistorier, leksika og tidsskrifter samt i monografier om bl.a. Mathilde Fibiger og George Sand. Busk-Jensen, som har været lektorvikar på Litteraturvidenskab, Københavns Universitet, er en af de mest fremtrædende kvindelitteraturforskere herhjemme, ogRomantikkens forfatterinder, som hun har arbejdet på i mange år, sammenfatter et gigantisk materiale.

Intimsfæren gav kvinderne ny selvbevidsthed

I første bind kaster hun et langt blik tilbage i kønnenes kulturhistorie, hvorpå scenen sættes for den romantiske periode fra ca. 1800 til 1870. I 1700-tallet begynder transformationen fra det feudale til det borgerlige samfund. Med romantikken og det fremvoksende borgerskab opstår intimsfæren og dermed det kulturelle rum, som gav kvinderne en ny selvbevidsthed, som de mente berettigede dem til en mere fremtrædende plads i samfundslivet. 

Magten over intimsfæren gav kvinderne en erfaringsbaggrund, som nogle af dem ønskede at udtrykke litterært. Nogle forestillede sig, at intimsfærekulturen kunne udbredes til hele samfundet, dels på rent praktisk vis gennem filantropisk arbejde, dels kunstnerisk gennem kvindernes egen litteratur. Men de stod allerede på grund af deres køn fremmede over for den litterære institution, som var de mandlige forfatteres og smagsdommeres domæne.
De barrierer blev imidlertid overskredet flere steder i det større udland: i Frankrig, men især i England, hvor 1800-tallets kvindelige romanforfattere kvalitativt stod mål med deres samtidige mandlige kolleger. Busk-Jensen behandler fem fremtrædende kvindelige forfatterskaber: fra Frankrig Madame de Staël og George Sand, fra England Jane Austen samt to af Brontë-søstrene: Emily og Charlotte. Denne komparative tilgang til den danske kvindelitteratur er vigtig for Busk-Jensen, fordi en kvalitativt stærk og varieret litteratur ikke opstår af sig selv, men må have traditioner at bygge på. Og de nævnte franske og engelske forfatterinder blev alle i et vist omfang læst, diskuteret og efterlignet i Danmark.

At skrive – en overskridende og potentielt skamfuld handling

I værkets andet bind præsenterer og karakteriserer Busk-Jensen 70 danske forfatterinder samt yderligere en håndfuld, hvis identitet ikke lader sig opspore i dag. Ganske vist har hun kunnet støtte sig til diverse foreliggende registranter, men det er under alle omstændigheder et formidabelt detektivarbejde, hun har gennemført – ikke mindst i betragtning af, at mange af forfatterinderne udgav deres værker pseudonymt eller anonymt. Det kendteste eksempel er Thomasine Gyllembourg, der efter sin debut betegnede sig selv som “forfatteren til En Hverdagshistorie”.

At skrive med henblik på offentliggørelse var en overskridende og potentielt skamfuld handling. Nok skrev kvinderne fortrinsvis om det, de kendte bedst: intimsfæren – men at skildre den litterært var i en vis forstand at placere sig på observerende afstand af den. Det kunne forklare pseudonymiteten, men der var også andre begrundelser for at skrive under dæknavn; fx kunne en forfatterinde antage et mandligt pseudonym for ikke at blive udsat for en galant, men patroniserende og nedladende behandling fra anmeldernes side.

Guldalderens anmeldelser overtrumfer i grovhed nutiden

Værkets tredje bind er registerbindet med forfatterkatalog og bibliografi. Nogle stikprøver viser, at alt synes at være i skønneste orden. Og i øvrigt er hele værkets billedmateriale varieret og udmærket reproduceret.

Guldalderens litterære liv belyses med usædvanlige accentueringer, og fremstillingen levendegøres gennem de mange citater fra anmeldelser og avispolemikker, der i grovhed tit overtrumfer nutiden. Det var åbenbart ikke noget særsyn, at en forfatter anmeldte sit eget værk anonymt eller under pseudonym. Og nepotisme var ikke et ukendt fænomen. Således blev et værk af Rinna Hauch anmeldt – anonymt og rosende – af ægtefællen og digteren Carsten Hauch.

Familien det eneste bolværk mod social elendighed

Man skal ikke forvente, at undersøgelsen drager glemte mesterværker frem i lyset, skriver Busk-Jensen selv, men hun har under alle omstændigheder fundet et enormt og tematisk righoldigt materiale, som hun undersøger ud fra sociologiske, mentalitetshistoriske og psykoanalytiske synspunkter. Kvindelige forfattere var på mange måder pionerer, men det indebærer ikke nødvendigvis, at de også var oprørere. Mange af de omtalte bekræfter i deres værker den patriarkalske orden i familie og samfund, hvad man ikke behøver blive forarget over: Kvinder nedgjorde ikke familien, som var den institution, der var deres eneste bolværk mod social elendighed.

Nogle værker formulerer et emancipationskrav, der imidlertid optræder i to meget forskellige varianter. På den ene side lyder kravet, at kvinden i ét og alt stilles lige med manden. Men et næsten modsat krav går ud på, at hun opnår ret til at definere sig i kraft af sin særegenhed og dermed, hvis hun skulle ønske det, markerer, at hun er forskellig fra manden. Det intrikate forhold mellem et lighedssøgende og et forskelsmarkerende frigørelsesprojekt fremlægges klart af Busk-Jensen, som også begrunder, hvorfor det ene kom til at fortrænge det andet: 

“Feministerne i Dansk Kvindesamfund forventede, at begge kvinderoller kunne bevares, både hustruen og den selverhvervende kvinde, men ligestillingsprojektet viste sig efterhånden at undergrave forskelsprojektet, fordi ligestillingen blev understøttet af samfundsudviklingen, hvor individualismen voksede på familiens bekostning, mens forskelsprojektet var bundet til den romantiske kønsdualisme og intimsfæren.”

Der er adskillige kvindelige dramatikere og lyrikere i perioden; de slesvigske krige satte poeter af begge køn i patriotisk kamphumør. Pauline Worm sparer ikke på krudtet i sin krigssang fra 1848:

“Salig hvo for Danmark falder! / Fremad, frem! / Herligt Vaabenklangen lyder, / Naar Forræderblodet flyder. / Fremad, frem”.

Men de fleste skrev enten noveller eller romaner. I fokus for undersøgelsen står tre forskellige varianter af dannelsesromanen, som udviklingslogisk (snarere end strengt kronologisk) følger efter hinanden og afspejler ændringer i kvinders vilkår og erfaringer gennem perioden: ægteskabsromanen, guvernanteromanen og emancipationsromanen.

Ægteskabs- og guvernanteromaner

Først opstod ægteskabsromanen, som er henlagt til intimsfæren og har hustruen som hovedperson. Hun underkaster sig den patriarkalske orden og identificerer sig med rollen som den erotisk passive part i ægteskabet. Til gengæld forventer hun, at manden lever op til sin rolle og sit ansvar som patriark. Ægteskabsromanen hviler på den romantiske kønsdualisme og dens hævdelse af en essentiel forskel på mand og kvinde. Hovedskikkelsen var Thomasine Gyllembourg, der skrev romanen Ægtestand, men herudover også en række meget læste “hverdagshistorier” om ægteskabet.

Herefter fulgte guvernanteromanen, som er fyldigt repræsenteret i materialet, og som Busk-Jensen giver en særlig tankevækkende og perspektivrig behandling. Ligesom ægteskabsromanen udspiller den sig i intimsfæren, men nu ses familien gennem et fremmed blik. Den observerende er en ung kvinde, som oprindelig kommer fra et dannet miljø, men som på grund af social eller økonomisk deroute har været nødsaget til at tage stillingen som guvernante. Hun var i et hjem, men ikke i sit eget hjem. Hendes mål var at få sin egen familie efter, med Busk-Jensens ord, “den pinagtige mellemtid som ansat i en fremmed familie”. Guvernanten var privatlærerinde og en slags forløber for den emanciperede kvinde. En vigtig udenlandsk inspiration bag denne romantype var Charlotte BrontësJane Eyre.

Den samfundsmæssige baggrund for guvernanteromanen var, at junigrundloven fra 1849 forringede kvinders vilkår. Inden da kunne embedsmænds ugifte døtre få understøttelse fra kongens kasse, hvis deres far døde, men efter grundloven skulle de forsørge sig selv. Det var en forværring af de økonomiske vilkår, men også et incitament for unge kvinder til at uddanne sig eller blive guvernanter.

Den ganske unge Mathilde Fibiger formulerede i romanen Clara Raphael. Tolv Breve fra 1851 en skarp kritik af kønnenes ulige vilkår. Det var en ulighed, som også herskede på intellektets område. Hvor mændene kunne studere og frit udveksle tanker med hinanden, fik kvinderne “aandeligt Snøreliv paa”, lyder Fibigers klage. Bogen resulterede i en omfattende litterær fejde, men at den huskes i dag, hvor så mange samtidige er glemt, hænger ikke kun sammen med det kontroversielle indhold, men også med, at sproget virker friskt og næsten improviseret. Selv udtalte Fibiger om formen:

“Jeg har stræbt at vedligeholde den frie, undertiden overgivne Tone, hvori en ung Pige skriver til sine Veninder, den dristige Hengivelse til Øieblikkets Indskydelser, hun i saadanne Breve med ungdommelig Naturlighed overlader sig til.”

Emancipationsromanen

Senere blev Fibiger foregangskvinde på arbejdsmarkedet, som hun havde været det som forfatter. Som kvinde var hun forment adgang til dannelseskulturens højborg, universitetet, men hun uddannede sig til telegrafist og blev den første kvindelige ‘tjenestemand’ i Den Danske Statstelegraf. Hun får en meget fremtrædende placering i afhandlingen, og med god grund, for hun var den forfatterinde, der mest egensindigt søgte alternativer til “det åndelige snøreliv” i værker, der forenede et kontroversielt indhold med klare litterære kvaliteter. I hendes skandaleombruste roman Minona fra 1854 løber to heltinder storm mod kønssystemet, og håbet om en incestuøs forening af bror og søster (i himlen!) skildres som en mulig udvej af kvinders dilemma.

Minona er et eksempel på den tredje romantype,emancipationsromanen, der forstår kvindernes frigørelse som deres frihed til at definere deres egen kønsidentitet – og dermed have mulighed for at definere den anderledes end mandens. Men en virkeliggørelse af emancipationsforestillingerne, der indebar, at kvinden blev selverhvervende, var på det nærmeste en urealiserbar utopi frem til 1870. Det var et udtryk for virkelighedstroskab, at emancipationsromanen ofte endte tragisk.

Den forskelsfeminisme, emancipationsromanen gik i brechen for, kom i virkelighedens verden under et stigende pres, og det er her, man skal søge den egentlige årsag til modsætningsforholdet mellem pionererne i Dansk Kvindesamfund og det moderne gennembruds progressive mænd med Georg Brandes i spidsen.

Dansk Kvindesamfund tog afstand fra, hvad de opfattede som gennembrudsforfatternes “opløsning af alle sædelige bånd”. Gennembruddets mænd støttede for så vidt kvindernes kamp for emancipation, men var ensidigt optaget af frigørelsen af den kvindelige seksualitet. Det protesterede Astrid Stampe Feddersen, som var næstformand i Dansk Kvindesamfund, mod med al ønskelig tydelighed: “Vi vil ikke have den frihed, Brandes vil give os.”

Men den frihed, der bestod i markedsmekanismens ligestilling af individer, var den, der gik af med sejren (eller mere præcist: mednoget af sejren; endnu i 2010 er der som bekendt ikke ligeløn). Busk-Jensen skriver om udfaldet af fejden mellem feminister og brandesianere: 

“Det moderne gennembrud eksproprierede kvindesagen ved at forlange kvindernes frigørelse på mandssamfundets betingelser.” 

Her rækker hun ind over grænsen til den efterfølgende periode, som Pil Dahlerup har skildret i disputatsen Det moderne gennembruds kvinder (1983). Det kunne – sagt i forbigående – være spændende at undersøge, i hvor høj grad Busk-Jensens og Dahlerups syn på 1800-tallets forfatterinder divergerer eller konvergerer med hinanden.

Mænd bagatelliserer kvinders litteratur

Det har i 200 år været kvinderne, der udgjorde majoriteten af det læsende publikum, men det er især mænd, der har skrevet litteraturhistorier og bagatelliseret kvinders litteratur som “en særegen provins”, for nu at citere litteraturprofessor Vilhelm Andersens berygtede karakteristik. Kvindelitteraturen har traditionelt været marginaliseret, men marginaliseringen er ifølge Busk-Jensen videreført i nutiden af undervisningsministeriets kanonudvalg, hvis rapport fra 2004 ikke rummer en eneste af de forfatterinder, Busk-Jensen behandler.

Efter min opfattelse skyldes denne ubalance næppe nogen åbenlys eller skjult misogyni hos kanonudvalgets medlemmer. Den udtrykker snarere en tidstypisk opprioritering af litteratur som spillende intertekstuel leg og en lige så tidstypisk nedprioritering af en helt central kvalitet ved litteratur: at den er suverænt god til at formidle erfaringer mellem køn, generationer og tidsaldre.

Busk-Jensen har ret i at påpege, at hvis kvindernes litteratur udelukkes fra kanon, så mister nutidens læsere fornemmelse for de forskellige livsvilkår, de to køn har levet under. Hun foreslår, at Thomasine Gyllembourg og Mathilde Fibiger optages i kanon – men går måske derved for let hen over det kontroversielle spørgsmål, om vi overhovedet skal have en kanon.

Busk-Jensen fremlægger sit videnskabsteoretiske grundlag i begyndelsen af værket, hvor hun bl.a. fastslår, at hun er uenig i “Derridas og Barthes’ opfattelse af, at der ikke er noget uden for teksten, og intet subjekt bag den”. Det er en erklæring, som ret beset handler om intet mindre end hele verdens beskaffenhed. Enten er den for vigtig til at blive anbragt i en fodnote, eller også for banal til overhovedet at blive nævnt. For begribeligvis må Busk-Jensen mene, der findes noget uden for teksten; hun har jo ikke opfundet de forfatterinder, hun skriver om! Nu om dage eksisterer de måske kun gennem deres skriftlige efterladenskaber, men engang har de eksisteret som mennesker i kød og blod, og de har haft subjektive anskuelser, der kom til udtryk i deres værker. Uanset hvad Derrida og Barthes mener om den sag.

Analyserne er freudiansk inspirerede

Busk-Jensen er en skarpsindig og på mange måder også en indfølende læser, men hendes analysesprog kan stille sig i vejen for værkets eget udtryk. Det vil jeg give to eksempler på, begge med relation til forfatterinden Louise Bjørnsen. I en af hendes romaner hører man om en mand, der vælter med en vogn og får foden i klemme. Den kvindelige hovedperson mobiliserer alle kræfter og løfter vognen, så han “fik dette Lem frit”, og under resten af køreturen sidder hun med lemmet i sit skød. Busk-Jensen kommenterer episoden ved at sige, at lemmet er en klar erotisk metafor, men tilføjer så, at Bjørnsen selvsagt ikke har tænkt metaforen så bogstaveligt, som den kan læses med Freud.

Hvad betyder den kommentar i grunden? Er metaforen “klar” ikke kun for Busk-Jensen, men også for ophavskvinden, Louise Bjørnsen selv? Eller er meningen den, at Bjørnsen skriver erotisk ladet uden overhovedet selv at erkende det? En tredje mulighed kunne være, at hun på et eller andet plan nok fornemmer, at hendes skrift rummer erotisk betydninger, men (naturligvis) uden at hun kan referere til psykoanalytiske teorier, der endnu ikke fandtes. Hvad tænkte egentlig Louise Bjørnsen? Spørgsmålet har ikke kun akademisk interesse. Eksisterede der blandt romantikkens forfatterinder et “krypteret” sprog, som gjorde det muligt at tale om emner, der ellers var tabuerede? Og betjener Bjørnsen sig af et sådant sprog?

At datidens begrebsdannelser undertiden skubbes i baggrunden til fordel for Busk-Jensens egen psykoanalytisk farvede diskurs, finder man et eksempel på i en anden omtale af Louise Bjørnsen, hvor det hedder, at hendes “hensigt var at kritisere heltindens kærlighed som narcissisme og fallisk begær”. Jeg tvivler på, at Bjørnsen ville kunne genkende sin egen “hensigt” i denne formulering, og det er vel at mærke ikke kun termerne, men selve den begrebslighed, de henviser til, der er anakronistisk.

Sådanne steder synes jeg, at jeg som læser bliver holdt på unødvendig afstand af forfatterindens eget livssyn. Her lever Busk-Jensen ikke op til sin egen målsætning: at læse denne litteratur “on its own terms”, altså på dens egne præmisser, som det hedder i det engelske resumé.

Men det er også den eneste mere generelle indvending, jeg har at komme med. Romantikkens forfatterinder repræsenterer en respektindgydende forskningsindsats, og jeg har kun kunnet antyde nogle stier gennem det righoldige stof. Værket er et labour of love, skrevet af en vidende og velformuleret forsker, der præsenterer sit emne med en entusiasme, der ikke kan undgå at smitte. 

Den gamle anmelderkliché om, at man har læst værket i ét stræk, er jo ikke videre troværdig, når det samlede omfang overstiger 1850 tættrykte sider. Men det er sandt (for nu at fortsætte i den guldalder-patinerede stil), at man kun ugerne lægger værket fra sig, for så – efter at have restitueret sig på behørig vis – atter begærligt griber efter det. 

Sagt med mere moderne ord er Romantikkens forfatterinder et storartet værk – efter min mening det mest bemærkelsesværdige stykke dansk litteraturforskning i mands og kvindes minde.