– Unge dame, De har AIDS. Gå hjem og forbered Dem på at dø.

Olga var 16 år, da en læge i Moskva for ni år siden gav hende denne lakoniske dom, uden yderligere tilbud om hjælp eller behandling. Nika fik næsten samme besked – med den tilføjelse, at hun nok havde to år tilbage at leve i. Olga og Niki er begge HIV-positive og tidligere narkomaner.

Den russiske HIV/AIDS-epidemi er en af verdens hurtigst voksende, og unge tidligere stofmisbrugere udgør den store pukkel blandt landets op mod 1,2 millioner HIV-positive. Men nu er HIV/AIDS på vej ud af den traditionelle risikogruppe af unge stofmisbrugere og ind i den brede befolkning, til stor bekymring for blandt andre FN’s AIDS-organ, UNAIDS.

Lederen af UNAIDS, Peter Piot, har allerede advaret om, at Rusland er tæt på at nå den tærskel, hvor 1 procent af befolkningen er smittede, som blandt AIDS-eksperter betragtes som et vendepunkt. På den anden side af denne tærskel kommer AIDS-epidemien ud af kontrol.

– I Rusland oplever vi en situation, der har en alarmerende lighed med den, vi havde i Afrika for 20 år siden. I Sydafrika tog det fem år for HIV/AIDS at udvikle sig fra 0,5 til 1 procent af befolkningen. Derefter hoppede det fra 1 procent til 20 procent af befolkningen på bare syv år, har Peter Piot udtalt.

Ifølge FN’s udviklingsorgan, UNDP, kan Rusland regne med 5,4 millioner HIV-smittede i 2020. I bedste fald. I værste fald forudser UNDP 14,5 millioner HIV-positive russere om 15 år. Men den præventive indsats, som kunne forhindre en HIV/AIDS-katastrofe, er godt i gang med at blive saboteret af en koalition bestående af Ruslands ortodokse kirke og præsident Vladimir Putins nationalistiske partistøtter.

– Vi mærker klart, at den ortodokse kirke er ved at få stigende indflydelse, og kirken vil ikke vide af sikker sex. Der er en kampagne igang mod information om sikker sex, som ganske enkelt er ved at ødelægge vores arbejde, siger Nikolai Panchenko fra organisationen People Living With AIDS (PLWA), der blandt andet laver præventivt oplysningsarbejde om HIV/AIDS i Sankt Petersborg.


Patriark på lobbyarbejde

Den ortodokse kirke er tilsyneladende vågnet op efter 70 års sovjetisk stats-ateisme og religiøs forfølgelse med et verdenssyn fra før Oktoberrevolutionen. HIV/AIDS forklares med “en hidtil uset vækst i synd og lovløshed og et tab af grundlæggende åndelige værdier og moralske traditioner”, som det formuleres i kirkens officielle AIDS-strategi, vedtaget i 2004.

Den ortodokse kirkes patriark, Alexei den Anden, har opfordret præsident Putin til at standse det såkaldte Globus Projekt, et program finansieret af FN’s Globale Fond mod HIV/AIDS, malaria og tuberkulose. Programmet har siden oktober 2005 gjort det muligt for russiske HIV/AIDS-patienter at blive behandlet med moderne AIDS-medicin. Før var der ingen behandling til rådighed.

“Under dække af propaganda om beskyttelse mod AIDS udbredes programmer, som er finansieret af vestlige medicinalfirmaer og producenter af prævention, og som kun kan bedømmes som seksuel og moralsk pervertering af børn og unge”, skriver Patriarken i sin henvendelse til den russiske præsident.

Og lobby-virksomheden ser ud til at bære frugt:
– Vi køber HIV/AIDS-programmer af lande, vi var i krig med for få år siden. Pengene ville være bedre anvendt, hvis vi selv kunne udarbejde vore egne programmer, har den øverste leder af Ruslands AIDS-centre, Vadim Pokrovky, udtalt ifølge det franske nyhedsbureau AFP.

I foråret 2006 var det Moskvas bystyre, som opfordrede regeringen til at begrænse internationale NGO’ers HIV/AIDS-arbejde i Rusland. I spidsen for denne linje står formanden for bystyrets sundhedsudvalg, Lyudmila Stebenkova, som flere gange har erklæret, at “sikker sex ikke eksisterer”. Hun har desuden bebudet, at sundhedsudvalget vil bruge 900.000 dollars, omkring 6 millioner kr., på en HIV/AIDS-kampagne med netop dette slogan.

Dette nye parløb mellem den ortodokse kirke og Vladimir Putins regime har en særdeles god, men også foruroligende forklaring, påpeger Maria Lipman fra den amerikanske politiske forskningsinstitution Carnegie Centers kontor i Moskva.
– Der er til en vis grad tale om en pragmatisk alliance mellem Vladimir Putins regering og den ortodokse kirke. Putin-regeringens ideologiske linje er ret vag og kan reduceres til en stærk stat og nationalistisk retorik om Ruslands storhed. Her falder den ortodokse arv naturligt ind og giver ideologien et værdiindhold.

– Til gengæld får kirken magt. Den forsøger at drage fordel af den politiske interesse og har lobbyet ret effektivt, både med hensyn til HIV/AIDS og med hensyn til religionsundervisning i skolerne, som flere delstater nu har indført, påpeger Maria Lipman.

Alliancen vækker bekymring i de russiske NGO’er, netop som Putin-regeringens indgreb mod pressen, mordet på den kritiske journalist Anna Politkovskaya og indgreb mod civilsamfundet og NGO’erne får Rusland til at rasle ned på listerne over ytringsfriheden.

– Staten forsøger at udfylde et ideologisk tomrum ved at bygge på gamle, traditionelle værdier og institutioner som kirken. Det dækker i virkeligheden over en aggressiv, antivestlig, nationalistisk linie, siger Alexander Tsekanovitch, historiker og leder af organisationen Humanitarian Action, som arbejder med præventivt arbejde blandt HIV-positive stofmisbrugere.


Fødselstal og sundhedstilstand i bund

Et af de punkter, hvor nationalisternes og de ortodokses ideologiske interesser mødes, er i spørgsmålet om Ruslands demografiske udvikling. Både politikere og religiøse ledere taler om det faldende fødselstal som en trussel mod den russiske nation.

Efter Sovjetunionens sammenbrud er fødselstallet raslet ned, så en russisk kvinde i gennemsnit får 1,2 børn, hvilket er et af de laveste fødselstal i verden. Der fødes hvert år 9,95 babyer for hver 1.000 indbyggere i Rusland mod 14 i USA.

Det skal sammenholdes med en dramatisk ringe sundhedsstilstand, især blandt mændene, som har en forventet levealder på niveau med et uland. De russiske mænd kan ikke forvente at blive ældre end 57 år. Mens 15 procent af de unge under 20 år i et land som Schweiz vil dø, inden de bliver 65, er tallet 54 procent i Rusland. Det skyldes især alkoholmisbrug og hjertekarsygdomme, fastslår Verdenssundhedsorganisationen, WHO. Det samlede resultat er, at der hvert år bliver 800.000 færre russere.

– Rusland er inde i en demografisk krise, som skal vendes, og kirken forsøger aktivt at incitere kvinderne til at føde flere børn. Derfor er vi imod brugen af kondomer, uanset om målet er såkaldt beskyttelse mod AIDS eller svangerskabsforebyggelse, fastslår Olga Nelyubova, koordinator for den ortodokse kirkes HIV/AIDS-programmer.

Organisationen People Living With AIDS mærker, at det er blevet vanskeligere at bedrive præventivt oplysningsarbejde.
– Man kan ikke sige, at vi slet ikke kan informere om sikker sex. Vi kan gøre det på offentligt tilgængelige steder, og der har været enkelte kampagneinitiativer, blandt andet på tv. Men det bliver sværere, og vi har fx slet ikke adgang til skolerne, hvor det er særligt vigtigt at få fat i de unge med forebyggende arbejde. I skolerne kan vi tale om “sikkert liv”, som dækker over troskab og seksuel afholdenhed, ikke oplysning om sikker sex, siger Nikolai Panchenko.


Karikatur af seksuel frihed

De russiske skolers læseplaner indeholder intet om seksualvejledning, hvilket er den officielle begrundelse for at holde oplysningskampagner ude af skolerne. Her fortsætter Rusland traditionen fra Sovjetunionen, hvor sex ikke var noget, man talte om. Russerne morer sig stadig over den daværende leder af Sovjetunionen, Nikita Khrustjov, som engang gav en vestlig journalist det forskrækkede svar, som nu er blevet en stående vending i Rusland: “There is no sex in the Soviet Union”.

Russerne er gået næsten uden overgang fra den kommunistiske seksualmoral til det, som nogle russiske kvinder selv betegner som en karikatur af seksuel frihed.
– I min generation var sex ikke forbundet med lyst. Det var bare noget, man gjorde, siger Tatiana Bakulina.

Hun var en af de første russiske kvinder, som fik AIDS i slutningen af 1980’erne. I dag arbejder hun med præventivt og socialt arbejde blandt HIV-smittede indsatte i fængslerne i Sankt Petersborg.
– Vi er slet ikke opdraget til at tænke på vores sundhed i seksuel, reproduktiv sammenhæng. I Sovjetunionen var graviditet kvindernes problem, ikke mændenes. Præventive midler var der ingen af, og den frie abort blev brugt som prævention. Det var ikke ualmindeligt i min generation at få 15-20 aborter. Det hørte med til et ægteskab. Efter den tredje var det ren rutine, siger Tatiana Bakulina.

– Vi har aldrig lært at bekymre os om vores krop. Og nu har vi så en situation, hvor seksuel frihed er blevet normen for de unge. Men de praktiserer sex på en meget pragmatisk måde. Det er noget, man går ud og skaffer sig. Og mændene vil stadig ikke bruge kondomer, påpeger hun.


En voldelig macho-kultur

Rusland er ved at udvikle en meget voldelig macho-kultur, mener Natalia Khodyreva. Hun leder et krisecenter for kvinder i Sankt Petersborg.
– Landet er i krig og har været det i mange år, først i Afghanistan og nu i Tjetjenien. Det har skabt en kultur, der hylder krigeren som et ideal. Volden mod kvinder tager til, oplever vi. Det gælder også den seksuelle vold. Voldtægt er et omsiggribende fænomen, siger Natalia Khodyreva.

Hun peger på, at holdningen til ligestilling stille og roligt udhules.
– Den holdning breder sig, at kvindernes ligestilling er gået for vidt. Hvis vi ikke får børn, er det fordi, vi har glemt vores traditionelle rolle i familien. Virkeligheden er, at kvinder bliver mere og mere marginaliserede og ikke har de materielle muligheder for at overleve, endsige opdrage deres børn. For mange kvinder er enlige, og efter kommunismens sammenbrud er de sociale ordninger blevet afskaffet, og staten har svigtet sit sociale ansvar. Det er en af grundene til, at russiske kvinder i så høj grad forsøger at forlade landet for enhver pris og derfor er lette ofre for kvindehandel.

– Samtidig mærker vi den ortodokse kirkes voksende indflydelse. Fx er der stigende pres på enhver form for familieplanlægning og oplysning om prævention og abort. Det er katastrofalt, for russiske piger har en meget tidlig seksuel debut, omkring 13 år, hvilket også hænger sammen med, at pigerne er dårlige til at tage vare på sig selv og ikke har redskaberne til at forvalte deres seksualitet. På krisecentret ser vi gravide piger helt ned til 11 år, siger Natalia Khodyreva.


Bare man ikke ved noget, sker der ikke noget

I denne sammenhæng ligner den uhellige alliance mellem den ortodokse kirke og Putin-regimet en russisk roulette. Så længe epidemien var begrænset til risikogrupperne, var det endnu muligt at forhindre en AIDS-katastrofe. Men i dag er HIV/AIDS for alvor på vej ud i den brede befolkning. Hvor 8 ud af 10 nye HIV-smittede tidligere var stofmisbrugere, er det nu kun 4. Flere og flere kvinder finder ud af, at de er smittede, når de søger læge i forbindelse med graviditet.

Omvendt har den stærke kobling mellem stofmisbrug og AIDS også betydet, at russerne i almindelighed ikke føler, at problematikken angår dem. En anden konsekvens er, at den sociale udstødelse er stor.
– Mine forældre kan slet ikke forholde sig til, at jeg er HIV-smittet. Det har slået noget i stykker i dem, fortæller Nika, som idag er stoffri.

Hun har taget en universitetsgrad i psykologi og arbejder nu for den private hjælpeorganisation Svetcha, der hjælper HIV-positive unge i Sankt Petersborg.
– Mine to yngre brødre ved det ikke, for min mor vil ikke have, at jeg fortæller det. De ved, at jeg arbejder som psykolog med AIDS-ofre. Men ikke, at jeg også selv er smittet. Jeg ville gerne advare dem mod HIV og fortælle dem, at de skal huske at bruge kondomer, men min mor tror stadig, at bare de ikke ved noget om AIDS, så får de det heller ikke. Det er holdningen i Rusland: Man vil ikke vide noget om problemerne. Og da slet ikke om HIV og AIDS.