KVINFO’s analyse af data for Ungdommens Folkemøde viser, at demokratifestivalen, der begynder i dag i Valbyparken i København, kommer flot i mål med lige repræsentation af køn og etnicitet.

I løbet af i dag og i morgen løber 24 debatarrangementer af stablen, og her er deltagerne 47 procent kvinder og 53 procent mænd.

Også den etniske repræsentation fordeler sig lige i forhold til sammensætningen af den danske befolkning. 9,1 procent af deltagerne i debatarrangementer har ikke-vestlig baggrund. Tallet er 8,3 procent for baggrundsbefolkningen.

Overhaler Folkemødet

Således overhaler Ungdommens Folkemøde det bornholmske ’folkemøde for voksne’ hvad angår repræsentation.

På dette års Folkemøde var 58,4 procent af talerne ved debat-arrangementer mænd, mens kvinderne stod for 41,6 procent. Den etniske repræsentation var endnu skævere med kun 2,1 procent talere med ikke-vestlig baggrund.

”For os er det en selvfølge, at når man har en ungdomsdemokrati-festival, at vi skaber et rum for alle unge. Derfor har vi arbejdet meget med at vise en ordentlig repræsentation på scenerne,” siger Olav Hesseldal, der er engagementsdirektør i den organisation, som arrangerer Ungdommens Folkemøde.

Musikken er ude af takt

På et enkelt punkt halter repræsentationen på Ungdommens Folkemøde: Mandlige musikere er i overtal med hele 61,5 procent, mens kvinderne tager 38,5 procent.

Sammenlignet med musikfestivaler, der flere år i træk har fået kritik for ikke at booke repræsentativt i forhold til køn, er procentfordelingen dog en tydelig forbedring. Også selvom Ungdommens Folkemøde gentager et kendt mønster: Kvindelige musikere er fortrinsvis forsangere og i mindre grad bandmedlemmer.

Læs mere:

Læs hele analysen af køns- og etnisk repræsentation på Ungdommens Folkemøde 2019 på dette link.

Læs KVINFO’s analyse af repræsentation af køn og etnicitet på Folkemødet 2019 på Bornholm på dette link.

Læs BT’s artikel om manglen på kvindelige musikere på festivaler i 2019 på dette link.

Besøg Ungdommens Folkemødes hjemmeside via dette link.