Når du skal undersøge omfanget af sexisme på din arbejdsplads, er det vigtigt, at du gør det på den rigtige måde. Ellers risikerer du at dække problemerne til i stedet for at afdække dem.

KVINFO giver dig derfor her en kort guide til, hvordan du undersøger sexisme på din arbejdsplads på en måde, der giver dig de mest retvisende resultater. De resultater, du har brug for, for at kunne komme problemerne til livs.

Stil de rigtige spørgsmål

”Har du været udsat for seksuel chikane?”

Mange undersøgelser spørger på denne måde. Det spørgsmål skal ikke stå alene, for det er ukonkret og for bredt.

Det er langt fra alle, der ved, hvad begrebet seksuel chikane dækker over. Derfor kan det være svært at genkalde sig oplevelser, der var grænseoverskridende, fordi man ikke forbinder dem med seksuel chikane. Derudover aktiverer begrebet seksuel chikane i sig selv følelser af skam og tabu. En skam og et tabu, som får mange til at afvise spørgsmålet.

Du skal i stedet spørge langt mere konkret. Her er nogle eksempler på, hvordan spørgsmål kan formuleres:

  • Har du oplevet, at dit udsende er blevet kommenteret på en måde, du fandt ubehagelig eller stødende?
  • Har nogen sendt dig eller vist dig billeder eller film med seksuelt indhold, som du fandt krænkende?
  • Er du blevet rørt ved, omfavnet eller kysset på måde, som du ikke ønskede?

Konkrete spørgsmål kan være med til at fremkalde oplevelser og begivenheder, som den spurgte ikke i første omgang ville forbinde med begrebet sexisme eller seksuel chikane. Ved at stille spørgsmålene med afsæt i eksempler på situationer får du afdækket omfanget af sexisme på din arbejdsplads langt mere virkelighedssvarende.

Hyr professionel hjælp

Til slut anbefaler KVINFO at arbejdspladser hyrer professionel hjælp, når omfanget af sexisme skal undersøges. Det er et fag i sig selv at sætte undersøgelser sammen, som viser virkeligheden. Samtidig er det på mange måder en styrke at lægge undersøgelsen ud af huset, så arbejdspladsen ikke undersøger sig selv. Derfor er det bedst, at hyre professionel hjælp til at lave ens undersøgelser. Sådan får du de mest retvisende resultater, som du kan arbejde videre med.