Når man som ufrivilligt barnløs mand får besked om nedsat sædkvalitet, står man overfor nye udfordringer og overvejelser. For nu bliver det en mere kompliceret sag at få et barn. Der kan være overvejelser omkring årsagen til sædens lave standard, det generelle helbred, men bekymringer om fremtiden og partnerens velbefindende optræder ofte også i forbindelse med et fertilitetsbehandlingsforløb.
Et andet aspekt er at komme overens med forestillinger om sæden som et spejl af personligheden. Sæden som mere end en råvare, der kan gøre et par til en familie gennem befrugtning af et enkelt lille æg. For sæden udgør et potentiale for et kommende faderskab, men den bliver også set som et udtryk for potens, virilitet og mandighed. Måske forestiller vi os endda, at sæden er som manden, og manden er som sæden?
Mange af disse forestillinger bevæger sig langt ud over, hvad man med rimelighed kan anskue som biologisk relevante. De er i højere grad et udtryk for kulturelle konstruktioner og folkelige (mis)forståelser. De cirkler diffust omkring begrebet en rigtig mand, et begreb vi alle intuitivt kan fylde med indhold, og alligevel bliver vi ikke enige om, hvad det konkret betyder.

Ambivalente maskuliniteter og “B.S. Christiansen-sædceller”

Martin beskriver sine overvejelser omkring sæd og mandighed sådan her:
‘Mænd har det meget med, at jo større deres tissemænd, jo bedre har de det, ikke, og jo mere mænd er de. Jeg tror, det er lidt i samme stil, ikke. Hvis ikke man kan levere de der BS Christiansen sædceller, så er man ikke så meget, nej jeg vil ikke sige, at man ikke er så meget mand, for det ved jeg jo godt, man er, men der er et eller andet mandighed over det der: at kunne reproducere sig selv, stærke sædceller. Jeg synes begrebet: mand og dårlig sædkvalitet, der er sådan en negativ klang over det. Det er jo ikke en rigtig mand på en eller anden måde. Det er åndssvagt at sige. Det er jo ikke rigtigt, det jeg siger, at det ikke er en rigtig mand, men det er den følelse, jeg har’.

Når Martin taler om mandighed, handler det først og fremmest om evnen til reproduktion. Det er noget med kvaliteten af sæd, størrelsen på en tissemand og fysisk styrke. Og så er der noget med B.S. Christiansen, som Martin fremhæver, som arketypen på en rigtig mand: stærk, handlekraftig, potent og fertil. Martin siger på den ene side, at en rigtig mand = stærk mand = god sæd. På den anden side distancerer han sig fra den definition. Han udtrykker en ambivalens, når han siger, at jeg føler det sådan her, men jeg ved godt, det ikke er sådan.
Martin beskriver også, at han følte sig ramt på sin maskulinitet på nogle områder af sit liv, men ‘ikke på det generelle plan’. Han blev ramt på sin mandighed lige præcis der, hvor det handler om reproduktion, ikke på hele identiteten. Det gjorde ondt i ham, når han så andre mænd med børn, men det havde ingen betydning for hans arbejde. Så for Martin er mandighed ikke noget fast, essentielt og statisk i ham selv – men en relationel størrelse, der opleves forskelligt i forhold til situationen.

Adskille sædkvalitet fra mandighed

Ambivalensen er central for Martin, men den er samtidig et eksemplarisk udtryk og vilkår for kønsidentiteten i et refleksivt senmoderne samfund. John følte det for eksempel først som et knæk i sin mandighed, at han ikke kunne få børn ved egen kraft, men efterhånden ændrede han sin selvopfattelse, så han ikke længere betragtede sæden som bevis på mandighed:
‘Neej, det gør jeg ikke, og det er jo også det nemmeste at sige, for jeg har ikke andre valg. Jeg kan ikke sige: ved du hvad, jeg er ikke mand, fordi jeg ikke kan lave børn selv. Fordi hvad så? Hvad er alternativet? Så skal jeg gå rundt og føle mig som en amputeret mand, der ikke rigtig kan opføre sig som mand. Det kan man jo heller ikke. Man er jo nødt til at leve efter det, man nu har med sig i bagagen. Jeg kan ikke lave børn, jamen så må jeg jo kunne gøre alle de andre ting, som jeg nu kan, som en mand ellers ville kunne gøre det.’

John siger, at han ikke har andre valg, men han har faktisk truffet et. Der er et valg, han kan træffe. Det viser os, at mandighed i det senmoderne på mange måder er noget, den enkelte mand fylder med indhold, ligesom vi former os selv i mange andre henseender. Kønsidentiteten bliver noget, vi selv skaber i samspil med de situationer og sammenhænge, vi indgår i. Noget vi kan udvikle og ændre. Ved at skille sædkvalitet fra begrebet mandighed, løser John op for noget af den ambivalens, som Martin udtrykker. Dermed bliver det muligt for John at betragte sig som en hel mand, der blot lever med de vilkår, han nu har fået.

Maskulinitet(er) fra hierarki til relation

Maskulinitet eller mandighed som begreb bliver ofte sat i forbindelse med hierarkier, stereotyper, forskelle og kønnede magtpositioner. Det kan være i relationen mellem mænd og kvinder eller i relationer mænd imellem. 
Forskeren R.W. Connell satte for alvor ordet maskulinitet i flertal i bogen “Masculinities” fra 1995 med sine begreber om hegemonisk og marginaliseret maskulinitet. En begrebsliggørelse og problematisering af mænds patriarkalske og interne hierarkier, der ifølge Connell medfører, at mænd dominerer kvinder, men at hegemoniske former for maskulinitet også undertrykker mænd. For nogle mænd er mere ‘stereotypt rigtige’ end andre mænd og har dermed en højere position i hierarkiet. Hvilken ‘slags’ mænd, der har den høje status, kan variere fra kultur til kultur, men selve den hierarkiske inddeling i ‘hegemonisk’ og ‘marginaliseret’ maskulinitet er fast.
Connells teori har i en årrække nærmest selv haft en hegemonisk status, men den bliver nu udfordret fra flere kanter. For nu iagttager forskerne maskulinitet i højere grad fra situerede og relationelle vinkler. Maskulinitet er nu noget, der opstår i sammenhæng med omverdenen og et net af betydninger, som manden befinder sig i på et givent tidspunkt. Det er altså ikke blot et spørgsmål om, hvilken ‘kategori’ en mand tilhører.
Mine samtaler med mænd med nedsat sædkvalitet viser netop, at deres egne oplevelser af maskulinitet ikke er statisk og ikke primært handler om dominans. Hverken i forhold til kvinder eller andre mænd. Derimod handler maskulinitet om relationer, men ikke kun kønnede magtrelationer. Derfor giver det mening at bruge flertalsformen maskuliniteter, som en anerkendelse af, at mænd er maskuline og opfatter deres mandighed på mange forskellige måder.
Mit eget begreb ambivalente maskuliniteter skal forstås som et begreb for forskellige måder at være mand på, fra mand til mand, men også indenfor den enkelte mands liv. Den tid, vi lever i, kræver mange refleksioner over vores roller i livet, og det medfører ofte tvivl og ambivalens. Det gælder også for vores oplevelse af kønnet. Derfor er begrebet ‘en rigtig mand’ noget, vi må tænke over og udvikle, det kan ikke tages for givet. Det giver både Martin og John også tydeligt udtryk for i deres overvejelser omkring sæden som symbol på mandighed.

Klinisk onani mellem gamle pornoblade

En ting alle mænd i et fertilitetsbehandlingsforløb oplever er at aflevere sædprøver. Når de fortæller om det, er det tydeligt, at oplevelsen tit er ubehagelig, men den er også ambivalent. Der er mange tanker i spil omkring mandighed, seksualitet og parforhold, imens sædprøven fremstilles. Det viser os, at mænds seksualitet, ligesom maskulinitet, bedst kan forstås relationelt og i samspil med den konkrete situation.
Sæden kan medbringes hjemmefra, men i nogle tilfælde skal den produceres på klinikken. Det kan være, fordi man bor for langt væk, og sæden når at blive kold, eller man kan blive bedt om at lave en frisk prøve med det samme. Klinkker har som regel et særligt rum, hvor det foregår, men de varierer meget. Mange steder er der kun et toilet og en spand med gamle pornoblade til rådighed. Udenfor er der et fælles venteværelse og en skranke, hvor man kan aflevere sin prøve bagefter. Det behandles som noget klinisk og simpelt, men mange mænd oplever det som grotesk, absurd og ‘delvist ydmygende’, når det foregår på den måde. Pornoen virker som et slag i ansigtet på flere af dem, der bare gerne ville kunne ‘få børn på normal vis’. De føler, at ‘det smukke og naturlige’ bliver ødelagt. Det var bestemt ikke sådan, de havde forestillet sig befrugtningen, når de skulle være far.
Pornoen reducerer mænds seksualitet til en stereotyp kliché: Den primitive mand, der uvilkårligt får erektion og udløsning, når han udsættes for erotisk stimuli. Mine samtaler med mænd viser dog, at der er meget mere i spil.
Det er en situation, hvor manden er presset fra flere kanter. Han skal frembringe sæd, der har en afgørende betydning for hans mulighed for at blive far og få en familie. Han skal ejakulere trods manglende seksuel lyst. Hans kone venter måske udenfor, og ‘alle’ ved, at han står og onanerer lige nu. Mænd beskriver situationen som akavet, tarvelig, teknisk vanskelig, og som et øjeblik, hvor man, med Mogens’ ord, ‘føler sig meget lidt værd’.
Mænd beskriver også situationen som en præstation og bedrift i sig selv; en kompetence man udvikler i løbet af en behandlingsproces, og som noget man gør, for at opnå noget, der er større. Der er også kulturelle forestillinger i spil om mænds altid parate erektioner og sædafgange, der forbindes med begrebet ‘en rigtig mand’. Derfor bliver det, at producere en sædprøve til noget ‘en mand skal kunne gøre’.
Mænd oplever selvfølgelig ikke sådan et forløb ens. Nogle anser mest problemet som en helbredsmæssig tilstand, der ikke har noget med deres mandighed at gøre. Mange bliver optagede af at få viden om det tekniske ved fertilitetsbehandling. Andre har mest fokus på partneren og parforholdet. De er dog enige om, at det fylder meget at skulle igennem fertilitetsbehandling og at det er en stor udfordring på mange områder af livet.