– Min første roman Paro: Dreams of Passion handlede om overklassen i Delhi og Bombay, og den var mere seksuel eksplicit, end romaner normalt var på daværende tidspunkt i 1984. I dag tror jeg ikke, det ville anfægte nogen, men dengang i datidens Indien vakte den stor opmærksomhed og forfærdelse. Man kunne ikke helt forstå den. Så efter denne voldsomme reaktion, valgte jeg at skrive om mere deprimerende emner frem for den her sjove, sexede og nydelsesfulde bog. Men bogen blev faktisk genoptrykt i 30 år efter udgivelsen, så den har altså været meningsfuld for læserne, fortæller den indiske forfatter Namita Gokhale, født 1956 og opvokset i New Delhi.
Hendes forfatterskab indeholder seks romaner, en novellesamling og flere faglitterære værker og antologier. Alle på engelsk. Namita Gokhale stod også bag filmmagasinet Super i slutningen af 1970erne – og ved siden af sit forfatterskab arbejder hun som forlægger og har været arrangør af flere store litterære festivaler i Indien, hvor hun blandt andet har været med til at grundlægge Jaipur-litteraturfestivalen, som er en af verdens største. For som Namita Gokhale understreger:
– Som forfatter er man meget alene, men som forlægger og festivalarrangør er man sammen med andre. Når jeg lægger stor energi i både festivalen og forlagsarbejdet, tænker jeg altid, at jeg lærer noget af de vidunderlige og talentfulde mennesker, jeg møder. Samtidig kan man ikke nå at skrive alle de bøger, man gerne vil. For mig som forlægger ser jeg bogen som en forlængelse af det at være forfatter.

Sex, plot og handling

– Kvindelige forfattere pålægger sig selv selvcensur, når det gælder seksualitet. Og det er en stor fejl. Netop fordi så betragtelig en del af menneskets aktiviteter og handlinger er et udslag af seksualiteten, har det også betydning for, hvordan man skriver om fiktive personer og opbygger en roman.
– Jeg er ikke fortaler for, at romaner absolut skal indeholde sensuelle scener. Men seksualiteten i sig selv er med sit komplekse indhold af menneskelige følelser, motiver, fysiske reaktioner, traumer og energier netop afgørende for gode historier og dermed gode forfattere. Og hvis du som kvinde fornemmer dette som en stærk kraft i livet, og alligevel undlader at skrive om det som forfatter, mister du en stor del af selve fortællingen, siger Namita Gokhale.

– 25 år efter jeg skrev Paro, tog jeg de samme personer op i en ny roman, hvis titel er Priya: In Incredible Indyaa. Da mine venner hørte om projektet, sagde de, at de håbede, at jeg ikke havde mistet gejsten, og at den nye roman ville blive lige så morsom og sexet som den første. Romanen indeholder da også både de sjoveste og samtidig sørgeligste scener om sex, jeg nogensinde har skrevet. For hovedpersonen var nu 25 år ældre, og dermed var seksualiteten også forandret, både når det gælder forståelsen og behovet. Og igen forsøgte jeg at skrive så oprigtigt, som jeg overhovedet kunne. Og reaktionen kom da også prompte: Du er bedstemor, og så skriver du om sex, fortæller Namita Gokhale med et stort smil og fortsætter:
– For forfattere er det vigtigt både at være diskret og indiskret, det afhænger helt af romanens struktur. Påholdenhed hjælper ingen forfattere, og der er en stor forskel på at være tavs og blive dømt til tavshed. Selvcensur, der bunder i samfundets syn på kvinder, kan jeg overhovedet ikke se meningen med.

Kvinders rodede hverdagsliv giver andre romaner

Kvinders erfaringer og hverdagsliv er en drivkraft i Namita Gokhales forfatterskab.
– To af mine romaner er fortalt gennem mandlige hovedpersoner, men det fungerede aldrig helt. Jeg forsøgte også at skrive en roman fortalt af et kønsløst spøgelse, men her blev det helt tydeligt for mig, at det at have en kvindelig fortællerstemme fungerer bedst for mig, som jeg erfarede med Paro, hvor den kvindelige fortællerstemme bare kom af sig selv. Kvinders erfaringer og sammenspil mellem tilværelsens fysiske og mentale niveauer fascinerer mig, siger Namita Gokhale.
– Og her vil jeg gerne understrege, at jeg har set mange fantastiske mænd, der tager sig af husholdningen, men jeg synes ikke, at de gør det med samme fokus som kvinder, der ser ud til at være mere følelsesmæssigt involverede, mener Gokhale.
– Kvinder lever i en langt mere kompleks krop med et kompliceret hormonspejl, der både skal favne graviditeter, amning og menstruation. Samtidig er kvinder altid underlagt et ubarmhjertigt blik. De skal være velklædte, smukke og et spejl for samfundet. Det betyder, at kvinder lever et andet hverdagsliv end mænd, understreger Namita Gokhale og fortsætter:
– Derfor tror jeg, at mænd i højere grad har en tilbøjelighed til at skrive om de store emner med de store helte. For selvom kvinder også vælger samme emner, ser de bagom scenen og fordyber sig i de små detaljer, der er med til at skabe det store liv. Det er nok en generalisering, men det er en forskel, jeg fornemmer mellem kvinder og mænds forfatterskaber, siger Namita Gokhale.
– Forskellen bliver heldigvis reduceret mere og mere. Mænd bliver mere som kvinder. Og omvendt. Og det er godt. Men som forfatter og forlægger kan jeg konstatere, at kvinder ofte har et helt andet perspektiv på det normale liv end mænd. Kvinder kigger også nede under sofaen, griner Namita Gokhale.

Indiske myter revisited

Genfortolkning af de indiske myter er et af omdrejningspunkterne i Namita Gokhales forfatterskab. Og en af de historier, som Namita Gokhale især er interesseret i, er den hinduistiske myt fra Ramayanaen om Sita, der bliver opfattet som symbolet på indisk kvindelighed. Sagen er blot den, at der ikke findes én historie, men mange forskellige historier og udlægninger af Sitas liv.
Helt kort bliver Sita gift med kongesønnen Rama. Imidlertid må hun leve forvist ude i skoven med sine børn, da han må flygte, og da Rama vender tilbage, må hun bevise sin uskyld to gange ved at gå gennem ilden, hvorefter hun synker, som datter af jorden ned i dens indre.
– I forbindelse med et juryarbejde opholdt jeg mig på Sri Lanka. Pludselig så jeg en figur, der symboliserede Sita. Og jeg tænkte, hvorfor har denne ulykkelige kvinde siddet og grædt der i vores kultur i flere tusinde år. Derfor gik jeg sammen med forskere, forfattere og digtere for at undersøge Sita og dermed den indiske kvindelighed i bogen In Search of Sita. Revisiting Mythology (2009), fortæller Namita Gokhale. For som der står i bogen, så må myter hele tiden genfortolkes i forhold til den tid og kultur, man lever i.
Bogen fik stor opmærksomhed, og efter Namita Gokhales opfattelse var især anmeldelserne meget lærerige i forståelsen af Sita og dermed opfattelsen af kvinden og kvindelighed i det indiske samfund. For Sita er traditionelt blevet opfattet som både opofrende, selvfornægtende og loyal over for sin mand uden at stille spørgsmål. In Search of Sita. Revisiting Mythology forsøger derimod også at indskrive hende som en modstandsfigur over for det mandsdominerede samfund.
Namita Gokhale nævner for eksempel en retssag, hvor en kvinde ikke ønskede at flytte med sin mand, hvorefter han anlagde retssag. Dommeren henviste til, at kvinden skulle gøre som Sita og føje manden. Det affødte en stor diskussion og endda også et tv-show, hvor sagen og dermed Sita blev fortolket; for er Sita et offer eller en stærk kvinde?
Her peger Namita Gokhale på, at det i høj grad handler om mænds opfattelse af, hvad kvinders opgaver og pligter er. Og hvordan de forstår deres egne. Samtidig understreger Gokhale, at idet Sita var udelukket fra fællesskabet, opfostrede hun sine børn alene. Og dermed fremstår hun som den første enlige mor i den indiske kultur og er blevet et forbillede for andre kvindelige eneforsørgere, understreger Namita Gokhale.
Efter udgivelsen af antologien om Sita er endnu flere bøger om den indiske sagnfigur fulgt efter for netop at undersøge, hvad Sita og dermed kvinders rolle betyder i den indiske kultur. I dag.

Indisk og ikke-vestlig feminisme

– For mig er mod ikke bare at fare frem. Mod er også at have styrken til at stå imod, og her er kvinders mod ofte væsensforskellig fra heltemodige strabadser. Det er den retning, som Indiens feminisme bør tage frem for at efterligne vestlig feminisme. For selvom den har lært os meget, så har vi vores egne myter og figurer, som vi kan undersøge og hente inspiration fra, til formulering af en ny indisk feminisme. For mig er feminisme ikke at omfavne en mandlig model, men at kvinder skal genfinde deres styrke og samtidig kende deres pligter. Og her giver det at læse og dele sine historier kvinder en følelse af samhørighed. For vi lever alle i en moderne verden, hvor vi skal håndtere mange valg og dilemmaer og lære at omgås dem med klogskab og styrke.
– Guden Shiva, der repræsenterer både kreativitet og destruktion, som jeg også har skrevet om, er kendt som halv mand og halv kvinde. Det er historien om, at vi alle bærer det andet køn og dets roller i os. Enhver kvinde har en mand i sig og enhver mand en kvinde. Vi er nødt til at respektere mennesker, som individer, og ikke se dem med specifikke seksuelle redskaber, der reducerer dem til ét køn. Men samtidig bærer kvinder en tung byrde gennem historien, der fx på den ene side tvinger kvinder til at se unge og smukke ud hele livet og samtidig se det som en værdi i sig selv, at mennesker drager omsorg for deres udseende, frem for at bruge tiden på deres karriere, som mændene kan gøre. Vi skal åbne mulighed for, at enhver kan gøre, hvad individet selv ønsker, slutter Namita Gokhale.

Voldtægten, der rystede folk i hjertet og satte gang i forandringerne

– I Indien er der i øjeblikket en proces i gang, som er udløst af voldtægten af den helt unge, kvindelige medicinstuderende sidste år. Indiske kvinder fik pludselig nok. Og det at sagen blev offentlig, bevirkede at den voldsramte kvinde blev et symbol for andre voldtægtsofre og deres familier. For selvom indiske kvinder altid har været stærke individuelt, så er mænd alligevel socialt set altid blevet vurderet højere. Men nu har kvinder både fået større økonomisk magt i kraft af uddannelse og arbejde, og det har givet kvinder større selvsikkerhed. Der er en slags kønskamp i gang, forklarer Namita Gokhale og fortsætter:
– Nu tager mænd sig i højere grad af omsorgsarbejdet. For hvor mænd i den indiske, patriarkalske struktur, har været mere værdsat, så er mænds status også under forandring takket være kvinders uddannelse, arbejde og dermed økonomiske uafhængighed. Men der er forskellige måder at tackle de nye forandringer på, understreger Namita Gokhale.
Forandringerne gælder også accepten af homoseksuelle, dog især når det gælder bøsser, fortæller Namita Gokhale. Men ifølge Gokhale, så bobler emner om køn i Indien. Og nu og da koger det over, som tiden efter efterårets meget omtalte voldtægt.
– Mærkeligt nok oplever jeg, at denne forfærdelige voldtægt rystede folk i hjertet, og det gjorde kvinder stærkere og blev et symbol på noget, som aldrig skulle være sket. Lad os se, hvordan det hele kommer til at balancere fremover. Men en ting er sikkert. Kvindeorganisationerne må være mere inkluderende over for mænd i fremtiden. Vi må alle sammen kæmpe for ligestilling, slutter Namita Gokhale.

http://www.youtube.com/watch?v=ylttnk-weQ8