Fakta om vold mod kvinder i Syrien

“Syriens kvinder bliver brugt som krigsvåben. Når man angriber en kvinde, rammer man ikke kun hende som person, men man sender også et budskab til hele hendes familie og lokalsamfund.”
Det siger Mahtieu Rotier, der er Syrien koordinator i Euro-Mediterranean Human Rights Network (EMHRN) og medafsender på en ny rapport om vold mod kvinder i Syrien. RapportenViolence Against Women: Bleeding Wound in the Syrian Conflict består af vidneudsagn fra syriske kvinder, der i løbet af første halvdel af 2013 har været udsat for overgreb i form af uretmæssig tilbageholdelse, fængsling uden rettergang, vold, voldtægt, trusler og tortur – som regel i kombination med hinanden. Rapporten beskriver også, hvordan hundredvis af syriske kvinder har været udsat for vilkårlige anholdelser og bortførelser, ligesom de bliver brugt som menneskeligt skjold af soldater og udgør skydeskive for snigskytter. I det hele taget er proportionerne af civile dødsfald, herunder kvinder og børn, der mister livet ved bombeangreb markant højere end i andre væbnede konflikter.
“Dette er et meget foruroligende mønster, og det nærmer sig forbrydelser mod menneskeheden,” siger Mathieu Rotier og påpeger, at de seksuelle overgreb i vidt omfang bliver forbigået af politikere og medier i den vestlige verden. Primært fordi de er underdokumenterede.
Rapporten er første skridt til at dokumentere overgrebene, og er ifølge Rotier blot toppen af isbjerget. I 2013 estimerede SNHR (Syrian Network for Human Rights), at omkring 6000 kvinder er blevet voldtaget i Syrien med adskillige tvungne graviditeter til følge siden konfliktens begyndelse i marts 2011. Tallet er et estimat, og man frygter, at det reelle tal er langt højere. I hvert fald er der ifølge Mathieu Rotier en udbredt opfattelse blandt syrerne af, at overgrebene er omfattende og systematiske.

Volden driver kvinderne på flugt

SNHR har registreret voldtægter i byerne Homs, Damaskus, Hama, Latakia, Daraa, Idlib og Tartous. Efterforskningen indikerer, at voldtægterne overordnet forekommer i tre typer situationer: i forbindelse med regeringsstyrkernes ransagninger, ved kontrolposter og når kvinderne tilbageholdes i fængsels- eller forvaringsfaciliteter. Ifølge Mathieu Rotier står Bashar al-Assads regeringsstyrker for 90 procent af overgrebene. De er kendt for at bruge ekstrem tortur mod deres modstandere.
Beretninger og rygter om de seksuelle overgreb har spredt sig i Syrien og skabt en stemning af utryghed for landets kvinder. Undersøgelser foretaget blandt de kvinder, der er flygtet fra Syrien, viser, at frygten for seksuelle overgreb og vold er en af de primære årsager til flugten, fortæller Matieu Rotier.
Kholod, en kvinde fra Homs, som blev kidnappet og efterfølgende løsladt, fortæller, hvordan frygten terroriserede kvinderne i hendes lokalsamfund, da angrebene fra regeringsstyrkerne mangedobledes i sommeren 2012:
“Vi vænnede os til at bære adskillige lag tøj af frygt for voldtægt.” 
Kholod beskriver også truslerne om seksuel vold under hendes tilbageholdelse og det sociale stigma, som møder kvinderne efter løsladelsen:
“Under min tilfangetagen fortalte en politisk sikkerhedsofficer AM mig, at han holdt 17 kvinder fanget i vores hjem i Bab Al-Dreb-kvarteret (…) Han sagde, at de var blevet kidnappet under ransagningerne, og at han havde voldtaget dem alle sammen. (…) Da jeg spurgte, hvad pigerne havde gjort sig skyldige i, sagde han, at han ville voldtage dem og ydmyge deres familier. Han sagde også, at han lod sine mænd gruppevoldtage en kvinde og videooptage ‘festen’, som han kaldte det, så han kunne sende videoen til kvindens onkel, en kendt gejstlig og medlem af oppositionen.”

Kvinderne udstødes af familien

Voldtægt og seksuelle overgreb er som i mange andre lande forbundet med socialt stigma i Syrien. Det betyder, at kvinderne, når de bliver løsladt efter tilbageholdelsen, ofte oplever at blive udstødt af deres familie og lokalsamfund. Som konsekvens tvinges mange af kvinderne til at forlade landet, fortæller Mathieu Rotier:
“Det er meget alarmerende. Ofte har de ingen steder at gå hen for at få hjælp, og de ender i lejre, der er mangelfuldt udstyret, og hvor de hverken kan få tilstrækkelig medicinsk og psykologisk hjælp. De er isolerede og sårbare, ikke blot på grund af overgrebene, de har været udsat for, men også fordi de står alene uden netværk og familie.”
Efter sin løsladelse var Kholod nødt til at flygte fra Homs:
“I Damaskus blev jeg tilbudt at skrive mit navn på en liste over formodede voldtægtsofre for at kunne blive gift med en frivillig mand. Jeg kunne ikke holde ud, at alle troede, jeg var blevet voldtaget under min tilfangetagelse. Jeg overvejede endda selvmord.”
Mange kvinder presses ligesom Kholod til at skrive sig på listerne for at blive fri af skammen, der er forbundet med voldtægt. Fordi en kvindes krop anses for at være udgangspunkt for hendes ære, og fordi en familie forventes at beskytte denne ære, udløser overgreb desuden ofte gengældelsesangreb, særligt blandt konservative familier, forklarer Mathieu Rotier:
“Det intensiverer konflikten, fordi de forskellige væbnede grupper også kæmper mod hinanden internt. Når en kvinde bliver bortført, fører det til gengældelse. Og det giver næring til konflikten.”
Det er ifølge rapporter ikke ualmindeligt, at en mand lader sig skille fra sin kone umiddelbart efter, at han har fået besked om hendes bortførelse for derved at undgå den skam eventuelle seksuelle overgreb på kvinden vil medføre.

Voldtægt det ultimative krigsvåben

Jessica L. Radin, der er ph.d.-studerende i Religionsstudier på University of Toronto og har boet i Syrien fra 2006-2008, pointerer, at seksuel vold mod kvinder ikke blot skal betragtes som et af mange krigsvåben, men det ultimative våben, i særdeleshed i et seksuelt konservativt land som Syrien. Hun skriver:
“Seksuel vold (…) dræber måske ikke sine ofre, men efterlader dem knust og med et rungende traume, der smadrer familiestrukturer og raserer de overlevendes sind.”
Radin noterer sig, at det først var i 1993, da rapporter om voldtægts-dødslejre i Bosnien dukkede op, at FN definerede voldtægt som en forbrydelse mod menneskeheden. Og det var først i 2013, at G8 – verdens otte økonomisk og militært set mest magtfulde nationer – anerkendte voldtægt som en krigsforbrydelse.
“Ved at forgribe sig på en kvindes krop, nationens ‘skød’, ødelægger man den potentielle nation, som hun symboliserer,” konkluderer Radin og citerer juraprofessor ved University of Michigan Catherine McKinnons beskrivelse af de bosniske voldtægtslejre:
“Det er voldtægt som et instrument til tvungent eksil, til at få dig til at forlade dit hjem og aldrig komme tilbage. Det er voldtægt, der skal ses og høres af andre, voldtægt som et skue. Det er voldtægt designet til at tilintetgøre et folk, drive en kile gennem et samfund.”
Læser man rapporten fra EMHRN, ligner situationen i Syrien til forveksling det bosniske rædselsregime fra 1992-95.

Snigskytter skød efter gravide kvinders fostre

Og selvom efterretningerne på nuværende tidspunkt ikke er tilstrækkelige til at udpege voldtægterne som systematiske og beordret af magthavere i regeringsstyrkerne, er der ingen tvivl om, at der er hensigt bag, når kvinder, børn og civile i det hele taget rammes, forklarer Mathieu Rotier, ligesom hospitaler og skoler udgør strategiske mål for præsident Bashar al-Assads sikkerhedsstyrker.
Den britiske læge David Nott, der har arbejdet som frivillig på adskillige syriske hospitaler, fortalte sidste måned til flere internationale medier, hvordan han oplevede, at gravide kvinder blev bragt til hospitalet ramt af skud i maven – et af dem så præcist leveret, at kuglen gik igennem fostrets hoved. Han er ikke i tvivl om, at snigskytterne bevidst skyder til måls efter gravide kvinder:
“En dag tog vi imod 16 kvinder, som alle var ramt af skud i den højre side af lysken. Den næste dag var alle ofre ramt i den venstre side af lysken, hvilket indikerer, at en eller anden form for spil foregår mellem snigskytterne.”
“De fleste ufødte børn, vi opererede, var syv, otte eller ni måneder gamle. Det vil sige, at det har været tydeligt, at der var tale om gravide kvinder,” siger David Nott til CNN.
Mens mange tilbageholdelser og drab er vilkårlige og tilsyneladende konsekvenser af en syg leg snigskytterne imellem, er særligt kvinder, der yder humanitær støtte, mål for regeringsstyrkernes overgreb, fortæller Mathieu Rotier:
“Tidligt i konflikten sagde det syriske styre ellers, at man ikke ville gå efter hjælpearbejdere, men samtidig etablerede man en anti-terrordomstol, som primært benyttes til at sagsøge og retsforfølge fredelige aktivister og humanitære hjælpearbejdere.”
Derudover går man efter kvinder, som tilhører bestemte etniske grupper eller kommer fra en bestemt region, hvis befolkning formodes at være modstandere af regeringen.
Mens regeringsstyrkerne står for 90 procent af overgrebene, er det usikkert, hvem der står bag de resterende ti procent af forbrydelserne, som ligeså vel kan have rod i det almindelige kaos, der hersker i landet, forklarer Matieu Rotier:
“Der er de kendte væbnede grupper, herunder Jabhat Al Nusra og The Islamic State of Iraq and the Levant, og så har du en mangfoldighed af væbnede grupper – og vi ved reelt ikke om de arbejder for bestikkelse, plyndring, om de er røvere, eller om de har et politisk tilhørsforhold.”

Behov for flere undersøgelser

Mathieu Rotier understreger, at der er behov for en kontinuerlig efterforskning af overgrebene for at finde ud af, om der reelt er et mønster i forbrydelserne begået af regeringsstyrkerne og på hvilket niveau, ordrerne i så fald kommer fra.
“Voldtægt er blevet en rutinemæssig praksis. Og når drab og voldtægt i omfattende grad foretages systematisk, planlagt og organiseret, kan det defineres som forbrydelser mod menneskeheden. Der er behov for at efterforske dette nærmere. Vidnesbyrdene indikerer, at der er tale om rutinemæssig praksis i hvert fald på lokalt plan. Næste skridt er at kigge på, om og i så fald hvordan beslutningerne træffes på højere niveau.”
Det er på tide, at det internationale samfund handler, mener Mathieu Rotier:

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram

KVINFOs program i Mellemøsten og Nordafrika er støttet af Udenrigsministeriets Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, DAPP.

Læs mere om DAPP på dette link.

“Det internationale samfund må sende et kraftigt signal til alle parter om, at krigsforbrydelser vil blive straffet, og at sagerne vil blive bragt for en krigsforbryderdomstol. Forhåbentlig vil det føre til en afmatning i overgrebene og dulme det syriske folks lidelser.”
Hvad fremtidsudsigterne for borgerkrigen og de mange overgreb angår, er Rotier ikke optimistisk:
“Konflikten forværres dag for dag og vil fortsætte med at destabilisere hele regionen: Situationen i Libyen er ustabil, i Tyrkiet og Irak har der været nye bombeangreb, og i Jordan, som ellers er regionens mest stabile land, trues situationen af den massive flygtningestrøm.”
Han afslutter:
“Dette er en seriøs katastrofe, som vi allerede har været for længe om at håndtere. Det internationale samfund må handle nu.”