Den 1. november 1911 påbegyndte Kristeligt Studenter Settlement sin virksomhed i en lejlighed i Revalsgade 24 på Vesterbro i København. Det er nu 100 år siden, og for at markere jubilæet har Pia Fris Laneth fået til opgave at skrive bogen Respekt. Historier fra Settlementet på Vesterbro.
Idéen med at lade studenter “settle” midt i et fattigkvarter kom fra London. Her havde præsten Samuel Barnett og hans kone Henrietta i 1880erne opfordret filantropisk indstillede unge mænd fra universiteterne til at besøge og arbejde i deres sogn, Whitechapel i East End.
Det nye var ikke, at velstillede mennesker bosatte sig blandt de fattige for at hjælp dem, men at man nu indrettede ejendomme, hvor flere unge studerende boede sammen, og hvor et væld af aktiviteter for de fattige fandt sted. Sådanne settlements spredte sig til andre dele af London og til USA, hvor f.eks. Jane Addams i 1889 grundlagde settlementet Hull House i Chicago.

Kvindelige studerende samlede pigerne i hyggeklubber

Danske velgørere var ganske velorienterede om, hvad der skete i andre lande, og i 1903 skrev Gerda Mundt en artikelserie om Sociale Settlements i England i det kristelige ugeblad Kirken og Hjemmet og skabte dermed opmærksomhed om sagen. Det var lutter mænd, som i 1911 samlede sig for at stifte settlementet, mænd, som i forvejen var dybt engageret i social velgørenhed.
Det var dog både mandlige og kvindelige studerende, som snart meldte sig for at deltage i arbejdet, og de begyndte at gå på besøg hos gamle, ensomme mænd og kvinder. Flere gange ugentlig samledes de gamle til hyggeaftner med te eller kaffe, og de blev også taget med på skovtur. Der blev ligeledes holdt klubaftner for drenge mellem 10 og 13 år, og kvindelige studerende samlede pigerne. Hygge og kammeratskab var omdrejningspunktet, og studenterne sang og legede med børnene.

Lægen Kirsten Auken leder af både pigeklub og gymnastikhold

Ved årsskiftet 1913-14 flyttede settlementet ind i en lejlighed i Saxogade 91, hvor pastor Richard Thomsen boede med sin familie. Han havde tidligere været på studiebesøg i London og studeret socialt arbejde, og han var med til at stifte Kristeligt Studenter Settlement. Han blev udnævnt til “husfader” for de studenter, som snart begyndte at flytte ind i flere lejligheder i opgangen, og nu blev det til et rigtigt settlement.
Især teologistuderende meldte sig, men også unge, der studerede jura og medicin var blandt de frivillige. En af de mere kendte var lægen Kirsten Auken, der lige, da hun var blevet student i 1931, meldte sig som frivillig. Mens hun læste medicin, var hun leder af pigeklubben og af gymnastikholdet for kvinder, og senere var hun i tyve år medlem af settlementets bestyrelse.
Det fremgår ikke af bogen, hvad der drev disse studenter til at melde sig, og hvordan de gav udtryk for deres bevæggrunde. Men det er et beundringsværdigt eksempel på kvinder og mænd, som ud af et overskud og socialt engagement, var indstillet på at bruge deres tid på medmennesker, der havde brug for hjælp.
Den overordnede hensigt med sådanne studentersettlements var på den ene side, at de studerende skulle lære “how the other half lives”, således at de kunne anvende denne indsigt i deres senere arbejde. På den anden side var hensigten at tilbyde vesterbroerne kulturel udvikling, oplevelser, foredrag og uddannelse, så de kunne få åndelig kraft til at rejse sig. Der skulle ikke uddeles almisser, men arbejdet byggede på en ligeværdighed mellem studenterne og arbejderne, hvilket også kom til udtryk i settlementets slagord: “Hjælpes ad”.

Tilbud til alle i familien

Det er et imponerende antal initiativer, der er blevet taget i disse 100 år. Feriekolonien Lyngborg ved Sejerøbugten blev bygget i 1919, og midlerne hertil blev skaffet ved studenternes indsamling og en check fra en velhaver.
For første gang kunne baggårdsbørn fra Vesterbro komme på landophold på deres egen koloni og blive sunde og raske, og snart blev det et sted, hvor hele familien kunne holde ferie. I løbet af 1930erne blev der oprettet fritidshjem for børn og familieklubber for de unge ægtepar, som havde gået i settlementets ungdomsklub og nu fortsat havde et mødested, ligesom der var klubber for mødre, hvis børn gik i settlementet.
Der var kort sagt tilbud til hele familien, og ofte trak børnene deres forældre med hen i settlementet, hvor de lærte andre familier at kende. Der er mange eksempler på, hvordan familier i flere generationer er kommet i settlementet, og hvordan unge mennesker har mødt deres ægtefæller der.

Klientellet skifter fra den stræbsomme arbejderklasse til ensomme, arbejdsløse mænd og indvandrere fra Tyrkiet og Pakistan

Det første forstanderpar blev afløst af andre. I begyndelsen var manden altid teolog, og hans kone arbejdede som ulønnet medhjælper. Det var mennesker, som skabte opmærksomhed om arbejdet, og som med deres store medmenneskelighed og ildhu gjorde settlementet til et vigtigt omdrejningspunkt på Vesterbro.
Fra 1960erne forandrede forholdene sig. Tidens antiautoritære oprør nåede også til settlementet, og de frivillige forlangte at få større medindflydelse. Også klientellet ændrede sig efterhånden, da det, man kunne kalde “den stræbsomme arbejderklasse”, var flyttet væk fra Vesterbro.
Nu var det især enlige arbejdsløse mænd, arbejdet rettede sig mod og senere også indvandrere fra især Tyrkiet og Pakistan.
I 1980erne blev den samfundsgruppe, som her benævnes “rødderne”, inddraget. De tog selv initiativ til at indrette butikker i Saxogade i det, som blev kaldt Sidegadeprojektet. Og hvor det tidlige arbejde for børnene gik ud på at trække dem væk fra gaderne og ind i settlementets hyggelige stuer, møder medarbejderne nu børnene på gaderne.
I de senere år har settlementet oprettet forskellige rådgivningskontorer for mennesker med sociale, psykologiske eller økonomiske problemer. Der er øjensynligt også blevet ansat flere mennesker til at varetage den daglige drift, flere af rådgiverne er stadig frivillige – men sjældent kristelige studenter, og det er nu mange år siden, at de frivillige bosatte sig i settlementet.

Beundringsværdig historie

Det er en beundringsværdig historie, og settlementet har så sandelig fortjent at få sit 100-årige arbejde beskrevet. Pia Fris Laneth, som i 2006 udgav Lillys Danmarkshistorie: Kvindeliv i fire generationer er en oplagt forfatter til denne opgave, da hun har en let pen og et mærkbart engagement. Især flyder teksten, når hun gengiver samtaler, hun har haft med brugere af stedet, med frivillige, ansatte og forstandere. Hun kommer rundt om mange hjørner af virksomheden, som det vil føre for vidt at nævne i alle enkeltheder.
Bogen er uden tvivl tænkt som et jubilæumsskrift, der vil kunne fornøje alle de mennesker, som har været knyttet til stedet enten som brugere eller frivillige. Den er spækket med herlige fotografier, og billedredaktør Anja Tollan skal have stor ros for sit arbejde med at samle alle disse illustrationer. Der synes at være fire spor i bogen, som forfølges mere eller mindre konsekvent: Vesterbros forandring, socialpolitikkens udvikling, og så settlementets historie fortalt gennem både medarbejdernes og brugernes historie. I margin er der dog anbragt løsrevne citater, måske som en slags faktaboks, men det virker forvirrende, og det er som om forfatterens begejstring for morsomme citater forhindrer hende i at skelne mellem væsentligt og uvæsentligt. På den måde giver bogen et nærmest kalejdoskopisk indtryk, men kan man lide det, er den absolut læseværdig. Forfatternes glæde ved hele projektet er smittende, og man lærer en del om det frivillige Danmark.