Den franske filosof Michel Foucault har i sine to epokegørende bøger Overvågning og straf (1975) og Seksualitetens historie (1976) demonstreret, at hverken fængslet eller seksualiteten er naturgivne fænomener med en årtusindlang historie. Begge er produkter af en humanistisk forståelsesramme med moderne visioner om det gode liv og det menneskekærlige samfund. Fængslet blev opfundet, fordi man ville straffe humant og ikke længere underkaste de ulydige kroppe umenneskelig tortur. Det blev udtænkt som en forbedringsanstalt, selvom det hurtigt viste sig blot at skabe nye former for magt. Også det videnskabelige blik på seksualiteten var i udgangspunktet tænkt til at frigøre individet og forbedre dets mentale og fysiske sundhed, men hurtigt blev det et disciplinerings- og undertrykkelsesinstrument for statsmagten og en række magtvidensinstanser.

Nu har den amerikanske historiker Regina Kunzel sammentænkt Foucaults to analyser og set på empirisk materiale omkring de to meget forskellige, men næsten historisk sammenfaldende disciplineringsmekanismer: fængslet og seksualiteten. Resultatet er en (undskyld udtrykket) dybt fængslende fortælling.

Mangfoldig fængselssex

Criminal Intimacy. Prison and the Uneven History of Modern American Sexuality er både historisk analyse af en konkret aktivitet: fængselssex, en fremstilling af dens populærkulturelle og videnskabelige iscenesættelser samt en historisk dekonstruktion af vores seksuelle kategoriseringer. Bogen befinder sig i krydsfeltet mellem kulturstudier, seksualitetshistorie og institutionsanalyse, og Kunzel balancerer elegant, veloplagt og uhyre velskrivende mellem meget forskelligt kildemateriale: officielle rapporter, B-film og triviallitteratur, pornografi, journalistik, sociologiske og psykologiske undersøgelser, fangebiografier og homoaktivisme.

Det er befriende, at der ikke er entydige helte og skurke i Kunzels fremstilling, selvom mange af kapitlerne er barsk læsning. I modsætning til hovedparten af kilderne forfalder bogen ikke til forsimplende klichéer, men fastholder kompleksiteten og mangfoldigheden i fænomenet fængselssex: Det er ikke udelukkende et erstatningsfænomen for det fraværende andet køn. Ikke kun en symbolsk racehævn, hvor sorte mænd voldtager yngre, hvide mænd og ikke nødvendigvis kun et spørgsmål om magt, vold og overgreb, et patologisk udtryk for en sociopatisk kultur eller et nødvendigt “onde” blandt degenererede og amoralske “forbrydernaturer”. Selvom skiftende videnskabelige, journalistiske og populærkulturelle fremstillinger gennem tiderne typisk har reduceret feltet, så det passer ind i samtidens fantasier, bekymringer eller projektionsbehov.

Det farvede fængsel

Bogen rummer interessante, basale oplysninger, som at fængselspopulationen i nyere tid er vokset eksplosivt. På blot tyve år – fra 1980 til 2000 – er antallet af indespærrede amerikanere firedoblet: fra en halv til to millioner. Det skyldes især den nye nul-tolerance-politik over for narkokriminalitet, der nu automatisk udløser fængselsstraf. USAs fængselspopulation er i høj grad mandlig og ikke-hvid. Der er tyve gange flere fængslede mænd end kvinder, og af dem er sorte og latinoer stærkt overrepræsenterede. Alligevel fokuserer Kunzel i halvdelen af bogen på kvindelige indsatte og leverer hermed pioneranalyser af et underbelyst felt.

Bogens redegørelse for forskellige epokers problematiseringer og italesættelser af fængselssex er begrænset til USA, hvad den desværre aldrig begrunder (internationale perspektiveringer ville have været meget spændende). Helt fra begyndelsen af 1800-tallet blev fængslet set som et arnested for perversioner, især mandlig homoseksualitet, og der er ingen tvivl om, at sammekønnet seksualitet har været en fast ingrediens i amerikanske fængsler.

I fængselssex mellem mænd spiller alder en central rolle: Det typiske mønster var – og er -, at en garvet indsat tager sig en fast “kone” blandt en af de yngre, usikre og naive mænd. Aldersforskellen synes nærmest substitut for kønsforskellen, og Kunzel citerer indsatte og tidligere indsatte, der til deres egen rædsel pludselig opdagede, at de glemte, at ynglingene med deres glatte og ofte hårløse hud ikke var kvinder.


Racebetinget lesbianisme er et standardtema i populærkulturelle fantasier om kvindefængslet.

Illustration fra bogen.

I kvindefængslerne er det ikke aldersforskellen, der blev seksualiseret, men raceforskellen. Ikke mindst i de populærkulturelle fantasier kobles sorthed til maskulinitet, og fængselssex blandt kvinder opleves som en heteroseksuel kobling mellem en aktiv, dyrisk, sort kvinde og en passiv, hvid kvinde. Men hvad enten alder eller race udgør den seksuelle dynamo og forståelseshorisont, så betragtes ingen af de involverede som homoseksuelle.

Hemmelige bryllupper

Ganske andre kategorier herskede (og hersker til dels stadig) i fængslet: den hvide, heteroseksuelle kvinde erstattede sit begær efter en aktiv mand med det “næstbedste”, en sort kvinde (hendes begær, identitet, og seksuelle orientering var man tilsyneladende ligeglad med). Og for mændenes vedkommende skelnedes der skarpt mellem passive og aktive partnere, henholdsvis “punks” eller “boys” på den ene side, og “ulve” eller “jockers” på den anden. Det afgørende er, hvem der penetrerer hvem.

Ingen af disse typer kunne indpasses i 1900-tallets sexologers nye opfindelse til at forklare, forstå eller muligvis inddæmme sammekønnet seksualaktivitet: den homoseksuelle person. For i fængslet var homoseksualitet ingenlunde en adfærd, der kunne lokaliseres til en udgrænset minoritet, som man kunne studere. Tværtimod var det en udbredt praksis blandt hovedparten af de indsatte. Som en kvindelig indsat udtrykker det: de heteroseksuelle er minoriteten.

I mange tilfælde handlede relationerne om mere og andet end sex. Kærlighedsbreve og fangebiografier beretter om tætte følelsesmæssige relationer, og i mange kvindefængsler herskede der komplekse, familieagtige forbindelser mellem de indsatte, ofte centreret omkring et “ægtepar” mellem en “butch” og en “femme”. Disse forhold kunne formaliseres ved hjælp af hemmelige bryllupper.

Homo indenfor, hetero udenfor

Alt dette voldte forskerne hovedbrud gennem hele det tyvende århundrede. En hoved(bort)forklaring gik på, at de kriminelle var degenererede atavismer, som havde alskens perverse anlæg og således repræsenterede et tidligere udviklingstrin. Andre mente, at homoseksualiteten var miljø- og situationsbetinget. De kunne henvise til, at mange tidligere, homoseksuelt aktive indsatte fortsatte et heteroseksuelt samliv uden for tremmerne.

Kunzel fastholder imidlertid, at fængslets generaliserede homoseksualitet først og fremmest kan bruges til en kritisk dekonstruktion af kategorierne og persontyperne “homoseksuel” og “heteroseksuel” og til at eksemplificere, at det menneskelige begær er mere mangfoldigt, end vi forestiller os. Fængslets suggestive usamtidighed vedrørende seksuelle forståelsesrammer kan ikke affejes som fortidslevn eller en anakronistisk oase i modernitetens seksualitet.

Derimod kan den sejlivede eksistens af helt andre kategorier og logikker fortælle os, at seksualiteten både er en moderne opfindelse, men også at den hverken er fyldestgørende eller naturnødvendig som universel forståelsesramme. Criminal Intimacy viser, at historien om den moderne seksualitet ikke er nogen jævn fremskridtsfortælling mod stadig større viden og klarhed, men en slagmark af indbyrdes modstridende defineringskræfter og interesser. Og klart mærket af race, køn og klasse.
 
Blandt andet sandsynliggør Kunzel, at den moderne homoseksualitetskategori i høj grad var udsprunget af den hvide middelklasse. Arbejderklassen og de sorte og farvede miljøer, som hovedparten af de indsatte kom fra, opererede ikke nødvendigvis med samme koblinger mellem seksualaktivitet og identitet. Homoseksualitet som praksis var sandsynligvis udbredt i disse miljøer, men ikke nødvendigvis som identitetskonstituerende faktor.

At fængselsmiljøerne længe havde fungeret som rum for homoseksuel aktivitet forblev op til midten af forrige århundrede viden forbeholdt sexologer, videnskabsmænd og fængselsfunktionærer, der pragmatisk betragtede det som et uundgåeligt og uudryddeligt onde. Homoseksualitet var formelt set forbudt og strafbart, men i mange overfyldte og underbemandede institutioner valgte personalet at se den anden vej. Hermed etableres fængslet som homopornografisk topos, en rolle, det langt fra har udspillet. Således hedder en københavnsk bøssebar den dag i dag: “Jailhouse”.


Skønt homoseksuel aktivitet ofte blev mødt af vagtpersonalet med passivitet, er der eksempler på, at indsatte blev straffet for det. På fotografiet er to mænd som straf tvunget til at arbejde i dametøj.


Illustration fra bogen.


Fængselssex i medierne

Denne relative diskretion blev brudt i tresserne og halvfjerdserne, hvor medierne og tidligere indsatte satte fokus på fængselssex og ikke mindst dens voldelige aspekter i mandefængslerne. Hvor magtdimensionen tidligere var blevet stiltiende accepteret, kom det nu helt i forgrunden, og i den offentlige mening blev al mandlig fængselssex reduceret til voldtægt. Vold eller truslen om det har sandsynligvis fra fængslets grundlæggelse spillet en rolle i samtlige relationer mellem de indsatte, men i debatterne overskyggede det nu alle andre aspekter, inklusive de erotiske.

Hvor racerelationer havde været fraværende i tidligere debatter om sex i mandefængsler, fyldte det nu hele mediebilledet, der næsten reducerede fængselssex til sorte mænds voldtægter af unge hvide mænd. Disse overgreb blev begrebsliggjort som aseksuelle symbolske hævnaktioner mod den racisme, de sorte indsatte havde oplevet udenfor fængslet.
 

Fra homo-solidaritet til aids-hysteri

Som noget nyt fandt moderne seksualidentiteter med halvfjerdsernes seksuelle frigørelsesbevægelser vej til fængselspopulationen, der, som Kunzel vedholdende betoner, aldrig havde været isoleret fra det omgivende samfund. Homoaktivister plæderede nu for solidaritet med de fængslede, og fængslet anvendtes som metafor for det skab, alle seksuelle minoriteter var spærret inde i. Denne solidaritet forsvandt gradvis i de næste tiår, til dels forårsaget af en række tilfælde af afpresning og vold mod homoseksuelle besøgsvenner. Desuden ændrede homokampen strategi og arbejdede ikke længere for frigørelse, men blev professionaliseret til at forfølge konkrete politiske mål (som f.eks. registeret partnerskab og adoption) inden for det etablerede system. Og endelig undergik fængslerne i anden halvdel af forrige århundrede en stadig stigende brutalisering til dels forårsaget af den konstante overbelægning.

Bogens epilog omhandler aids-epidemien og ikke mindst mediernes sensationalistiske fremstilling af fængslet som sygdommens arnested og højborg. Fængslet har i over to hundrede år fungeret som lærred for fantasier om forbrydelser, overskridelser og perversioner og var således som skabt til topos for aids-hysteri. I virkeligheden var den mandlige fangebefolkning ikke overrepræsenteret i statistikkerne, og sygdommen var et større problem i kvindefængslerne, hvor mange indsatte var blevet smittet udenfor fængslet. Dette faktum ignorerede medierne.

Ligesom fængselssex generelt kom aids-epidemien til at vise, at seksuelle identiteter og aktiviteter ikke altid følges ad. En virus spørger ikke til bærernes identitetsforståelse. Og spredningsveje såvel i som udenfor fængslet har vist, at en selvopfattelse som heteroseksuel, “ulv” eller “jocker” ingenlunde kan beskytte mod smitte. Det afgørende er, hvad man gør, ikke hvad man er.

Kategorierne “homoseksuel” og “heteroseksuel” er både mindre naturgivne, fyldestgørende og historieløse, end vi forestiller os. Fængselssex afslører brudflader og problemer i den moderne seksualitetskonstruktion, og fortæller os, at lyst, begær, følelser, vold, magt og køn ikke altid kan rummes i sexologiens båse. Forbryderisk intimitet sprænger kategoriernes fængsler.