På et rødt neonskilt ses figuren af en pige, som sidder inde i et glas champagne og strækker sine nøgne ben ud i luften. Lyset på skiltet tændes og slukkes. Navnet på kabareten nedenfor er gået i stykker. Det lyser, flimrer … mekanismen indeni må være gået i stykker, men ingen gør sig den umage at få den skiftet ud.

Konkurrencen er ikke længere stor

De dage, hvor Cypern havde et trecifret antal kabareter og omkring 5.000 piger hvert år, der tilbød danseforestillinger og seksuelle ydelser til mandlige kunder, er nu ovre. I dag er der kun omkring ti kabareter tilbage, og de prøver ikke længere at lokke kunder til med happy hour søndag eftermiddag eller bannere, der reklamerer for “ny moldavisk ballet”, som de gjorde tidligere.
Fra februar 2009 afskaffede regeringen de særlige visa for “kunstnerinder”. Et erhverv, som på Cypern i næsten 30 år var lig med prostitution.

Den cypriotiske stat fungerede som alfons

I en særlig afdeling for indvandring i Indenrigsministeriet gjorde man det nemt for natklubejerne at rekruttere kvinder til prostitution. I sin egenskab af “impresario” kunne ejeren af kabaretten sikre sig det særlige visum, endda uden at pigen var til stede, han skulle blot fremvise fotokopier af hendes pas.
Som i det øvrige Europa i 1980’erne kom kvinderne fra Thailand, Filippinerne og Bangladesh, mens åbningen af det østlige Europa i 1991 bragte nye “handelsvarer” fra Rusland, Moldavien og Ukraine.
Ofte kom pigerne fuldstændig uvidende om, hvilket job der ventede dem:
“De havde sagt til mig, at jeg skulle arbejde på en restaurant, ” siger Galina fra Moldavien og tilføjer:
“I mit hjemland var jeg politibetjent, men jeg blev fyret. Jeg sendte fotokopier af mine papirer til en kvinde på Cypern, som jeg havde talt med i telefonen. Hun sendte mig en billet, og således befandt jeg mig her på Cypern i sommeren 2006. Jeg var spændt, indtil jeg fandt ud af, hvad jeg skulle lave. De sagde, at jeg skulle tilbyde striptease på en kabaret, men det værste var, at jeg skulle have sex med kunderne. Jeg fik et chok. Da jeg sagde, at jeg ikke ville, slog de mig og pressede mig.”

Fire år siden artist-visaerne blev udstedt

Det var en international fordømmelse af Cypern, som tvang regeringen til at afslutte denne form for visaudstedelse. Den seksuelle udnyttelse af kvinder forblev dog stadig en blomstrende virksomhed til trods for, at den var ulovlig.
“I de næsten fire år, der er gået, siden disse artistvisa blev afskaffet, har menneskehandlerne fundet nye metoder,” siger dr. Androulla Christofidou-Henriguez, formand for organisationen Stop Trafficking Cyprus.
“Europæiske kvinder, især fra Rumænien og Bulgarien, er bagmændenes foretrukne, og de lokker kvinderne hertil med falske løfter om job. Når de kommer, bliver kvinderne så tvunget til sex med kunder, endda ofte uden løn, idet bagmændene påstår, at kvinderne står i gæld til dem. Så længe, der er efterspørgsel på prostituerede, finder bagmændene altid nye metoder og steder for handel med kvinder.”

Handlede kvinder findes mange andre steder end i kabaretterne

I dag anses situationen for at være mere ukontrollerbar end nogensinde, og den seksuelle udnyttelse af kvinder har spredt sig til barer, fortove, bookmaker-kontorer, og endog til taverner og gamle cafeer i landsbyerne.
Det kan godt være, at kabareterne stille og roligt lever videre i den nye tid, men handlen med kvinder ser ud til at være meget nem at tilpasse de nye omstændigheder. 
Den økonomiske krise gør det endda endnu nemmere for menneskehandlere, eftersom det at finde kvinder, som er desperate efter arbejde i udlandet, er nemmere nu end nogensinde.
“Jeg læste til kok,” fortæller 20-årige Simoni fra Rumænien, hun forsætter:
“En af mine veninder fortalte mig om en restaurant på Cypern, hvor de søgte køkkenhjælp, og hvor de betalte gode penge. Jeg var 19 år, og det at rejse fra min landsby og væk min fattige familie var min største drøm. Da jeg ankom til Cypern, blev jeg modtaget af et ægtepar, som jeg fra starten overhovedet ikke brød mig om, men jeg havde ingen andre muligheder. De tog mig med hen til et lille værelse, skubbede mig ind i rummet, klippede mig, slog mig, hvorefter manden og to andre mænd voldtog mig. Indtil da var jeg jomfru. Hver dag bragte de mænd, som jeg skulle have sex med. En aften kom to af mine landsmænd. Og så talte jeg – jeg fortalte dem ALT. Næste aften kom de og sagde, at de ville vente på mig nede på vejen i en hvid bil. Herefter sprang jeg ud af et lille vindue på toilettet. Jeg steg ind i bilen og blev således reddet.”

Politiets Miss Superman

Det er ikke altid bedrageri, der lokker kvinder ud i prostitution. Ofte udgør fattigdom og økonomiske problemer også et stærkt pressionsmiddel.
“Mens vi indtil nu har haft et stigende antal menneskehandlere, har vi i det seneste år under politiets operationer kunnet konstatere flere og flere piger, som var helt bevidste om, at de gik ind i prostitution,” fortæller Rita Superman, formand for Politiets Kontor for Bekæmpelse af Menneskehandel.
Hendes efternavn, som der ofte laves sjov med, kunne ikke være mere passende for hendes arbejde:
“Jeg er ikke noget overmenneske,” siger vicepolitimesteren med en ydmyghed, som er karakteristisk for hende. Til trods for, at det underbemandede kontor, der blev etableret i 2006, har opnået betydelige resultater.
“Ifølge lovgivningen er vores kontor den ansvarlige myndighed, der skal finde ofrene for menneskehandel. Men det er ikke altid nemt at skelne et offer for menneskehandel fra en kvinde, der er prostitueret ved et bevidst valg. Hvad betyder i det hele taget bevidst? En 25-årig pige, som kommer her som prostitueret, kan have været offer for handel, fra hun var 15 år, og her 10 efter har hun forliget sig med sit erhverv. Der er tale om en meget tynd skillelinje.”
I 2009 undersøgte politiet 34 sager og fandt 113 personer, som var ofre for menneskehandel. I 2010 blev der i 35 sager fundet 52 ofre. Og i 2011 var der i 26 sager 40 ofre for menneskehandel. I disse tal indgår også dem, der var ofre for handel med – og udnyttelse af arbejdskraft, fortæller Rita Superman.
“Den seksuelle udnyttelse af kvinder bunder i dybereliggende strukturer og de stereotyper, som gælder for de to køn,” supplerer hun og fortsætter:
“Så længe den kvindelig krop betragtes som en vare, man kan købe og udnytte, så længe vil problemet være der. Og den motiverende faktor for menneskehandel er efterspørgslen.”

Fædre tager ikke længere sønner hen på bordellet

Cyperns hovedstad Lefkosia er ifølge statistikkerne en af de mest sikre byer i Europa. Byens traditionsrige centrum har fået nyt liv de senere år med de mere hippe restauranter og små barer, der skyder frem som perler på snor i de små gader rundt omkring fortovet i Ledra.
I havnebyerne på Cypern – Limassol, Pafos og Ayia Napa – finder man dog størstedelen af øens turister. Om sommeren er gaderne fyldt med piger i bikini, unge mænd på knallerter, familier og grupper af unge, som om aftenen fester på de kosmopolitiske barer og drikker kulørte cocktails.
Turismen på Cypern nærmer sig de to millioner om året, og turisterne kommer hovedsaglig fra Rusland og Storbritannien. Dernæst følger de skandinaviske og de øvrige europæiske lande. Turismen, og også det stigende antal af cyprioter, som læser i udlandet, fungerer som en katalysator i det engang så lukkede cypriotiske samfund.
Nu indgår de unge i frie seksuelle forhold, og de tider, hvor sønner blev ledsaget af deres fædre til prostituerede for at slippe af med deres mødom, er forbi. Men på trods af, at Cypern står med sin ene fod solidt plantet i Vesten, så forbliver den anden fod fastlåst i Østen og især dets patriarkalske strukturer, som man møder i de omkringliggende arabiske lande.
Et besøg på en kabaret anses fx stadigvæk for at være mainstream-underholdning for mandlige selskaber til en polterabend. Stereotype forestillinger omkring kønnene og myterne om den mandlige og kvindelige seksualitet begunstiges især af den stærke traditionelle rolle, som familien spiller, og den høje religiøse overbevisning hos 90 procent af cyprioterne.
“Den seksuelle udnyttelse af kvinder er et resultat af kønsstereotyper,” siger Josie Christodoulou, politisk koordinator på Mediterranean Institute of Gender Equality.
“For få år siden erklærede en justitsminister offentligt, at enhver russisk kvinde drømmer om at komme til Cypern og blive prostitueret. Dette viser tydeligt, hvordan samfundet tolererer social og kønsrelateret racisme.”

Russisk far gik til Menneskerettighedsdomstolen

Et eksempel på systemets håndtering af trafficking og hvordan korruption underminerer retsfølelsen, er den tragiske historie om 20 årig Oxana Rancheva, som kom til Cypern i marts 2001 for at arbejde som “kunstnerinde”. Hun troede selv, at hun skulle arbejde som oversætter. Hun tilbragte to uger i en kabaret i Limassol, indtil hun slap væk med hjælp fra en englænder, som hun lærte at kende som kunde. Hun troede ikke, at nogen ville følge efter hende, men arbejdsgiverne søgte og fandt hende. De tvang hende ind i en lejlighed på femte sal i en beboelsesejendom, og der holdt de hende indespærret indtil næste dag. Omkring klokken fem om morgenen blev hun fundet død på fortovet. Sandsynligvis havde hun forsøgt at hoppe ud af et vindue og ind i lejligheden ved siden af, da hun gled og faldt ned. Efterforskerne forsøgte at dække over ejerne af kabareten, og der var aldrig nogen retsmedicinsk undersøgelse af hendes lig.
Pigens far, Nicholai Ranchev, en ældre veteran i den russisk-afghanske krig, besluttede sig for selv at udforske sagen, og da han blev klar over myndighedernes forbryderiske indstilling til sagen, henvendte han sig til den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
“I mange år har de cypriotiske og de russiske anklagemyndigheder brugt mig som kastebold,” sagde den sørgende far og fortsætter:
“Den cypriotiske rigsadvokat, som i mange år afviste mine desperate breve, informerede mig om, at de nu genåbner sagen efter henstilling fra Europadomstolen. Jeg har været igennem en meget svær tid, jeg mistede mit hjem for at betale advokater, men nu kan jeg dø rolig.”
I 2010 dømte Europadomstolen endelig Cypern og Rusland for en mængde overtrædelser af artikler i menneskerettighedskonventionen, idet de meldte ud, at “de to lande mislykkedes i at beskytte en 20-årig pige fra de følger, som hendes rekruttering inden for netværket af menneskehandel havde.”
Den europæiske koordinator mod menneskehandel, dr. Myria Vasiliadou, understreger, at denne beslutning udgør et vendepunkt for EU, og den vil fremover være et vigtigt redskab i kampen for bekæmpelse af menneskehandel. Med sin død lykkedes det for Oxana at udføre det, som hun ikke kunne, da hun var i live: at “tale ud” om alt.

Russisk-ortodoks præst tog bladet fra munden

Den første, som italesatte trafficking i den cypriotiske offentlighed, var fader Savvas Michailidis, præst i den russisk-ortodokse kirke i Limassol:
“Jeg hørte de første rædselshistorier i skriftestolen,” fortæller han i dag og fortsætter:
“For cirka ti år siden kom de unge russiske piger og beskrev, hvordan de blev narret og blev ofre for de ulovlige grupper. De lovede dem arbejde i udlandet, og når de ankom, blev de udnyttet, voldtaget og truet til at gå ind i prostitution.”
I 2004 skabte fader Savvas derfor det første tilflugtssted for ofre. Det udviklede sig til at blive ikke-regeringsorganisationen Stigma. Tilflugtsstedet fungerer den dag i dag på trods af dets sparsomme økonomiske midler.
Desuden blev der i 2008 skabt det første statslige tilflugtssted for ofrene. De piger, som skal tage stilling til, om de vil stille op i retten som vidner mod menneskehandlerne, bliver her sat under beskyttelse af det offentlige.
Alligevel er det ikke-regeringsorganisationerne, der udfører det store arbejde.
“At stå i retten er en stor pinsel for den enkelte pige; det er en anden måde at gøre hende til offer på,” siger dr. Androulla Christofidou-Henriguez fra organisationen Stop Trafficking Cyprus.
“Retssagerne varer i årevis, og i de fleste tilfælde går menneskehandlerne fri. Forestil jer, at en pige skal sidde i skranken og vidne, mens hun over for sig har ham, som solgte og mishandlede hende. Hans advokat vil stille hende nedværdigende spørgsmål og kommentarer, indtil hun måske føres ind i selvmodsigelser, eller han vil spørge ind til hendes moral, mens han på den måde påvirker udfaldet af retssagen. Det har vi set ske igen og igen.”
Indtil i dag er der også faldet meget få domme med ganske korte strafudmålinger fra en måneds fængsel og op til tre år.
Hertil supplerer vicepolitichef Rita Superman:
“På verdensplan kan vi se, at mennesker er den tredje mest økonomisk fordelagtige smuglervare efter våben og narkotika. Risikoen er lav – hvis vi ser på domsafsigelserne og strafudmålingerne for menneskehandel verden over. Og menneskehandlerne er samtidig næsten umulige at fange – og handlen foregår igen og igen pga. den meget store efterspørgsel.”
Det vurderes, at der hvert år er 800.000 kvinder og børn, som bliver ofre for seksuel udnyttelse. Med de mandlige kunders penge vedligeholdes således den største slavehandel, som nogensinde har fundet i menneskehedens historie. På Afrodites ø har kærligheden for længe siden mistet sin uskyld, den er sølet til af de grusomme vidnesbyrd fra kvinder, som blev ofre for løftet om et bedre liv. I et samfund, som stadigvæk kæmper mod tabuer og fordomme, vil menneskehandlen fortsat finde sin plads. Blot har den i dag ikke uvidenheden med sig som allieret.