Med stor mediebevågenhed udkom Vulva: Die Enthüllung des unsichtbaren Geschlechts af den unge, tyske provokationsfeminist Mithu M. Sanyal om vulvaen som en fortrængt del af kulturen på det velrenommerede tyske forlag Klaus Wagenbach. Og man forstår, hvorfor bogen har skabt så stor opmærksomhed. For den er intet mindre end et pionerarbejde, og man kan kun undre sig over, at ingen tidligere har kastet sig over noget så nærliggende som vulvaens kulturhistorie. Men der skulle måske et grundigt forskningsprojekt til før en sådan bog kunne skrives, for selvom bogen er populærvidenskabelig, er den skrevet ud fra Sanyals egen ph.d. om emnet. Og Sanyals professor bliver også takket i forordet for overhovedet at have antaget emnet i første omgang.

At benævne det unævnelige

Med vulvaens kulturhistorie vil Mithu M. Sanyal vise det “usynlige køn” frem, befri det fra den mandlige definitionsmagt og gøre det tilgængeligt ved at italesætte det. Og hun arbejder ud fra tesen om, at det, som ikke har navn, heller ikke eksisterer, og hvad der ikke eksisterer, behøver man ikke at benævne.

Det kvindelige kønsorgans anatomi består af tre dele: Vulvaen, som er den synlige, yderste del. Vaginaen, kropsåbningen, der forbinder det ydre med det indre. Og endelig det indre, der ikke er synlig for øjet, nemlig livmoderen med livmoderhalsen og æggestokkene.

I dagligtale og i det medicinske fagsprog bliver ordet vulva næsten aldrig brugt. Derimod bliver ordet vagina ofte anvendt, når de kvindelige kønsorganer skal benævnes, og det betyder, at kvinders kønsorganer bliver reduceret til en hule, som Freud kaldte det sorte kontinent, eller det vi ikke ved noget om eller taler om.

Samtidig bliver det ukendte opfattet som skræmmende og farligt, og det er også tilfældet i forhold til vaginaen som begreb. Det er eksempelvis kommet til udtryk i symboler som Vagina Dentata eller indgangen til helvede [( „Tor zur Hölle”, Quelle allen Zwists und Ärger auf der Welt und möglicher Untergang des Mannes) af Catherine Blackledge: The story of V., London, 2004, S. 6), red.].
 

Er Vaginamonologerne ikke vulvamonologer?

I bogen påpeger Mithu M. Sanya, at ingen kunne finde på at forveksle testiklernes- og penissens funktioner, som det altså sker for kvinders kønsorganer, når man overordnet fastholder vaginaen som en overordnet betegnelse.
 
For vaginaen betragtes som det konkave modstykke til mandens konvekse kønsdel, der dermed underbygger de traditionelle opfattelser af kønnene som henholdsvis passiv og aktiv. Bruger man derimod ordet vulva, synliggør og italesætter man kvindens kønsorgan og dermed bliver kvinden et selvstændigt køn og ikke bare et modstykke til det mandlige køn, understreger Sanyal.

Og med Sanyal kan man spørge om de banebrydendeVaginamonologer virkelig var vaginaer, der talte? Eller var det vulvaer? At vise respekt over for det kvindelige kønsorgan er ikke kun et problem for mandlige læger, filosoffer og psykoanalytikere, men også for kvinderne selv, påpeger Mithu M. Sanyal.
 

Far siger, der ikke mangler noget

På bogmessen i Leipzig illustrerede Mithu M. Sanyal, hvordan omverdenen ser på de kvindelige kønsorganer med en historie om et vennepar, som ventede en lille datter samtidig med, at hun skrev vulva-bogen.
 
Da lægen havde kigget på ultralydsscanningen, bemærkede han: “Se her, der mangler noget – det bliver en pige!”. Men med Sanyals bog i tankerne, svarede faren: “Der mangler overhovedet ikke noget!”
 

At bære en kropsdel med kulturhistorisk relevans

Som læser med en feministisk baggrund og en selvopfattelse af at være en oplyst kvinde, var det en helt ny tankegang for mig, at jeg bærer en kropsdel med kulturhistorisk relevans – endda relevant nok til at fylde en hel bog. Eller med andre ord: Jeg vidste intet om vulvaens kulturhistoriske betydning, og her var Mithus bog øjenåbnende.

Her møder vi kvinder, som løfter deres skørter op og jager djævelen en skræk i livet, beroliger havet og guderne, og redder menneskeheden fra store ulykker. Med andre ord bliver vulvaens historie trukket frem i lyset med referencer lige fra Antikken og op til moderne kunst, performances og dans fra forskellige kulturer, myter, riter og symboler.

Vulva: Die Enthüllung des unsichtbaren Geschlechts spænder vidt med mange opsigtsvækkende illustrationer, som fx den lille stenfigur af en nonne, som løfter op i skørterne og viser sin pragtfulde vulva frem. Den er anbragt ved indgangen til den romanske kirke, St. Radegonde, fra det 13. århundrede i byen Pointiers i Frankrig. I århundreder har utallige mennesker rørt ved figuren i en tro på, at de bliver velsignede.

Og som repræsentanter for den moderne vulvahistorie optræder Valeska Gerts, Anita Berber, Carolee Schneemann, Judy Chicago og Kathy Acker, Riot Grrrls og stripperen Gypsi Rose Lee i bogen.
 

Tyske anmelderroser

Den kvindelige seksualitet som emne bærer altid et element af skandale og vovemod i sig, og Sayals bog ligger da også i en slipstrøm af noveller og romaner om emnet. Det seneste eksempel fra Tyskland, som vi også kender i Danmark, er den omdiskuterede roman Vådområder af Charlotte Roche, som ligesom Sanyal tilhører “provokationsfeministerne”.

Journalisten: – Er det ikke nogle gange mere erotisk ikke at vide noget [om vulvaen, red.], frem for det modsatte?
Mithu M. Sanyal: – Jeg er sikker på, at victorianerne kunne blive begejstret over en eller anden ankel, fordi de endnu ikke havde set en kvindekrop. Men jeg tror ikke, det er gavnligt for et lykkeligt sexliv.”

 Citat fra www.stern.de , 21. april 2009

Ovenstående er et enestående eksempel på, hvordan Mithu M. Sanyal tålmodigt svarer på provokerende spørgsmål, som journalisterne stiller igen og igen. 

Anmeldermodtagelsen i Tyskland har også i overvejende grad været positiv. Neue Züricher Zeitung og Frankfurter Rundschauroser fylden af nyt og ukendt materiale og det “nytænkende perspektiv” i bogen. Og selvom bogens tone er feministisk, har den også begejstret mange mænd, og som Mithu M. Sanyal skælmsk kommenterer:

“Jeg tror bestemt, at det er en interessant og spændende bog for mænd. Jeg ved jo, at de fleste mænd, som jeg kender, er endog meget interesserede i vulvaen og gerne ville vide mere om den.”

Men til trods for en overvejende positiv anmeldermodtagelse, er fx Süddeutsche Zeitung blandt de kritiske røster, og betragter bogen som et ekko af Matriakatsdrømmen fra 70’erne og mener, at “emnet synes lidt bedaget – er vi virkelig ikke kommet videre?”. Men den kritiske reaktion er efter min opfattelse et udtryk for en generationskonflikt mellem en yngre og ældre generation af kvinder. For selvom 70’ernes kvindebevægelse afholdt speculumcafeer, indtraf den store tavshed sig igen for de efterfølgende generationer, som Mithus generation, der er født i 1971. Og hvis man forsøgte at sætte ord på, snakkede man blot om “det dernede”.

Men bogen er altså ikke mere provokerende eller bedaget end at selv den tyske udgave af damebladet Cosmopolitan henviser til bogen i deres bladtillæg om, hvordan man bliver en sex-goddess – nemlig ved at lære sig selv at kende og vise respekt for sin krop. Den er hermed anbefalet.