Om Simona Abdallah

 

Som en strålende stjernesol er perkussionisten Simona Abdallah på vej op på den danske musikscene, hvor hun med energisk dansende hænder brager igennem på den arabiske tromme darbuka. Til april tager hun på turne med det legendariske punkrockband Sort Sol, og tidligere har hun blandt andet spillet med den belgiske verdensstjerne Natacha Atlas.
Og så er den 31-årige dansk-palæstinenser formentlig den eneste professionelle kvindelige trommeslager med arabisk baggrund. I verden. 
”Darbuka er nærmest forbudt for kvinder. Det er ikke pænt. Hvis man spørger hvorfor, får man at vide, at sådan er det bare”, fortæller Simona Abdallah til womendialogue, som har sat hende stævne for at høre, hvordan det er lykkedes hende at trodse traditionen og få succes som professionel musiker på et instrument, som ellers er forbeholdt mænd.
 Og det har ikke været nemt. I mange år holdt hun sig til den del af musikscenen, der er henlagt til private fester og lukkede arrangementer. Ikke med sin gode vilje, men af frygt for sin familie, som mente, hun skulle lægge trommen på hylden og hellige sig mand og børn i stedet. Og som gennem årene har undertrykt hende og indskrænket hendes bevægelsesfrihed for at få hende til at makke ret.
Simona Abdallahs vej mod en professionel musikkarriere har været lang, og for at fortælle sin historie må hun skrue tiden tilbage til, da hun som seksårig flygtede med familien til Danmark fra et Libanon i krig. 

Afreagerede på trommen

Efter først at have været omkring forskellige asylcentre, flyttede familien i rækkehus i Grenå. Simona Abdallah husker den tid som fantastisk. Der var dejlig fredeligt, og så var familien de eneste indvandrere i området, hvilket gjorde, at forældrene var åbne over for dansk levevis: 
”De var meget afslappede og frisindede. Ved juletid købte min far for eksempel et juletræ”, husker hun. 

Fakta om Gellerup

  • Gellerup er en forstad til Aarhus, der er Danmarks næststørste by. Bydelen har 7.733 indbyggere (2006).
  • Gellerup udgøres primært af de to boligkomplekser Gellerupparken (Danmarks største boligforeningsafdeling) og Toveshøj. De to komplekser blev opført i perioden 1968-1972.
  • 88 procent af beboerne i Gellerupparken og 82 procent af beboerne i Toveshøj er indvandrere og/eller efterkommere af indvandrere. Beboersammensætningen har gjort, at mange har omtalt Gellerup som en ghetto.
  • Andelen af børn og unge er ligeledes forholdsvist højt - 44 procent af beboerne i Gellerupparken og 41 procent af beboerne i Toveshøj er således under 18 år. 76 procent af alle beboere over 17 år er på overførselsindkomst. 
  • Socio-økonomisk er Gellerup karakteriseret ved, at 80 procent af beboerne har en bruttoindtægt, som er under 150.000 kroner årligt.

Men da familien efter et par år flyttede til Gellerupparken i Brabrand, ændrede livet sig markant. For her var mange indvandrere, og de holdt øje med hinanden, snakkede og sladrede, og pludselig blev det vigtigt at opføre sig som en god araber, fortæller hun: 
”Der var en udbredt social kontrol, især over for pigerne, og efterhånden som jeg blev ældre, strammede mine forældre mere og mere op i forhold til mit liv. Jeg kunne ikke gå uden for en dør alene uden at blive forhørt om, hvor jeg skulle hen, hvilken veninde jeg skulle besøge, om hun havde brødre, og om der ville være andre mænd til stede. De var bange for, at familien ville få et dårligt ry.”
Som teenager tilbragte hun derfor meget tid med at høre musik på sit værelse. Det var her, hun fandt trommen frem.
”Når man er låst fast og føler sig presset op i en krog, må man afreagere på noget. Og der havde jeg min så min tromme”, griner hun højt og hjerteligt.

Hellere én mands kontrol end en hel families

På det tidspunkt var det okay for forældrene, at hun spillede darbuka. For hun var stadig et barn. Og så foregik det jo inden for hjemmets fire vægge, i skjul for sladderen. Hun var dygtig med hænderne og fik hurtigt så godt styr på de orientalske trommerytmer, at hun fik lov at optræde til kvindefester i familiens skød: 
”Når der var polterabend, kom jeg trommende ind ad døren til festen. Det skabte en vild glæde og energi i rummet, og jeg elskede det. Jeg tænkte, ’det her vil jeg gerne blive ved med’”, siger hun.
Men en dag blev hendes mor ringet op af en fremmed kvinde, der ville invitere til polterabend – og høre, om Simona kunne tage trommen med. Hendes mor flippede helt ud og sagde nej. Simona var ikke noget barn længere, men 17 år og gifteklar, nu måtte hun tænke på sit ry og lægge mandetrommen på hylden, mente moren.
Og Simona Abdallah var klar på ægteskab. Men ikke fordi hun havde lyst til at få en mand: 
”Fra jeg var 14, har mit største mål i livet været at blive en fri, selvstændig kvinde. ‘Når jeg bliver 30, flytter jeg til København’, sagde jeg til min mor. Hun svarede altid, at om jeg så var 100 år, skulle jeg gøre, hvad der blev sagt, så jeg tænkte, at hvis jeg skulle være kontrolleret hele mit liv, ville jeg hellere kontrolleres af én mand end af en hel familie.” 
De næste mange år af hendes liv centrerede sig om lange, ritualiserede forlovelsesforløb og overdådige bryllupper med et væld af gæster, kunstige blomster og såkaldte hadegaver fra Bazar Vest. I alt fire forlovelser og to bryllupper stillede hun op til. Uden at have hjertet med en eneste gang.

Trusler om vold

Den første forlovelse blev hævet, fordi manden var for dominerende. Derefter fandt hun på, at hun ville giftes med sin fætter i Israel.
”Min far sagde: ’Ok, men hvis du ringer og siger, at du har problemer med ham, kommer jeg med en kniv og slagter dig’”, fortæller Simona Abdallah. 
Det er en klassisk trussel. En hun har hørt mange gange, fortæller hun. I begyndelsen vidste hun ikke, om hendes familie mente det alvorligt – senere opdagede hun, at de voldsomme ord bare var en måde at skælde ud på. 
Men også fætteren blev droppet. I stedet giftede hun sig med en fyr fra samme boligblok. En fantastisk fyr, understreger hun. 
Det eneste problem var, at hun aldrig har haft følelser for mænd. 
”Så er det svært at få et ægteskab til at fungere”, siger hun uden at ville uddybe nærmere. 
Efter et halvt års ægteskab blev hun derfor skilt. Forældrene krævede, at hun flyttede tilbage til sit gamle værelse, og nu var hendes bevægelsesfrihed totalt indskrænket: 
”Jeg har arbejdet, siden jeg gik ud af 9. klasse, og det måtte jeg gerne blive ved med, men ellers måtte jeg ikke gå ud, for nu var jeg jo ikke jomfru længere, så familiens ry var for alvor i fare. Jeg kunne ikke engang overnatte hos min søster, fordi hendes mand var der.”
Hun forsøgte på et tidspunkt at spørge en psykolog, som hun så i al hemmelighed, om hjælp til at få sin frihed. Psykologen forstod det ikke helt. Sagde, at hun jo var myndig og vel bare kunne flytte hjemmefra. 
”Men så enkelt er det ikke. Hvis man bare skrider, får familien et chok og handler i affekt”, siger Simona Abdallah og forklarer, at selvom der har været tomme trusler om vold og drab igennem hendes opvækst, så er der jo også piger, der bliver slået ihjel for at trodse familien.
”Det ville jeg ikke udsætte mig selv for, så jeg måtte finde en anden løsning.”
Den eneste løsning, hun kunne få øje på, var et nyt ægteskab.
”Jeg tænkte, at det var for svært at komme fri af de kulturelle normer, så nu måtte jeg prøve at gifte mig igen og bare acceptere at leve med en mand og blive kontrolleret”, fortæller hun.
Dét minde får tårerne til at pible. 
”Det var fucked up”, siger hun, ”og det er fucked up, at der stadig er kvinder i den situation, som jeg var i. Det er derfor, det er så vigtigt at min historie kommer frem.”

Lever et liv teenagefantasierne ikke turde drømme

Hendes historie giver nemlig håb. Selvom fremtiden så sort ud i de år, hvor hun lovede sit hjerte væk for at please familien, lever hun i dag et liv, hun ikke i sin vildeste teenagefantasi havde turdet drømme om. 
Hun bor alene, uden en mand, og er professionel musiker. Og selvom begge dele er uhørt for en arabisk kvinde, har hendes familie lært at leve med det.
– Godt nok er det kun søsteren og den yngste bror, der åbent støtter hendes valg og spørger til hendes musikkarriere. Og godt nok har moren aldrig set hende optræde, fordi det er for pinligt, ligesom den ældste bror altid begynder at tale om religion og minder hende om, at der er et liv efter døden, hvis hun prøver at snakke med ham om sine valg. Men hun ser sin familie, og de tager altid imod hende med kram og åbne arme, når hun kommer på besøg, siger hun: 
”Jeg har formået at få friheden til at stå på egne ben uden samtidig at miste min familie. Jeg vil gerne vise andre som mig, at det er muligt. Rollemodeller er vigtige – og det er jo ikke fordi, jeg gør beskidte ting. Jeg skaber god energi og glæde med min musik.”

Genoptog trommen

Efter endnu en kuldsejlet forlovelse blev hun som 23-årig gift med en mand, der ligesom hende drømte om at komme væk fra Gellerupparken. De flyttede til København og byggede en skøn tilværelse op med nyt arbejde og ny omgangskreds. Men heller ikke dette ægteskab holdt. For Simona elskede ikke sin mand. 
Efter skilsmissen ringede hun til familien, som straks krævede, at hun flyttede tilbage til sit gamle pigeværelse. Det nægtede hun kategorisk. 
”Jeg kommer ikke levende tilbage til Gellerupparken”, sagde hun til dem. 
Hun havde virkelig prøvet at blive en god hustru. I årevis havde hendes liv ikke handlet om andet. Men det fungerede bare ikke. Efter mange trusler over Storebælt gav familien hende til sidst en frist på halvandet år til at pakke sit liv i København sammen og komme hjem. 
I dag ved Simona Abdallah ikke, om tidsfristen handlede om, at familien havde brug for at kunne sige til venner og bekendte, at de skam havde helt styr på deres pige, og at hun kom hjem igen, eller om de virkelig mente det. Men tiden gik, og fristen blev aldrig håndhævet. Nu havde hun friheden til at bo alene. 
”Jeg tog trommen frem igen, da jeg flyttede til København, men nu begyndte jeg at øve mig intensivt”, fortæller hun. 
”Stille og roligt kom jeg i gang med at optræde til private fester. Det gav mig en kæmpe glæde, men jeg måtte gå på listesko, så min familie ikke fandt ud af, at jeg spillede musik. Det var slemt nok, at jeg boede alene, for det alene signalerer, at man er løs på tråden.”

Kysset fri

Med tiden blev hun mere modig og takkede ja til flere og flere spillejobs uden først at tjekke, om der ville være indvandrere til stede, og på et tidspunkt kom hun med i musikkollektivet Missing Voices for kvindelige muslimske kunstnere. Men så en dag ville Missing Voices arrangere koncert i Aarhus og sætte plakater op af Simona med det store hår og de gnistrende øjne i hele byen. 
”Jeg var ved at skide i bukserne og tænkte: ’Ok, nu er du nødt til at ringe til dine forældre og sige, at du er trommeslager.” 
Og det gjorde hun. Med det resultat, at hendes mor hidsede sig op i telefonen, forbandede hende og slog hånden af hende i en periode. Hendes far derimod valgte at komme til koncerten. Og da han endelig hørte hende spille, overgav han sig. 

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram

KVINFO’s program i Mellemøsten og Nordafrika er støttet af Udenrigsministeriets Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, DAPP.

Læs mere om DAPP på dette link.

”Han dansede rundt, helt stolt, og sagde: ’Det er min datter, det er min datter’, og så kom han op på scenen og kyssede mig på hovedet. Foran alle. Når en far gør det, betyder det accept”, fortæller hun.
Og fra det øjeblik betød det ikke længere noget, hvad resten af Gellerupparken tænkte om hendes valg af levevej: 
”Jeg fik det sådan: ’Den ældste i familien har accepteret det. Nu kan intet stoppe mig’. Det var en kæmpe forløsning.”
I dag er det to år siden, faren slap hende fri med et kys, og siden har hun arbejdet som en gal for at komme ind i rampelyset: 
”Jeg har fundet festivaler, eventfolk og journalister på nettet, og så har Facebook været en guds gave for mig. Det var fx gennem Facebook-chat, at jeg fik kontakt til Natacha Atlas. Netværk er vigtigt – det åbner døre, og jeg har været meget bagud på det punkt. Men jeg skal nok nå alle mine mål – intet er umuligt. Det har min historie lært mig”, siger Simona Abdallah.