Simone Veil har gennem en hel menneskealder spillet en central figur på både den politiske og kulturelle scene i Frankrig. Senest er hun i en alder af 81 år valgt som medlem af det berømte Académie Francaise, Det Franske Akademi, stiftet af Richelieu i 1635. Det består af 40 medlemmer, der omtales som “de udødelige” – og som ved en underlig skæbnens ironi synes “udødelig” at passe netop på denne berømte kvinde.
 
Alligevel er det stadig Simone Veils tårer, franskmændene husker hende for. De faldt en sen nattetime i de tre november dage og nætter i 1974, hvor Simone Veil, som nyudklækket sundhedsminister, forsvarede loven om fri abort, der stadig i dag bærer hendes navn.

Hadefuld abortdebat

Under debatten om retten til fri abort optrådte parlamentet så hadefuldt, at formanden ustandselig måtte kalde til ro og orden. Der var ikke grænser for, hvor voldsomme angreb den stoiske Simone Veil måtte parere fra talerstolen med bl.a. afspilning af et fosters hjertelyd for at bevise, at et foster er levende – hvilket Simone Veil aldrig havde benægtet. Og uden for parlamentet stod abortmodstandere klar til at spytte på hende. 

Men værst var det ud på de sene nattetimer, hvor parlamentsmedlem Jean-Marie Daillet gik på talerstolen og sammenlignede Simone Veil med nazistiske læger, “der vil kaste fostre i krematorieovne”. Det var her, man kunne se Simone Veil bøje sig over sine papirer og hastigt tørre en tåre bort. Senere har hun benægtet, at hun græd: “Jeg var bare træt”, som hun senere forklarede.

Trods den voldsomme modstand blev loven om fri abort alligevel vedtaget den 29. november 1974 klokken 3.40 om natten med 284 stemmer mod 189. En triumf for den 47-årige nyudnævnte minister i en højreorienteret regering med en ung Valéry Giscard d’Estaing i spidsen. Man befandt sig midt i et konservativt Frankrig, der blot året før havde forkastet et lignende forslag.
 
Det var en sejr over modstandere, der ikke holdt sig tilbage for slag under bæltestedet, mod en kvinde, der havde overlevet deportationen til Auschwitz-Birkenau og Bergen-Belsen som jøde. Simone Veils mor døde af tyfus, faderen og broderen forsvandt i Litauen. Kun Simone Veil og hendes søstre slap tilbage til det efterkrigstidens Frankrig, hvor tavsheden herskede omkring de hjemvendte.

Realpolitisk sans ude og hjemme

Den nu 81-årige Simone Veil er ellers ikke en kvinde, man umiddelbart forbinder med gråd, selvom det altså stadig er tårerne i parlamentet i 1974, der står prentet i taknemmelige franske kvinders hjerter. Simone Veil er en kvinde, der opponerer. “Min første indskydelse, når folk beder mig om noget, er altid at sige “nej”, forklarer hun fx journalist Maurice Szafran i hans biografi om Simone Veil, “Skæbne” fra 1984.

Her mindes hun sin vrede over, at moderen Yvonne Jacob, opgav sin karriere som kemiingeniør, for at tage sig af sine og ægtemanden André Jacobs fire børn. Moderens økonomiske afhængighed, som var forstærket af manglen på fødevarer, var nærmest uudholdelig for den rapkæftede og oprørske Simone.

Simone Veils genstridige og uforfærdede natur hjalp hende gennem rædslerne i Auschwitz. Skønt hun var 16, løj hun sig 18 år gammel, og det lykkedes hende derfor at forblive sammen med moderen og søsteren.

Da en polsk lejrleder – en tidligere prostitueret, der var utrolig hård ved sine medfanger – trak den smukke unge Simone til side med ordene: “Du er for køn til at dø her, jeg skaffer dig et andet sted hen”, svarede Simone Veil uforfærdet, at hun ikke ville et andet sted hen uden moderen og søsteren. Sådan blev det.
“Det var som om min ungdom og livsappetit beskyttede mig, som om noget i mig, der stadig hørte en anden verden til, havde gjort mig til noget særligt i denne brutale kvindes øjne”. – Simone Veil i selvbiografien, “Et liv” fra 2007.


Storesøsteren Madeleine, kaldet Milou, som Simone mistede ikke længe efter krigen i en meningsløs bilulykke, har forklaret, at uden Simone ville hun aldrig have overlevet:
“Simone stjal mad i køkkenet, så mor og jeg kunne få lidt mere at spise. Hun satte sit liv på spil, som om det var lige meget.”
Simone Veil fortæller samtidig i selvbiografien, at mindet om Auschwitz for hende aldrig har været mindet om sine egne lidelser, men om alle de andre, der forsvandt i gaskamrene.
Efter krigen insisterede Simone Veil stædigt på et jurastudie og ikke alene på at få sig en uddannelse, men også stik mod sin mand Antoine Veils vilje – og efter at have sat tre drenge i verden – at bruge den. Det havde ægtemanden stiltiende troet, hun med moderskabet havde renonceret på.

Simone afstod dog – efter ægtemandens ønske, utallige diskussioner og med en realpolitisk sans, der aldrig siden fornægtede sig – i at blive advokat “for hvem som helst”, som hendes ægtemand af det bedre borgerskab kaldte det.
 
I stedet gik hun i lære som magistrat i det franske retssystem, en uddannelse hun gennemførte, som den første kvinde nogensinde. Senere indvilgede Antoine Veil i at følge sin kone i hendes politiske karriere og genoprettede dermed balancen i et kærlighedsforhold, der har varet siden 1946.

Kendt for sit feministiske, sociale engagement

Simone Veil skulle få sig en helt usædvanlig position i fransk politik. Det var som om, at den desillusion, hun bragte med sig fra koncentrationslejren, på mirakuløs vis forvandledes til en ideologifri politisk praksis, der gjorde det af med hendes modstandere.

Oplevelserne fra koncentrationslejren frembragte en sort humor, som fx kom til udtryk, da hun som sundhedsminister skulle lægge grundstenen til et nyt hospital. Her greb hun til embedsmændenes store overraskelse selv murskeen, mens hun tørt konstaterede: “Det var mit job i Auschwitz”.
 
I lange perioder tilhørte hun ikke et bestemt politisk parti. De Gaulle kunne hun ikke tilslutte sig, da han efter hendes opfattelse alt for hurtigt lukkede øjnene for Vichy-regeringens aktiviteter under Anden Verdenskrig. Vichy-regeringen var Frankrigs samarbejdsregering efter at franskmændene overgav sig til tyskerne i 1940, og som mellem 1942 og 1944 i samarbejde med den tyske besættelsesmagt fik omkring 76.000 jøder deporteret fra Frankrig. Og samtidig kunne Simone Veil heller ikke gå ind for kommunisternes tilhørsforhold. I stedet forbinder man Simone Veil med en særegen liberalisme karakteriseret ved stor omhu i de sager, hun tog sig af. Hun blev minister i højrefløjsregeringer, men altid under beskyldning for i virkeligheden at være venstreorienteret.
Simone Veil begyndte allerede sit engagerede arbejde for menneskers vilkår med sine første opgaver i det franske retsvæsen. Her blev hun ansvarlig for fangernes forhold i efterkrigstidens fængsler, som hun uden omsvøb kaldte “middelalderlige”. Hun indførte forbedrede sanitære forhold, mulighed for at læse og som noget helt uhørt, psykologbistand under varetægtsfængslinger.

Især lå det Simone Veil på sinde at forbedre forholdene for kvindelige indsatte i fængsler, hvilket lykkedes. Hendes engagement kombineret med en næsten husmoderlig økonomisk sans for statens budget illustreres fx ved, at hun besøgte fængsler i fjerne egne af Frankrig, når hun alligevel var på vej på ferie med familien. Imens måtte mand og børn vente i bilen udenfor.

Kampen for Europa

Langt senere skulle det blive Europa, Simone Veil i høj grad kæmpede for. I 1979 blev hun valgt ind i Europarlamentet, og her blev hun ikke alene den første formand, som var blevet valgt ind i parlamentet, men også den første kvindelige formand siden EUs opstart i 1952. For efter Veils opfattelse var og er et samlet Europa den største garanti for, at fortidens rædsler ikke gentager sig. Derfor var det også en særlig skuffelse for hende, at netop manglen på en fælles europæisk indsats i ex-Jugoslavien, gjorde endnu et folkemord muligt i Europa.

Som tidligere leder og nu æresmedlem for Fonden til minde om Shoah, har Simone Veils nøgterne syn fordømt kunstneriske udskejelser af enhver art. Roberto Benignis oscarbelønnede film,Livet er smukt, som er en humoristisk beretning fra en koncentrationslejr, ville aldrig kunne opnå hendes støtte “med dens mirakuløse og latterlige happy ending”, som hun har udtalt. Det samme gælder for Steven Spielbergs Schindlers liste. Ganske vist reddede Oskar Schindler 50 jøder, men i filmen bliver det til 1000, har Simone Veil indvendt. Til gengæld vakte det undren, at Simone Veil heller ikke støttede et storstilet fransk projekt, der gik ud på at vise, at samtlige franskmænd var jødefjendtlige. 

“Dertil vidste jeg for godt, hvor mange, der heroisk beskyttede jøder uden nogensinde at modtage medaljer eller andre hædersbevisninger “, udtalte Simone Veil i denne forbindelse. 

Mesterlig politisk tæft

Fra november sidste år blev Simone Veil, som tidligere nævnt, én af de 40 “udødelige” medlemmer af Det Franske Akademi, hvis vigtigste opgave er at vogte det franske sprog, men hvis uofficielle sigte er at hædre nationens ypperste personer.
Når man i dag læser den tale, Simone Veil holdt i det franske parlament i 1974, og genoptrykt i hendes selvbiografi, er det tydeligt, hvilken mesterlig politisk tæft hun allerede dengang lagde for dagen. 

Talen overbeviste tilstrækkeligt mange parlamentsmedlemmer fra hele det politiske spekter om at gøre en ende på den absurde og farlige situation det var, at tusindvis af franske kvinder hvert år søgte til udlandet for at abortere under kummerlige forhold, mens velstående betalte sig fra det på privatklinikker.
 
Samtlige af modstandernes argumenter om, at riget fattes børn, at det er mord og at manden skal involveres i beslutningen, blev tilbagevist. Simone Veil blev aldrig advokat, men hun holdt dengang en forsvarstale, som blev afgørende for gennemførelsen af en lov, der fra starten syntes umulig at få gennemført.
 
Tårer eller ej – adspurgt om, hvad hun følte i kampen for retten til abort med det hadefulde parlament, svarede Simone Veil: “Den dybeste foragt”.
Det Franske Akademi har nu Simone Veil siddende på en af de 40 medlemsstole, og her sidder hun som det sjette kvindelige medlem gennem Det Franske Akademis 374 år gamle historie.