Men, vil De måske sige, vi bad Dem jo om at tale om kvinder og litteratur – hvad har det at gøre med at have sit eget værelse? Jeg skal forsøge at forklare det. Da De bad mig tale om kvinder og litteratur, satte jeg mig ned til floden for at overveje, hvad de ord betød. De kunne ganske enkelt betyde nogle bemærkninger om Fanny Burney, lidt flere om Jane Austen, en hyldest til søstrene Brontë og en løs beskrivelse af præstegården i Haworth dækket af sne; nogle helst vittige bemærkninger om Miss Mitford, en respektfuld hentydning til George eliot, en henvisning til Mrs Gaskell, og dermed ville det være overstået. Men ved nærmere eftertanke forekom ordene ikke så enkle. Titlen kvinder og litteratur kunne måske betyde, og det var måske det, De havde ment: kvinder, og hvordan de er; eller den kunne betyde kvinder og den litteratur, de skriver; eller den kunne betyde kvinder og den litteratur, der er skrevet om dem; eller den kunne betyde, at alle disse tre ting er uløseligt forbundet, og at De ønsker, at jeg skal anskue dem i dette lys. Men da jeg begyndte at overveje temaet på sidstnævnte måde, som forekom mest interessant, indså jeg snart, at den indebar en skæbnesvanger ulempe. Jeg ville aldrig blive i stand til at nå nogen konklusion. Jeg ville aldrig kunne opfylde, hvad jeg opfatter som en foredragsholders første pligt, efter en times forelæsning at overrække Dem den rene, skære sandhed i komprimeret form, således at De kunne gemme den mellem siderne i Deres notesbøger og opbevare den på kaminhylden til evig tid. Det eneste, jeg kunne gøre, måtte blive at tilbyde Dem en mening om en mindre detalje: En kvinde må nødvendigvis have sine egne penge og sit eget værelse, hvis hun skal skrive litteratur; og det efterlader jo, som De vil forstå, det store problem om kvindens sande natur og litteraturens sande natur uløst. Jeg har forsømt min forpligtelse til at nå en konklusion om disse to spørgsmål – kvinder og litteratur forbliver, så vidt jeg kan skønne, uløste problemer. Men for at bøde på det vil jeg gøre, hvad jeg kan, for at vise Dem, hvordan jeg fandt frem til denne opfattelse med hensyn til værelset og pengene. Jeg skal i Deres nærvær, så vidt og så frit jeg kan, udfolde den tankerække, som har ført mig frem til at tænke sådan. Hvis jeg afslører de tanker, de fordomme, som ligger bag dette udsagn, vil De måske mene, at det har nogen sammenhæng med kvinder og nogen med litteratur. Hvorom alting er, når et emne er yderst kontroversielt – og det er alt, hvad der drejer sig om kønnet – kan man ikke gøre sig håb om at fortælle sandheden. Man kan blot vise, hvordan man er nået frem til den opfattelse, man nu har. Man kan blot give sit publikum muligheden for at drage deres egne konklusioner, idet de bemærker sig foredragsholderens begrænsninger, fordomme og fikse ideer. Litteraturen vil her nok rumme mere sandhed end kendsgerninger. Jeg agter derfor, idet jeg benytter mig af alle en romanforfatters friheder og rettigheder, at fortælle Dem historien om de to dage, der gik forud for min optræden her – om hvordan jeg tynget af vægten af det emne, De har lagt på mine skuldre, grundede over det og lod det arbejde sig ind i og ud af min daglige tilværelse. Jeg behøver ikke sige, at det, jeg er i færd med at beskrive, ikke eksisterer; Oxbridge er noget, jeg har fundet på; det samme er Fernham; »jeg« er blot et bekvemt udtryk for nogen, som ikke findes i virkeligheden. Løgne vil flyde fra mine læber, men der vil måske være en enkelt sandhed iblandt dem; det må blive op til Dem at finde frem til denne sandhed og afgøre, om der er noget af det, der er værd at gemme på. Hvis ikke, må De selvfølgelig kaste det hele i papirkurven og glemme alt om det.