I maj 2006 tænder en ung mand sit videokamera på sit værelse i Florida, USA. Han har et anspændt udtryk i ansigtet, da hans kæreste nervøst sætter en sprøjte i hans arm og giver ham et skud testosteron. James er transmand og er i gang med sin medicinske transition. Videokameraet er hans øjenvidne.
Kameraet er med, da han knap to uger senere giver sig selv en hormonindsprøjtning for første gang; eller da han sidder på opvågningsstuen efter et kirurgisk indgreb, der har fjernet kroppens bryster. Det er med på dagen, hvor han skifter navn hos den lokale domstol. Og på dagen, hvor han får sin første tatovering – eller står op og tisser.
Kameraet er ikke James eneste vidne. Hele verden har i princippet kunnet følge med, for den nu 27-årige transmand har løbende uploadet sine videoer på YouTube, hvor man også kan kommentere på dem.
Hans vlog, som videoblogs hedder, er udtryk for et nyere fænomen, der vokser i omfang på internettet. Transpersoner dokumenterer deres fysiske og psykiske transition med billeder, ofte ledsaget af dagsbogsagtige refleksioner om alt fra familierelationer til skægvækst. Nogle er korte sekvenser af still-billeder, andre er mange minutter lange videooptagelser. Nogle er dramaturgisk iscenesat med musik og krydsklip. Andre er bare optagelser af personen, der sidder og taler.
James er en af i alt otte vloggere, der står i centrum for Danmarks første ph.d.-afhandling om transpersoner – og formodentlig verdens første forskningsprojekt om transvlogs.
I den undersøger Tobias Raun, kunsthistoriker og ph.d. ved Kultur- og Sprogmødestudier, Roskilde Universitet, hvordan vloggere som James, der er i gang med en transition, bruger vlogs til at forhandle og skabe identitet.
Han ser også på, hvordan de mange transvlogs har grundlagt en ny form for offentlighed: En online offentlighed, hvor mennesker i kraft af nettet kan dele følelser, viden og erfaringer med hinanden om at være trans. Samtidig er det en næsten revolutionær offentlighed: For med deres vlogs skaber James og de andre vloggere helt nye og helt andre fortællinger om transpersoner end dem, der ellers er tilgængelige i både mediekulturen og forskningen.
– Trans er en kategori, der gennem historien altid er blevet talt på vegne af, og som er blevet defineret udefra – af psykologer, læger, men også af kønsteoretikere. De har alle haft meget travlt med at pege på, hvad trans er, og hvad trans ikke er. Her er det derimod vloggerne selv, der definerer, hvad trans er. Derfor opfatter jeg dem faktisk som en pendant til feministbevægelsen i 1960’erne og 1970’erne og dens kamp for kvinders ret til egen krop. Til retten til at definere sig selv, og retten til at give egne erfaringer validitet og legitimitet, siger Tobias Raun.

En umulig identitet

Afhandlingen “Out Online: Trans Self-Representation and Community Building on YouTube” er ikke bare den første danske afhandling om temaet trans. Den er også en nyskabende pionér på kønsforskningsfeltet, fordi den placerer transstudier centralt i kønsforskningen. Det var begrundelsen, da Tobias Raun d. 13. april blev hædret med dansk kønsforsknings fineste pris, KRAKA-prisen.
Nyskabende er også næsten det ord, Tobias Raun selv bruger, når han skal beskrive, hvordan hans interesse blev vakt for at forske i transvlogs på YouTube, da han for fire år siden faldt over fænomenet for første gang. Vloggernes åbenhjertighed var nemlig enestående, fortæller han.
– Deres åbenhed omkring de fysiske processer, de gik igennem, var ret banebrydende. Fordi det bryder med tanken om, at det at være trans er noget, man skal holde hemmeligt eller i hvert fald ikke skal gøre et stort nummer ud af. Den visuelle åbenhed var slående. Vloggerne er med til at give folk en fornemmelse af, hvordan en hormonel og kirurgisk modificeret krop kan se ud. Det er en information, man ellers ikke har adgang til, siger Tobias Raun.
Der har selvfølgelig været skildringer af transpersoner og deres transitioner, før YouTube kom til. Nogle har skrevet bøger – amerikaneren Christine Jorgensen (1926-1989), der fik foretaget kønskorrigerende indgreb i København i 1952, skrev en selvbiografi, der blev en klassiker.
Filmhistorien byder også på transpersoner. Men skildringerne er som regel omgærdet af mystik, sensation og kontrovers, viser Tobias Rauns afhandling, der undersøger fremstillingen af trans i den visuelle mediekultur.
Transpersoner er i mainstreamkulturen typisk blevet portrætteret som patetiske stakler, farlige afvigere eller bare ren og skær komiske. Som “kønssnydere”, der iklæder sig forkert tøj for at forføre eller narre nogen. Især transkvinder har været en udskammet og latterliggjort kategori: skæggede damer i skørter, der fejler fælt som “rigtige” kvinder.
– Trans har været fremstillet som en stigmatiseret “andethedskategori”. Det har ikke været en hverken mulig eller tænkelig identitetskategori, siger Tobias Raun.
Også udenfor mediekulturen har trans været en u(sand)synlig kategori. I mange lande, herunder Danmark, findes der i dag kun to officielle køn. Skal man som dansker have adgang til kønskorrigerende indgreb inden for statsligt regi, er man derfor nødt til at definere sig selv som ét af de to køn. Trans er desuden en kategori, der knyttes til seksualitet og begærsretning. Den officielle betegnelse for transpersoner hedder “transseksuelle”, og det er ifølge Sundhedsstyrelsen en psykiatrisk lidelse, præcis som homoseksualitet engang var.
Det er på dette baggrundstæppe, man skal se nyskabelsen og det unikke i vloggene på YouTube, mener Tobias Raun. De løfter trans ud af stigmatiseringens skygge.
De viser også, at trans ikke er en identitet, man sådan lige kan sætte fingeren på. Den er, som alle identiteter, temmelig individuel, kompleks og mangfoldig. Alligevel er der fællesnævnere for vloggene, Tobias Raun har fulgt. De kredser på hver sin måde om et fælles tema: Kønnet. Hvordan tænkes og gøres det?

Længslen efter at passere

James, der filmede sin første indsprøjtning med testosteron, var en af de første transvloggere på YouTube. Hans vlog er derfor omfattende og giver YouTube-brugeren et varieret indblik i hans proces gennem årene.
James laver mange vlogs, hvor han dyrker sport, filmer sig selv i bar overkrop eller taler bekymret om ikke at have en velfungerende penis. Han fortæller om, hvordan hans begær altid har rettet sig mod kvinder og kalder sig dude.
I begyndelsen af sine videofortællinger har han svært ved at vise sine operationsar på brystkassen frem. Han frygter arrenes “afsløring” af ham som transmand.
“De der operationsar skal virkelig dækkes til. Det handler hele tiden om at kunne passere som “rigtig” mand,” som Tobias Raun siger.
Længslen efter at blive genkendt og anerkendt som mand går igen hos nogle af de andre transmænd i afhandlingen. Den kommer til udtryk visuelt og symbolsk i mange af vloggernes optagelser, hvor de sidder med nøgne overkroppe og taler – “The Talking Torso”, som Raun kalder det. Den nøgne, opererede og ofte trænede overkrop bliver en maskulinitetsmarkør.
På samme måde er det stof, der populært sagt gør og skaber en mand, kønshormonet testosteron, en stærk drivkraft i mange transmænds vlogs. De er stærkt optaget af at dokumentere og “mappe” (kortlægge) fysiske forandringer som hårvækst, muskler, fedtomfordeling og stemmeforandringer, fortæller Raun. Derfor er transmændenes vlogs anderledes end transkvinderens vlogs.
– Hormoner virker anderledes for transmænd end for transkvinder. Der sker en hurtigere og mere synlig forandring for transmænd. Det er en af grundene til, at transmændenes vlogs er meget optaget af at mappe de biomedicinske og fysiske forandringer. De går op i at dokumentere, hvad testosteron gør som stof både i det indre og ydre. Man kunne kalde det en hyldest af testosteron som et maskuliniserende stof – som det, der skaber kønsforskellen, transitionen eller forandringen, siger han.
YouTube-brugerne kan på den måde følge nøje med i, hvordan processen forløber. Og de kan give deres besyv med i kommentarfeltet under vloggene. Det er her, fænomenet viser sit stærke potentiale – sammenlignet med eksempelvis selvbiografier om transitioner på papir. Fordi publikum interagerer med den, der poster, får vloggerne skulderklap og støtte med på vejen.
– En af mine pointer er, at interaktiviteten kan bidrage til transformationen. Vlogs er en måde at afprøve forskellige kønsidentiteter på, at teste dem ud. Den positive respons som ‘du ser godt ud!’ kan gøre en mere sikker i nogle bestemte kønsidentiteter. Så det betyder virkelig meget i form af at få anerkendelse, genkendelse og understøttelse af ens identitet, så man føler, at man er okay, at man ikke er alene og så videre. Men det tjener også et oplysende formål: Det bliver en måde at udveksle erfaringer, viden og tips på i forhold til transformationen. Et slags Do It Yourself-forum. Hvilke operationer er der, hvordan med hormoner – hvor meget skal man tage; hvilket tøj skal man gå i?, siger Raun.
For James’ vedkommende bliver vloggen også et sted, hvor han forhandler maskulinitet. Hans indledende kvaler med at vise sine operationsar frem forsvinder langsomt. Han begynder at blive stolt af sine ar. Han får lyst til at vise dem frem – på gaden. Og ligesom kameraet var med som øjenvidne, da han tog sit første testosteron, er det også med, da han nærmest triumferende spadserer gennem sin by med nøgen overkrop og siger: “Hell yeah, I went through all that shit!”.
– Først ville han ikke gå uden trøje, fordi det var skamfuldt og underminerede hans maskulinitet. Senere bliver det at gå uden trøje faktisk til en understøttelse af hans maskulinitet. Så processen mod at nå til kategorien “mand” som trans bliver nærmest sådan en rite de passage – en personlig Vietnamkrig, kan man sige – hvor man næsten bliver endnu mere mand af at være trans, siger Tobias Raun.

Mindre råderum for transkvinder

Vloggernes kønsforhandlinger gælder også transkvinderne. Carolin på 24 år spiller heavy-metal-guitar og computerspil som World of Warcraft. Hun har altid vidst, hun var en kvinde, men hun følte sig mærkelig og fremmed i sin kønsidentitet, så hun begyndte tidligt at dyrke bodybuilding for at udslette sin kvindelighed. Efterhånden som hun blev ældre og stødte på transvlogs på YouTube, ændrede det sig. Hun er nu i en proces, hvor hun tager østrogen og forsøger at rejse penge til forskellige operationer. Men samtidig har hun store udfordringer med at møde omverdenen som “ren” kvinde, for eksempel har hun har svært ved at melde sit køn klart ud, når hun søger jobs, fordi hun ikke helt genkendes som kvinde og derfor er bange for ikke at få jobbet.
En anden vlogger, Elisabeth, er 32 år og meget optaget af ikke at virke for maskulin. Modsat transmænd, der oplever, at deres stemme ændrer sig, når de tager hormoner, ændrer transkvinders stemme sig ikke automatisk, så Elisabeth giver for eksempel gode råd om, hvordan man kan træne sin stemme op til at blive mere feminin.
Det gør hende frustreret, at hun aldrig bliver behandlet helt som en kvinde. Hun er en “jeans- og t-shirt-pige”, ikke en “pige-pige”, som hun siger. Men hun fornemmer hele tiden, at hun bliver nødt til at springe ud i det ekstreme kvindelighedsunivers – “femme”, som hun kalder det – for at blive accepteret som “rigtig” kvinde. Hun har især problemer med andre kvinder.
– Det, der kendetegner transkvindernes vlogs er egentlig det samme som det, der kendetegner transmændenes. De har præcist de samme issues omkring anerkendelse. Men transkvinderne er oppe imod endnu hårdere fordomme end transmændene. Transkvinder er jo en kategori, der virkelig er blevet latterliggjort. På en endnu stærkere måde end mændene. De bliver aldrig taget alvorligt som kvinder. ‘Den skæggede mand’ er den ultimative prototype på den latterliggjorte trans. Der har transmændene haft et andet råderum trods alt. Det med at gå i pigetøj og kjoler er noget, man gør i skjul, som man er skamfuld omkring, og som der er en ekstrem policing omkring, siger Tobias Raun.
– De, der tør prøve kræfter med at visualisere transkvindeidentiteten, er virkelig sårbare overfor homofobi, fordi man som transkvinde ofte bliver læst som feminiseret bøsse. Så transkvinderne kæmper på flere fronter. Også mod kritik fra nogle i feministiske kredse, der mener, at transkvinder er mænd i ulveklæder, der invaderer kvindeligt rum. Og så har de det måske også typisk lidt sværere i familien. Der er lidt mindre accept i familien. Derfor taler de meget om familien i deres vlogs, siger han.

Queer-byrden

Man kan undre sig over, at der ikke tidligere er blevet lavet store forskningsprojekter på feltet i Danmark. I de LGBT-politiske miljøer i Danmark har trans været på dagsordenen længe. Den gamle homobevægelse Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske (LBL) måtte igennem en veritabel ideologikrig ved årtusindeskiftet, før transpersoner blev anerkendt og opfattet som værdige medlemmer, og foreningen herefter skiftede navn til Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner (LGBT).
Queermiljøerne og kønsteoretikerne favnede derimod gerne trans. Men det er ikke sket uden mislyde, mener Tobias Raun. Han introducerer et nyt begreb i sin afhandling: queer-normativitet. Et begreb, der dækker over forestillingen om, at transpersoner bør være kønsrevolutionære.
Tony, 21 år og brite, har haft sin gang i queermiljøet, men fortæller i sin vlog om, hvordan han efterhånden taber lysten. Han oplever, at han bliver fremmedgjort og ikke bliver anerkendt som mand. Bøsser “fetisherer” og lægger an på ham, fordi han er trans, og de synes, det er cool at have sex med en trans, mens han møder lesbiske, der opfatter transmænd som en radikaliseret udgave af butch-identiteten.
Han oplever queermiljøet som paranoidt og problematiserende. Der er et helt særligt sprog og en bestemt måde at tale på, som han er træt af: “Hvis jeg identificerer mig som biseksuel og ikke som panseksuel, så betyder det, at jeg automatisk diskriminerer transpersoner,” som han siger.
Han fortæller, hvordan han før i tiden, i tråd med det queermiljø, han var en del af, følte, at han skulle være “en martyr for hele transgender-tingen”, og konstant sætte spørgsmålstegn ved kønskategorierne. Han havde hundredevis af mærkater for, hvordan han identificerede sig – men nu har han det sådan, at han siger: “Jeps, jeg er en fyr, og hvad så?!”
Tonys erfaringer ligner dem, Tobias Raun har gjort sig som forsker på feltet, der har deltaget i masser af konferencer og har bevæget sig bredt rundt i trans- og queermiljøerne i Danmark og i udlandet.
– Jeg har hæftet mig ved, hvordan trans er en særlig spændingsfyldt identitetskategori, og hvordan transpersoner og deres selvfortællinger bruges i det, man kunne kalde en identitetskamp. En kamp, hvor det individuelle kobles op på nogle politiske krav om, at man som gruppe skal kæmpe for at omstyrte kønnet. Man må ikke identificere sig alt for heteronormativt. Enten er man underlagt kønshetero-hierakiet, eller også bryder man med det, siger han.
I nogle dele af det akademiske queermiljø bliver transpersoner og deres individuelle fortællinger brugt og udlagt som eksempler på enten revolution eller underkastelse, mener Raun. Som nogle, der bryder med et hæmmende og reducerende køns-og seksualitetssystem. Eller modsat som nogle, der viser, at selv transpersoner er underlagt den heteroseksuelle kønsorden. De første bliver holdt op som kransekagefigurer. Dermed bruger man transpersoner som gidsler – man taler om, hvorfor de gør det ene eller det andet, og man taler på vegne af dem, som lægevidenskaben eller psykologien også har gjort.
– Men transpersoner gør jo alt muligt. Og det, at de gør alt muligt, har været en af hovedpointerne for mig at få frem. Deres kønsidentifikationer og måder at “gøre køn på” kan ikke nødvendigvis bare sådan puttes i den ene eller anden eller tredje kasse. Det bliver problematisk, når man synes, at man ved alt om, hvem der er mænd, og hvem, der er kvinder, hvad heteronormativitet er, eller hvordan man skal omstyrte kønssystemet, siger Tobias Raun.
Netop derfor er vloggerne et vigtigt bidrag til kønsdebatten, mener han. Fordi de skaber nogle nye fortællinger, som er selvdefinerede.

Du skal klæde dig af

Tobias Raun har fået KRAKA-prisen i en tid, hvor den danske kønsdebat sjældent har været mere lidenskabelig, og hvor der i den brede offentlighed er kommet mere og mere fokus på trans.
I efteråret 2012 ryddede 15-årige Caspian Drumm forsider, da han fik foretaget et kønskorrigerende indgreb på en privatklinik, der efterfølgende blev skarpt irettesat af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn.
I sommeren 2010 tog dokumentarserien “Danmark ifølge Bubber” tematikken op med afsnittene “piger med penis”. Ligesom transpersoner i de seneste år har medvirket i populære programmer som Go’ Morgen Danmark for eksempel om transpersoners ret til at få børn – med efterfølgende hidsig debat i kommentatorspor og på sociale medier.
Tobias Raun er glad for, at trans er blevet et mere synligt tema i debatten, men han oplever samtidig, at temaet ikke ansporer til at tage fat i nogle af de store spørgsmål.
– Hvad er det for en forestilling, vi har om køn? Er det en hensigtsmæssig måde, vi klassificerer køn på – hvorfor har vi kun to kategorier? Og hvorfor er køn en statsejendom? Det er jo staten, der definerer, hvornår du kvalificerer dig til at være i den ene eller den anden kategori. Hvordan fungerer vores sundhedssystem i forhold til transpersoner? Vi er begyndt at ridse en lille smule i lakken, men vi kunne godt debattere det meget mere, siger han.
Problemet med debatten er også, at den ofte føres i medierne, og at mediernes dækning af trans meget ofte bliver koblet til den personlige historie frem for til den strukturelle historie, mener han.
Som trans, der optræder i medierne, bliver man ifølge Tobias Raun bundet op på det, han kalder “det selvbiografiske imperativ”.
– Den personlige historie skal altid afdækkes. ‘Hvornår opdagede du, at du var trans? Hvad følte du omkring det? Hvilke operationer har du fået?’ Man er simpelthen forpligtet på den personlige fortælling og på at “klæde sig af” både kropsligt og personligt. Hvis man er heldig, kan man få lov til at ytre sig lidt om det behandlingssystem, man har været igennem, eller lidt om hvad man mener om det samfundsmæssige kønsklassificeringssystem. Men først når man har bidraget med sin personlige historie, siger Tobias Raun.
Men gælder mediernes krav om “det selvbiografiske imperativ” ikke alle, der optræder som cases i medierne? Den personlige historie har aldrig været i højere kurs.
– Det er klart, at der er interviewformater, som i sig selv er båret af den personlige historie, så det er ikke mærkeligt, at det også gælder transpersoner. For eksempel talkshow eller reality-tv, der dyrker det ekstraordinære eller sensationsprægede. Det interessante og sigende er, at det netop især er i de formater, at transpersoner er blevet inviteret til at komme til orde, siger Tobias Raun.

Mere diversitet, tak

Raun håber, at hans afhandling kan være med til at løfte temaet frem i Danmark.
På den politiske scene har Enhedslisten blandt andet stillet forslag om at få indføjet kønsidentitet som diskriminationsårsag i al relevant lovgivning og at få fjernet transkønnede fra sundhedsvæsenets sygdomsliste over psykiske lidelser. Den nuværende lovgivning på området er set med manges øjne stærkt problematisk, for eksempel indebærer den, at man kun kan foretage et juridisk kønsskifte, hvis man underkaster sig kastration.
En del af Rauns afhandling beskæftiger sig netop med lovgivning, sundhedssystemer og kønsklassifikation, og hvordan transpersoner er stillet på området både i Europa og USA.
En anden del af afhandlingen ser på trans i kønsforskningen. Den er nærmest ikke eksisterende i Danmark.
– Den spæde forskning, der bliver bedrevet på området, bliver lavet under et queerteoretisk banner, som kan have de svagheder, jeg allerede har været inde på. Derfor rejser jeg spørgsmålet, om vi ikke burde få mere forskning på området og give plads til mere diversitet i anerkendelse af, at trans ikke bare er én ting men 117 forskellige ting, siger Raun.
– Man kunne også spørge, hvor trans er henne på andre områder. Indenfor den danske samfundsfaglige, medicinske eller humanistiske forskning. Burde vi ikke vide mere om denne gruppe af mennesker?, afslutter han.