Jeg har i regi af Teater- og Performancestudier på Københavns Universitet undersøgt repræsentationer af køn og etnisk diversitet på teatrenes scener samt hvordan, ledelserne taler derom. Afsættet er en optælling af teatrenes kunstneriske funktionsniveauer: dramatiker, instruktør, hovedrolleindehaver og øvrige spillere på teatrenes scener, her optalt i køn og etnisk diversitet, således som de manifesterede sig i teatrenes annoncering indenfor de siddende kunstneriske chefers ansættelsesperioder fra 2009-2014.
Optællinger peger på en markant skævvridning, der i særlig grad manifesterede sig på teatrenes største scener med en overrepræsentation af hvide mænd. Det var således hvide mænd, der skrev til de store scener, instruerede og spillede hovedrollerne.
Generelt manifestede kvindelige scenekunstnere sig på de store scener med en underrepræsentation fra en tredjedel til det halve af deres mandlige kollegaer, dog fik ingen kvindelig dramatiker et stykke opført i denne periode. Kvindelige scenekunstnere af etnisk diversitet manifesterede sig også med en nulrepræsentation, hvorimod en enkelt mandlig scenekunstner af etnisk diversitet kunne opleves på to af teatrenes store scener som skuespiller uden hovedrolle.

Lidt bedre på de mindre scener

Om billedet

Det Kongelige Teaters pressemøde for sæson 14/15.

Teaterchef Morten Hesseldahl, operachef Sven Müller, balletmester Nikolaj Hübbe og daværende skuespilchef Emmet Feigenberg.

Foto: Det Kongelige Teater/Christian Als. 

På teatrenes mellemstore scener manifesterede skævvridningen sig i mindre grad end på de store scener og i enkelte tilfælde ramte fordelingen af køn en ideel procentsats på 40-60%, – dog altid med en overrepræsentation af mænd. Scenekunstnere med etnisk diversitet manifesterer sig med lidt under 1% på de mellemstore scener.
På teatrenes små scener kunne man opleve en overrepræsentation af hovedroller til hvide mænd. På de øvrige kunstneriske funktionsniveauer manifesterede køn sig på to af de mindre scener med en repræsentation der ramte procentsatsen 40-60 procent, mens der på de resterende to scener var en overrepræsentation af hvide mænd.
Etnisk diversitet manifestede sig generelt stærkest på de små scener, men på samme måde som scenernes øvrige skævvridning af kvinders repræsentation, manifesterede kvindelige skuespillere med etnisk diversitet sig med en underrepræsentation på under det halve af minoritetens mandlige skuespillere.

Kunstnerisk frihed kontra demokratiske rettigheder

Med afsæt i disse optællinger interviewede jeg i 2014 de ansatte kunstneriske chefer Emmet Feigenberg (Det Kgl. Teater), Morten Kirkskov (Aalborg Teater), Mick Gordon (Aarhus Teater) og Jens August Wille (Odense Teater). Målet var at undersøge deres holdning/forestillinger om temaet og deres diskurs omkring den kraftige skævvridning.
Kunstneriske chefer har, i kraft af deres chefpositioner, den største indsigt i teatrenes praksisser og blev derfor også i undersøgelsen estimeret som praksiseksperter indenfor feltet. En skinger tinnitus syntes dog at skære sig igennem chefernes retoriske ekkorum, når talen faldt på skævvridning – ikke mindst når diskursen om kunstnerisk frihed blev sat i spil.
Men er det muligt at tale om kunstnerisk frihed, hvis den ikke er for alle, spurgte jeg? Når den alene praktiseres af en snæver lille gruppe hvide mænd?
Iflg. teatrenes kunstneriske chefer er svaret ja, det kan man(d) godt.

Ligestilling i kunsten

Der har tidligere været debat om den skæve kønsfordeling inden for en række andre kunstarter. 

I Sverige har blandt andre Ebba Witt-Brattström sat "Kulturmanden" og det maskuline hegemoni i kulturlivet til debat.

En anden svensk kulturpersonlighed, Rani Kasapi, gæster 26/10 Nørrebros Teater for at fortælle om sit succesfulde arbejde med mangfoldighed på Riksteatern.

Ellers har der i Danmark de seneste år især været debat om kønsbalancen i dansk film:

Læs fra KVINFOs webmagasin om en Bodil-fest set med kønsbriller: De nominerede er: Mænd.

Og: Danmark mangler i ny rapport om ligestillingen i den nordiske filmbranche.

I år tog Filminstituttet så hul på bylden: DFI har undersøgt kønsfordelingen i dansk film.

Også musikfestivallerne har været under kritik:

Fra Politiken: Årets Tinderbox: 99 mænd og 2 kvinder på scenen.

Og fra DR: Så få kvinder spiller på årets store musikfestivaller.

Det er derfor også i krydsfeltet mellem de danske scenekunstnernes demokratiske rettigheder (Ligestillingsloven) og begrebet kunstnerisk frihed (armslængdeprincippet), at undersøgelsen fandt sin berettigelse.
Kunstnerisk kvalitet før køn og etnisk diversitet.

Armslængdeprincippet

Det er uden tvivl Kulturministeriet, der først og fremmest er ansvarlig for den toneangivende diskurs om ligestilling og inklusion i statsstøttede institutioner.
I ministeriets skrevne tekstmateriale relateres den kunstneriske frihed (armslængdeprincippet) dog ikke til disse demokratiske rettigheder, men udelukkende til begrebet kunstnerisk kvalitet.
Jeg interviewede derfor også Kulturministeriets chef for scenekunst Ane Katrine Lærkesen, og om sammenfletningen armslængdeprincip/kvalitet udtaler hun:
A. K. Lærkesen: Med hensyn til forvaltningen på teatrene, så skal alle teatrene jo følge de almindelige ligestillingsregler der er, og de regler der er om, at man skal ansætte folk efter de kvalifikationer og den kvalitet de har og ikke efter køn eller etnisk diversitet, men hvordan de bærer sig ad med det, det ved jeg ikke intet om.
D. Madsen: Kan du definere begrebet kvalitet i denne kontekst?
A. K. Lærkesen: Nej. Det kan jeg ikke fordi, det ville jo være forskelligt ved enhver stillingsbesættelse, i hvert tilfald når det gælder det offentlige, men Landsdelsscenerne er jo ikke offentlige institutioner, men institutioner der får et statsligt tilskud, så dvs. at de følger ikke helt så stramt vores regler, men de skal følge dem, så det minder om.
D. Madsen: Hvordan minder om?
A. K. Lærkesen: Altså, de er ikke underlagt reglerne, men de er selvfølgelig underlagt ligestillingslovgivningens almindelige regler.
Talen om ligestilling kontrasteres således med talen om kunstnerisk kvalitet, hvilket peger på ministeriet ikke anser ligestilling og inklusion for at være et legitimt kvalitetsmål i sig selv – i hvert tilfælde ikke indenfor Danmarks egne grænser. Man kunne nemlig i 2014 på ministeriets hjemmeside læse, at Kulturministeriets Internationale Kulturpanel havde : ”(…) en særlig opmærksomhed på at støtte unge piger/kvinder i Levanten og Nordafrika” (Kulturpanelet 2014:39).
Kulturministeriet synes således at ville outsource nationale ligestillingsproblematikker til (muslimske) kvinder udenfor de danske grænser.
Dermed usynliggør ministeriet skævvridningen af etnisk diversitet på de nationale teatre. Det ministerielle standpunkt omkring kunstnerisk kvalitet før køn og etnisk diversitet indenfor Danmarks egne grænser underbygges yderligere af ministeriets dokumentationspraksis.
D. Madsen: Fører Kulturministeriet statistikker over jeres tilskudsgivning ift. til køn og etnisk diversitet på kunstnerisk funktionsniveau?
A. K. Lærkesen: Nej, det mener jeg ikke at vi gør.
D. Madsen: Hvordan skaber I så overblik?
A. K. Lærkesen: Jo altså vi gør det… vi gør det, øh… i nogen grad på Statens Kunstfonds støtteområde.

Andre regler for kunsten

Med en omfattende mangel på viden om, hvordan skævvridningen reelt manifesterer sig og en generel forvirring omkring gældende ligestillingsregler, som synes at gælde mere for nogen og slet ikke for andre, gatekeeper Kulturministeriet her for en maskulint defineret kulturarv. På spørgsmålet om, hvorvidt man kan tale om kvalitet, hvis kvalitetsbegrebet alene defineres af en lille gruppe hvide mænd, cementeres ministeriets kulturpolitik af den daværende kunstneriske chef for Det Kgl. Teater, Emmet Feigenberg, og dennes italesættelse af andre regler for kunsten end for resten af samfundet.

D. Madsen: Kan man overhovedet tale om kvalitet, hvis ikke den brede talentmasse er i spil?
E. Feigenberg: Ja, ja, det er et interessant spørgsmål.
D. Madsen: Ja, for det er dér, hvor diversitet bliver lig med kvalitet.
EF: Jamen, det, synes jeg, er et vanskeligt synspunkt. Altså, jeg ikke helt sikker på, at jeg helt kan acceptere præmissen… simpelthen. For jeg synes, at det er et lusket spørgsmål at stille.
D. Madsen: Hm.. okay! Fordi?
E. Feigenberg: Fordi det er sådan en fælde, man kan gå i, og man kan faktisk ikke undgå at gå i den. Der er faktisk et kvalitetsbegreb, som ser stort på diversitet og etnisk diversitet og køn og ligestilling, og det kvalitetsbegreb siger: Picasso er god, uanset om han er en hvid mand, og det vil vi ikke diskutere, for det er han!
D. Madsen: Kan man diskutere, om der er andre kvaliteter, som ikke kommer i spil?
E. Feigenberg: Jamen, jeg vil så gerne udbrede det her til hele samfundslivet. Det er, som der gælder nogle andre regler, når vi når til kultur og kunstliv.

Om forfatteren

Dorte Madsen er sceneinstruktør, dramatiker og cand. mag i Teater og Performancestudier KU og arbejder pt. på Center for Gender, University of Sulaimani, Irak.

Hendes speciale - "Skævvridningens Kanonisering - en undersøgelse af praksisser og diskurser om køn og etnisk diversitet på Landsdelsscenerne og Det Kgl. Teater" - kan findes på KVINFO’s Bibliotek og REX.

Chefen italesatte endvidere ligestilling af køn og inklusion som en decideret kunstfælde – umulig at indlade sig på og umulig at komme uden om.
Emmet Feigenberg: Vi holder os ikke så gerne til nogle udstukne regler… altså, det næste skridt derfra minder jo forfærdeligt om stalinistisk praksis før Jerntæppets fald, at det skal, at kunsten skal støtte det socialistiske menneskes selvforståelse i den store arbejderbevægelse osv. osv., som jo er pissefarligt, og som er en totalitær tankegang. Og problemet med kvoter og regler er, at det har totalitarismens grundproblem i sig, at hvis man vil tvinge kunsten, så har man allerede overskredet grænsen for friheden.
Ligestilling/køn/etnisk diversitet, ligestilles her med Sovjetstatens totalitære regime. Også Det Kgl. Teaters nuværende kunstneriske chef Morten Kirkskov, der på undersøgelsestidspunktet var kunstnerisk chef for Aalborg Teater, sætter et socialistisk label på Ligestillingsloven.
Morten Kirkskov: Mit udgangspunkt er, at teater ikke nødvendigvis er velmenende. Teatret er heller ikke socialt kunstnerisk, og hvis man begynder at blive for socialt tænkende indenfor kunsten, så mister man det, som kunsten er. Og så har man i den grad tabt kulturen på gulvet i en anden lidt mere velmenende bestræbelse. Så jeg er egentlig ikke særlig meget for de der kvoter og den lovgivning, der ligger omkring.
Talen om ligestilling fastholdes således i forestillingen om to modsatrettede poler: kunst (konsensus) vs. kvotering (kunstfælde), – eller sagt på en anden måde: Det er enten ligestilling eller kunst, man kan ikke få begge dele.

Kunstnere og ikke kvinder

Men flyttes fokus fra chefernes kønskonservatistiske kunstforståelse til vor tids mere postmodernistiske vinde, som i årtier har rusket godt og grundigt op i forståelsen af lige netop køn og etnicitet, men tilsyneladende også blæst ubemærket hen over teatrenes chefgange, så kan kunstens kvalitetsbegreb udfoldes på andre og nye måder, hvor det fælles anliggende spiller en betydningsfuld rolle.
Evalueringsforskeren Peter Dahler-Larsen pointerer i sin bog ”Kvalitetens beskaffenhed”, at idet vi opdager, at kvaliteten er relativ, så forpligter opdagelsen os. Vi må begrunde, diskutere og prioritere, pointerer han. Vi kan selvfølgelig også prøve at undgå, at det bliver ”opdaget”, men uanset om vi har tænkt det igennem eller ej, så bliver de kvalitetsbegreber, vi lægger vægt på, til en måde at finde os selv i verden på, og de kvalitetsbegreber, der gælder mellem os, til måder, som vi indretter vores fælles anliggender på.

Ligestilling og censur

Teatrenes kunstneriske chefer havde ikke et postmodernistisk blik for indretningen af samfundets fælles anliggender indenfor scenekunsten. Tværtimod synes det som om, at de følte sig truet af det demokrati, som deres egne privilegier var/er rundet af. Det er derfor i kampen mellem et tilbagestræbende kvalitetsanliggende og vor tids postmodernistiske diversitetsforståelser, at chefernes forestillinger om kunstnerisk kvalitet taber terræn. ’Ligestillingstruslen’ i form af regulering/kvotering, og dermed også en dekonstruktion af det maskulint kodede kvalitetsbegreb, knyttes da også ’naturligt’ sammen med fænomenet censur af den kunstneriske chef på Odense Teater Jens August Wille.
J.A. Wille:… (…) altså man kunne godt gøre det (kvotering), men det ville minde om en form for censur, ligesom det er i nogle andre lande i hvert tilfælde
D. Madsen: Eller et politisk krav om et realiset demokrati?
J.A. Wille: Ja, det er et politisk krav, ikke? Og så må man sige, så levede øh… så levede teater under den!
D. Madsen. Nogle ville kalde det en demokratiseringsproces.
J.A. Wille: Ja men, det…
D. Madsen: De ville ikke kalde det censur, men fokusere på at det ville skabe lige ret og lige adgang til at …
J.A. Wille: Men det! Det er jo ikke demokratisk! Det er jo ikke demokratisk, hvem der skal spille på landsholdet i fodbold. Det er hvem, der er bedst til at spille fodbold.
D. Madsen: Men hvem bestemmer at mænd er bedst til at lede, skrive og instruere for et teater? Hvordan når man dertil? Man skal vel have mulighed for at score ”mål”, skal man ikke?
J.A. Wille: Ja for eksempel, og så er det spørgsmålet om, om at nogen fortsat vil tro på, at der er en kunstner, der har et bud på kunstnerisk kvalitet.

Gatekeeperne

Ved at sammenflette sin egen diskursive praksis med det danske fodboldlandshold synes chefen at ville legitimere en scenekunstnerisk positionering uden for samfundets almindelige ’spil’.
Talen om den bedste spiller retfærdiggør altså ikke blot en bevidst skævvridning, den bekræfter også en forestilling om, at man(d) som gatekeeper for en maskulint kodet kvalitetsforståelse er den bedste til at ’forsvare’ Danmarks ’bedste’ scene.
Betydningen af et sådant gatekeeper dogme understreges af Mick Gordon fra Aarhus Teater med en darwinistisk reference.
M. Gordon: But always in the theatre it’s Darwinian. People who work hardest, who’ve got the most talent, and who put the hours in will be at the top. Full stop.
Om sådanne maskulint kodede kvalitetsgeneraliseringer pointerer den svenske kønshistoriker Vanja Hermele: ”(…) Felaktiga generaliseringar om mänskligt liv – baserade på vita mäns livserfarenheter – låses fast i cirkelresonemang där slutsatser om konstnärlig kvalitet baseras på konst gjord av detta fåtal. Detta värderingssystem påverkar i sin tur vad som upptas i kulturarv och kanon, vilket utgör normen för kvalitet i konsten. Kvinnor och andra avvikare från normen hamnar utanför kretsen och kan uppfattas som bra – men särskilda.”
Vanja Hermele peger her på, at hvide mænd har en tendens til at låse sig fast i selvopfyldende profetier, hvorved alle andre andetgøres. Spørgsmålet er derfor, om man(d) i sin maskuline chef/kunstnerposition, også tenderer til at argumentere for scenekunsten på en sådan måde, at mand/chef/kunstner ikke alene gør kunst, men også er kunst, eller sagt på en anden måde: I det øjeblik man(d) gør kunst, bliver man(d) kunst.
I så tilfælde er det slet ikke scenekunsten, der trues af Ligestillingsloven, men manden bag den. Chefernes tale indikerer en sådan hybridagtig kvalitetsidentifikation mellem mand/kunst. Derfor kan et virkeliggjort demokrati heller ikke spille med på Jens August Willes ’landshold’.
J.A. Wille: Jamen det er den [kunsten] da i forvejen kun for dem, der er dygtige nok til at kunne gøre det!
D. Madsen: Men også kvoteret af mænd til mænds fordel, kan man sige.
JAW: Ja.
DM: Hvide mænd ikke?
JAW: Jo, men den er jo i forvejen ekskluderende for nogle mennesker.
DM: Hvordan?
JAW: Altså synspunktet, ikke? Vi er inde på nogle klassiske diskussioner omkring dem, og vi kan godt tage dem, men selve argumentet for, at alle mulige skulle være repræsenteret er sindssygt, efter min mening. Så skulle alle mulige, ja… så kunne man også finde på at sige, at vi skulle have repræsenteret nogle flere mennesker, som ikke kan spille teater, kan man sige. Hvis vi bare skal have nogen repræsenteret af demokratiske grunde, så spiller det i hvert tilfælde meget imod nogle af de kvaliteter, som jeg synes kunne ligge i kunstværket.

De andre og det sygelige

Kvinder og scenekunstnere med anden etnisk diversitet udgrænses her til kategorien de andre blandt hvem som helst og aktuelle ligestillingsprocesser til det sygelige. Også Kulturministeriet taler ud fra alle-mulige-temaet, der i den ministerielle kontekst sammenknyttes med talen om armslængdeprincippet.
A.K. Lærkesen: Vi kan ikke forsvare at sige til vore institutioner: ”I skal sætte noget op skrevet af nogen med en bestemt etnisk diversitet eller køn eller noget som helst med politisk holdning, vi må ikke… det er et meget grundlæggende princip i dansk kunststøtte, fordi vi har et armslængdeprincip, og derfor kan vi ikke regulere det øh… kunstneriske. Det står i Scenekunstloven. Ministeren kan selvfølgelig beslutte at gå ind og regulere nogle steder, hvis tingene kører af sporet.
Men! Er armslængdeprincippet da ikke udtryk for en politisk holdning? En politik der agiterer for kunstnerens ret til at skabe frit? På tværs af køn og etnisk diversitet? Og er diskursen om kvalitet ikke kendetegnende for en politisk strategi, der især benyttes af anti-kvotister?
Når man spørger i Kulturministeriet, er der ikke noget entydigt svar på dette. Ane Katrine Lærkesen veksler kontinuerligt mellem at agitere for kvalitetsprincippet og den ’frie’ kunst og muligheden for at regulere, såfremt tingene ’kører af sporet’. Ifølge mine data synes kvinder og etnisk diversitet aldrig at være kommet helt op på sporet – i hvert tilfælde ikke det spor, der i EU’s regulativ karakteriseres ved de scenekunstneriske mainstreamingsredskaber, som siden 2009 har haft til mål at føre ligestillingen væk fra de politiske sideveje og ind i den politiske hovedstrøm.

Ligestilling og armslængdeprincippet

Det kan derfor ikke understreges nok, at ligestilling aldrig har truet armslængdeprincippet. Den danske Ligestillingslov og de internationale mainstreamingsprincipper har udelukkende til hensigt at regulere selve tilgangen til at gøre kunst og ikke, hvordan kunstnerne gør deres kunst.
Faktisk supplerer de hinanden ideelt, for såfremt Ligestillingsloven,
der pt. udelukkende opererer på papiret, blev virkeliggjort, så ville også armslængdeprincippet kunne realisere sit demokratiske potentiale ud fra Danmarks brede talentmasse, således som loven foreskriver det.
I dette sammenhæng skal det understreges, at der i Danmark uddannes lige mange kvinder og mænd på scenekunstområdet, ligesom der kontinuerligt uddannes scenekunstnere med anden etnisk diversitet.
Ser man på scenekunstfeltets andre problematikker, fx økonomi, så er der kroner og ører at hente i ligestilling. Dette nævner jeg ikke for at tage fokus væk fra scenekunstnernes demokratiske rettigheder, men fordi det er alment kendt, at ligestilling og inklusion er særdeles god økonomi.
Som eksempel på dette kan nævnes det svenske Riksteatern. Teatret fordoblede i perioden 1998-2008 sit billetsalg ved hjælp af kønskvotering på samtlige funktionsniveauer.

Verbalt skjold

Ud fra de danske chefers diskurs er det dog aktuelt at spørge om, om Riksteatern dermed gik i en totalitær kunstfælde, om Riksteatern nu censurerer sin scenekunst, og om det svenske kvalitetsniveau derfor er faldet?
Meget tyder på det modsatte. Meget tyder også på, at scenekunstens danske ’landsholdsspillere’ sidder så fast i Kulturministeriets diffuse ’kunstfælde’, at det falder dem ’naturligt’ at devaluere kvindelige- og scenekunstnere med etnisk diversitet og deres kunstneriske virke ud fra verdensfjerne og antikverede italesættelser af så relative begreber som lige netop kunst og kvalitet – begreber med hvilke de danner et verbalt skjold mod almindelig lovgivning. Således kanoniseres skævvridningen på Danmarks største teatre:
M. Kirkskov: Okay, altså… jeg ved ikke, hvad det indebærer…, men som sagt, kvoter er ikke min stærke side. Jeg synes, det er at lovgive om noget, som har sin egen naturlige lov, og som er… og den naturlige lov synes jeg faktisk man bør rette sig efter, hvis man vil have kunst i et samfund, som netop handler om talent for eksempel.
D. Madsen: Mener du at kunsten har en naturlig lov, og at den er lig med talent og kvalitet, det er sådan jeg hører det at…
M. Kirkskov: Kunsten har egne kvoter.

Ikke i overensstemmelse med loven

Men, vælger kunsten selv kunstnere? Nej, det gør andre kunstnere, – især de kunstnere der er kunstneriske chefer, ligesom Morten Kirkskov, Emmet Feigenberg, Mick Gordon, Jens August Wille og alle de andre hvide mænd, der på landsplan har posten som kunstnerisk chef på mere end 80 procent af Danmarks faste scener og afgør repræsentationer af køn og etnisk diversitet på scenerne – og også hvilke historier der fortælles derfra.
Centralt for undersøgelsens resultater er, at diskursen/den narrative italesættelse af ligestilling og inklusion af etnisk diversitet i scenekunsten, på ingen måde stemmer overens med de lovpligtige krav på området. Tværtimod. De kunstneriske chefers diskurs modarbejder disse. Både Kulturministeriet og de kunstneriske chefer må derfor specialisere sig yderligere omkring de krav Ligestillingsloven og EU’s regulativer stiller til statsstøttede scener for at omsætte disse i praksis.