Da Danmarks sidste officielle “kvindefængsel” lukkede i 2000 i Amstrup, var mange glade.
“Det er en gammeldags tankegang, at kønnene skal placeres adskilt,” sagde Bodil Philip, inspektør i Statsfængslet i Ringe, dengang til Kristeligt Dagblad.
“Vi vil ikke have rene kvindefængsler, for det gavner miljøet i fængslerne, at afsoningen ligner samfundet udenfor,” sagde Annette Esdorf, vicedirektør i Direktoratet for Kriminalforsorgen.
Nu, 12 år senere, sadler Kriminalforsorgen om. Fremover skal alle fængselsstraffede kvinder afsone adskilt fra mænd, mener forsorgen. Der skal opføres et helt nyt kvindefængsel. Og der skal laves nye arrestfaciliteter udelukkende til kvindelige varetægtsarrestanter tre steder i landet.
Det fremgår af en betænkning fra Direktoratet for Kriminalforsorgen. Den vil indgå i de kommende politiske forhandlinger om en ny flerårsaftale for Kriminalforsorgen, der skal erstatte den nuværende, som udløber i 2012, hvor politikerne skal tage stilling til forslaget.
Direktoratet for Kriminalforsorgens Ressourcestyringskontor (RSK) har også sat foreløbige tal og lokaliteter på planen: Kvindefængslet kan ligge på Falster, have både lukkede, halvåbne og åbne afdelinger og plads til 120-130 indsatte (svarende til antallet af indsatte kvinder i dag). Det vil koste mellem 480-520 mio. kr. at etablere. Mens de tre særlige arrestfaciliteter til kvindelige arrestanter vil koste samlet set 14-16 mio. kr. og kan placeres i Arresthuset i Århus og i Københavns Fængsler.
Planerne bryder markant med et af dansk kriminalforsorgs mest ædle principper: det såkaldte “normaliseringsprincip”. Princippet går ud på, at forholdene i fængslerne skal minde mest muligt om dem i samfundet for at lette strafafsonernes tilbagevenden til samfundet. Kønsblandet afsoning, hvor mænd og kvinder omgås hinanden, er også en del af dette princip.
Men sådan skal det altså ikke være længere, mener Direktoratet for Kriminalforsorgen. Forklaringen er kort og godt, at kvinder bliver behandlet for dårligt i de danske fængsler.
Det viser en stor forskningsrapport, bestilt af Direktoratet for Kriminalforsorgen, der er baggrunden for betænkningen. Og det bekræftes af Kriminalforsorgen selv, som efterfølgende har haft en arbejdsgruppe til at granske situationen.
Der er nemlig to hovedproblemer: Resocialiseringen af kvinder i fængslerne er ikke god nok. Og sikkerheden er heller ikke god nok.


En attraktiv minoritet

“Jeg kunne ikke gøre noget uden alle vidste det. Alle gik og holdt øje med en, fordi at man var interessant. Fordi jeg er en ung pige. De var alle sammen klar til at komme i bukserne på mig.”
Sådan lyder det fra en af de kvindelige indsatte i danske fængsler, der er blevet interviewet til forskningsrapporten “Perspektiver på kvinders dagligdag i danske fængsler” om fængslede kvinders afsoningsvilkår, bestilt af Direktoratet for Kriminalforsorgen.
Den 156 siders lange rapport er bygget på besøg og interviews med både medarbejdere og indsatte i fire danske fængsler gennem tre år, og den tegner et broget men også bekymrende billede af hverdagen for kriminalitetsdømte kvinder.
Langt de fleste fængslede i Danmark er mænd. De udgør omkring 95 procent af fængselspopulationen. Kvinderne er altså en lille minoritet i fængslerne, og det har konsekvenser for deres afsoningsforhold på flere måder, fastslår rapporten.
Ét problem er sikkerhed. Fordi der er meget få kvinder og mange mænd, er der stor interesse for kvinderne, når de kommer i fængsel. Til tider så stor, at nogle kvinder føler sig nødsaget til at indgå i kæresterelationer med en mandlig indsat for at beskytte sig mod de øvrige mænd. Andre oplever gentagen sexchikane. Atter andre fortæller om overgreb eller om udnyttelseslignende forhold.
“Det er især et problem blandt den del af de kvindelige indsatte, der hører til de mest sårbare. De kan jo ikke bare forlade stedet. Nogle af kvinderne er måske i stand til at trække sig fra samværet med andre og kan på den måde blive mindre udsatte, men hvis man vælger at trække sig fra det kønsblandede samvær, så bliver det en meget lille verden, man har tilbage,” siger Charlotte Mathiassen, cand. psych. og forsker på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU), der står bag rapporten.

Ombudsmanden har længe haft problematikken i kikkerten

De problematiske sikkerhedsforhold har været på dagsordenen før. For eksempel har Ombudsmanden gennem flere år haft Anstalten ved Herstedvester i kikkerten – et fængsel, hvor dømte personer blandt andet med svære psykiatriske og psykologiske lidelser afsoner, herunder mænd dømt for alvorlig sædelighedskriminalitet.
Det begyndte i 1996, hvor Ombudsmanden var på kontrolbesøg i fængslet, og fængselsledelsen tog emnet op. Ledelsen fortalte ifølge Ombudsmandens kontrolrapport, at “de kvindelige indsatte ved ankomsten til anstalten bliver presset – af de mandlige indsatte – til at gifte sig med ‘en stærk mandlig indsat’. Kvinderne kan ellers ikke være i fred i anstalten.”

Ombudsmanden bad fængslet om at bringe situationen i orden, og der blev oprettet en kvindeafdeling, hvor kvinder kunne afsone deres straf fysisk adskilt fra mænd. Det løste dog ikke problemet helt, viste det sig, da Ombudsmanden otte år senere, i 2004, tog sagen op igen. For kvinderne mødte stadig sjofle tilråb – for eksempel under kirkegang, gårdtur eller i kondirummet – og skulle i det hele taget passe på ikke at virke “indladende”, som kvindernes talsmand sagde.
Ledelsen gav derfor kvinderne mulighed for at fravælge de kønsblandede aktiviteter i fængslet. Men så kunne de til gengæld ikke komme i kirke. Ligesom de kun kunne dyrke kondi på et særligt fastsat kvinde-tidspunkt på halvanden time i løbet af en hel uge.
Også fængslet i Ringe har haft sikkerhedsproblemer. Berlingske Tidende satte i 2000 fokus på kvinders afsoningsvilkår i en række artikler, hvor både indsatte og ansatte fortalte, at kvinder med stofproblemer blev seksuelt udnyttet af en lille hård kerne af mandlige indsatte mod at få stoffer. I ét til to tilfælde havde der også fundet “voldtægtslignende forhold” sted i fængslet, konstaterede Kriminalforsorgen selv under et efterfølgende besøg i fængslet.
Hvor udbredt sikkerhedsproblemet er i dag, ved ingen. Der findes ingen tal på området. Men temaet blev taget op af både indsatte kvinder og af fængselsledelserne i Charlotte Mathiassens forskningsrapport. Som en af de indsatte kvinder i Anstalten ved Herstedvester kort og godt siger: “Mænd har en sindssyg magt.”

Majoriteten bestemmer

Et andet problem i fængslerne er de job-, beskæftigelses- og fritidstilbud, Kriminalforsorgen tilbyder de indsatte for at støtte dem i resocialiseringsprocessen tilbage til samfundet.
Fordi der er få kvinder, der kommer i fængsel, og de i øvrigt spredes ud over flere fængsler, står kvinderne antalsmæssigt svagt i forhold til den store gruppe af mænd, når fængslerne skal tilrettelægge dagligdagen og livet bag tremmerne.
Det betyder, at fængslerne “overordnet set” ikke kan tilbyde kvinder det samme, som man tilbyder mænd, skriver Kriminalforsorgen i sin betænkning. De tilbud, man giver de indsatte, er skruet sammen efter majoriteten – altså de mandlige indsatte, “hvorfor udbyttet heraf er relativt begrænset for de kvindelige indsatte”.
“Fængslerne har ikke uanede økonomiske midler, og det påvirker også, hvilke tilbud et fængsel har. Idet der er en majoritet af mænd, vil både jobmæssige tilbud og fritidstilbud afspejle dette i et vist omfang. Eksempelvis er der flere steder smedje, snedkeri og andre håndværksmæssige beskæftigelsesmuligheder, som kræver en vis fysisk styrke. Det er fint for dem, som ønsker og kan håndtere sådanne jobs, men for dem, som ikke egner sig til det, er mulighederne ofte rengøring eller arbejde i vaskeri eller som gartnere – eller beskæftigelse af mere sysselpræget karakter. Måske kunne nogle tilbud målrettes bedre i resocialiserende øjemed, hvis flere kvinder var samlet i samme institution, hvad enten den er kønsblandet eller ej,” siger Charlotte Mathiassen.
Men ét er de tilbud, fængslerne selv giver de indsatte. Noget andet er hvilke aktiviteter uden for fængslerne, man støtter op om. Altså hvilke aktiviteter kriminalforsorgen giver henholdsvis mænd og kvinder tilladelse til at deltage i, når de afsoner.
Da Kriminalforsorgen selv undersøgte sine statistikker for udgangstilladelser, faldt man over visse uforklarlige kønsforskelle: Mænd får typisk lov til tage på udgang for at uddanne sig eller arbejde, mens kvinder typisk får lov til at tage på udgang til familiære eller private begivenheder. Som betænkningen fastslår: “Mænd havde oftere fri udgang til arbejde/uddannelse og resocialisering, hvorimod kvinder oftere havde udgang til sygeleje, begravelse, møde i retten eller lægeundersøgelse samt udgang til vigtige familiebegivenheder, varetagelse af personlige interesser eller indgåelse af ægteskab.”


Kvindefængsler – et særligt dansk varemærke

Betænkningen fra Kriminalforsorgen er lavet af et arbejdsudvalg, der har været på besøg i danske fængsler og på studiebesøg i fængsler i andre lande.
Både i Tyskland, Holland, Norge og Sverige arbejder fængselsvæsenet med et kønsperspektiv, og flere har etableret rene kvindefængsler.
I Danmark derimod, har man ikke et specifikt formuleret kønsperspektiv – andet end at mænd og kvinder som udgangspunkt skal afsone sammen, fordi det normaliserer fængselslivet. Og det er en praksis, udlandet har lagt mærke til.
Ifølge menneskerettighederne bør der tages særlige hensyn til kvinder i fængslerne – og de internationale anvisninger går på, at mænd og kvinder generelt holdes adskilt under frihedsberøvelse. Derfor har både FN’s torturrapportør og Europarådets Torturkomite, som er de internationale vagthunde på fængselsområdet, specifikt peget på den kønsblandede afsoning i forbindelse med deres besøg i Danmark. Ingen af dem har kritiseret arrangementet. Men de har udtrykt bekymring for, om de danske myndigheder varetager kvindernes sikkerhed godt nok, og om de sørger for, at den kønsblandede afsoning sker frivilligt.
“I mange lande vil kønsblandet afsoning være helt utænkeligt,” siger Peter Scharff, seniorforsker på Institut for Menneskerettigheder og ekspert i forholdet mellem fængsel og menneskerettigheder.
“Selvopfattelsen herhjemme har nok primært været, at muligheden for at kvinder og mænd kunne afsone sammen udtrykte noget progressivt og liberalt: Her i Danmark kan vi godt finde ud af at følge et normaliseringsprincip til gavn for strafafsonerne. Vi kan også godt finde ud af at blande køn. Men med den nye viden vi har på området, må man naturligvis sætte spørgsmålstegn ved, om man har været god nok til at håndtere de problemer, som den fælles afsoning skaber for nogle kvinder”, siger han.
Kvindelige indsattes afsoningsforhold er derfor også med i Institut for Menneskerettigheders seneste statusrapport i Danmark. I den anbefaler institutionen, at Danmark “i højere grad søger at integrere et kønsperspektiv både i forhold til varetægtsfængsling og straffuldbyrdelsen over for kvinder.”

Men sagen er langt fra enkel. Hvis Danmark skal have et rent kvindefængsel, åbner man dermed også døren op for nye udfordringer og dilemmaer, påpeger Peter Scharff. For eksempel retten til et familieliv. Et barn, der bor i Nordjylland, får lang vej at køre, hvis mor sidder i kvindefængsel på Falster.
Og så er der alle de kvinder, der ikke ønsker at sidde adskilt fra mænd – og vice versa.


Den svære balance

“Jeg har spurgt vagterne, om det er forbudt at elske rigtigt herinde?”
Citatet fra en kvindelig indsat i Anstalten ved Herstedvester står at læse i Charlotte Mathiassens forskningsrapport om kvindelige strafafsoneres vilkår.
Kvinderne i Herstedvester har en meget blandet oplevelse af, om det er et problem at være kvinde i fængslet. De fleste er enige om, at der i fængslet er “en vis strukturel og social fordel ved ikke at være singlekvinde,” som der står i rapporten. Men hvad betyder det?
Nogle kvinder beskriver, hvordan visse parforhold i fængslet får én til at gyse. Det er parforhold, hvor kvinden er så bange for sin fængselskæreste, at hun ikke tør bryde ud af forholdet. Billedet er dog ikke entydigt. Det er ikke mændene, der presser kvinderne – men kvinderne, der presser mændene, siger en kvindelig indsat. Andre fortæller om, at det er rart med en kæreste, der giver nærhed og tryghed.
I fængslet i Ringe er situationen kendetegnet ved en fængselsbefolkning bestående af flest yngre mænd med anden etnisk herkomst end dansk, mens kvinderne er etnisk danskere og noget ældre. Det skaber visse problemer, mener kvinderne, med blandt andet uro, sjofle tilråb og chikane. Og derfor kan det være en god praktisk foranstaltning at få sig en kæreste, fordi man dermed undgår andre mænds tilnærmelser, forklarer en indsat kvinde, der selv er i et forhold: “Så respekterer de, at det er en andens kvinde.”
Men det praktiske handler ikke kun om at beskytte sig selv. Det handler også om basale menneskelige behov: At opleve ømhed. At have en at holde om og dele sine sorger og glæder med i en situation, hvor man er meget alene, lyder det fra kvinderne.
“Langt hen ad vejen går det godt med kønsblandede fængsler. Og når kvinder og mænd afsoner sammen, er der tydeligvis også fordele og gode ressourcer at trække på. Udfordringen er bare, at der også er et sikkerhedsaspekt, man er nødt til at forholde sig til,” siger Charlotte Mathiassen.
Det gør Kriminalforsorgen i sin betænkning. Her vejer man forskellige hensyn op mod hinanden. Konklusionen lyder: “Det er udvalgets opfattelse, at den kønsblandede afsoning i sig selv medfører en øget sikkerhedsrisiko for de kvindelige indsattes både faktiske og oplevede tryghed. Beskyttelseshensynet til de kvindelige indsatte, der er i størst risiko for at blive udsat for overgreb og pres samt de kvindelige indsatte, der risikerer at få “reaktiveret” tidligere erfaringer hermed, finder udvalget må tillægges større vægt end hensynet til de kvinder, der vurderes at kunne håndtere og trives med den kønsblandede afsoning.”


Forskellige behov

Med til historien hører også, at kvinder, der får en fængselsdom, tilsyneladende har en anden profil end ditto mænd. De er typisk ældre end mænd, når de dømmes første gang. De er mere socialt belastede med stofmisbrug, fattigdom og seksuelle overgreb i bagagen. De har også fysiske og psykiske helbredsproblemer, herunder mange infektionssygdomme. Og mange af dem er endt i kriminalitet, fordi de havde en kriminel partner.
Der findes ingen samlet og overordnet dansk statistik på området. Men Kriminalforsorgen har indhentet viden fra forskellige undersøgelser. Tal fra Sveriges kriminalforsorg fra 2011 viser eksempelvis, at 40 procent af de fængslede svenske kvinder har været udsat for seksuelle overgreb, mens tallet for mændene er fire procent. Og at 70 procent af kvinderne har været udsat for fysisk og psykisk mishandling, mens det tilsvarende tal for mænd er 40 procent.
Forskellen i profilerne på den fængslede kvinde og mand betyder noget for, hvilke tilbud fængslerne skal sætte ind med, når de vil resocialisere de indsatte. En 35-årig kvinde med stofproblemer og en baggrund i gadeprostitution kan have brug for noget andet end en 20-årig mand, der har begået et røveri. Så hvad er de kvindelige indsattes behov?
“Det er godt spørgsmål. For der er stor forskel på de kvindelige fanger, på de forskellige afdelinger, og på de ansattes involvering i de indsattes daglige liv,” siger Charlotte Mathiassen.
Et fremtidigt kvindefængsel, hvor de manuelle “mandesysler” i snedkeriet er erstattet af “kvindesysler” som håndarbejde, løser ingenting, mener hun. Men der kan være behov for mere behandlingsprægede tilbud målrettet kvinder, der slås med skyld og skam over at have begået kriminalitet og sidde i fængsel – ikke mindst i forhold til deres børn. Der er også et stort behov i fængslerne for at booste trivslen.
“Jeg tror, de fleste er enige om, at det at kønsadskille de indsatte ikke er nogen mirakelløsning i sig selv. For der er altid sociale strukturer og hierarkier – også i kvindefællesskaber. Så det handler om, hvad man vil gøre for at forbedre den daglige livsførelse for fangerne. Hvad vil man gøre for at sikre, at de indsatte kan omgås hinanden mere hensigtsmæssigt? Hvad skal de ansattes rolle være?”, spørger Charlotte Mathiassen.
Nogle af de kvinder, forskeren har talt med, efterspørger også mere kompetencegivende uddannelse eller arbejde.
Det synspunkt er en af dem, der har oplevet de danske fængsler på tæt hold og indefra, helt enig i.


Nej tak til særafdelinger

Da Kate Maria Vinter, stifter af og direktør i organisationen Det Lærende Fængsel, fik en narkodom på 12 år og kunne se frem til at tilbringe de næste mange år i et af Danmarks lukkede fængsler, besluttede hun sig for at bruge tiden på at tage en uddannelse. Men det var ikke så nemt.
For at få lov til at læse på universitetet, var hun nødt til at sidde i et fængsel med en ledelse, der var “pro-uddannelse”, som hun formulerer det. Altså en fængselsledelse, der mener, at det er en god ide, når indsatte tager en videregående uddannelse. Der var ét lukket fængsel med den profil. Det var ikke det fængsel, Kate Maria Vinter sad i. Og hun kunne heller ikke komme til at sidde i det. For i fængslet sad der kun mænd. Man kunne ikke lige pludselig lukke en enkelt kvinde ind.
“Så kvinder havde i praksis ingen adgang til universitetet, alene fordi de var kvinder. Kun mænd havde adgang. Det var første gang i mit liv, jeg blev kønsdiskrimineret,” siger hun.
Efter lang tids indædt kamp mod fængselsledelser og Direktoratet for Kriminalforsorgen fik Kate Maria Vinter alligevel tilkæmpet sig sin uddannelse og blev bachelor i litteraturvidenskab. Hun har i dag har udstået sin straf og arbejder nu for, at indsatte i fængslerne får bedre vilkår.
Kate Maria Vinter synes, det er positivt, at Kriminalforsorgen har fået øjnene op for, hvilke barrierer kvindelige strafafsonere møder i systemet. Men hun sukker også dybt ved nyheden om, at man barsler med ideen om et rent kvindefængsel og rene kvinde-arresthuse.
“Det gibber i mig ved ordet “sær-afdelinger”. For der er en udvikling i gang med sær-afdelinger, der går stik imod tanken om resocialisering. Hvis du skal resocialiseres, kræver det, at du er et socialt individ. Det bliver man ikke af at blive isoleret. Du er i forvejen isoleret i samfundet ved at sidde i fængsel. Og hvis du så yderligere skal isoleres på en særafdeling, du i øvrigt ikke selv bestemmer, om du vil høre til, så bliver det en form for fængsel i fængslet,” siger Kate Maria Vinter.
Hun mener, at problemet med de kvindelige indsatte er overdrevet.
“Jeg har jo selv været en del af det, så jeg ved, hvordan det er. Det er rigtigt, at der er en gruppe kvinder, som er udsatte, og som skal beskyttes bedre. Men det er de allersvageste. Det er narkomanerne og de psykisk syge – og man kunne jo diskutere, om de overhovedet hører til i et fængsel,” siger hun.

Kvindefængsel eller paradigmeskift?

Kate Maria Vinter har siddet i fængsel i Ringe, som netop er et af de fængsler, hvor der har været overgreb på kvinder.
“Problemet var ikke, at mænd og kvinder afsonede sammen. Problemet var konstellationen. De kvinder, der var tale om, var nogle ældre narkoprostituerede, som man havde forestillet sig kunne have en moderrolle over for nogle drenge – hvoraf mange var andengenerationsindvandrere uden ret meget respekt for kvinder. Det var jo en super dårlig konstellation,” siger Kate Maria Vinter.
Hun mener, at det store problem for strafafsonere – kvinder såvel som mænd – kan ses i recidivprocenten, altså andelen af strafafsonere, der ikke bliver resocialiseret, men i stedet begår ny kriminalitet.
“Vi har behov for et paradigmeskifte, hvor der er mere ligevægt mellem straf og socialisering, hvis det skal have værdi for samfundet. Vi skal være meget bedre til at tro på mennesker og skubbe dem videre i livet. Som det er nu, kræver det en helt ekstrem indsats, hvis man skal gøre det, jeg har gjort – altså at tage en uddannelse, mens du er i fængsel. For du møder virkelig meget modstand. Man kan bare se på fordelingen af ansatte i fængslerne. Der er sikkerhedschefer og 5.000 betjente ansat. Men der findes ingen chefer for resocialisering,” siger Kate Maria Vinter.
Om Danmark får et kvindefængsel i fremtiden, bliver op til politikerne, når den nye flerårsaftale for Kriminalforsorgen skal vedtages.
Kriminalforsorgen har med sin betænkning lagt sine ønsker på bordet og ønsker ikke at kommentere forslaget yderligere. Men man henviser til, at der allerede er initiativer i gang for at forbedre vilkårene for kvindelige strafafsonere.
For eksempel har Anstalten ved Herstedvester tilbudt indsatte kvinder at deltage i et såkaldt VINN-program med inspiration fra Norge. Et program, der er udviklet til kvinder med det formål at støtte dem i at se deres livssituation i en større sammenhæng og give dem redskaber til at udvikle gode relationer til andre og mestre svære risikosituationer. På den måde forebygger det også ny kriminalitet.
Hvis Danmark får et kvindefængsel, er planen at kunne tilbyde alle kvindelige afsonere lignende programmer.