Da den britiske forfatter og feminist Rachel Cusk så sit ægteskab komme til vejs ende følte hun, at det var som et puslespil, hvor alle brikkerne faldt fra hinanden. Hun havde delt mange år med sin mand, og de havde to små piger sammen. At opløse familien var en sorg. Alle talte til Cusk om hendes ‘nye liv’, der ventede, men som hun selv skriver i Aftermath – on Marriage and Separation, så havde hun svært ved at se sådan på den nye situation: ‘A plate falls to the floor: the new reality is that it is broken’.
I stedet oplevede Cusk tiden efter ægteskabets sammenbrud som en efterbyrd; en stillestående, strukturløs tid, der opstår i efterdønningerne efter de store imperiers fald. Rom styrtede i grus og efterlod et midlertidigt uorganiseret kaos. Sådan føltes Cusks liv efter skilsmissen og det til trods for, at hun blev skilt på den moderne, udramatiske måde, hvor vreden og de sårede følelser bliver skubbet til side til fordel for børnenes ve og vel og det nye liv som velfungerende deleforældre.
Som en kvinde, der bedst forstår sig selv gennem ord, satte hun sig ned og skrev sig gennem processen. Den selvbiografiske Aftermath er netop udkommet på engelsk.

Den moderne skilsmisse som selvrealiseringsmodel

Man kan ellers mene, at den moderne skilsmisse er rigt beskrevet allerede – ikke mindst i Danmark. Damebladene, avisernes temasektioner og boghandlernes hylder med debat- og selvhjælpslitteratur har i årevis været fyldt med fortællinger om delefamilien som den nye livsstil. Hvor skilsmissen tidligere var et samfundsmæssigt tabu med undertoner af svigtede børn og social deroute, er den nu et fuldt ud acceptabelt livsvalg. Måske endda mere end det.
Den moderne skilsmisse har skabt en række nye familienormer, som f.eks. skribenterne i den svenske debatantologi Happy, Happy for nylig har beskrevet som værende mere tidssvarende i forhold til et moderne liv; den ene uge er du nærværende mor/far, den næste kan du koncentrere dig fuldt ud om karrieren. Det er et liv, der giver overskud og plads til alternative livsformer.
Damebladsuniverset afspejler uge efter uge fortællingen om, hvordan det at blive skilt har givet den enkelte kvinde (og mand) større selvforståelse, frihed og personlig rummelighed. Den moderne skilsmisse er på mange måder i disse fortællinger blevet en selvrealiseringsproces, og den sammenbragte stjernefamilie er blevet stedet, hvor vi viser vores overskud og ressourcer: se, vi har syv børn tilsammen, en cocker spaniel, en minibus og en stor ødegård i Sverige, hvor vi holder jul med alle vores ekser og deres nye børn og familier.
Til gengæld taler vi sjældent om sorgen. Skilsmissen er ikke længere tabuiseret; men det er tabet. Vi nævner sjældent sorgen og følelsen af ikke at kunne slå til. Fiaskoen ved ikke at få livet til at lykkes. Det store identitetsudfordrende kontroltab, der ligger lige i kølvandet på familiens opløsning. Vi bevæger os videre.
Vi taler også kun sjældent om de indviklede strukturer af magt og afmagt, der både holder kernefamilien sammen og undergraver den på samme tid.
Alt det skriver Rachel Cusk til gengæld om i Aftermath. Hun fortæller den anden side af skilsmissefortællingen.
Med afsæt i 1970-ernes feministiske tradition for bekendelseslitteratur dykker hun ned i sprækken mellem det gamle og det nye liv. Derned hvor sorgen, skylden og skammen rumsterer og hvor alt falder fra hinanden.
Resultatet er en detaljeret følelsesrapport fra disintegrationen af både en familie og en kvinde, der troede, at hun gjorde alt det rigtige.

To be or not to be a feminist

Interessant nok er det første, der disintegreres hos Rachel Cusk, hendes feminisme. Faktisk falder hele hendes feministiske selv fra hinanden.
Idet ‘civilisationen’, kernefamilien, lukker ned, oplever hun til sin egen overraskelse et primalt behov dukke op: børnene er hendes. Hun er moderen, og hun vil ikke dele.
Det sætter feministen Rachel Cusk i vildrede, for har moderskabet ikke netop været hendes feministiske identitets kampplads? Og har sejren ikke netop været at frasige sig 50 % af de moderlige forpligtelser og overgive dem til sin mand?
‘You call yourself a feminist’, bebrejder hendes mand hende lakonisk-ironisk, da hun gør krav på børnene, og hun er tilbøjelig til at give ham ret.
Måske er hun ikke længere feminist. Måske er hendes feministiske selv en rolle, der er præcis lige så uautentisk som den traditionelle kvinde- og moderrolle. Måske har hun aldrig været feminist. Måske overtog hun blot sin fars maskuline værdisæt, da hun frasagde sig sin mors passive husmorrolle. Hendes identitetskrise spyr en lang række spørgsmål ud.
‘So I am not a feminist. I am a self-hating transvestite’, lyder en del af den opgivende konklusion fra hende selv.
Selvom der er en hel del firkantede argumenter og uelegante analytiske genveje i denne del af Cusks overvejelser, er der også en fin sårbarhed i hendes ærlighed, når hun vedstår sig sit primitivt krævende moderskab. Det er ikke politisk korrekt at ville have børnene for sig selv, når der intet som helst er i vejen med deres engagerede far, der oven i købet har opgivet sin karriere for at være hjemmegående husfar. Alligevel står hun ved sin grundfølelse og vover pelsen, præcis som hun gjorde det, da hun beskrev sin afmagt overfor moderskabet i A Life’s Work: On Becoming a Mother (2001).
Det medførte dengang en medie- og læserstorm; mange vil med sikkerhed også tage kritisk afstand fra Cusks primitive generobring af moderrollen og hendes afmontering af feminismen.

Moderskabets arena

Moderskabet er endnu engang en kampplads for Rachel Cusk, fyldt med ubehag og mørke, uudforskede hjørner.
Hun slår sig i tøjret gennem det meste af Aftermath for at finde en plads til sit hele selv. Det er en ulige kamp og spørgsmålet er om den overhovedet kan vindes. Til gengæld er det svært at tro på, at feministen i hende er helt død. Hendes observante analyse af uligheden i selv det mest ligestillede af alle ægteskaber tyder i hvert fald på det modsatte.
Rachel Cusk havde aldrig ladet sig forsørge af sin mand. Tværtimod var det hende, der tjente pengene ved at skrive, mens manden gik hjemme og varetog halvdelen af de huslige pligter. Men hvor han hvilede i sin rolle og fik credit for at hjælpe hende i hendes selvrealiseringsproces, følte hun sig konstant splittet mellem hjemmet og arbejdet. Hun forsørgede familien og varetog stadig den anden halvdel af familielivet, som hun havde kronisk dårlig samvittighed over altid at komme for sent til eller ikke have nok tid til. Samtidig stod hun i konstant taknemmelighedsgæld til sin mand for hans hjælp.
Det var hendes oplevelse af ligestillingens umulighed, forstår man, der fik hende til at give op. Følelsen af at stå skakmat i det projekt, som hun i den grad selv havde troet på, gjorde ikke følelsen af tabet mindre. Tværtimod.

Sorgerindringens cirkler

Cusks beskriver sorgen eliptisk. Som sorgerindringens mester Joan Didion engang gjorde klart, kan sorgen sjældent konfronteres direkte. Man må skrive sig ind på den i cirkler.
Det samme gør Rachel Cusk. Hun spinder gang på gang anekdotiske erindringer og udvidede metaforer rundt om sorgens kerne. I kapitlet ‘Extraction’ beskriver hun den dag, hendes mand flytter ud af det fælles hus. Hun husker, at hun havde en skærende tandpine, mens hun så ham bære kasser ud af hoveddøren. Det viser sig, at roden til hendes tand ikke kan reddes. Tanden må ud, og det kommer den i en smertefuld og næsten overgrebsagtig operation. Side efter side udvides tandlæge-metaforen for den del af hendes selv, hun mister den dag. Den afbrydes kun kort af en melankolsk beskrivelse af bedstemorens hus som et sted, der engang rummede en stor kærlighed, der nu er forsvundet. Cirklerne griber ind i hinanden og udvider sig gang på gang. Det er forståeligt nok. Smerten er i sin grundform ordløs.
Alligevel er det i de passager, hvor Cusk dykker direkte ned i dagligdagens detaljer med sanselighed og nærvær, at hendes fortælling får autencitet. F.eks. da hun er nødt til at tage en lejer ind, en stille, bleg yngre mand, som hun til sidst desperat flygter fra, da hun indser, at han har genkendt sin egen ensomhed i hendes. Eller da hun møder op til familiefødselsdag med en mislykket lagkage og selv føler sig absolut mislykket ved at være den eneste, der er er uden partner. I disse sekvenser får ensomheden og savnet nærvær. Her træder den moderne kvinde frem med alle sine modsatrettede følelser, sit idiosynkratiske begær og sin længsel, der på trods af alle teoretiske krumspring vedbliver at være romantisk.

Manglen på vildskab

Det til trods er der noget uundgåeligt outdated over den kontinuerligt bekendende tristesse i Aftermath. Langsomheden føles af og til som om den tilhører en anden tid. For det er svært ikke at tænke, at der også må have været en frisættelse i Cusks skilsmisse. Hun var trods alt den, der valgte at gå. Når man læser slutningen forstår man, at alternativet ville have været noget, der lignede en klinisk depression. Der var et stærkt ønske om at have et eget liv inden skilsmissen, men tilfredsstillelsen ved indfrielsen af det ønske udebliver.
Hvor en antologi som Happy Happy ser fremad og afsøger mulighederne i det nye liv eller hvor Lone Hørslevs skilsmissedigte hamrer løs med en galgenhumoristisk vildskab, er der i Aftermath kun den stille disintegration og desperation.
Det er dens sitrende styrke, men det efterlader også et uforløst tomrum. Vi forbliver i det blodige krater tandlægen efterlod i Cusks smertende kæbe.
Selvom Cusk insisterer på, at ordet Aftermath etymologisk set har en dobbeltbetydning, idet det både betyder ‘eftervirkning’ og ‘en ny såning’ peger kun en svag antydning frem mod det nye, der spirer og vokser frem. I stedet slutter Cusks skilsmissefortælling af med endnu en distancerende cirkelbevægelse, der nok klæder sorgen og smerten af helt ind til skindet, men som også lukker fortællingen om sig selv lige der, hvor man længes efter frisættelsen og de nye horisonter.