Forventningsfulde går vi midt i Cairos myldrende trafik med fantasibilleder om økologisk, kemikaliefri, antikapitalistisk skønhedspleje med små tricks som hårfjerning med sytråd og sukkerblandinger. 

Skønhedssalonen, som vi er blevet anbefalet af en lokalkendt, ligger midt i down-town inde i en temmelig mørk opgang. Humøret skrues endnu mere op, da grå beton bliver til guld, marmor og træudskæringer og alt synes at stå i wellness-tegnet. 

En kvinde modtager os med et skarpt clairvoyant og kirurgisk blik. Mens hun spotter vores hudtype og kvindeliv, bliver vi præsenteret for behandlingsmulighederne. Først krops- og ansigtsbehandling herefter pedi- og manicure. Vi fordeler opgaverne. Jeg tager ansigtet, min kollega leverer neglene, og resten deles vi om. 

– Ok, ikke noget med søsterligt fællesskab her, tænker jeg, da vi hurtigt bliver guidet ind i hver sin kabine og bag et forhæng skal tage alt vores tøj af. Egentlig troede jeg, vi skulle beholde i hvert fald trusserne på, for det første vi blev spurgt om, var, om vi havde rene trusser med, og da min kollega havde glemt dem, var der straks en kvinde, som susede ned på gaden efter et nyt par. Men det var åbenbart til senere. 

Rosendufte og ståluld 

– Hold da op, hvad har vi lige gang i her, når jeg at tænke, mens en kvinde på min egen alder iført bikini står med ansigtet helt oppe i nakken på mig, mens hendes mave hviler på mine baller. 

– Finish?!, spørger hun, mens hun utålmodigt forsøger at hjælpe mig med det sidste tøj. 

Jeg skubbes videre ind i et rum fyldt med damp, og resolut griber hun en plastikkande og hælder vand ned over halvdelen af mit hoved. 

– Sleep! Og jeg bliver kommanderet ned på et rødt liggeunderlag, mens kander med vand pjaskes hen over mig, og en hurtig hånd sæber min krop ind i urter. Et klap på ballen får mig til at vende mig, så urterne også kan blive fordelt på forsiden af kroppen. 

Uden et ord efterlader kvinden mig i det tæt tildampede rum. Længe. Meget længe. 

Langsomt aner jeg rummets elementer og erfarer et blåt kakkelrum, der minder om en hundesalon fra min barndom med et kar og en plastikreol med sulfo og plastikskåle. For at kunne kontrollere den snigende klaustrofobi prøver jeg at udregne rummets størrelse gennem dampene. Genfinder barndomslæren om, at vingefang er lig højde og med mine korte arme, der ikke helt holder standarden og mangler 10 cm i vingefang, kommer jeg frem til, at rummet må være ca. 3 m2. I loftet sidder en lampe, der ikke lader isolationsceller noget efter. 

Så da dampmaskinen et øjeblik holder pause, bliver jeg helt lykkelig ved lyden af Cairos trafik, for verden eksisterer derude. Endnu. Og i hvilken celle er min kollega? 

Pludselig går døren op, og kaskader af vand kastes ned over mig, mens den bikiniklædte kvinde griber en stålklud, der får Nettos skuresvampe til at synes som det rene vat. Hvis jeg ikke vidste det før, ved jeg det nu: Med ondt skal ondt fordrives. 

Og jeg bliver skuret. Overalt. Reklamerne fra den forkætrede Bodies-udstilling med døde kineseres kroppe uden hud føles helt konkret. Alligevel kigger jeg vantro på liggeunderlaget, da jeg vender mig om, for nu er det forvandlet fra rødt til hvidt af død gammel hud. Sammen med huden bliver fantasibillederne af en afslappet spa-kur også skrællet af nethinden. 

Vand kastes over mig igen, mens kvindens mave igen er presset helt op mod min krop, og en klud trænger ind, der, hvor kun mennesker jeg har haft sex med, har været. Lige så overrasket jeg er over at få vasket mine kønslæber, lige så fyldt af væmmelse må hun være over min lodne krop. Alle forestillinger om wellness er forstummet, og nu er der ingen tvivl om, at her er et projekt. Og det er stort! 

Endnu engang bliver jeg overdraget til klaustrofobiens velsignelser, men denne gang i en duftende grød af urter, der dog giver lidt nydelse i dampkammeret.

Efter en tid blandt alverdens duftindtryk og uendelige studier af kakkelmønstre vælter utallige plastikkander af vand igen ned over mig, mens et resolut greb om næsen kaster mig tilbage til barndommens hæslige shampoo-scener. Endelig iføres jeg rosenolie og efter fem kvarters udrenselse får jeg lov til at slippe ud. 

Kvinde din pligt er skønhed 

Iført en badekåbe af tykt bomuld og lyserøde plastiksandaler trisser jeg over til det kirurgiske rum, hvor indehaveren sidder med maske for munden og ligner plastikkirurgerne fra tv-serien Nip/ Tuck. Træt lægger jeg mig under det skarpe lys og er på ingen måde parat til rettergangen og det store hudormeshow. 

Med den danske klinik-scene som reference, forventer jeg, at nok sælger skønhedsklinikker omsorg til forsømte og udbrændte kvinder, men der er altid dryppet malurt i bægeret. Så mens man ligger der på briksen, bævrer man for den yderste huddom. Den dom, der kun kan mildnes af klinikkens særlige produkter og behandling, så det uundgåelige kan undgås. Alderen. 

Målløs bliver jeg derfor, da Nip/Tuck-kvinden fuldstændig overvældende roser min hud, mens mit personlige hudprogram designes. Masker på- og afføres, og dufte af abrikos, honning og urter dulmer og beroliger mine næsebor sammen med forklarende ord. Hun har gudskelov ikke tænkt sig at skære i mig. 
Med vat-rondeller på øjnene mærker jeg damp og maskiner formet som sugerør, der med teknologiens landvindinger forsøger at genoplive mine collagen-depoter. Sugerørene erstattes af store hoppende og masserende sugekopper, mens jeg får at vide, at yoghurt, avokado og honning bør være en del af mit personlige hudplejeprogram. Andre bliver behandlet med kaviar endda med en særlig maskine, der kan presse olierne ud, forklarer indehaveren. Efter at være blevet befriet for forestillingen om en autentisk oriental skønhedsbehandling, tænker jeg, hvor meget nemmere det ville være at tvære en omega3-pille ud i ansigtet. 

– I hope I will see you again, you are so stressed, får jeg at vide, mens kamille og jasmin er på programmet, og jeg tænker “det tror pokker”. 

Humørløft til stresset kvindeliv 

– Kvinders liv er så stresset, de skal så meget og har slet ikke samme udfoldelsesmuligheder som mænd, derfor er det min opgave at løfte deres humør med dufte og give dem energi. Så blodcirkulationen er hele tiden i centrum, både ved at skrubbe og massere, fortæller indehaveren, mens hun forklarer, hvordan hun dagligt knuser og mikser urter fra Indien, Egypten og Marokko og blander højteknologiske behandlingsformer fra Frankrig med traditionelle arabiske måder. Enhver må selv finde sin vej blandt alle de muligheder verden byder på, fortæller hun, der i sin kundekreds har både arabiske kvinder og expats af mange forskellige nationaliteter. 

Imponeret betragter jeg den gyldne masse af honning og sukker, der skulle være det ultimative hårfjerningsmiddel. Men jeg er nået til et stadie, hvor jeg ikke orker flere smerter og takker derfor pænt nej til en behandling og går tilbage til kabinen og tager tøj på. 

Herefter sætter jeg mig ind i hamam-kulissen og venter på, at min kollega får sat en similisten ned i sin neglelak. For selvom de arabiske kvinder tydeligvis ikke ønsker nøgent kvindeligt selskab med andre kunder, er der intet i vejen for, at der alligevel bliver spillet med på orientalismens scenarier og koder til at understrege ægtheden. Så efter behandlingen sidder vi sammen med hver vores kop Lipton-the. 

Pelsning må ske 

I en have den næste aften sidder vi til møde med Kholoud Bidak, en ung egyptisk kvinde, der arbejder i organisationen Egyptian Initiative for Personal Rights. Med sit helt kortklippede hår bryder hun tydeligvis de egyptiske normer, og efter vi har holdt møde, bringer jeg gårsdagens behandlingsoplevelser på banen, som utvivlsomt har sat dybe spor hos både min kollega og jeg. 

– Blandt kvinder hedder det sig, at efter hver menstruation skulle hårene være løsere og nemmere at fjerne, og mange kvinder forsøger her at fjerne de sidste rester af urenlighed. Der vandrer endda historier om kvinder, der mister følsomheden i huden, fordi de skrubbes så hårdt, fortæller Kholoud Bidak. Hverken min kollega eller jeg betvivler sandheden. 

– Og alt hår skal fjernes. Og det der ikke fjernes, bliver bleget om det så enten er i ansigtet eller på armene, fortæller Kholoud Bidak, mens hun stolt berører sin egen kropsbehåring i ansigtet og på armene. Selv tænker jeg på min egen veninde, der til en børnefødselsdag har oplevet, at en fireårig pige forundret gik hen og rørte ved hendes hår på armene. For dem fjerner hendes egen mor da hver dag. 

Disciplineringens labyrint

Som i et spejlkabinet kastes lys på kvinders praksis, når de underlægger sig disciplineringens og skønhedens strategier. For på den ene side afslører kabineoplevelsen den benhårde disciplinering af kroppen, der i forvandlingsprocessen kræver sin kvinde i både tid og smerte. Men samtidig spejler oplevelsen også den hjemlige wellness-scenes hykleriske retorik om at ville give os kroppene tilbage, for overordnet er det fælles og overordnede mål at tæmme kroppen og indpasse den til stramt definerede idealer om skønhed og naturlighed. Behandlingerne fører os ikke nødvendigvis tættere på kroppen og velvære. 

Samtidig blev mit nordiske frisind udfordret voldsomt, her hvor mine grænser for nøgenhed og berøring bliver tydelig. 

Da vi forelagde vores undren for Kholoud Bidak, smilede hun blot overbærende og fortalte, at det da var helt almindeligt med den fysiske nærhed. Også blandt veninder. Frisind går mange veje.