Managua 31.3.2004 Lige siden hun var en lille pige, er Juana Mendez blevet spurgt til råds om alt lige fra moralske spørgsmål til mellemmenneskelige stridigheder. 

Den 46-årige nicaraguanske dommer smiler ved tanken om sin Kloge-Åge-barndom i landdistriktet Matagalpa i Nicaragua og kan nu ikke længere stoppe strømmen af minder, der vælter frem i hendes politibevogtede kontor, hvor en halv times interview med Nicaraguas mest presseomtalte dommer for længst er blevet til mere end to timers maratonsamtale om dét at besidde landets måske mest udsatte job lige nu: Jobbet som den dommer, der skal bestemme, om Nicaraguas tidligere præsident, Arnoldo Aleman, som den første i historien skal straffes for at raget offentlige penge til sig i sit præsidentembede. 
– Det har været en utrolig intensiv tid, siger Juana Mendez om opgaven.
– Presset har været enormt både rent arbejdsmæssigt men også personligt. Både min familie og jeg får løbende dødstrusler. Men jeg er vant til presset. Som jeg sagde, har jeg i hele mit altid været en person, andre konsulterede, og jeg er vant til at skulle træffe store beslutninger.

Juana Mendez er en garvet dommer. Med 16 år i embedet i Kriminalretten i Nicaraguas hovedstad Mangaua og med over 10.000 retssager bag sig, tilhører Juana Mendez den hårde kerne af Nicaraguas dommerstand. En dommerstand som i meget høj grad er domineret af kvinder. Langt størstedelen af de nicaraguanske dommere er nemlig kvinder og har ofte underordnede advokater hos sig, som også er kvinder.
– Det er så småt ved at ændre sig nu, tror jeg. Der kommer flere mænd til, men det er rigtigt, at vi er overvældende mange kvinder i dommerpositioner i det nicaraguanske retsvæsen. Måske har det noget at gøre med, at kvinden traditionelt opleves som mere retfærdig, grundig og sværere at bestikke. Kvinder går fx ikke på samme måde som mænd ud og drikker og spiser – det kunne være med forsvarsadvokaterne, siger Juana Mendez.

Mens bestikkelse og korruption i det danske retssystem er en dødssynd, er det samme langt fra tilfældet i den nicaraguanske institution for retfærdighed. Her er det alment kendt, at retsvæsenet i årevis har været korrupt, og at rige forbrydere enten slipper billigere end får deres sag for en domstol meget hurtigere end fattige forbrydere. Derfor, mener Juana Mendez, har man forsøgt at få flere kvinder ind.

Udover kønnet har de mange kvindelige dommere også et andet fællestræk. De fleste kommer fra svære kår, arbejderklassen og fattige bondefamilier. 

Dermed er den nicaraguanske dommerstand det komplette modstykke til dommerstanden i Danmark, hvor Magtudredningen for nyligt fastslog, at retssystemet ikke afspejler befolkningen, fordi de fleste danske dommere er mænd og derudover kommer fra de højere økonomiske lag i samfundet. Groft sagt er den typiske danske dommer en velbeslået mand, mens den typiske nicaraguanske dommer er en fattig kvinde.

Dette gælder ikke mindst Juana Mendez. Hele hendes familie er bønder, og hun har været vant til at skulle arbejde i marken fra helt lille sammen med resten af familien. Da hendes far døde, da Juana Mendez var 12 år, blev hun herefter sendt på en franciskansk klosterskole i en nærliggende by – både som en investering i familiens overlevelse og for at have en mund mindre at mætte. 
Men klosterlivet var ikke noget for Juana Mendez:

– Da jeg var 15 år, stak jeg af til Costa Rica. Jeg rejste alene og illegalt over grænsen og boede de næste 3-4 år som illegal indvandrer i Costa Rica, hvor jeg levede af forskelligt forefaldende arbejde.
Først da de nicaraguanske sandinister begyndte at røre på sig i midten af 1970erne, vendte Juana Mendez hjem.
– Jeg sluttede mig til guerillakrigen mod diktatoren Anastasio Somoza. I de år oplevede jeg virkelig for første gang, hvad det vil sige, at kæmpe med alle kløer for retfærdighed.

Juana Mendez gik ind i den væbnede kamp og arbejdede sig hurtigt op til en nøgleposition i guerillabevægelsens efterretningstjeneste.
– Det var en fantastisk oplevelse. Vi kæmpede mænd og kvinder side om side, ingen var mere eller mindre end de andre, og de idealer om frihed, lighed og retfærdighed, som bar os gennem kampen og fik os til at risikere vore liv, er de samme idealer, jeg bærer med mig nu, som jeg hviler på hver eneste dag i mit arbejde, og som har fået mig helskindet gennem disse mange måneder med retssagen mod Arnoldo Aleman. At kæmpe i guerillaen krævede både disciplin og risikovillighed – hvis du begik bare én fejl kunne du dø – det krævede et klart mål og en enorm koncentration, og det har lært mig utroligt meget, som jeg har kunnet bruge som dommer under pres.

Efter en opslidende retssag, der har varet 15 måneder og har budt på mere end 150.000 retsakter, sensationelle avisforsider samt harmdirrende ledere skrevet af diverse chefredaktører, traf Juana Mendez d. 7. december 2003 sin historiske beslutning: Hun idømte Arnoldo Aleman lovens strengeste straf på 20 års fængsel for korruption, hvidvaskning af penge samt misbrug af offentlige midler og sit embede. 

Juana Mendez karriereforløb er ligesom hendes køn og familiære baggrund ikke atypisk for den nicaraguanske dommerstand. Mange dommere i Nicaragua er nemlig sandinister eller har været sandinister under revolutionen, hvor mange kvinder var aktive, og hvor ligestillingsdogmet blev forsøgt holdt i hævd.

Og det er præcist her, forklaringen på de mange kvindelige dommere skal findes. Det mener Norma Morena, sociolog og kønsforsker på Nicaraguas Center for Menneskerettigheder.

– Måske ligner det ligestilling på overfladen, at vi har så mange dommere af kvindekønnet, men det er det langt fra. Det er udtryk for politisk manipulation for at holde overfladen pæn, hvad angår demokrati og menneskerettigheder, siger hun.

Norma Morena mener, at de mange kvinder er et produkt af den såkaldte “pagt”, der i 2000 blev indgået mellem de to største partier i Nicaraguas Nationalforsamlingen – El Frente Sandinista de Liberacion Nacional (FSLN) og Partido Liberal Constitucionalista (PLC). 
Pagten blev indgået på et tidspunkt, hvor den regerende præsident og leder af PLC, Arnoldo Aleman, for første gang var ved at ryge i fedtefadet for korruption, og hvor lederen af det sandinistiske oppositionsparti FSLN, Daniel Ortega, på sin side stod tiltalt for seksuelt misbrug af sin datter. Den indebar først og fremmest, at nuværende eller tidligere præsidenter – henholdsvis Arnoldo Aleman og Daniel Ortega – fik livsvarig immunitet og derfor ikke kunne retsforfølges. Men den indebar også, at dommere i Nicaragua nu bliver politisk udpeget alt efter, hvor store de respektive partier i Nationalforsamlingen var. Jo større parti desto flere dommere har man i retssystemet. FSLN er det største parti og har derfor flest dommere. Men FSLN er også et socialistisk parti, der i årevis har råbt op om ligestilling og kvindernes rolle i fx revolutionen. 

– Sandinisterne har brugt dommerudnævnelserne til pudse glorien: Se hvor mange kvinder, vi har i magtfulde positioner! Se, hvad vi gør for ligestillingen! I virkeligheden er ingen af de politiske partier oprigtigt interesserede i ligestilling – kun i at give indtryk af, at de er interesseret i ligestilling for at holde enhver kritik på afstand. Det kommer tydeligt til udtryk, når man ser på, hvilke dommerposter, kvinderne får. Her er fordelingen af ansvar meget ulige. Dommerne i de lavere retsinstanser, som der er flest af, er kvinder. Men de får også en dårlig løn. De højere retsinstanser derimod – Højesteret og Appelretten – er domineret af mænd. Hvorfor? Fordi det er langt mere prestigefyldt, lønnen er større og status er højere. Så i virkeligheden er vores mange kvindelige dommere kun udtryk for, at retssystemet pga. politisering og korruption ikke nyder særlig stor anseelse – ikke mindst i de lave instanser.

Juana Mendez er enig i at et dommerjob i Nicaragua ikke er det mest prestigefyldte, der findes. 
– Det handler meget om magtens kultur her i landet. Tidligere dominerede de magtfulde i samfundet – folk i det private erhvervsliv og i det politiske miljø – domstolene. Men i dag kommer dommerne fra arbejderklassen, vi er fra fattige kår. Som dommer er din løn ussel, så det er de færreste rige, der gider gå efter at blive dommer, siger hun.

Det er for Juana Mendez også forklaringen på, hvorfor domstolene generelt har et så dårligt ry for at være korrupte. 
– Medierne er derimod stadig i hænderne på overklassen, og derfor opstår der en interessekonflikt for medierne. De er dybt politiserede og gør alt, hvad de kan, for at stigmatisere dommerstanden. Det gælder ikke mindst den måde, jeg er blevet behandlet på i pressen. Mit arbejde er hverken blevet respekteret eller værdsat, jeg har oplevet utrolig megen personlig kritik, hvor jeg blevet angrebet for min måde at administrere loven på.

Især under sagen mod Aleman rettede pressen skytset mod Juana Mendez. Hun blev beskyldt for at lægge under for politisk pres, som resulterede i, at Aleman ikke kommer til at sidde 20 år bag tremmer men 20 år lukket inde i sin millionvilla i stedet. Til dette siger Juana Mendez køligt:
– Mine idealer holder jeg fast i uanset hvem, det drejer sig om. Min måde at administrere loven på handler om respekt for menneskerettigheder. 

Disse idealer er hellige for hende, siger Juana Mendez. Og det er de idealer, hun har som både menneske, tidligere ventreorienteret, professionel – og som mor og kvinde.
– I sagen om Aleman har jeg taget hensyn til den tiltaltes meget dårlige helbred og familiære og personlige omstændigheder. Det gælder ikke bare Alemans sag, men alle sager jeg har – fx har jeg netop forsøgt at få en kvinde, der er heroinmisbruger og er blevet dømt for narkosalg, overflyttet til et bedre fængsel tættere på hendes børn og give hende udvidet adgang til besøg, fordi børnene er små og har brug for hende.
Om kvinderne i Nicaragua bliver ved med at dominere retssystemet i fremtiden er meget usikkert. For i disse dage er der mange – ikke mindst udenlandske donorer i landet – der vil have lavet systemet om, så dommere bliver udpeget efter evne og ikke efter politisk overbevisning. Derudover ønsker de liberale i landet at få indført en klausul i reformerne, som betyder, at folk der har en historie inden for “undertrykkelse” – dvs. konkret sige folk, der har arbejdet for sandinisterne – ikke må besidde embeder i retsvæsenet. Kommer reformerne igennem, vil dette helt klart få effekt på de mange kvinder med sandinistfortid, der lige nu svinger hammeren i retfærdighedens – og ligestillingens – navn, mener Norma Morena.
– Det dårlige er selvfølgelig, at kvinderne vil forsvinde ud af systemet. Men det gode er, at vi så faktisk vil få at se, hvor meget ligestilling vi i realiteten har i Nicaragua – og det kan måske anspore forandringer.

Ulrikke Moustgaard er freelance-journalist og skriver regelmæssigt for FORUM