Fakta om stemmer fra en bydel

Ann-Dorte Christensen er professor ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, Aalborg Universitet. Hun beskæftiger sig især med kønsforskning, medborgerskab og hverdagsliv.
 
Sune Qvotrup Jensen er lektor ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, Aalborg Universitet. Han beskæftiger sig især med kønsforskning, subkulturer og bystudier.
 
Udover de to hovedforfattere indgår der også bidrag af lektor Stine Thiedemann Faber og lektor Jakob Skjøtt-Larsen. Lektor Jan Brødslev Olesen har redigeret bogens omfattende billedmateriale.
 
Forskerne Ann-Dorte Christensen og Sune Qvotrup Jensen fra Aalborg Universitet har især været interesseret i forholdet mellem køn, etnicitet og klasse i bogen Stemmer fra en bydel. Etnicitet, køn og klasse i Aalborg Øst, der udkommer på Aalborg Universitetsforlag i august 2012. Bogen bygger på projektet INTERLOC - Køn, klasse og etnicitet som Forskningsrådet for Samfund og Erhverv støttede fra 2007-2011.
 
Bogens analyser er baseret på et omfattende empirisk materiale bestående af:
 
  • personlige interviews med 27 beboere og seks socialarbejdere
  • undersøgelse af to foreninger i bydelen: Foreningerne Kvindernes Vækst og Borgerforum
  • medieanalyse af avisartikler om bydelen
  • statistiske oplysninger
Bogens hovedresultater er sammenfattet i pjecen Aalborg Øst. Hverdag og Fællesskab. Pjecen udgives på dansk, arabisk, somalisk og tyrkisk og kan downloades gratis fra Aalborg Universitetsforlags hjemmeside.

Bangladesh bliver Aalborg Øst ofte kaldt. Aalborgs bydel med postnummeret 9220, der er opført i 1960erne og 1970erne, befinder sig helt nede på bunden af det symbolske hierarki, og står som en stor kontrast til den langt finere bydel Hasseris i Aalborg.
Forskere fra Aalborg Universitet med professor Ann-Dorte Christensen og lektor Sune Qvotrup Jensen i spidsen har nu undersøgt hverdagslivet og de sociale relationer i bydelen Aalborg Øst.
-Intersektionalitetsbegrebet var lige kommet frem blandt danske kønsforskere, da vi for ca. 5 år siden startede projektet, så derfor satte vi os for at undersøge hverdagslivet i sin fortætning, hvor man både inddrager køn, klasse og etnicitet i området. For områder som Aalborg Øst, der er Nordjyllands mest multikulturelle område, repræsenterer nogle af de nye udfordringer det danske velfærdssamfund og dermed den danske model står over for, fortæller forskerne.

Etnicitet er afgørende

-Ved at arbejde med køn, etnicitet og klasse samtidig, har det empirisk været muligt at se mangfoldigheden i hverdagslivet. Af de tre kategorier ser etnicitet ud til at være den mest fremtrædende faktor, fortæller professor Ann-Dorte Christensen ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet og fortsætter:
-Etnicitet er afgørende for, hvordan Aalborg Øst bliver italesat og for områdets sociale mekanismer. Området er præget af en stærk etnificering. Det vil sige, at området opfattes og omtales som om, det er stærkt præget af etniske minoriteters tilstedeværelse, og det til trods for, at de etniske minoritetsgrupper fylder under 20 % af den befolkning, der rent faktisk bor i Aalborg Øst. Og det har også indflydelse på, hvordan man skal forstå både klasse og køn. Det, at vi arbejder med alle tre kategorier samtidigt, giver et mere nuanceret blik på køn og klasse, så begrebet klasse kommer i spil igen.

Klasserejser

-Tidligere har man sagt, at klasserejser ofte er forbundet med kvinder i forhold til uddannelser. Når migranterne kommer til Danmark, kommer de etniske minoriteter ofte til at bo sammen med nogle helt andre mennesker, end de er vant til at omgås i deres hjemlande. Så for mange er der tale om en nedadgående klasserejse. For de kommer ofte fra en anden og højere position, som er vanskelig at fastholde i Danmark. Blandt etniske minoritetsgrupper er derfor, ligesom hos mange etniske danskere, et stort fokus på, at man arbejder sig op gennem sine børn, og et ønske om at bryde den sociale arv eller genetablere en tabt social position, fortæller Ann-Dorte Christensen.
-Et af de helt væsentlige fund i denne undersøgelse er, at det ser ud til, at mændene har væsentlig sværere ved migrations-situationen end kvinderne. Et bud kan være, at der sker et tab af manderollen, når man flytter hertil. Man har måske tidligere tegnet og defineret familien og været den uundværlige. Men efter tilflytningen kan manden ikke genskabe den samme klasse og kønsposition. Hertil bliver etniske minoritetsmænd måske også defineret som problematiske, så der derved kommer en dobbelt stereotypisering af etniske kvinder og etniske mænd, supplerer Sune Qvotrup Jensen lektor ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet og fortsætter:
-Hvor etniske minoritetskvinder bliver stereotypifiseret som ofre, bliver mænd stereotypifiseret som slyngler og skurke. Og når kvinderne er ofre, er de ofre for deres mænd. Samtidig betragter det danske velfærdssamfunds etniske minoritetsmænd og – kvinder forskelligt. For her har man været meget fokuseret på at hjælpe kvinderne. Og det er der ikke noget i vejen med, men man har ikke tænkt på, at mændene også har problemer. Man har i et eller andet omfang tænkt, at de klarer sig nok, for de er jo mænd. Pr. definition er etniske minoritetskvinder værdigt trængende, mændene har derimod ikke den store sympati omkring sig. Det ser derfor ud til, at mændene er mere marginaliseringstruet end kvinderne. Uden at det skal være et argument for, at man skal holde op med at hjælpe kvinderne, eller at de ikke også har problemer, understreger Sune Qvotrup Jensen og fortsætter:
De unge etniske minoritetsmænd bliver stigmatiseret, og typisk bliver de opfattet som problematiske og kriminelle. De lidt ældre etniske minoritetsmænd, de voksne, de møder samtidig vrangsiden af den måde den danske debat om ligestilling mellem kønnene og integration bliver kørt på. Fordi ligestillingsproblemer er noget, de andre har. Det er ikke noget danskerne har. Og når de andre har ligestillingsproblemer, så må det også betyde, at etniske minoritetsmænd er patriarkalske. Det er der måske også nogle, der er, men selvsagt ikke alle. Ikke desto mindre risikerer alle etniske minoritetsmænd at blive positioneret som problematiske, og det er ikke en særlig behagelig position at blive sat i.
Samtidig har mændene ikke i samme grad som kvinderne mulighed for at gøre den nye situation meningsfuld ved at investere i hjem og omsorg.

Foreningsdanmark er mere åben over for kvinderne

Stærke handlekraftige og synlige etniske minoritetskvinder modsvares af langt mere udsatte og marginaliseringstruede minoritetsmænd er et af bogens overraskende konklusioner, og dermed tegner bogen et helt andet billede end mediernes.
De unge mænd med etnisk minoritetsbaggrund fra Aalborg Øst bliver til en vis grad stereotypificeret i medierne, hvor de bliver stigmatiseret og kategoriseret som farlige og utilpassede. Samtidig ser det ud til, at Foreningsdanmark i højere grad appellerer til kvinder end til mænd med etnisk minoritetsbaggrund, selvom særligt deltagelsen i foreningslivet har stor politisk opmærksomhed, fordi det ses som et stærkt integrationsredskab.
-Man har en forestilling om, at man skal integrere gennem projekter, og det retter sig ofte mod kvinderne. For man har nogle forestillinger om, at de er undertrykte, og dem vil man hjælpe, fortæller Sune Qvotrup Jensen, der samtidig understreger, at der også er mange små og større kulturforeninger med etniske minoritetsmænd, men at man ikke ved så meget om dem.

Tilhørsforhold til 9220 uden hverdagsracisme

Bogen viser også, at de etniske minoriteter har et nært tilhørsforhold til bydelen på samme måde som de etniske danskere, hvorimod tilhørsforholdet til Danmark som nation er noget lavere.
-Der er altså tale om et skisma mellem det lokale og nationale tilhørsforhold. Her føler mange af de etniske minoriteter sig diskrimineret af nationalstaten og krænket af de nedladende debatter, der er i medierne, fx om muslimer. På hverdagsniveau ser det derimod ud til, at naborelationer foregår fredeligt, og man omgås hinanden uden konflikter, selvom der ikke er megen kontakt. Faktisk har vi næsten ikke stødt på historier om hverdagsracisme, selvom vi har spurgt meget ind til det. Derimod er det tydeligt, at man er glade for at bo der og mødes side om side. Man har en venlig omgangstone. Mange ønsker dog, at de godt kunne tænke sig mere kontakt, for i det private rum er der ikke meget kontakt, men i forhold til det offentlige rum fungerer det fredeligt, fortæller Ann-Dorte Christensen og fortsætter:
-Det kom lidt bag på os, for vi havde en forestilling om, at der var hverdagsracisme og krænkelser, og derfor spurgte vi meget til det. Men der skulle graves dybt i erindringerne for at finde noget, der nagede eller gjorde ondt. Der var i højere grad tale om en følelse af forurettelse i forhold til den overordnede, politiske diskussion om etniske minoriteter i Danmark.
-For de ældre er det tydeligt, at det især er i erindringen eller forestillingen om det, der engang var hjemlandet, at man har et tilhørsforhold frem for det konkrete hjemland. For både hjemlandet og én selv udvikler sig. Men man har en følelsesmæssig investering i det, man husker. 
Mange af de etniske danskere ser det også som en stor styrke at bo i Aalborg Østs multikulturelle samfund, hvor fx daginstitutioner og skoler fungerer som en stor integrationsfaktor.
I Stemmer fra en bydel. Etnicitet, køn og klasse i Aalborg Øst bliver der især gjort op med myten om, at man kun har rødder et bestemt sted, for man kan sagtens have rødder mange forskellige steder. Her fortæller Ann-Dorte Christensen:
-Jeg er overrasket over, hvor hurtigt og positivt mange har fundet sig til rette. Især de unge, der fortæller, hvor traumatisk det har været at forlade hjemlandet, men også hvor hurtigt de har kunnet finde sig til rette og skabe sig en tilværelse her i Aalborg Øst. Og især nogle af de unge kvinder har haft vanskeligt ved at komme tilbage til hjemlandet. For her har mange fået øjnene op for de kønsrelationer, de er opvokset med, og det er svært for at komme tilbage til patriarkalske familiemønstre. Samtidig har det også for nogle været vanskeligt at acceptere, at de skal støtte familierne i hjemlandet økonomisk, når fx, som en ung kvinde fortæller, at hun opfattede kvinderne i hjemlandet som dovne, mens at hun selv skulle arbejde og herefter sende sine tjente penge ned til dem.
-For de ældre er det tydeligt, at det især er i erindringen eller forestillingen om det, der engang var hjemlandet, at man har et tilhørsforhold frem for det konkrete hjemland. For både hjemlandet og én selv udvikler sig. Men man har en følelsesmæssig investering i det, man husker. Og det kan man sagtens have samtidig med, at man føler sig ligeså meget hjemme det nye sted. Det er ikke et enten eller, og det er hverdagslivet, som har betydning for, hvor man føler sig godt tilpas. Og så kan man godt også have nogle erindringer med, understreger Ann-Dorte Christensen.

Aalborg Øst en god model for bydelsarbejde

Begge forskere mener, at Aalborg Øst er en god model, når det gælder bydelsarbejde, for her er der både arbejdet ‘nede fra’, fx fra de aktive beboere og ‘oven fra’, fx fra det politiske og kommunale system. Generelt har der været et stort fokus på kvarterløft med mange foreninger og tilstedeværelsen af daginstitutioner og grønne områder kombineret med både professionelle og frivillige ildsjæle samt en bred sammensætning af mennesker, der bor der, og det har vist sig at være en stor styrke. Sune Qvotrup Jensen siger:
-Man har haft succes med en lokal velfærdsstat, her kommunen, som med deres arbejde har gjort noget for området i samarbejde med de lokale boligforeninger og i dialog med dem, som bor her. Man støtter områdets ildsjæle, og det betyder, at man undgår mange problemer. Tidligt har man satset på imagearbejde, og det er lykkedes at fastholde en stemning af, at man ikke skal skamme sig over at bo der. Og det er måske også forklaringen på, at dem, der bor i Aalborg Øst, er glade for at bo der, fordi de netop er blevet støttet i at føle både stolthed og værdighed over at være bosat i området. At det så ikke rækker uden for området, er selvfølgelig ærgerligt, men måske er det også meget at forlange, fortæller Sune Qvotrup Jensen, der selv har boet i området efter forældrenes skilsmisse og som ung studerende, og både i sit speciale og ph.d.- afhandling har forsket i området.
-Vi vil meget gerne følge op med undersøgelser af de etniske minoritetsmænd, fx mænd, der bliver skilt. Der var været for lidt fokus på de voksne mænd, og for lidt fokus på misbrugsproblemer, som ofte er et blindt punkt hos socialarbejderne, især når det gælder alkohol. Vi kan også se, at der er blinde pletter i socialarbejdet, når det drejer sig om minoritetsmænd, der går til grunde.

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram

KVINFO's program i Mellemøsten og Nordafrika er støttet af Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram under Udenrigsministeriet (tidligere Det Arabiske Initiativ).


Man skal altså være opmærksomhed på, at man også skal gøre noget for mændene. Man kan sagtens gøre begge dele, understreger Sune Qvotrup Jensen.
Han skal nu sammen med Ann-Dorte Christensen og de andre forskere fra Aalborg Universitet holde dialogmøder med Aalborg Østs beboere, Aalborgs byrådspolitikere og socialarbejdere om bogen og dens forskningsresultater. Og som begge forskere siger:
– På landsplan må vi håbe, at der er nogen, der kan lære af det.