Ser man på den mangfoldighed af billeder og fortællinger om sløret, der findes op gennem historien og i samtiden, bliver det hurtigt tydeligt, at slør kan tillægges de mest omskiftelige betydninger. Slør har deres egen grammatik afhængig af tid og sted samt hos forskellige grupper og individer. Slørets betydning kan desuden variere hos den enkelte kvinde, der bærer slør. 

I den persiske kultur, i førkristen tid, blev sløret brugt til at markere social status. Adelens kvinder skulle bære det, mens det var forbudt for slavinder, konkubiner og prostituerede. I det antikke Grækenland udgjorde sløret en del af adskillelsen mellem hjemmet og det politiske fællesskab. 

Inden for kristen tradition har hovedtørklædet signaleret kvinders underordnede status ifht. mænd ved religiøse sammenkomster. I Indien markerede det røde bryllupsslør og det hvide enkeslør overgangen til forskellige stadier i livscyklen. Vesteuropas hvide brudeslør symboliserer uskyld, mens et gennemsigtigt slør viklet om en nøgenmodel i bladet Playboy igen spiller på helt andre associationer. Det gør den fuldt tildækkede kvinde, som tager imod børnene efter skole i en saudiarabisk mælkepulverreklame, også. Slørenes variation i farve, form og struktur skaber et komplekst socialt sprog. De bruges til at markere region, klasse, alder, civil status, slægtsskabsrelation og religion. 

I dag forbindes slør med muslimsk kultur. Det er en arv fra kolonitiden. Før 1900-tallet blev slør ikke sat særligt i forbindelse med islam. Hovedtørklæde var almindelig beklædning blandt kristne i det europæiske landskab langt op i 1900-tallet, og mørke heldækkende slør var heller ikke noget særsyn blandt sørgende kvinder på landet og i Sydeuropa.

Først da de europæiske kolonimagter begyndte at betragte brugen af slør som noget karakteristisk for muslimsk kultur i kolonierne, vandt forestillingen om sløret som et islamisk påbud – snarere end et udtryk for lokale sæder og skikke – fodfæste også blandt muslimske lærde. 

Slør har mange navne

Vi har ikke noget ord, som helt svarer til de betegnelser, man bruger i muslimske samfund for de beklædningsgenstande, der dækker håret, kroppen og/eller ansigtet. Der findes forskellige navne for alt fra Irans sorte chador (der bogstaveligt betyder “telt” og leder tankerne hen på et mobilt hus) over den egyptiske overklasses designer-scarf til den algeriske hvide hijab. Og fra den omanske burja til tesettür i Tyrkiet og mursak i Centralasien. 

I Sverige foretrækker nogle ordene “sjal” eller “huvudduk”  (hovedtørklæde) for at tage afstand fra “slørets” kolonialistiske undertoner. Begge begreber er dog problematiske. De betegner stofstykker, som kun bruges til hovedbeklædning, og udelukker dermed andre former for slør, særligt den heldækkende slags. Ordet tørklæde henviser desuden til de betydninger, som kvindelig tildækning af hovedet har haft inden for den kristne tradition. Det er særligt problematisk, fordi forestillingen om, at det muslimske slør indebærer en underordning af kvinder, egentlig er knyttet til den paulinsk-kristne tradition, hvor tørklædet netop er et tegn på kvinders underordning. I stedet for som tilsigtet at gøre muslimske slør mindre fremmede ved at bruge en hjemlig betegnelse, bidrager begrebet tørklæde derfor til at reducere vores forståelse. 

Man kan spørge sig, om den følelsesmæssige ladning, det muslimske slør giver anledning til i Vesten, hænger sammen med den besynderlige glemsel, som er faldet over den næsten 2000-årige kristne tørklædetradition inden for de seneste årtier. Det var først i 1960’erne, den katolske kirke opgav kravet om, at kvinder skulle bære tørklæde under gudstjenester – et krav, som stadig efterleves af andre kristne trossamfund. 

Jeg bruger her begrebet slør som en fællesbetegnelse for forskellige slags beklædningsgenstande, der skal dække håret, kroppen og/eller ansigtet. Desuden analyserer jeg selve begrebet slør, med fokus på slørets plads i den kolonialistiske repræsentation af orientalske kvinder og på tre spændingsfelter, som skabelsen af betydninger omkring sløret udfolder sig indenfor: 1. sensualisme/kønsundertrykkelse, 2. tradition/modernitet, 3. magt/modstand. 

Sensualisme og kønsundertrykkelse 

I kølvandet på den europæiske modes oprør mod viktorianske idealer begyndte den orientalske kvinde at fremstå på en gang fremmed, fristende og forargende for vesterlændinge. Det muslimske slør var omgærdet af eksotiske og orientalistiske forestillinger, som skabte modsigelsesfulde billeder af dets forhold til kvindelig seksualitet. Sløret blev på en og samme tid tolket som en slags seksualisering og som et redskab til at afseksualisere kvinder. 

I begyndelsen af 1700-tallet oversatte Antoine Gallard den arabisk-persiske eventyrsamling Alf Lailah wa Lailah (Tusind og en nat), der vakte sensation i litterære europæiske kredse. Tusind og en natblev hurtigt en metafor for Vestens romance med et magisk og sensuelt Østerland, en projektionsflade for længselsfulde fantasier. 

Vestlige kunstnere og forfattere som Lady Mary Wortley Montagu, Jean-Augusta-Dominique og Gustave Flaubert fremmaner i deres gengivelser af østerlandet en sanselig eventyrverden af tilslørede haremskvinder, mavedanserinder, hamam, odalisker, velduftende salver, røgelse, flyvende tæpper, slangetæmmere, kontemplativ mystik og magiske vidundere; en fantasiens tilflugtsted, der rummede et opgør med oplysningens vægt på fornuften, civilisationens krav om selvkontrol og en stadig mere tilknappet seksualmoral. 

Kolonisering som “kvindefrigørelse” 

I kolonialistiske beretninger var der derimod fokus på kvindeundertrykkelsen hos de koloniserede. Kvindespørgsmålet markerede forskellen mellem de civiliserede og barbarer. Eftersom sløret var så stærkt forbundet med spørgsmålet om kvinder, blev mænds brug af slør usynliggjort: Hvor mange lægger egentlig mærke til, at også saudiske mænd og mange beduiner tildækker hoved og krop med store stykker stof af varierende farve og snit? 

Undertrykkelse af kvinder var et centralt element i den sovjetiske administrations fremstilling af det særlige ved de centralasiatiske samfund. Sovjetiske forfattere kritiserede det uzbekiske slør,paranji, for at afskære kvinder fra erhvervsarbejde og dermed være en økonomisk hindring. De beskrev, hvordan kvinderne var fysiske slaver af deres tøj, der blev betegnet som “et fængsel”. 

Paranji blev desuden anklaget for at være uhygiejnisk og usundt, og for at føre til bl.a. muskelsvækkelse, tidlig ældning, dårligt blodomløb, vanskelig vitaminoptagelse, komplicerede fødsler og amning samt ophobning af giftige stoffer. Ud over kritikken af selve beklædningsgenstanden blev sløret angrebet som symbol for den sovjetiske forestilling om hele kvindeundertrykkelsen i Centralasien. Man hævdede, at sløret var med til at holde kvinder uvidende, særligt udsatte for sygdomme og afskårne fra lægehjælp til sig selv og deres børn. 

Også for de sovjetiske kvindeaktivister var sløret mættet med kønspolitik. Ligesom kolonimyndigheder og videnskabsfolk opfattede aktivisterne de tilslørede kvinder som det yderste udtryk for islams bagstræberi og barbari. Fra et feministisk perspektiv så man sløret som et symptom på den særlige undertrykkelse af den orientalske kvinde, som hang sammen med harem, eunukker, kønsadskillelse og polygami. Men til de sovjetiske kvinders fortvivlelse kunne de ikke mobilisere en vilje hos de uzbekiske kvinder til at tage afstand fra sløret, trods kolonimagtens informationskampagner, teatralske slørafbrændinger, vage løfter om belønninger eller trusler. Aktivisterne undervurderede forskellen mellem deres egen og de uzbekiske kvinders opfattelse af, hvad de vigtigste problemer var, og hvad henholdsvis frihed og undertrykkelse indebar. 


Af- og tilsløring kan være feministisk handling 

Forskning såvel som kvindebevægelser i Tredje Verden har været med til at skabe opmærksomhed om, at det der ses som undertrykkelse henholdsvis frihed er situationsbestemt og afhænger af betragterens udgangspunkt og værdier. Polygami kan synes kvindeundertrykkende for en vesterlænding, i hvert fald når den udøves asymmetrisk af mænd. Men den tredje hustru i et polygamt ægteskab, der tvinges til skilsmisse som indvandrer i et vestligt land – hvilket gør hende til en illegitim elskerinde uden arveret – opfatter måske ikke lovgivningen som frigørende. 

Det nære forhold mellem individuelle valg og sociale idealer gør det også svært at trække skillellinjen mellem frihed og ufrihed. Er kvinden, som giver efter for arbejdsmarkedets pres og tager sløret af, fri? Er kvinden, som tager sløret på, når hun skal hjem til familien, ufri? Skal man se disse kvinders handlemåde som strategiske valg? 

Postkoloniale feminister hælder til at se både af- og påtagning af sløret som legitime feministiske handlinger i en historisk kontekst, når initiativet kommer fra kvinderne selv. Religionsforskeren Helen Watson anser fx både den egyptiske bølge af af-sløringer i starten af 1900-tallet og de seneste årtiers tilsløring blandt universitetsstuderende som dele af den feministiske tradition, og hun tolker nutidige egyptiske feministers brug af slør som en slags “modstrømsfeminisme”. 

Den postkoloniale feminist og kunstner Trinh Minh-ha mener, at vi hverken skal lade det dominerende køn eller den dominerende kultur bestemme, hvad der er normalt eller afvigende, undertrykkende eller frigørende for kvinder. Kvinder kan tage sløret af som et oprør mod mænds forsøg på at kontrollere deres kroppe. De kan vælge at beholde sløret på – eller begynde at bruge det for at skabe deres eget råderum, et kvindeligt rum. Sløret kan også være en måde at tiltage sig retten til at være anderledes over for en homogeniserende magt. 

Er dyr civiliserede, når de ikke går med tørklæde?

Klædedragt er længe blevet koblet til graden af udvikling i europæisk tanketradition, og her har sløret spillet en central rolle. Kolonimagter som Frankrig, England og Sovjetunionen udpegede kvinder, der “gemte” sig bag slør og holdt sig indendøre, som en forhindring for “moderniseringen” af kolonierne, og gjorde hvad de kunne for at udrydde denne skik. Det er sigende, at kolonimagtens generaler i Algeriet fejrede deres magtovertagelse 13. maj 1958 ved at iscenesætte en demonstration, hvor en gruppe algeriske kvinder på teatralsk vis blev af-sløret. I Uzbekistan var anti-slørkampagner som nævnt en del af den sovjetiske kolonimagts forsøg på at omorganisere samfundet. 

En del modernistiske nationalstater har set ophør af slørbrug som et udtryk for nationens fremskridt og dens identitet som civiliseret. I Iran forbød Reza Shah i 1936 sløret. Han så det som et tegn på manglende modernitet og et tilbagestående samfund. Politiet fik ordrer om at fjerne kvinders slør på gaden, hvilket resulterede i, at mange kvinder holdt sig inden døre. 

Senere blev et påbud om slør en del af Ayatollah Khomeinis Iran. En af ideologerne bag det nye regimes holdning til slør var den marxistisk og eksistentialistisk inspirerede Ali Shariati, som så slørets tilbagekomst som et tegn på den muslimske kvindes uafhængighed. En kvinde, der har opnået en vis grad af religiøs bevidsthed, er i stand til at vælge sit eget liv uden at lade sig påvirke af tv og passivt forbrug. Hun befrier sig selv fra mode og ydre forventninger og udskifter identiteten som modeslave med en som et ægte troende og engageret menneske. Sløret er således et tegn på fremskridt i forhold til den vestlige kapitalistiske kultur. 

Et eksempel på denne ideologiske strid kommer også til udtryk i en grafitti fra Teherans gader i 1997, der vender den vestlige forestilling om forholdet mellem slør og civilisationsgrad på hovedet: “Hvis af-sløring er et tegn for civilisation, så må dyrene være de mest civiliserede”. 

Kvinders stemmer overhøres i kampzonen

Til trods for at kvinder ofte bliver genstand for modernisternes og traditionalisternes politik, forsvinder deres stemmer i konfrontationen mellem dem. I begge lejre betragtes kvinder som sårbare over for modstanderens indflydelse. I den globaliserede verden og dens multikulturelle samfund indgår sløret i styrkeprøven mellem en almen (national/demokratisk/liberal/universel) kultur på den ene side og en partikulær kultur på den anden. 

Kvinders stemmer forsvinder i tovtrækkeriet mellem den overordnede kulturs dominans og en slags kulturalisme-som-modmagt blandt minoriteter. Denne kulturalisme får næring af myten om oprindelsen af en egen “tradition” i et fjernt hjemland. Men ingen kultur er så entydig og statisk, som kulturalismen-som-modmagt fremstiller det. Tværtimod eksisterer der ofte helt modsatrettede tendenser mellem de tolkninger, der udvikles i og uden for “hjemlandet”. 

Slør som symbol for en særegen identitet har tendens til at være vigtigere for minoriteter end for folk i de samfund, hvor brug af slør er det normale. Når unge i vestlige samfund vælger at bære slør, handler det derfor mere om at skabe nye urbane subkulturer end om oldgamle traditioner. 

Magt og modstand 

Det er ikke nogen tilfældighed, at sløret har været et centralt felt for magtudøvelse for både kolonimagter og nationalstater. Det repræsenterede private bånd af loyalitet mod klan og familie, som potentielt eller reelt udgjorde en forhindring for at centralisere magten. Forbud og påbud blev derfor brugt som magtmiddel af koloniale administrationer, stater samt politiske og militære organisationer. 

Hos antikoloniale nationalister i lande som Algeriet og Uzbekistan blev kvindespørgsmålet centralt i modstanden mod kolonimagten. Vestliggørelse af kvinder kom til at repræsentere en overgivelse til koloniherrerne, moralsk dekadence og identitetstab. Nationalistiske kvinder blev set som garanter for traditionens overlevelse. Splittelsen mellem en offentlighed, der var gennemsyret af kolonimagtens orden og hjemmet som åndelighedens domæne forvandlede den hjemmegående husmor til en vogter af traditionen. Uanset hvad den enkelte kvinde valgte, skete det inden for den tolkningsramme, som den koloniale “kamp om sløret” satte. 

Franskmændene opfordrede kvinder i kolonierne til at holde op med at bruge slør og gav dem, der gjorde det, status som “europæiske”. Europæisk tøj blev opfattet som et synligt tegn på loyalitet mod kolonimagten. I Algeriet blev den franske kampagne mod sløret, der nogle steder fik voldsomme udtryk, opfattet af den arabisk/berberiske befolkning som en del af den koloniale strategi for at underminere deres sociale og kulturelle strukturer. Sløret blev derfor et symbol for patriotisme. I forskellige faser af befrielseskampen blev af- og tilsløring brugt som våben. Det forandrede slørets betydningsfelt, som Frantz Fanon har påpeget. Det mistede uigenkaldeligt sin rent traditionelle dimension. 

Også i Palæstina bruges sløret som modstandssymbol mod en fremmed besættelsesmagt. Mange palæstinensiske kvinder opgav sløret i 1940’erne, men har taget det i brug igen i forbindelse med den palæstinensiske opstand mod Israel. Denne udvikling er tilsyneladende stærkt folkeligt forankret og hænger delvist sammen med den globale islamiske vækkelsesbevægelse i de seneste årtier, selv om der også har været rapporter om, at væbnede modstandsorganisationer har presset kvinder til at bære slør for at markere loyalitet. 

Sløret har fået en renæssance

I dag opfattes sløret som symbol for et muslimsk alternativ til eller en trussel mod den etablerede globale orden. Brugen af slør har fået en renæssance blandt muslimer siden midten af 1970’erne i lande som Egypten, Indonesien, England og Frankrig. I repressive sekulære stater som Egypten bruges sløret som en måde at tage afstand fra korruptionen hos magteliten og dens forbrugeriske livsstil, der ses som en årsag til samfundets økonomiske og politiske problemer. I Vesten vælger mange muslimer at synliggøre deres tilstedeværelse med sløret og dermed fylde noget i en kontekst af diskrimination. 

En global politisering af det muslimske slør har i 1990’erne resulteret i forbudslovgivning i en række stater som fx Egypten, Marokko, Frankrig og Uzbekistan. Nogle af disse steder forbindes sløret med velfærdsstatens sammenbrud og en forestilling om islamisme som den største trussel mod den globale sikkerhed. Et eksempel er Uzbekistan, hvor spørgsmålet om slør har fået udenrigspolitisk status siden 11. september 2001. Her har regeringen udtrykt bekymring over, at brugen af muslimsk klædedragt vil skade landets internationale anseelse, og et slørforbud, der blev indført i 1998, formuleres således som en nationalistisk/international nødvendighed. 

Symbol for både offer og forbryder

I mediebilledet af krigen i Afghanistan associeres kvindeundertrykkelse med terrorisme. Et islamistisk regime, der forfølger sin egen befolkning, udgør ifølge denne opfattelse en trussel mod den globale sikkerhed. Her kommer sløret paradoksalt til at symbolisere både offer og forbryder: Undertrykkelsen af den lokale befolkning og muslimsk terrorisme. 

Sløret tolkes som et tegn på islamisme, og islamisme som årsag til undertrykkelse af nationale befolkninger og international terrorisme. Dette billede har vundet så stærkt indpas i den politiske og massemediale forestilling om verden, at man uden at skelne overfører den på alle lande med en majoritet af muslimer, selv når det handler om udpræget modernistiske sekulære stater som Saddam Husseins Irak. 

Resultatet er en dobbelt risiko for kvinder, som bærer slør. Enten fremstilles de som passive ofre for den islamistiske trussel – eller de mistænkes for at være i ledtog med muslimske mænd, hvilket har vist sig at være ensbetydende med risiko for ulovlige arrestationer, indefrysning af økonomiske midler, deportering og i nogle tilfælde tortur. 

Selv om det er rigtigt, at slør bruges af medlemmer i islamistiske politiske grupperinger og inden for den aktuelle islamistiske vækkelsesbevægelse, er forestillingen om sløret som en sikkerhedstrussel i sig selv naturligvis misvisende. De muslimske grupper, der går ind for væbnet kamp, udgør kun en lille del af islams politiske landskab. For en stor del af de slørbærende kvinder i verden har sløret primært en identitetsmæssig og religiøs betydning.

Mange føler sig fremmede over for både den vestlige forestilling om sløret som et tegn på kvinders underordning og over for politiseringen af sløret blandt islamistiske grupper. Det er meget sjældent, at moderne kvinders brug af slør er udtryk for en passiv og ureflekteret efterleven af traditioner. Tværtimod har nutidens muslimske troende i høj grad kendskab til de skriftlige og mundtlige traditioner, og der er en stigende tendens til, at muslimske kvinder tolker religionens hovedtekster ud fra deres eget perspektiv. 

I dag er mange kvinder og mænd engageret i at modarbejde tvang – i forhold til påbud om at skulle bære slør såvel som forbud mod at gøre det. Hvad sker der, når mennesker udfra forskellige perspektiver og følelsesmæssige interesser forsøger at føre en samtale om emnet? Og først og fremmest: Hvad sker der, når alle disse perspektiver mødes et sted, der kalder sig neutralt, men som i virkeligheden er kristent og kolonialistisk struktureret? 

Alle tror, at de allerede ved, hvad det handler om. Som om “slør” henviste til én bestemt ting. Men slør har været, er og kan være mange forskellige ting. Slørenes grammatik er et uendeligt landskab, hvor hvert punkt er unikt, selv om nogle steder minder om andre. Se dig omkring. Hav modet til at lytte.